Forfatterskabet Højtryk

Forfatter: cpobasse

  • Grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske problemer

    Når Aristoteles (i Metafysik) – parallelt til Martin Heidegger i Væren og tid – søger en videnskab om det værende som værende; altså prøver at løse det fundamentale ontologiske problem; så synes det som glider hans tanke af mod en inderste – og måske uerkendelig – kerne, og han tvinges til stadigt at indføre nye ord og begreber for det, han ønsker at bestemme:

    Genstandene og det værende bliver til væsen, der igen bliver til værensbestemthed, og måske videre (jeg har i skrivende stund endnu ikke læst værket færdigt; Aristoteles knytter disse størrelser sammen, men de ender med at betegne eller være udtryk for det samme; VII. Z (Zeta), 6)); måske er det sådan – som det også er for Heidegger, og måske for alle – at selve det værende, eksistensen, i sit inderste er ubestemmelig og uerkendelig for den menneskelige tanke.

    Parallelle tilfælde ses i erkendelsesteorien – fx hos Baruch de Spinoza (Om forstandens forbedring) og Immanuel Kant (Kritik af den rene fornuft) – når vi søger nøjagtigt at bestemme erkendelsens og tankens inderste natur: Det er måske for mennesker uerkendelige ting, og derfor glider tanken af på dem, når den nærmer sig kernen; hele tiden må nye ord og begreber indføjes, uden at vi kommer nærmere denne kerne og dybde; tanken og ordene skrider og bliver uklare og for mange.

    Måske – naturligt nok – må vi acceptere, at der er grænser for den menneskelige erkendelse, og måske går disse grænser fx ved tanke og eksistens (men ikke kun her).

    Eller også – må vi ud fra Vandrer mod Lyset tænke identitet, ækvivalens eller i hvert fald en nær sammenhæng mellem tanke og eksistens; og ad den vej i én bevægelse løse både de grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske problemer (jf de indledende ord i Ardors beretning i Vandrer mod Lyset om tanken som altings ophav; en tanke, der har medklange i René Descartes´ filosofi, og som er udtrykt ved hans ord: Je pense, donc je suis (cogito ergo sum; jeg tænker, altså er jeg)).

    En sådan løsning måtte dog måske kræve og også udgøre en løsning på gåden om det uskabte, og den kan derfor ikke gives på nuværende tidspunkt; den kan ikke gives før Vandrer mod Lyset – forhåbentlig – vinder sin brede og offentlige udbredelse og anerkendelse (jf Supplement II, no 56).

    Så derfor kan måske også kun fremtiden give løsningen på de grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske spørgsmål.

  • Urkosmos eller Big Bang

    Hvad er egentlig verdens natur og oprindelse?

    I Vandrer mod Lyset og i moderne videnskab træder to forskellige teorier og forklaringer på disse spørgsmål os i møde:

    Verden har sin egentlige oprindelse og natur baseret på det såkaldte Urkosmos, siger Vandrer mod Lyset, mens moderne videnskab og kosmologi hælder til teorien om the Big Bang.

    Det kan umiddelbart være vanskeligt at vurdere, hvilken af de to modeller – en med Gud og en uden – der er den mest plausible. Men vi vil her se på nogle enkelte forhold ved de to modellers forklaringskraft i forhold til en række centrale fænomener, og derefter – naturligt nok – vælge den model, der dels kan forklare mest af det, vi efterspørger, dels den model med de færreste og enkleste grundantagelser:

    Den moderne videnskabs teori om the Big Bang kan ikke forklare naturlovenes oprindelse, deres udformning og deres hensigt (om en sådan findes). Dette kan let forklares ud fra Vandrer mod Lyset:

    Alle love – både de fysiske, astrale og åndelige (for det fysiske, astrale og åndelige; se specielt Vandrer mod Lyset s. 149, stykket med småt) – har deres oprindelse, udformning og hensigt ud fra Guds Tanke og Vilje. 

    Med hensyn til deres oprindelse så er de en konkret konsekvens af Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket og frem imod Lyset og Guds emanation. Dette kan man læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

    Lovenes udformning hænger sammen med deres hensigt: At skabe orden i verden (kosmos): Gud er en Lysets Gud, og en central egenskab ved Lyset er orden, modsat mørkets kaos. 

    Denne orden gør det for os mennesker muligt at beskrive den ydre verden adækvat via matematik (fx lovene for bevægelse, tyngdekraft osv som vi har lært at beskrive matematisk), og dele af den indre verden ved logik – gennem de logiske love vi indtil nu har afdækket. 

    Derudover kan vi ud fra den Gud, der kommer os i møde gennem Vandrer mod Lyset, og den viden vi får her forklare nogle af lovene for bevidstheden, fx tankens og viljens frihed, lovene for association og hukommelse, og altså også de logiske love og flere andre ting. Vi kan generelt ud fra Vandrer mod Lyset endda forklare selve bevidsthedens oprindelse: Den er skabt af Gud.

    Derfor: Da Vandrer mod Lyset er moderne videnskab så uendeligt overlegen med hensyn til at forklare og beskrive en række centrale fænomener vedrørende verden, dens natur og oprindelse – og ikke bare med de her fremdragne emner, men også fx i forhold til cellens oprindelse, universets opbygning mm – og da vi til denne overlegne forklaringskraft kun behøver én antagelse, nemlig at Vandrer mod Lysets Gud er virkeligt eksisterende; dette – og indtil vi eventuelt måtte få bedre forklaringer og teorier – gør, at vi nu må foretrække Vandrer mod Lyset som vores bedste bud på alle disse ting.

    Note 1: Jeg har tidligere givet et bud på en alternativ forklaring på og fortolkning af de observationer, der har ført til den moderne teori om the Big Bang: Rødforskydningen af det lys vi modtager fra stjerner og galakser og den kosmiske baggrundsstråling. Se fx i min kommentar til Aristoteles (II. (lille alpha)).

    Note 2: Jeg har også tidligere givet en forklaring på begrebet frihed, fx i forhold til tanken og viljen, nemlig frihed som det ondes fravær. Denne opfattelse skyldes, at mørket – modsat Lyset – ifølge Vandrer mod Lyset er en kraft, der kan binde tanke og vilje, og således gøre dem ufrie. Derfor er tanke og vilje frie i samme grad som de er renset for mørke.

    Note 3: Lysets love er generelt blevet til for at skabe orden. En anden lov, der kan nævnes her, er karma- og herunder gengældelsesloven, som hjælper til at bringe lys og dermed orden i og mellem os mennesker gennem enten anger og tilgivelse eller gennem soning, når vi har forbrudt os mod hinanden. Gennem denne anger og tilgivelse eller gennem soning renses vi for mørke, og gives plads for lys og dermed orden (se skrifterne Gud og mennesker og Om gengældelsesloven).

  • Det ondes janushoved

    Som jeg har beskrevet det en del gange tidligere, så har det onde, mørket, i det mindste to ansigter: Det ”lyse” og det rent sorte. De to ansigter kommer til udtryk dels i begæret, dels i den rene destruktion. Det vil jeg udvikle lidt mere udførligt her:

    Begæret afskærer – i samme mål man begærer – os fra det, vi begærer forstået på den måde, at man godt fx ved begær efter magt, penge og sex kan opnå disse ting, men de vil i så fald ikke mætte og stille tilfreds; snarere vil de – ved begæret og den umiddelbare tilfredsstillelse – øge sulten og tørsten.

    Dette er et eksempel på mørkets selvforstærkende natur.

    Omvendt vil det ondes rent sorte side bringe én præcis det, man ønsker at undgå og måske frygter, og dermed er destruktionen et fotografisk negativ af begæret: I det ene tilfælde afskæres man fra det, man begærer, i det andet tilfælde får man præcis, hvad man ønsker at undgå, det man ikke vil have.

    Og sådan forråder mørket sin bærer.

    Heroverfor står Lyset, der bringer én det, man elsker, eller som Halfdan Rasmussen så vist digtede: Det, du ikke begærer, vil trygt komme til dig. Det kan fx godt være magt, penge og sex, men betragtet og administreret efter Lysets natur; fx ønsket om magt for at gøre godt – måske for sit land, eller ønsket om at tjene penge for at forsørge sin familie.

    Begæret er jo udførligt behandlet og tænkt i Buddhismen, specielt med hensyn til dets uhensigtsmæssige natur (som det, der afskærer os fra forløsningen, Nirvana), men vi kan også nævne dets rolle i faustmyten, som den er skabt i Christopher Marlowes, Johan W. v. Goethes og Thomas Manns værk:

    Faust, der i de tre poetiske skikkelser begærer hhv magi, viden og kunstnerisk geni og skaberkraft; så meget, at han indgår pagt med det onde for at opnå det, han begærer (ønsker); og må bøde med sin sjæl.

    Hvis Faust havde haft ro og visdom til at finde ind til Lyset og stole på dét, så ville han vide, at sjælsofferet var helt unødvendigt, idet inspirationen (fx til filosofisk eller kunstnerisk virke) kommer, når man vil det gode, uegennyttigt og for at hjælpe andre (hvormed man også hjælper sig selv).

    Forskellen – her mellem lys og mørke – er motivet: Kærlighed eller begær (eller i andre sammenhænge ren destruktion). Med kærligheden vinder alle, med begæret og destruktionen taber alle.

    Et eksempel på hvordan det onde bringer præcis det, man ønsker at undgå, eller ødelægger det, man ønsker bevaret, ser vi her i Danmark – som andre steder i Vesten – ved at man her – for at bevare ædle, gode, traditionelle danske værdier som demokrati, menneskerettigheder, tolerance, religionsfrihed, åbenhed, menneskekærlighed – ødelægger disse værdier ved at forhåne, dehumanisere, dæmonisere, udskamme, mistænkeliggøre, chikanere danske muslimer.

    I dette eksempel er det, man søger at undgå en ødelæggelse af danske værdier, og for at undgå denne ødelæggelse, at undgå at andre skal foretage den, foretager man den selv. Sådan er det onde også så bagvendt og paradoksalt.

    Et parallelt eksempel har vi i Vandrer mod Lyset ved Josef af Arimateas historie; hvordan han, for at undgå at Jesu disciple skal stjæle den døde frelsers legeme, og derefter sige: Se, han er opstanden!, selv fjerner legemet fra den udhugne grav, og begraver det, så ingen siden fandt det; en handling, der banede vejen for det fejlagtige dogme om kødets opstandelse.

    Virkeligheden er, at Jesu opstandelse var åndelig, og på samme måde – åndeligt – vil ethvert menneske “opstå” efter døden; ikke i kraft af Jesu eksempel og magt og offer, men ved Guds magt og efter Guds love (Jesus (Kristus) er ikke Gud).

    Et tredje og også tragisk eksempel har vi i ulykkelige mennesker, der – af angst for døden – tager deres eget liv.

    Et fjerde eksempel er, hvis mennesker giver efter for onde impulser indefra, og fx begår mord eller selvmord for at vinde en form for fred. Disse onde handlinger kan give en momentan lettelse, men efterfølgende bliver lidelserne langt værre end før, når det onde ”fryser til” og – ved handlingen – sætter sig som et lidelsesfuldt mørkekompleks i tanke og vilje. Morderen eller selvmorderen ønsker måske fred, men får det modsatte. (Selvmorderens ulykkelige lod er fx nævnt i Kristi Tale i Vandrer mod Lyset. Den momentane lettelse man kan føle ved en voldshandling, enten rettet mod andre eller sig selv, er antydet i Vandrer mod Lyset, s. 158-159 i stykket om afpolarisering af det åndelige mørke; ved den ene af to måder (egentlig tre), hvorpå dette mørke kan afpolariseres. Der er i denne sammenhæng tale om mørkets måde, en måde, der naturligvis ikke er ønskelig eller konstruktiv).

    Den konstruktive metode til at håndtere mørke impulser, som alle mennesker kender, er at ride stormen af, indtil den lægger sig, hvilket vil ske før eller siden, hvis man undlader at handle.

    Jeg skal for en ordens skyld nævne, at ovenstående jo ikke er en fuldstændig redegørelse for det gode og det ondes natur, men dog nok kaster et strejflys over centrale aspekter ved de to verdenskræfter, samt at det er tanker bygget i Vandrer mod Lysets ramme. Enhver kan finde langt mere og mere udførlig viden om godt og ondt i dette værk.

  • Kan vi tænke os syge – og raske igen?

    Fra dagbogen.

    Jeg har nu lidt frygteligt nogle dage. Men jeg tænker at lidelsen – i hvert fald delvist – skyldes de meget negative tanker, jeg har. Jeg har altså – tænker jeg – ikke negative tanker, fordi jeg lider, men omvendt: Jeg lider, fordi jeg har negative tanker.

    Og det er jo let at forklare ud fra Vandrer mod Lyset: Negative tanker tiltrækker mørket, der giver lidelser.

    Det er så let – alt for let og fristende og nærliggende – at lade sig suge ind i en negativ spiral af negative tanker og dermed lidelser; en lidelse, der fodrer og forstærker sig selv ud fra skemaet: Negative tanker – mørke – lidelser – flere negative tanker – mere mørke – mere lidelse osv.

    Derfor må kuren være at prøve – i det mindste prøve – at tænke mere positivt – fx gennem denne indsigt.

    For det modsatte gælder jo også: Positive tanker tiltrækker lyset, der giver fred og velvære.

    Engang stødte jeg på nogle tanker af en kristen forfatter, Norman Vincent Peale, der skrev noget i retning af: Tænk positivt, lev lykkeligt. Og det er slet ikke så dumt.

    Måske er det rigtigt: Vi kan både tænke os syge, men vi kan også tænke os raske igen. Det kan lyde provokerende for mennesker, der som jeg selv, ofte lider mentalt. Og med dette ønsker jeg ikke at pege fingre ad nogen. Blot søge at inspirere.

    Og det er ikke en indsigt jeg (måske) har fundet på toppen af verden i en rus af lykke; men derimod en sandhed jeg har vundet på bunden af et helvede, jeg har levet i gennem årtier:

    Selvvunden. Selvlevet. Selverfaret. Måske kan den hjælpe andre også?

  • Der findes tilgivelse for alt

    Nogle religioner hævder, at der findes ting og handlinger, som er utilgivelige. Jeg tænker her på kristendom og islam. I kristendommen har man ideen om, at ”synd mod helligånden” ikke tilgives af Gud, og i islam hævder man, at Gud ikke tilgiver, hvis nogle sætter andre ved Hans side. En sådan synd er shirk, siger man, en utilgivelig dødssynd.

    Men de samme religioner siger samstemmende, at Gud er barmhjertig og tilgivende og kærlig. Og det er fuldstændig rigtigt. Hvad man måske mangler at forstå er, at denne Guds egenskab og vilje er absolut på en sådan måde, at der ikke findes ting, som Gud ikke kan eller vil tilgive.

    At sige at der er ting, Gud ikke tilgiver, er – uden at man måske gør sig det bevidst – at sætte grænser for Guds kærlighed. Men da Guds kærlighed til alle mennesker er uendelig, findes sådanne grænser ikke. Og hvem har loddet den Almægtige Guds kærligheds dyb?

    Vi kan sandsynliggøre tanken ved følgende:

    I Vandrer mod Lyset siges det, at Gud har tilgivet selv den personlighed, der igennem millioner af år har været hans hovedmodstander, Satan (Ardor, den ældste). Ja, Gud har ikke kun tilgivet ham, men i al den tid, Satan kæmpede mod Ham, har Gud længtes efter at tilgive den dybest faldne, længtes efter at vinde ham tilbage til Lyset og sit Rige.

    Og denne tilgivelse blev givet på det tidspunkt, hvor menneskers kærlighed og barmhjertighed og tilgivelse og bøn vakte sorgen og angeren i den faldnes sind og hjerte. I samme øjeblik den ældste bad om tilgivelse, tilgav Gud ham – med uendelig glæde.

    Vi kan også sige som en kendsgerning: Mange mennesker har allerede formået at gøre det, Vandrer mod Lyset opfordrer os til: At tilgive vores ældste bror (Satan, Ardor). Disse mennesker har af barmhjertighed tilgivet ham, der har syndet så uendelig meget mod enhver af os.

    Når alt dette er tilfældet – og det er kendsgerninger – når mennesker formår at tilgive den dybest faldne ud fra deres hjertes kærlighed og barmhjertighed – hvor meget mere må da ikke Gud – der i kærlighed og barmhjertighed står uendelig højt over alle andre – være i stand til at tilgive alle og alt; ja, ikke bare tilgive, men længes efter at tilgive! I samme øjeblik Han ser vores sorg og anger, tilgiver Han. Også dette er en kendsgerning.

    Således vil ingen angrende morder, krigsherre, voldsmand finde Guds hjerte lukket og forseglet; han eller hun vil finde Guds hjerte åbent og tilgængeligt; ud fra den Almægtiges længsel efter at vinde enhver af os tilbage til Lyset og livet, når vi har fejlet.

    Når både Gud tilgiver alt, og når nogle mennesker formår at tilgive den, der har forårsaget så megen lidelse og elendighed for alle – hvem tør da mere sige, at der findes utilgivelige ting og handlinger?

    Det gør der heller ikke. Der gives tilgivelse for alt! Gud kan tilgive alt, og nogle mennesker kan det samme; og disse mennesker viser i tanke, hjerte og handling, at de er ægte børn af Gud, og er det med ære!

  • Tanker og spørgsmål om Urkosmos

    (Grundlag: Vandrer mod Lyset)

    Urkosmos rummede mulighed for evigt liv eller evig død; eller blot evig, fortsat væren og hvile. Evigt liv gennem lys og kærlighed, evig død gennem mørke og synd. (Kærlighedens natur er at bygge op (livet), syndens at bryde ned (døden)).

    Hvordan kunne dette Urkosmos være, uden at være skabt?

    Lyset er det værende og eksistens og tilværelse, mørket Lysets negation.

    Tid er fra Urkosmos udfoldet evighed, og derfor er evighed tilstede i hvert nu/øjeblik som tidens essens?

    Rum er fra Urkosmos udfoldet punkt (hvilket er – forvrænget – udtrykt i teorien om the big bang? (se en alternativ fortolkning og teori angående de observationer og data, der har ført til teorien om the big bang i min Aristoteles kommentar her)).

    Tilværelse og liv er fra Urkosmos udfoldet væren, og derfor er væren i alt, der er til, i al tilværelse?

    Er verdensaltet en fra Lysets kerne dybt i det vældige mørke udfoldet blomst eller træ, spiret og groet med tanke og hensigt og vilje og mål gennem mørke zoner, indtil spiren brød mørkets grænse, groede op over det, som en blomst eller et træ gennem jord, satte stængel, blad og krone: Tid, rum og liv gennem kærlighed?

    Ja. Sådan er det. Eller er det?

  • Fredens anatomi

    I forbindelse med politik og magtanalyse – særligt i spørgsmålet om krig og fred – vender jeg igen og igen i tankerne tilbage til Emery Reves geniale analyse i Fredens anatomi. Jeg skal lige igen her opfriske hovedpunktet i hans tanke:

    Jo flere magtpunkter der findes hvorfra der opstilles normer for lov og ret, jo større vil risikoen for krig være, idet alle punkter søger ekspansion og dominans, eventuelt militært. Derfor gælder det om at have så få magtpunkter som muligt, eller egentlig kun ét, hvorfra Reves bygger sin tanke om universalisme.

    Der er tale om en verdensstat eller en verdensregering, som også Vandrer mod Lyset foreslår.

    Vi kan anskueliggøre hans tanke i et enkelt billede:

    Ethvert magtpunkt – som både kan være et land, en gruppe af lande (fx EU), et politisk parti, en religion (fx islam eller kristendom), en filosofi eller en økonomisk teori (fx kapitalisme eller kommunisme) – hvorfra der opstilles normer for lov og ret kan ses som et stennedslag i vand, hvorfra ringene breder sig cirkulært (globalt). Hvis der forekommer flere nedslag, støder ringene i vandet sammen og danner brænding – konflikt eller krig.

    Deraf tanken om det hensigtsmæssige i så få magtpunkter som muligt. Eller egentlig kun ét.

    Historisk tror jeg det rimeligt at tolke magtens historie som en etablering af stadigt større magtcentre eller punkter eller enheder; fx fra stammer til bystater til nationalstater til grupper af nationer eller stater (fx EU eller USA). Hvis denne udvikling fortsætter sin logiske bane – med drivkraft i realpolitiske behov for globale løsninger på globale problemer; fx klimakrisen, spørgsmålet om krig og fred i en tid med masseødelæggelsesvåben, international økonomisk kriminalitet osv – så er det sandsynligt, at en endelig og et enkelt magtpunkt til sidst vil dannes; altså en verdensstat:

    Da menneskers aktiviteter og interesser i dag er globale, har vi realpolitisk brug for en global og fælles magt til at varetage og beskytte disse interesser; altså den samme logik, som ligger til grund for fx eksistensen og den historiske oprettelse af nationalstaterne. Hvor der er menneskelige interesser, er der behov for menneskelig, politisk, central magt; også for at undgå en tilstand af alles kamp mod alle, hvor hver enkelt kun kæmper for sine egne interesser (se nedenfor).

    Hvis vi på et tidspunkt i fremtiden får en sådan verdensstat, så er det selvfølgelig af afgørende betydning, at den vil bygge på menneskers grundlæggende frihed, rettigheder og pligter. Altså på universelle menneskerettigheder og -pligter.

    Det er i hvert fald ønskeligt og afgørende, at en eventuel verdensstat ikke bliver despotisk, et diktatur, og det er afgørende, at en verdensstat ikke bliver skabt mod flertallets vilje og ønske, afgørende at den nationale eller ideologiske magtafgivelse og afgivelse af suverænitet til en fælles og global myndighed bliver frivillig og uden pres (eventuel militær).

    Tanken om magtafgivelse og afgivelse af suverænitet til en fælles (global) myndighed som en mulig vej til global fred kan vi læse ud af Thomas Hobbes´ Leviathan, hvor forfatteren netop påpeger magtafgivelsens nødvendighed i relation til fred ud fra en tanke om den menneskelige naturtilstands (urtilstandens) alles kamp mod alle.

    Verdensstaten må derfor oprettes – hvis den oprettes – som en – ikke alles kamp mod alle – men alles fredelige samarbejde med alle med det formål at skabe global fred, velstand, sikkerhed og beskyttelse af naturen.

    Der er sikkert en masse udfordringer forbundet med en sådan udvikling, hvis vi vælger at slå ind på denne vej som menneskehed. Fx må vi måske udvikle helt andre og nye økonomiske principper og love og teorier end dem, vi har i dag, da den nuværende markedsøkonomi og kapitalisme – grundet i det liberale demokrati – med en vis ret netop kan betragtes som en forlængelse af naturtilstandens alles kamp mod alle.

    I markedsøkonomi og kapitalisme kan fx de enkelte virksomheder således betragtes som netop disse konkurrerende magtpunkter (stennedslag i vandet), der naturnødvendigt skaber (økonomisk eller militær) ufred og konflikt, når de støder sammen på markedet (at økonomisk konflikt kan udvikle sig til militære konflikter ses, når enkeltlande med magt søger at beskytte eller fremme deres økonomiske interesser). Krigen og konflikten synes derfor indbygget i det nuværende økonomiske system.

    Men – alle problemer og udfordringer taget i betragtning – så tror jeg det rimeligt at sige, at verdensstaten er det bedste bud på at skabe fred i verden, hvis den som sagt bliver skabt frivilligt og med åbne øjne uden at noget søges skjult eller presset ned over hovedet på folk og nationer.

    Med global fred gennem en fællesmenneskelig overenskomst i en verdensstat kan vi samtidig løse et andet problem, der nu hærger os som menneskehed: Den tragedie at millioner af mennesker må flygte fra krig, fattigdom og naturødelæggelse, og hvor alle disse flygtninge ved deres blotte antal næppe noget sted i dag kan finde barmhjertig modtagelse, asyl og inklusion, men tværtimod alt for ofte mødes med mistro, chikane, dehumanisering, eksklusion og ny forfølgelse.

    Ja, en verdensstat kunne løse mange af de store problemer, der i dag truer ikke bare menneskeheden, men selve Jorden som det eneste kendte hjemsted for livet.

  • Vidensspecialisering og magtfragmentering i relation til menneskehedens overlevelse

    I skriftet Åndelig kultur (1912) skriver Harald Høffding, at den videnskabelige specialisering, arbejdsdelingen på det åndelige, videnskabelige område er et problem, fordi den menneskelige tanke og ånd af natur søger enhed, sammenhæng, kontinuitet. Siden Høffding skrev dette, er udviklingen fortsat i samme spor og for fuld styrke.

    Specialiseringen betyder samtidig, at energien på de enkelte områder formindskes i takt med specialiseringen ud fra en (ikke bevist og måske ikke-bevisbar) tanke om energiens konstans og beståen på det åndelige, videnskabelige område, som man kender og hævder det på det fysiske.

    Heroverfor kunne måske indvendes, at i takt med at vi bliver flere og flere mennesker, er det ikke givet, at energien på de enkelte områder formindskes, idet der også bliver flere og flere (special-)forskere.

    Den åndelige, videnskabelige arbejdsdeling og specialisering er en parallel til Adam Smiths tanke om arbejdsdeling på det økonomiske område (Wealth of Nations (1776)), og hvis vi videre skal trække parallellen også til spørgsmålet om effektivitet, så har specialiseringen på det videnskabelige område den gavnlige effekt, at den skaber højere effektivitet og kvalitet, men altså på bekostning af den menneskelige trang til enhed og overblik i erkendelse og viden.

    I en parentes kan vi sige, at Hegels ideal om åndelig, videnskabelig, filosofisk globalisme – man må (som filosof) “vide alt” – er svært efterlevelig i dag, som på Høffdings tid, netop på grund af specialiseringen.

    Den videnskabelige specialisering har også politiske og eksistentielle implikationer:

    Da ingen i dag har totalt overblik over de forhold og kendsgerninger, som danner baggrund for politiske beslutninger – fx viden om klimatiske forhold og konsekvenser af menneskelig aktivitet for klimaet, viden om økonomi og konsekvenser af menneskelig og naturlig aktivitet og realiteter for den samlede økonomi og natur, herunder menneskelig frihed (frie valg og beslutninger fx i forhold til køb og salg og produktion) – og da ikke kun vores viden, men også vores magt er spredt og fragmenteret (i nationalstater og koalitioner af nationalstater), og hvor samtidig nutidens problemer, fx i forhold til klimaforandringer og spørgsmålet om krig og fred og menneskelig overlevelse i en tid med masseødelæggelsesvåben kræver en samlet, koordineret, global indsats, så ser vi let problemet:

    Verden udvikler sig som en samlet helhed og totalitet (verden til ethvert givent tidspunkt), men vi har hverken viden eller (central) magt til at imødegå de politiske og eksistentielle problemer, vi oplever og søger at løse. 

    På det politiske område synes den rationelle løsning at være en global myndighed til varetagelse og sikring af vitale og almenmenneskelige interesser i forhold til overlevelse, men en sådan løsning støder an mod flertallets modstand mod at overgive en del af sin suverænitet og magt til en overstatslig myndighed – under påberåbelse af retten til folkelig og national selvstændighed og uafhængighed (Vandrer mod Lyset foreslår en decideret permanent siddende Verdensregering – for fredens skyld – men tilføjer, at en sådan ikke bør oprettes førend en almindelig vilje til fred er en realitet).

    Det er paradoksalt, at i en tid hvor videnskaben og med den teknologien fejrer store triumfer, og vi med vores fornuft måske kan udpege rationelle løsninger på vores problemer, så spænder irrationelle og dunkle følelser og stemninger ben – måske – for vores overlevelse som menneskehed: 

    De enkelte folkeslags og nationers trang til og krav om selvstændighed, uafhængighed og overlevelse er det, der nu truer med at kaste os alle i afgrunden både i forhold til krig og fred og i forhold til klimaet, hvor snævre nationale hensyn blokerer for en varig og bred og international eller transnational løsning, som ville være i alles interesse.

  • Gud og Logos

    I skriftet Forholdet mellem tro og viden i dets historiske udvikling (1885) skriver Harald Høffding, at verdensgåden er lige stor for videnskab og tro, fordi vi ikke – heller ikke i videnskaben – kan komme bag om den tilsyneladende orden, vi kan iagttage overalt i verden.

    Vi kan – skriver han – ikke forstå fx årsagssætningen; at af bestemte årsager flyder bestemte virkninger; altså hvad selve årsagssætningen, læren om de naturlige årsager og deres virkninger, i sig selv er, og hvorfor den findes.

    Vi kan tilføje identitetssætningen og selve muligheden af at opfatte sandhed.

    Men måske har han dog ikke ret. Hvis vi anskuer problemet ud fra Vandrer mod Lyset, så kan vi af dette værk udlæse, at al orden i verden, Logos – som fx årsagssætningen og identitetssætningen udtrykker, og overhovedet muligheden for at opfatte sandhed – har sine udspring i Gud, nærmere bestemt i Den Almægtiges sejr ved Lyset over mørket, idet Lyset er orden – modsat mørkets kaos.

    Hvis ikke Gud havde sejret i sin kamp mod det onde, ville verden enten være forblevet i Urkosmos´ hvile, eller verden ville have bestået – som en Vandrer mod Lyset-kender engang sagde til mig – i en række fatale energimæssige kortslutninger, indtil verden simpelthen – formentlig – var blevet sprængt og opløst af mørket.

    Al orden, Logos, har altså sin rod i Gud.

    Lad os til eksempel se lidt på årsagssætningen og naturen af den orden den udtrykker: Da vi mennesker har en fri tanke og fri vilje, så følger bestemte virkninger ud fra bestemte årsager i det menneskelige ikke med nødvendighed, men som muligheder. Hvis fx Solen skinner, og jeg føler mig oplagt, så kan jeg gå en tur i det gode vejr, eller jeg kan lade være. Fordi Solen skinner følger det ikke med nødvendighed, at jeg går en tur. Jeg kan selv træffe en principielt fri og bevidst beslutning, om jeg vil gå en tur eller ej.

    Anderledes for stoffet: Når brint blandes med ilt, følger det under visse bestemte forhold med nødvendighed, at der dannes vand. Men ifølge nyere teori er der dog også en vis usikkerhed forbundet med stoffet på subatomart niveau: Hvis vi ønsker at bestemme en elektrons position med stor nøjagtighed, falder muligheden for at bestemme dens hastighed i relation til nøjagtighed (Heisenbergs usikkerhedsrelation).

    Eller hvis vi betragter et atom, fx ilt-atomet, så kan vi kun angive den om dette atom kredsene elektroners positioner ved en vis sandsynlighed, og opfatte elektronerne som en mere eller mindre diffus sky.

    Derfor taler man om den kvantemekaniske verden som en probabilistisk verden.

    Partiklernes kredsbevægelse om hinanden har også sin rod i Gud: Da Han/Hun fremsteg af Lyset, som Lysets behersker og mørkets besejrer, satte Han/Hun således Lys og mørke i en kredsbevægelse om hinanden for at kunne eliminere det onde (se Vandrer mod Lyset). Kredsbevægelsen er en integreret del af nyere fysisk atomteori.

    Men at der er usikkerhed ved stoffet og dets beskrivelse, skyldes de anomalier, der er fremkommet ved de Ældstes fald og mørkets indtrængen i den jordiske verden.

    I Lyset (den oversanselige verden) findes disse usikkerheder ikke (men også i oversanselig forstand er mennesket frit (har en fri tanke og en fri vilje)).

    Vi må altså ud fra Vandrer mod Lyset forstå, at årsagssætningen har sin oprindelse i Gud, sammen med fx identitetssætningen og generelt alle naturlige love – både de fysiske og de åndelige: Den orden, Logos, som verden rummer, skyldes Gud og Hans/Hendes sejr over mørket, og alle afvigelser herfra skyldes mørket og de Ældstes fald.

    Det er muligt – gennem Vandrer mod Lyset – at trænge ind i zoner af verden og dens erkendelse, som Høffding erklærede for umuligt at nå, og herigennem nå til en dyb forståelse for dens indre forhold og virkelighed; ikke kun på de områder jeg her har nævnt, men på mange andre (fx rummer værket også en forklaring på cellens oprindelse og en i forhold til gængs astronomisk teori anderledes kosmologi og redegørelse for selve Universets opståen og oprindelse og opbygning). Også på dén måde er Vandrer mod Lyset et helt enestående og unikt værdifuldt værk!

  • Solidum petit in profundis

    Vi søger i dybet den faste grund

    Ifølge relativitetsteorien eksisterer der med hensyn til bevægelse og position i verdensrummet ikke noget privilegeret initialsystem, hvortil al bevægelse og position kan relateres. Denne relativitet er i moderne filosofi og etik – for eksempel gennem eksistentialismen – overført til læren om værdierne:

    Ethvert menneske står for så vidt fremmed og alene i verden, og må skabe sit eget liv, sine egne værdier og sin egen mening.

    Men det er let at afvise en sådan radikal relativisme: For hvis vi hævder alle tings relativitet, så ophæver denne tanke sig selv. Hvis alt hævdes relativt, så er selve denne tanke absolut, hvilket er selvmodsigende. Med et glimt i øjet og blik til Heraklit, kan vi sige: Alt flyder, dét står fast!

    Hvis ikke vi i videnskaben (og etikken) finder og fastholder et enkelt eller nogle få absolutte og absolut gyldige principper eller antagelser, så havner vi i den her skitserede – og selvophævende – relativitet.

    I moderne videnskab anvendes bla det såkaldte parsimoni-princip, eller Ockhams ragekniv (Ockhams razor): Vi må bortskære alle overflødige elementer fra teoridannelsen, og benytte os af færrest mulige antagelser. Denne tanke er blevet brugt til at fraskære Gud i enhver videnskabelighed.

    Men denne afskæren af Gud er fatal, og fører til videnskabelig volatilitet og relativisme. I virkeligheden er Gud den éne antagelse, vi har kritisk brug for til forklaring af fx alle naturlove og deres oprindelse (både de åndelige og de fysiske), alle etiske værdiers gyldighed og selve forklaringen på verdens eksistens og grundlag:

    Alle naturlove har deres oprindelse i Gud, og de opretholdes af Ham/Hende (se Vandrer mod Lyset), alle etiske værdier finder gyldighed i Gud – fx gennem karmaloven (se mit skrift Om gengældelsesloven) og næstekærlighedsbudet – og verden eksisterer ved og opretholdes af Gud.

    Vi har altså til forklaring og legitimering af en lang række kritiske menneskelige spørgsmål og adfærd kun brug for én antagelse: Nemlig Gud og Guds eksistens. Og dermed opfyldes parsimoniprincippets krav om færrest mulige antagelser. Hvis ikke vi anerkender og bruger netop denne grundantagelse, forsvinder al videnskabelighed og videnskabens gyldighed og autoritet i volatilitet og selvophævende relativisme.

    Gud er – både eksistentielt, etisk og videnskabeligt – det ene fornødne; en nødvendig antagelse – og virkelighed.