Hos Walter Schubart møder vi i Religion og erotik (1941) (her efter Troels Nøragers, Hjertets længsel – kærlighed og Gud religionsfilosofisk belyst (2003)) den ejendommelige tanke, at både religion og den erotiske kærlighed er af dæmonisk oprindelse: De skylder begge deres opkomst en ur-gysen – gysen for verdensdybet og dets overvældende og uudgrundelige, ukendte kræfter og for kønnet.

Vi kan give Schubart ret, hvis vi tænker på de gængse former for religion, der ifølge Vandrer mod Lyset hovedsagelig skyldes mørkets kræfter og indgriben – det gælder fx jødedom, kristendom og islam – og hvis vi ved den erotiske kærlighed virkelig forstår en form for kærlighed.

Gyset, urgyset, skyldes i forhold til det religiøse det forhold, som vi kan læse ud af mystikken, at nogle mennesker med og i det guddommelige har oplevet en form for forening i betydningen en ”udslettelse” (af jeget, den individuelle personlighed), og det samme kan nogle mennesker opleve i den intensive, dybe forelskelse eller gennem ekstatisk sex: Personligheden ”opløses”, tilintetgøres, den strømmer som sjæledråben ud i og forenes med sjælehavet (den hinduistiske ”befrielse”, moksha, gennem forening med Brahma) eller den opløses i den elskede (et andet menneske) – hvilket imidlertid er et kende for mørkets, det ondes, kræfter og natur.

Det er rigtigt, at både sex og forelskelse er af ”dæmonisk” oprindelse (de skyldes de ældste; se Vandrer mod Lyset), men ikke kærligheden, som er noget andet end de to. Kærligheden, den virkelige kærlighed, er af guddommelig oprindelse og natur, som mange nok vil vedkende. Tilsvarende er sand religion ikke dæmonisk, men er udtryk for en ægte menneskelig længsel efter Gud, Oprindelsen, og kan også forstås som et svar på Guds kalden på os.

I Nøragers bog møder vi desuden den tanke, at religion og erotik er udtryk for det splittede, halve menneskes længsel efter (en måske oprindelig) helhed gennem forening med Gud og den vi elsker (jf Platons myte fra Symposion om det oprindelige dobbeltmenneske, der af guderne blev skilt ad, for at de ikke skulle blive for magtfulde og nå dem).

Men vi må igen passe på ikke at forstå foreningen med Gud for bogstaveligt – som en udslettelse, en opgivelse af personligheden (jf også Kierkegaard og hans troens dobbeltbevægelse; at opgive alt (sin forstand og sjæl) for at få alt, og (den kristnes) afdøen fra verden) – men snarere se forbindelsen til Gud som en styrkelse af personligheden, af jeget, gennem den ægte, guddommelige kærlighed og menneskers svar på den.

Og vi bliver ikke hele indeni gennem (måske ekstatisk) sex eller forelskelse, hvilket blot understreger og uddyber splittelsen og lidelsen (savnet). Den sande helhed nås dels gennem tanke-vilje-enhed (jf Spørgsmål og Svar II, no 64), dels gennem den rolige, afklarede bevidsthed om dualens eksistens, selv om han eller hun måske ikke lige er konkret, fysisk til stede i vores liv (eller er det uden at vi ved det): Vi opløses, udslettes, ikke gennem forening med dualen, men styrkes som selvstændige personligheder – parallelt til den sande kærlighed til og fra Gud.

Hverken religion eller kærlighed er altså af dæmonisk oprindelse, hvis dette er, hvad Schubart mener. Gud og kærlighed rummer i sig livet, ikke udslettelse og død, og vi kan være fuldstændig trygge ved dem. Der er – som i så mange andre forhold her på kloden, der er en mørkets og dødens verden (jf Vandrer mod Lyset) – tale om livet overfor og modstillet døden: Gud og kærlighed er udtryk for Lysets og livets kræfter, mens de traditionelle religioner og forelskelse og sex er udtryk for mørkets, det ondes, modsatte kræfter. At det forholder sig sådan, bør dog ikke føre til, at vi fordømmer sex, eller søger seksuel afholdenhed for enhver pris, da sex er et fysisk behov på linje med behovet for mad, drikke og søvn (for en mere detaljeret og fyldestgørende redegørelse for sex; se Vandrer mod Lyset og Tillægget til Spørgsmål og Svar I).

Menneskets urgys overfor Gud og kærligheden – og den angst nogle måske den dag i dag gribes af ved tanken om Gud og kærlighed – skyldes således en misforståelse af de to kræfters natur, og det skyldes en sammenblanding af det guddommelige og det dæmoniske, livet og kærligheden overfor døden og tilintetgørelsen; det dæmoniske, mørket, der – som ofte (jf mine tanker om det ondes dobbeltaspekt; dets ”lyse” og dets rent sorte side) – bruger de samme ord – fx Gud og kærlighed – men er naturforskellig i sin grund.