(Grundlag: Vandrer mod Lyset)

Urkosmos rummede mulighed for evigt liv eller evig død; eller blot evig, fortsat væren og hvile. Evigt liv gennem lys og kærlighed, evig død gennem mørke og synd. (Kærlighedens natur er at bygge op (livet), syndens at bryde ned (døden)).

Hvordan kunne dette Urkosmos være, uden at være skabt?

Lyset er det værende og eksistens og tilværelse, mørket Lysets negation.

Tid er fra Urkosmos udfoldet evighed, og derfor er evighed tilstede i hvert nu/øjeblik som tidens essens?

Rum er fra Urkosmos udfoldet punkt (hvilket er – forvrænget – udtrykt i teorien om the big bang? (se en alternativ fortolkning og teori angående de observationer og data, der har ført til teorien om the big bang i min Aristoteles kommentar her)).

Tilværelse og liv er fra Urkosmos udfoldet væren, og derfor er væren i alt, der er til, i al tilværelse?

Er verdensaltet en fra Lysets kerne dybt i det vældige mørke udfoldet blomst eller træ, spiret og groet med tanke og hensigt og vilje og mål gennem mørke zoner, indtil spiren brød mørkets grænse, groede op over det, som en blomst eller et træ gennem jord, satte stængel, blad og krone: Tid, rum og liv gennem kærlighed?

Ja. Sådan er det. Eller er det?