”…og når vi færdes lig mennesker blandt menneskene, da kunne vi tillige yde vore brødre og søstre megen hjælp under deres tunge jordelivs vandringer. Vi kunne møde dem med kærlighed, vi kunne hjælpe dem at bære deres byrder, søge at fjerne stenene fra deres vej; vi kunne støtte dem og drage dem med os.”

Kristi ord om de ældste til de yngste ved den første samtale mellem Gud og de yngste, da de alle var nær ved at fortvivle, og bad Gud om hjælp til den videre vej. (Vandrer mod Lyset, Ardors beretning, s. 28)

Hvis vi anerkender, at Vandrer mod Lyset er sandhed, og derved forstår, at hovedarbejdet for menneskehedens foregangsmænd, de yngste, i tidligere tider var den at forsøge at vinde Ardor (Satan) tilbage til Lyset og Gud, kan vi så sige noget om, hvad et eventuelt hovedarbejde består i i dag, nu hvor det – for længst – er lykkedes at skabe dette gennembrud for Lyset?

Det mener jeg vi kan:

Meget af nutidens mange problemer; sult, krig, fattigdom, vold, intolerance, racisme; meget af alt dette skyldes formentlig stadig de ældstes indflydelse i negativ retning. Denne indflydelse fra mørket finder stadig udløb i verden, dog nu ikke så voldsomt som tidligere.

Hvorledes kan vi søge at ændre dette til det bedre? Det kan vi efter min mening ved – netop som Kristus siger det i det citerede sted ovenfor – at møde de ældste med kærlighed, og derved søge at vække lyset i dem. Dette kan vi bedst gøre ved at tilgive dem og bede for dem, og derigennem søge at vække deres sorg og anger, ligesom tidligere hovedopgaven var at vække Ardors sorg og anger gennem tilgivelse og bøn – ikke for at ”bekæmpe ham” eller give ham nye lidelser – men netop for at vinde ham tilbage, så hans lidelser kunne få ende.

Men straks her må vi ransage vores kærlighed. Vi må spørge os selv – hvis vi optager denne nye hovedopgave – om vi gør det som middel til verdensfred og bedre vilkår for mennesker, eller om vi gør det af virkelig kærlighed til og medfølelse med de ældste? Vi må her huske Kants ord: Andre mennesker må – om så formålet er nok så ædelt – aldrig kun være midler til opnåelse af bestemte formål, men må være mål i sig selv.

For at lette forståelsen af dette må vi forstå de ældste, forstå deres lidelser. Enhver der kender til de lidelser det giver, når vi fejler, når vi forbryder os mod vores medmennesker eller mod Gud, alle der ved, hvad det vil sige at falde for mørket, og bittert erfarer de lidelser, der følger med, vil kunne forstå dette, vil forstå hvad det vil sige at føle sig alene i mørket, at føle mørkets knugende tryk og angst og rædsel og dybe ensomhed, de vil kende og forstå det afmægtige raseri og trang til at udøse sine lidelsers frugt over andre mennesker, for at få dem til at lide, som vi selv lider, når vi falder for det onde. Jeg kender og forstår selv disse ting, da jeg selv faldt engang for mange år siden.

Men denne forståelse kunne vi udnytte i det godes, i Lysets tjeneste ved netop – ud fra egne erfaringer med mørket og mørkets lidelser – at tilgive de ældste af hjertet, for derved at søge at vække lyset i dem; parallelt til tidligere tiders hovedopgave med at vinde Ardor tilbage og derved bryde mørkets magt: 

Ikke for at give dem nye lidelser, eller for at ”bekæmpe dem”, men for at vinde dem tilbage, så deres lidelser kan få ende. Deres lidelser kan få ende, hvis det virkelig – langsomt og roligt og tålmodigt – kan lykkes at vække lyset i deres hjerter gennem tilgivelse og bøn; for hvis dette lykkes, vil de ikke længere øve det onde i så voldsom grad, som det stadig er tilfældet, og derved vil de få mindre at sone, og derved igen kunne de lettere og mindre smertefuldt genopbygge deres personlighed, som det hedder i Vandrer mod Lyset.

Hovedopgaven nu er altså, som jeg ser den: At søge at vække lyset i de ældste gennem tilgivelse og bøn, for derved at modvirke megen af den krig, vold og andre af mørkets fænomener, vi døjer med i dag, men at gøre det primært for deres egen skyld og ud fra en forståelse af, hvor megen lidelse de bringer over sig selv ved at fremture i det onde.

Vi ved fra Vandrer mod Lyset, at mange af de ældste – i den oversanselige verden – bittert fortryder deres mange onde handlinger. Men vi må forstå, at selv om de på den måde fortryder deres gerninger, så vil – når de (af Gud) inkarneres på Jorden for at genopbygge deres personlighed og for at sone – det mørke, de tidligere har draget til sig gennem onde gerninger, atter vende sig mod dem, og formørke dem som mennesker. Dermed vil de igen let fristes til nye mørkets gerninger.

Vi kunne modvirke eller mildne dette ved – netop at tilgive dem og bede for dem og derved drage lyset til dem, og derved igen lette deres vandring og fjerne nogle af stenene fra deres vej, sådan som Kristus siger i det citerede ovenfor.

Hvis vi mennesker formår dette, hvis vores kærlighed er stor nok til at optage en sådan gerning, og hvis vi formår at gøre det med rene motiver – ikke først og fremmest for vores egen skyld, men for deres og ud fra egne oplevelser og erfaringer med mørket og dets lidelser – så kunne dette være en genvej i genvejen.

Vi kunne gøre dette som en barmhjertighedsgerning, og som en opfyldelse af Kristi ord: At tilgive vores fjender og bede for dem, ikke fordømme dem!