Arketyper er i platonisk filosofi et udtryk for de ideer (ikke-materielle forbilleder), der ligger til grund for sanseverdenen; i C. G. Jungs psykologi er arketype term for medfødte, ubevidste psykiske strukturer, der vedrører universelt menneskelige livserfaringer, som fx fødsel, ægteskab og moderskab.

Jeg vil her bruge betegnelsen arketype for den universelle form, jeg mener kan hævdes for hhv lyset og mørket, nemlig ringen; for mørkets vedkommende derudover som slangen, der som en ringstruktur bider sig selv i halen. Et andet begreb, der kan hævdes for mørkets, det ondes, arketype er en mental eller åndelig kortslutning.

Hvis betegnelsen ringen som arketype giver mening som universel betegnelse for hhv lyset og mørket, er det klart, at de store ringmyter, hvoraf jeg kender to, nemlig Richard Wagners Der Ring des Nibelungen (Nibelungens ring) og J. R. R. Tolkiens Lord of the Rings (Ringenes Herre), kan lede tankerne hen på en universel kamp mellem gode og onde magter om en bestemt Herskerring, der skulle kunne gøre sin ejer eller mester til ”Jordens herre” eller give ham eller hende universel (al-)magt; en bestræbelse, som gode magter altid har forsøgt at modvirke og bremse.

Men det er også klart, at denne universelle forståelse er misvisende, hvis ringen simpelthen er en arketype; hvis med andre ord ringen som begreb ikke kun henviser til en mørkets ”herskerring” og kampen om den, men gælder i videre forstand for alt lys og mørke.

Jeg skal her prøve nærmere at forklare, hvad jeg mener.

Af Vandrer mod Lyset lærer vi, at lys og mørke har hver to poler. Både lys og mørke polariseres gennem tanke og handling; eller med andre ord: Hvis vi forstår lysets og mørkets arketype som ringen, så dannes der hele tiden ringe – på godt og ondt – gennem vores tanker og handlinger. Ved at danne lysringe, ved at polarisere lyset, opbygger vi vores personlighed, ved at danne mørkeringe, ved at polarisere denne urkraft (når vi handler mod vores samvittighed), nedbryder vi den.

Der findes altså ikke kun én (mørke-)ring, som alverden kæmper om, men ringene dannes hele tiden, idet vi med vores tanker og handlinger polariserer lys og mørke.

Lysets og mørkets ringe er grundforskellige: Ved lysets ringe (polarisering) får vi det, vi ønsker og som er gavnligt, ved mørkets ringe eller polarisering får vi det modsatte af, hvad vi ønsker, frygter eller begærer. Dette hænger sammen med karmaloven, og jeg vil illustrere det med et par eksempler:

Ved kærligheden, ved at elske, får vi kærlighed, elskes vi – idet vi høster hvad vi sår; idet det, vi sender ud kommer tilbage, som moderne sprogbrug og talemåde vil have det. 

Ved kærlighedens modsætning, forelskelsen, derimod – afskæres vi fra kærligheden, som vi ønsker og drømmer om. At forelskelse er kærlighedens modsætning i mørket, har jeg tidligere ved flere lejligheder forsøgt at argumentere for. Forelskelsen er således den ”lyse” side af hadet, kærlighedens egentlige modsætning (jf tankerne om mørkets dobbeltaspekt; at det onde både rummer en ”lys” side, der efterligner lyset, og en rent sort side; dét og så tankerne om mørkets polspænding).

Ved kærlige tanker og handlinger polariserer vi således lyset i positive ringstrukturer; ringstrukturer her forstået som psykiske og åndelige fænomener, der forstærker sig selv, idet kærlighed avler mere kærlighed.

Hvorimod ved forelskelsen skaber vi negative ringstrukturer, forstået som psykiske fænomener, der afskærer os i en energimæssig kortslutning fra kærligheden, som vi ønsker eller tror vi får; en selvforstærkende kortslutning, hvor mørke avler mere mørke, hvilket konkret kan konstateres af individet, idet forelskelse kan skrues op til egentlig ekstase, hvor den sande kærlighed giver ro.

Ved begrebet og fænomenet magt er forholdet parallelt: Hvis vi ønsker magt gennem kærlighed for at gøre andre og os selv godt, så er der tale om en lysets ring eller polarisering, hvor magt øger magt, lys øger lys.

Hvis vi derimod begærer magt kun for vores egen skyld og måske for at undertrykke andre eller bare for magtens egen skyld, er der tale om en mørkets ring eller polarisering, som dybest set afskærer os fra den egentlige, lysets, magt, og gør os magtesløse; idet vi da bliver slaver af vores magtbegær, og idet mørket ifølge Vandrer mod Lyset er en urkraft eller energi, der kan binde og undertvinge (og nedbryde) tanken og viljen i mennesket.

Hvis altså hele denne tanke om lysets og mørkets grundlæggende ringstrukturer er rigtig, så kan vi slutte med en tilbagevisning til Wagners og Tolkiens store ringmyter: Der pågår ikke en universel magtkamp mellem lysets og mørkets magter om en enkelt ”herskerring”, men kampen foregår hele tiden i det indre menneske, og i hvert menneske, idet vi hele tiden polariserer lys (eller mørke), og dermed skaber lys- eller mørkeringe (eller med Vandrer mod Lyset: Mørkekomplekser).

De store ringmyter kan så høres og læses og forstås som arketypiske billeder af, hvordan vi håndterer og eliminerer de mørkeringe, vi desværre også kan komme til at skabe: 

Vi kan som dværgkongen Alberich i Wagners operacyklus komme til at forbande kærligheden for at få magt for igen at blive elsket, hvorved vi afskæres fra kærligheden i en negativ kortslutning, og vejen tilbage til uskylden og kærlighedens oprindelige harmoni og fred er lang og smertefuld, eller vi er som Frodo i Tolkiens eventyr hele tiden på vej mod Mordor og dommedagsbjerget for at tilintetgøre den eller de magtens mørkeringe, vi selv har smedet, ved at følge den eller dem tilbage i tanke og følelse til deres indre skabelsessted og oprindelse.

Og på den måde kæmper lys og mørke, godt og ondt, i vores indre på vores vandring mod Lyset.