Hvis vi i forlængelse af indlægget Samvittighed ud fra Karen Armstrongs tanker spørger til, hvordan troen idag kan blive mere vedkommende og virksom i almindelige menneskers liv, og samtidig støtter os til Vandrer mod Lyset, så kan vi sige – hvilket vel de fleste troende kan tilslutte sig – at troen, forestillingen om Gud, ikke bare kan skabe mening i vores liv, men også opfylde og mætte et dybtliggende menneskeligt behov, nemlig behovet for at føle sig elsket, at være elsket.

Guds kærlighed kan vi tage som en faktisk og følt virkelighed og ikke kun som en spekulativ, filosofisk eller religiøs læresætning. Ethvert menneske kan opleve og føle Guds kærlighed i de inderste hjerterødder direkte og virkeligt og udenom enhver dogmatisk fastlåst trosforestilling eller etableret religiøs tradition. Guds kærlighed er virkelig, og den er uendelig, og omfatter alle mennesker uanset hvad vi tror eller om vi tror.

I religionshistorien har man både i jødisk, kristen og muslimsk regi på forskellig vis forsøgt at forene fornuft og åbenbaring, viden og tro, videnskab og religion. Højt begavede mennesker inden for jødedom, kristendom og islam har forsøgt at give rationelle beviser, filosofiske eller videnskabelige, for Guds eksistens og væsen. Mærkeligt nok synes det, at det mest nærliggende bevis – beliggende ca 30-40 cm fra næsen – hjertets bevis, sjældent eller aldrig er forsøgt. Men dette bevis står det i hvert eneste menneskes magt at prøve gyldigheden af.

Så prøv nu – hvis du ønsker det – at vende dit hjerte mod Gud, og mærk efter. Prøv at mærke efter der, hvor du ellers normalt oplever eller føler kærligheden. Findes Gud? Er Gud virkelig? Mærk efter, og du vil kende sandheden. Stille og roligt, varmt og trygt og nært.