Det ontologiske grundspørgsmål

Hvad er eksistens? Hvad vil det sige, at noget eksisterer?

Det er dét ontologiske grundspørgsmål, som den tyske filosof Martin Heidegger forsøgte at indkredse og besvare i værket Væren og tid (Sein und Zeit, 1927). Heideggers værk var oprindelig tænkt todelt, men han fuldførte aldrig projektet, selv om han først døde i 1976, og således skulle have haft tid nok til at give et svar. Kun første del blev fuldført, og i dét ender han med at sige, at eksistensens natur formentlig skal søges i retning af begrebet tid.

Hvis vi imidlertid læser Væren og tid, og grunder over spørgsmålet ud fra Vandrer mod Lyset, så ser vi, at det formentlig ikke forholder sig sådan.

Først må jeg dog lige indskyde, at det umiddelbart er vanskeligt overhovedet at have et adækvat sprog omkring spørgsmålet. For hvis vi stiller spørgsmålet som jeg har gjort det hér, er selve det at bruge en form af verbet at være i forbindelse med det ontologiske grundspørgsmål problematisk:

Vi spørger hvad er eksistens, men selve den måde at spørge på er en sproglig fordobling eller en filosofisk skriden væk fra problemet, idet vi egentlig spørger om værens væren (´hvad er er´), idet vi sprogligt antyder, at der er tale om to forskellige ting, uagtet at det vi spørger til egentlig implicerer det samme eller ´er´ det samme. Men jeg lader spørgsmålet stå sådan da jeg ikke er i stand til – og måske er det også umuligt – at spørge strengt og adækvat i noget kendt sprog.

Men – hvis vi altså accepterer spørgsmålet i den givne form, og forsøger at besvare det ud fra Vandrer mod Lyset, så kan vi finde et fingerpeg i dette værks behandling af det såkaldte Urkosmos. For her fandtes angiveligt tanke, vilje, lys og mørke, men ingen tid. Urkosmos fandtes, det eksisterede, men der fandtes ingen tid. Parallelt har jeg i skriftet Rum og tid argumenteret for, at der heller ikke i Urkosmos fandtes rum i nogen kendt menneskelig forstand, og at rum og tid først langsomt udfoldede sig til de af os kendte former i takt med Urtankens og Urviljens kæmpen sig gennem mørket og frem mod Lysets sejr og Guds emanation, hvorved rum og tid fik deres nu kendte former og dimensioner.

Da der altså – hvis Vandrer mod Lysets tanke er rigtig, og der oprindeligt ikke fandtes tid, og hvis min supplerende tanke, at der heller ikke fandtes rum, også er rigtig – så må eksistens være uafhængig – i hvert fald oprindeligt – af rum og tid. Eksistens må være noget andet end rum og tid, og derfor skal svaret på det ontologiske grundspørgsmål ikke – som Heidegger tænkte – søges besvaret i retning af begrebet tid, og heller ikke i retning af begrebet rum.

I forbindelse med Vandrer mod Lysets behandling af Urkosmos så nævner værket en gåde, som vi endnu savner svar på, nemlig gåden om det uskabte Urkosmos; Urkosmos var – som det siges i værket – ikke skabt, men var fra evighed af (uden at være i rum og tid).

Det er muligt, at besvarelsen af denne gåde og svaret på det ontologiske grundspørgsmål er identiske, og at nøglen til et svar ligger i en forståelse af den fjerde dimension (se indlægget Fysik og metafysik): Hvis vi engang kommer til en virkelig forståelse af, hvad eksistens egentlig ´er´, så vil denne forståelse måske kunne opnås gennem en forståelse af det uskabte Urkosmos gennem en forståelse af den fjerde dimension: Hvordan noget kan eksistere uden at være skabt (eller formuleret i et nutidigt videnskabeligt sprog: Uden at være fremgået som følge af – endnu ukendte – naturlove eller kræfter eller fænomener).

Eller også vil tankerækken bevæge sig med begyndelse i en forståelse af den fjerde dimension over begrebet eksistens og med kulmination i en forståelse af det uskabte Urkosmos.

Gennem denne samlede forståelse vil vi formentlig få filosofisk og erkendelsesmæssig og videnskabelig fast grund under fødderne gennem den følgende mulige videnskabeliggørelse af metafysikken; den søgen i dybet efter den faste grund, som mennesker har foretaget så længe, vil – måske – kunne krones med succes.

Men det vil først ske på et tidspunkt, hvor svaret eller svarene kan gives, og vil kunne forstås – det vil sige når den menneskelige intelligens er blevet så moden og udviklet, at Vandrer mod Lyset bliver forstået og almindelig anerkendt (jf Spørgsmål og Svar II, no 56) (se i øvrigt også mit skrift Urkosmos).


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: