I skriftet Der Zauberberg spørger jeg:

Har vi…kun de to muligheder: At slutte pagt med døden eller med krigen, krigen som kamp for liv og rum og tid, mere tid? Må vi nødvendigvis som Faust slutte pagt med det onde for at vinde det gode, selv om det koster det gode? Vinder døden altid, hvad enten vi kæmper for eller imod, hvad end vi kæmper for?

Dette indlæg – med hovedvægt på og inspiration fra Vandrer mod Lyset – er et forsøg på et svar.

Aktuel og samfundsmæssig relevans: Krig føres også i dag ofte i det godes navn, fx krig for demokrati, frihed og menneskerettigheder, krig ført til gavn for Islam, for et nyt russisk storrige, for staten Israel eller for Palæstinas befrielse; generelt: Krig ført i ”den gode sags tjeneste”.

Er denne krig berettiget, kan den retfærdiggøres, er den legitim, fører den til målet, eller ødelægger den – ved et mørkets paradoks – tværtimod netop det vi kæmper for og søger at beskytte – i sidste ende os selv? Hvis det er sådan, er Faustmyten et præcist billede på netop dét: Fortabelsen af det gode i det godes navn og billede. Vi søger her et alternativ – primært for at standse krigen.

Faustmyten findes i kunsthistorien i forskellige versioner og i forskellige kunstarter. Jeg er bekendt med Christopher Marlowes skuespil, Goethes Faust, Charles Gounods opera, Rembrandt van Rijns radering, Georg Friedrich von Kerstings maleri og Thomas Manns roman.

Kort om Faustmyten: Skikkelsen Faust skal have baggrund i en virkelig person, der levede i tiden omkring den protestantiske reformation, dvs i 1500-tallet. Forskellige kunstnere har benyttet skikkelsen til kunstneriske arbejder, hvor denne Faust fremstilles; Faust, der for at opnå visse goder slutter pagt med djævelen. Prisen er hans sjæl.

I Marlowes udgave, som er fra 1600-tallet, ønsker Faust indsigt i magi, i Goethes version fra 17-1800-tallet begærer Faust viden, i Manns roman, som er fra det 20. århundrede, er det evnen til genial kunstnerisk skabelse, Faust (i skikkelse af komponisten Adrian Leverkühn) ønsker så brændende. Faustskikkelsen bærer i kunsthistorien altså et tydeligt præg af den tid og de strømninger, der herskede på de tider, hvor hans karakter af forskellige kunstnere formedes til kunstværk. En moderne Faust ville måske ofre sin sjæl for verdensherredømme.

Nu til grundspørgsmålet: Har vi kun de to muligheder som menneskehed: At slutte pagt med døden eller med krigen; eller anderledes udtrykt, Faustpagten?

Nej. Det indlysende alternativ er at slutte pagt – ikke med det onde – men med det gode, i sidste ende med Gud, en mulighed, der ikke røver vores sjæl eller ånd, men bevarer, beskytter og styrker den.

For at kunne slutte pagt med det gode og med Gud, må Han/Hun findes. Det gør Gud, hvilket er klart udtrykt og åbenbaret gennem Vandrer mod Lyset, og vi kan dermed afvise ateismens mørke og også i øvrigt mørket fra de etablerede verdensreligioner (for dette: se Vandrer mod Lyset).

Vi må slutte pagt – for at standse den menneskelige tragedie – ikke med vredens og hævnens Herre – men med Lysets og kærlighedens Almagt, da intet ondt kan ramme dén, der ved sig i Guds Hånd og varetægt.

At slutte pagt med denne Gud vil egentlig sige at stole på Gud Herrens Almagt – som individ og nation. Der er ikke tale om en (ny) blodpagt, men om en grundlæggende tillid, som enhver kan nå ved at kende Guds sande natur som den åbenbares i Vandrer mod Lyset.

I denne Guds favn kan vi frit og trygt vandre ad den genvej til Lyset, som åbenbares i værket, ombølget og beskyttet af Guds uendelige kærlighed: Vejen, genvejen til Gud!