Kategori: Ikke kategoriseret

I tænkningen sondrer man ofte mellem det deskriptive og det normative, mellem ting, som de er, og ting som de bør være. Fx har David Hume forsøgt i A treatise of human nature at give en beskrivelse af, hvordan tænkning, vores ideer, skabes, og i Kritik der praktischen Vernunft har Immanuel Kant givet en begrundet norm for moral og etik.

Hvis der er forskel på, hvordan ting er, og hvordan man mener de bør være, bør man søge at ændre det bestående, i den udstrækning man har eller mener at have indflydelse på det, under forudsætning af, at de midler man bruger for at udligne forskellen, ikke gør ting værre, men bedre, og under den forudsætning at man ikke dermed skader andre (i sig selv en norm for adfærd; ikke nødvendigvis et udtryk for, hvordan ting er, men hvordan jeg mener, de bør være; det modsatte synspunkt kunne være at lade stå til).

Lad os illustrere tanken med nogle eksempler:

Politik er i vid udstrækning kamp om magt (deskriptivt), men bør være en kamp (med fredelige midler, fx argumentets) for at gøre det samfund, man er en del af, rigere og bedre (normativt).

Et andet eksempel: Der er megen krig i verden (deskriptivt), men der bør være fred (normativt).

Eller: Der er megen fattigdom i verden – åndeligt og materielt – (deskriptivt), og det bør der ikke være (normativt).

Eller igen: Der er mange krigsflygtninge i verden (deskriptivt), men ingen bør være tvunget til at flygte fra sit hjem og sit land (normativt).

Med hensyn til de midler man bruger for at udligne forskellen mellem ting, som de er, og ting som de bør være, kan vi sige, at man bør bruge de midler, der i størst muligt omfang udjævner forskellen under forudsætning af, at midlerne ikke i realiteten forstørrer og forstærker forskellen (gør ondt værre), og under forudsætning af (igen) at man ikke dermed skader andre (igen i sig selv en norm for adfærd).

Dette kan opnås ved ikke at ville fordrive ondt med ondt, men med godt.

Eksempler: For at skabe fred i verden bør man ikke starte en krig men søge diplomatiske og fredelige løsninger på politiske stridigheder, og for at afbøde de negative virkninger af had og hadets gerninger bør man ikke selv synke i hadet og udføre dets gerninger, men møde hadet med medfølelse og tilgivelse, det vil sige med kærlighed (medfølelse; idet had skaber lidelse for den, der hader) (dette i sig selv en norm for adfærd).

En god del af menneskelig krig og konflikt starter i spændingsfeltet mellem ting, som de er, og ting, som man mener de bør være, idet man primært ser ting, som de bør være ud fra et snævert, egoistisk synspunkt, og idet man primært søger egen fordel på de andres (eventuelt andre staters) bekostning. Den pris andre betaler for ens egoistiske fordele, slår ofte tilbage på os selv i form af hævn.

Dette ses i sin ekstrem ved tyrannen og tyranniet, hvor et menneske tilraner sig selv og nogle få håndgangne mænd fordele på et helt folks bekostning ved, at et sådant regime – på grund af de manges had og ønsker om at ændre det bestående eller ønsker om hævn – aldrig er politisk stabilt, mens demokratier med frie forfatninger som regel er.

Alt derfor bør man – som norm for adfærd – hvis man ønsker at undgå krig og dens tragiske følger – primært søge det fælles bedste og vel at mærke søge det med fredelige midler. Det er ikke sådan, det er, men det er sådan det bør være.

Vi lever i en tid, hvor materialisme og ateisme har – stadig større – magt. Og denne åndsretning har bragt uomtvistelige goder, fx i form af populær og anvendelig teknologi skabt gennem naturvidenskaben.

Alligevel må vi sige, at hvis vi ikke medtager Gud Herren i vores forsøg på at forstå og orientere os i verden og livet, er der væsentlige aspekter og sider, vi ikke får og ikke kan få hold på.

Fx i forhold til at forstå den levende bevidsthed. Hvis vi udelukkende bekender en lære om materie uden ånd, kan vi ikke forklare springet fra død materie til levende bevidsthed (se artiklen Consciousness, på Stanford Encyclopedia of Philosophy; specielt afsnittene 5.1 Diversity of explanatory projects og 5. 2 The explanatory gap).

Dette er let at forklare, hvis vi medtager Gud i ligningen: Den åndelige og levende og evige bevidsthed er skabt af Gud, sådan som det siges i Guds åbenbaring, Vandrer mod Lyset.

Vi kan heller ikke med et eksklusivt materialistisk grundlag forklare springet fra død materie til levende celle og dermed livets opståen på Jorden.

Også det kan vi let forklare med Gud og Vandrer mod Lyset: Cellen er opstået ved mørkets ødelæggelse af de af Gud givne livskim i forbindelse med de ældstes fald (‘syndefaldet’ i en kristen formulering).

Disse helt grundlæggende forhold ligger nu sammen med andre vigtige ting og erkendelser uoplyste hen i ateismens og materialismens mørke. Så længe vi ikke – på et rent materialistisk grundlag – kan forklare disse ting, må vi foretrække en verdensanskuelse som kan.

Med Vandrer mod Lyset er forholdene klart belyste. Gud Herren selv har givet os dette lys at se ved som øverste leder af arbejdet med dette værk.

Dermed er Gud forskellen mellem lys og mørke, forskellen mellem syn og blindhed, mellem viden og uvidenhed. Det er bare at løfte blikket og se!

(Dette indlæg er også bragt på min forfatterside på Facebook; her let bearbejdet og udvidet)

Kristus – som vi kender i Jesus af Nazareths skikkelse – er en meget tiltrækkende og vigtig personlighed. En personlighed for hvem kærligheden – ikke af navn, men af gavn – er alt. Det største.

Her tænker jeg ikke på ham i den evangeliske overlevering, men derimod som han kommer os i møde i Vandrer mod Lyset.

For mange mennesker er han gennem den bibelske overlevering den korsfæstede og opstandne frelser, Guds enbårne Søn, der ved sin død og opstandelse har sonet al menneskelig synd.

Og denne tro, dette håb, har gennem tiderne vækket ikke så få ædle følelser, oprigtige omvendelser og mange kærlige og barmhjertige handlinger mellem mennesker.

Gennem skikkelsen Kristus får vi øje på menneskelig lidelse men også skønhed: Vi vækkes til at ville hjælpe dem, der har vores hjælp behov, og vi forpligtes på kærligheden.

Alligevel må vi sige med udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, at en stor del af menneskers kærlighed, taknemmelighed og hengivelse til Kristus hviler på falske forudsætninger:

Kristus, Jesus af Nazareth, har ikke sonet vores synder, har ikke båret dem op på korset, og troen på hans (evigt) livgivende død og opstandelse gør hverken fra eller til i forhold til det, vi selv gør os skyldige i.

Kristus er ikke Gud, og deltagelse i nadveren hvor mennesker tænker og tror at opnå syndernes forladelse ved at drikke hans blod og spise hans legeme, trækker heller ikke fra i vores eget regnskab overfor Gud.

Dette siger jeg i Gud Herren den Almægtiges Navn. Sådan er det og ikke anderledes.

Men at det forholder sig sådan, gør ikke Kristus mindre, snarere langt større. For vi lærer gennem Vandrer mod Lyset, at det er kærligheden og ikke døden, der er det største.

Vi bør ikke elske Kristus for hans død og (påståede fysiske) opstandelse og ud fra en fejlagtig opfattelse af ham som det endegyldige sonoffer, men for hans liv og det han søgte at bringe os: Kærligheden, en enkel og skøn lære om, hvordan vi bør leve og elske hinanden og selv tage ansvar.

Denne lære nåede han ikke fuldt ud at bringe som mennesket Jesus, men til gengæld bringer han den så gennem Vandrer mod Lyset.

At Kristus ikke nåede at bringe sin lære som menneske, skyldtes hovedsageligt, at han – som så mange før og efter ham – led nederlag i sit forsøg på at bryde mørkets magt ved at vinde Satan tilbage til Lyset og Gud gennem tilgivelse og bøn.

Dette kan man læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

Men senere – som diskarneret – var Kristus hovedpersonen i det forløb, der førte til, at Satan (Ardor) vendte tilbage til Gud.

Det er også det, jeg mener, når jeg siger, at Vandrer mod Lyset ikke gør Kristus mindre, men større:

Han var hovedmanden bag den kendsgerning, at mørkets magt blev brudt, og han har gennem Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset, givet os en enkel og letfattelig lære om nogle af Guds love hvorefter livet leves, og om hvordan vi bør leve for i ånd og i sandhed at være Guds børn (Kristi tale i værket).

Vi bør derfor ikke elske Kristus for hans død og ‘opstandelse’, men genelske ham for hans rige kærlighed til os – som den ældre bror, ikke som Gud.

(Dette indlæg er også bragt på min forfatterside på Facebook)

1

Med beklemt hjerte drog jeg til profeten i ørkenen. Jeg ønskede meget at høre hans ord, høre ord, der kunne løse knuden i mig, ord, der gjorde det svære let, det sammensatte enkelt, lette min betrykte sjæl.

Solen stod da i zenit, den brændte som et enkelt sindssygt, flammende øje; som søgte den at bortbrænde al normalitet og menneskelighed her og overalt på Jorden.

For mit indre øre lød en let susen, som af en vind fra Intet, som efterlyden, eftergløden af et sprængt og tomt og lysfremmed Kosmos, eller også var det den sagte lyd af min puls og mit blod. Måske – tænkte jeg – er det nu det samme.

Profetens ord til mig var disse:

”Du, søgende sjæl, kommer til mig, for i mig at se dig selv, som i et spejl. Jeg er dit spejl. Mine ord kommer fra din egen sjæls dyb og trang.

Således også med verden. Verden er et spejl, sådan er den skabt:

Den skønne sjæl ser overalt skønhed og fylde, den urene eller fortvivlede ånd ser kun smudsighed eller tomhed.

Den, hvis hjerte er dødt, ser verdens inderste som død og tragedie. Den, hvis hjerte lever, ser og føler livet overalt.

Den, hvis sjæl er i oprør, ser overalt menneskelig storm, lidelse og ufred, og er blind for menneskers skønhed. Sådan går det den til døden fortvivlede.

Stundom raser du mod spejlet, dig selv, og ønsker at ødelægge billedet. Du skyder med skarpt eller kaster bomber, og rammer dig selv i kernen.

Sådan er det. Livet er enkelt. Du forstår det ved at leve.”

”Men profet” indvendte jeg, ”hvad er da dette, hvad er da denne ørken, hvorfor er du og jeg her?”

”Du ser” svarede han ”en ørken, og ikke jeg, din oase. Drik kun af kilden, da skal du se”.

”Og du” svarede jeg ”ser du ikke ørkenen, hvad ser du?”

”Jeg ser” svarede han ”skønne sjæle, der hos mig søger fred og trøst og visdom og lettelse og enkelhed, en lære så simpel, at den kan leves.

I, der søger mig, er denne skønne mark af menneskefrø og muld, jeg ser og lever i og af, og jeg peger tilbage på jer selv, for kun I selv rummer svaret og freden.

Jeg lærer jer at leve. Der er ingen ørken, kun skønhed. Jeg viser jer den i jer selv.”

Af disse ord drak jeg, af disse ord vandt jeg synet tilbage, overvandt min tilvante blindhed. Med disse ord kunne jeg – pludselig – se.

Og se, der er virkelig ingen ørken, ingen død. Kun skønhed. Kun dig og mig og alt imellem.

2

Igen gik jeg til profeten, ængstet, rystet, truet til kerne, for jeg havde set mørkets inderste, døden. Jeg søgte fred for den storm, det havde oprørt i mit sind og i min ånd og i mit hjerte. 

Jeg søgte et ord, der kunne lindre og helbrede min lidelse, forjage min angst. Skælvende sagde jeg ham, hvordan det var fat med mig, og blidt, nænsomt hældte han ny vin på nye sække, ny visdom på nye ord, og deraf gav han mig at drikke.

Profeten sagde: ”Du har set skyggen, ikke hele billedet. Livet og døden – både jordisk og himmelsk – er lys og skygge i det samme billede. Uden døden ville livet miste sin dybde og fylde. Men livet er også dette billedes ramme.

Du ser skyggen, men du ser den kun, fordi du står i lyset. Ja, du kaster selv denne skygge, som du ræddes for. Hvis ikke du stod i lyset, ville al lys og skygge ophøre, og du ville være blind; kun den levende kan se døden – og leve.”

”Men profet” indvendte jeg ”hvordan skal jeg overvinde den, skyggen, døden? Mit liv er kamp – mod den. Dertil har livet ført mig, så vidt er det kommet!”

”Hvordan” svarede han ”skal du fratage billedet dets dybde, spørger du? Hvordan overvinde skønheden?”

Da forstod jeg, idet jeg sank vinen, han bød mig. Og jeg vandrede videre, stadig søgende, i livets billede.

3

Tredje gang gik jeg til profeten for at søge lægedom og heling af mit splittede, urolige sind og hjerte, og han gav mig visdom stille som livet, som en stjerne, som regn, enkel fra evighed til evighed, et ord, der kan stå alene mod alverdens mørke og bære.

For min uro og om heling talte profeten:

“Du søger forløsningen, en afslutning på dine lidelser, men du søger den samtidig som dit sinds endeligt, som døden, som tidens og dermed livets afslutning, du ødelægger det, du vil hele, og undrer dig over, at du lider?

Sandelig, sindets og hjertets heling er ikke en afslutning, men en begyndelse, en ny fødsel. Som barnet må du fødes igen. Som fosteret undfanges dybt i moderskødets frugtbare mørke, som barnet, der når tid er, søger ud til lys og dag og liv, som barnet, der i smerter passerer den mørke, trange tunnel frem mod lyset og verden må du fødes igen.

Sådan lever du, sådan er livet. Dine lidelser er tegn på den nye fødsel, den indre heling, den vil give dig form og ansigt og grænse: Sådan er du. Sandelig, du er ikke ved at dø, men ved at fødes.”

Af denne visdoms kilde drak jeg, sank igen den ædle vin, han bød mig, og jeg prøver at leve ordene, prøver ikke igen at fortvivle, prøver ved hans ord at se lyset – ikke for enden af tunnelen, ikke engang – men lige hér, hvor jeg er nu, mit hjerte.

4

At gå til profeten er samtidig at gå fra ham. Hans visdom er et reb med krog, man kaster til fæste på et højere trin, et højere punkt på bjerget. Man klatrer ad det spændte reb op, bruger alle sine kræfter, hvorved de fornyes, forynges, forstærkes som ved fysisk træning, og når man når det højere plateau, trækker man rebet med sig op, hviler en stund – og kaster det påny. Endnu højere. Rebet er det samme, vejen evigt ny.

Sådan er livet. Vi stiger – stadig højere – eller vandrer mod lyset ad den streng hjertet kaster til greb i fremtiden.

Den sande åndelige lærer er et spejl. Det handler ikke om ham, men om os, der søger ham.

Sådan grundede jeg over profetens ord, idet jeg forlod ham, og dag for dag kommer til mig selv, nærmere og nærmere visdommens kerne, den kerne, menneskehjertet, der bærer den Almægtiges kongelige segl og tegn: Hans billede, som også er et spejl, et ubedrageligt spejl, hvori vi ser os selv.

5

En sidste gang så jeg profeten, og stemningen mellem os var lettere, mere afslappet. Hans ord havde slået rod i mit hjerte og sind, og noget af mit tungsind var lettet, eller blevet lettere at bære.

Jeg spurgte ham, om han ville anbefale eller fraråde ægteskab. Da svarede han, der selv havde hustru, hjem og børn:

“Du bør leve efter egen vilje og tykke, frit, men hvis du søger visdom, vil jeg anbefale ægteskabet, da kærligheden udover at være livets fundament også er visdommens.

Din hustru vil kunne lære dig dybere visdom og indsigt end jeg. Jeres kærlighed kan være et lys, der lyser stadig dybere i livet og jeres ånd, lyser vej til stadig højere viden og erfaring og modenhed og fylde.

Men du, der endnu er ene, må vide, at du ikke kan eje din kærlighedspartner. Idet øjeblik du mener at eje hende, mister du hende. Blomsten skæres af rod, og visner; smerteligt for dig, smertefuldt for hende.

Og du skal vide, at der ikke skal megen løgn og utroskab til for at gøre ægteskabet til en løgn, I ikke kan leve med. Der skal ikke meget snavs til for at gøre en skålfuld suppe uspiselig. Selv fortielsen danner skygge og sten i strømmen, sandheden mellem jer.

Dog: Vi er alle sårbare, uperfekte mennesker, og ægteskabet rummer også tilgivelsens mulighed. Det afgørende er: Retningen. Retningen mod eller væk fra hende, fra lyset, retningen mod større fuldkommenhed eller mod dybere fald.”

“Du taler visdom, og jeg drikker gerne af dit bæger” sagde jeg “men én ting frygter jeg mere end noget andet: Hvis jeg vinder kærligheden, da igen at miste den.”

Han svarede: “Du skal turde lade dig røre i dit inderste, for at leve i dit inderste. Det betyder, at du også kan miste dit inderste, men hvis ikke du tør satse dét, vinder du ingenting, men taber med sikkerhed og på forhånd. Da forbliver du ene, urørt, gold, uden liv, uden visdom.”

Da han havde sagt det, skiltes vi, og jeg så ham aldrig siden. Men hans ord lever i mig, de forekommer mig evige og af evig værdi. Og af og til taler jeg med min hustru om dem, og forsøger også at dele dem med mine børn.

Livet er stadig ikke let, det koster, som alt af værdi. Men det man giver ud på virkelige værdier, kommer dobbelt igen, med renter og renters rente. Profetens ord gav mig mod igen på livet, og jeg har taget mine første skridt. Nu følger det næste. Og de næste.

Note: Rebet i 4 – det, hvormed vi hæver os til stadig større åndelig fuldkommenhed – tænker jeg er kærligheden (“Rebet er det samme, vejen evigt ny”).

(Den første af disse tekster er også tilgængelig på min forfatterside på Facebook; her let bearbejdet)

Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Når rødderne får fat, springer træet i blomst!

Sådan har jeg tidligere udtrykt det, der her ligger mig på sinde, og jeg søger nu videre udtryk for, hvad egentlig åndelig forædling er eller kan være, og håber andre vil kunne finde inspiration og næring heri.

Jeg forstår – ud fra Vandrer mod Lyset – at en af Guds fordringer til os mennesker er, at vi skal søge at forædle vores ånd og personlighed i overensstemmelse med, hvem vi inderst inde er, og kan blive, at vi skal søge at vandre mod Lyset.

Gud har givet os livets råstof, livets tryk trykker os fra råkul til diamant, vi selv sliber stenen til adel; langsomt, skridt for skridt, dag for dag, år for år. Åndens forædling er mere koncentration og intensivering af det åndelige, psykiske, mentale rum, end den er uhæmmet udvidelse og ekspansion.

Thomas Mann bruger et sted i sin roman Der Zauberberg det udtryk, at det for mennesker gælder om at blive stående i livets og ærens tryk, ikke give efter, ikke give op. En del af livets og ærens tryk består i, at vores krop fra vores skaberes (de ældstes) side er skabt polygam, vores ånd derimod – skabt af Gud – er strengt monogam ved det, at vi er skabt to og to, vi er to og dog én – dualer.

Det polygame legeme er et grundlæggende vilkår for vores liv på jorden, og dette vilkår kan ikke ændres, heller ikke ved erkendelsen af, at det forholder sig sådan. Men vi kan omgås kroppen – også på dette punkt – med ansvar og med blik til den åndelige forædling ved ikke at give efter for dens hede længsler: Ved blandt andet at være og forblive en eventuel partner tro.

Det polygame legemes længsler og tilbøjelighed, der er del af den almenmenneskelige underbevidste strøm, kan give sig mange forskellige udslag i vores liv. Selv om vi for eksempel er lykkeligt gift, ser kroppen bestandig efter nye partnere og erobringer. Det er så vores opgave og pligt ikke at give efter for den underbevidste trang og strøm, og søge at højne, forædle grunddriften ved troskab; ikke at lade urmenneskets drift finde afløb, udløb og udløsning i uetisk og umoralsk levevis.

For nogle vil driften finde udløb i sublimering; for eksempel gennem skabelse af kunst, gennem dybe tanker eller videnskabelige ydelser. Men det er vigtigt, at vi er os bevidste om kernen, og ikke søger at bortlyve den indre realitet: At mange af de kulturydelser vi enten selv skaber, eller som andre har skabt, og som vi søger at tilegne os, til dels (men ikke udelukkende) bunder i det polygame legemes grundvilkår ved, at vi søger at være eller fremstå så attraktive som muligt overfor det modsatte køn (eller hvordan vores seksuelle natur og tilbøjelighed og identitet end er).

Urdriften – den seksuelle – kan lignes ved bølger, der slår mod vores personligheds kyst efter at have rejst længe over havet; gennem tider og steder, måske nu fjernt fra os; for eksempel i vores tidlige ungdom, hvor seksualiteten vågner og tildannes. Bølgerne slår mod kysten, og bliver ved med at brydes og danne brænding; ofte af en sådan karaktér, at vi kan føle os nødsagede til at fortrænge eller bortlyve den indre virkelighed, også overfor os selv.

Men virkeligheden lader sig ikke fortrænge, og problemet forsvinder ikke ved forsøget – men kommer da tilbage forklædt, så vi kan narres, og bliver fremmede for os selv. Den ændrede skikkelse kan for eksempel være den nævnte sublimering, eller den opdæmmede og fortrængte drift kan give sig udslag i voldens eksplosion: Den djævel vi søger at fortrænge og mane i jorden, vender tilbage med ti andre og værre.

Åndens forædling er et vidt område for den menneskelige tanke, erfaring og hele liv, og jeg har her kun søgt at give et glimt og nogle antydninger af en lille del af feltet. 

Det seksuelle område af det menneskelige liv er i den religiøse og filosofiske litteratur underbelyst, og alene af den grund kan de her givne få rids finde berettigelse. Ellers kan jeg henvise til tillægget til Supplement I (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset), eller til den righoldige psykologiske litteratur om emnet, for eksempel Sigmund Freuds skrifter.

Med hensyn til den nævnte roman af Thomas Mann har jeg skrevet en lidt længere tekst, som kan læses her.

Jeg vil også angående den åndelige forædling – ud over til Vandrer mod Lyset generelt – specielt henvise til Supplement II, no 64, hvori afhandles meget væsentlige aspekter for området; deriblandt hovedmålet for den jordiske åndelige forædling: Den åndelige helhed eller tanke-vilje-enheden.

Med lov skal verden bygges

Jeg skal her dele nogle politiske, filosofiske tanker, jeg har gjort mig ud fra den aktuelle verdenspolitiske situation. Der er ikke tale om partipolitiske tanker, men tanker, der på en vis måde kan kaldes metapolitiske, og som tager udgangspunkt i følgende to simple tanker eller idealer:

1. Som borger i et vilkårligt land bør man have så stor indflydelse som muligt på forhold, der påvirker ens situation, så længe denne indflydelse ikke skader andres forhold og liv.
2. Hvor der er menneskelig adfærd, som andrager økonomiske eller eksistentielle eller generelt politiske forhold, er der brug for politisk regulering af denne adfærd.

Når jeg giver disse formuleringer, er det ud fra en aktuel iagttagelse af politiske forhold, politiske problemer. Jeg vil illustrere tankerne med nogle eksempler:

Som almindelig borger i Danmark har jeg ingen eller højst begrænset indflydelse på, om fx Rusland og USA (eller NATO) starter en atomkrig. Imidlertid kan det ikke diskuteres, at en sådan krig ville have meget store konsekvenser og indflydelse på mit liv. Heller ikke den danske regering har (tilstrækkelig) indflydelse her.

Da dette for så vidt gælder alle mennesker – først og fremmest mennesker, der ikke bor i de to lande – ser vi klart en almenmenneskelig interesse i at have indflydelse på, om en sådan krig startes og udkæmpes.

Jeg vil kalde en mulig atomkrig for global, politisk adfærd, der påvirker alle, og derfor bør alle have indflydelse på – og medansvar for – om en atomkrig startes.

En af de måder krig i øvrigt opstår på, er når man vil gennemtvinge ændringer i forhold, man ikke har tilstrækkelig indflydelse på og magt over ad almindelig fredelig politisk eller diplomatisk og frivillig vej. Dermed kan krig (og vold generelt) ses som et udtryk for afmagt.

Et andet eksempel: Økonomien i verden i dag er globaliseret. Der er med min formulering udstrakt økonomisk, global adfærd. Alligevel har vi som enkeltborgere kun minimal indflydelse på den globale økonomi, og jeg har fx ingen indflydelse på rigdom og fattigdom i verden, selv om rigdom og især fattigdom også og i høj grad påvirker mig som borger i Danmark, fx i form af de mange mennesker, der i dag flygter eller emigrerer fra fattige lande til mit land.

Et tredje eksempel: Klimaet trues i dag alvorligt og akut af global, menneskelig adfærd. Og som enkeltmennesker har vi måske en vis indflydelse på situationen, men åbenlyst ikke nok. Jeg har som borger i Danmark ingen indflydelse på fx Kinas eller USA´ s miljø- og klimapolitik, selv om den i de lande førte politik på området i høj grad påvirker mig og mit liv og min hele situation. Og jeg har minimal indflydelse på andre enkeltborgeres klimaadfærd, selv om alle andres adfærd i så henseende i høj grad påvirker mit liv.

Et fjerde eksempel: Krig og deraf flydende flygtningestrømme er der i dag ingen enkeltindivider eller enkeltregeringer uden om de krigende lande selv, der har nogen eller tilstrækkelig indflydelse på. Alligevel påvirker de alle, først og fremmest de flygtende mennesker selv og deres tragedie, men også de lande de flygter til, der kan rammes af politisk ustabilitet alene på grund af flygtningenes antal og de enkelte landes manglende evne eller vilje til at drage tilstrækkelig omsorg for de nødstedte.

Disse eksempler illustrerer efter min opfattelse de to indledende tanker: Hvor der er menneskelig politisk adfærd, er der brug for politisk regulering, og alle mennesker bør have størst mulig indflydelse på forhold, der påvirker deres situation, så længe denne indflydelse ikke skader andres liv og situation. Alle fire eksempler er aktuelle politiske problemer, der bunder i global adfærd med betydning for alle, uden at hverken enkeltmennesker eller enkeltregeringer har tilstrækkelig indflydelse på dem. Hvis vi havde det, ville problemerne være løst eller ikke eksistere.

Den logiske følge af disse tanker er, at vi – da væsentlige dele af den politiske og økonomiske adfærd i dag er globale og påvirker alle – har brug for global, politisk regulering og magt, konkret en eller anden form for Verdensregering eller Verdensstat.

En sådan skulle dels kunne give enhver den størst mulige indflydelse på – og medansvar for – forhold, der påvirker os vitalt (fx spørgsmål om krig og fred i en tid med masseødelæggelsesvåben, eller rigdom og fattigdom, eller klima), men som vi ingen, eller ikke tilstrækkelig, indflydelse har på, så længe den globale, politiske regulering og magt ikke findes, hvilket den jo ikke gør i dag.

Alene af disse grunde finder jeg legitimitet til tanken om en global, politisk regulerende magt, en Verdensregering eller Verdensstat – som der i sin tid blev forsøgt argumenteret for i universalismen – og en tanke, som værket Vandrer mod Lyset, så vidt jeg ved, var en af de første kilder til.

Jeg finder tanken legitim – ikke som et skrivebordsprojekt eller som verdensfjernt tankespind – ud fra helt reelle, politiske forhold og problemer, og jeg finder den båret af eksistentiel nødvendighed og betydning i en tid, hvor vi mennesker trues af adfærd, vi som udgangspunkt ingen eller ikke tilstrækkelig indflydelse har på som almindelige borgere eller enkeltregeringer.

Og historien viser, at hvor der er en politisk nødvendighed, vil løsningerne også komme ud fra denne (her: bydende) nødvendighed. Dette sagt som et håb, båret af fakta. Og derfor tror jeg ikke, der er nogen tvivl om, at Verdensstaten på et tidspunkt må og skal komme og blive en realitet. 

Vi må så håbe, at det bliver en fri og demokratisk magt og realitet, og ikke en autokratisk eller tyrannisk magt. Måske er det vores tids vigtigste, politiske udfordring.

Se også indlægget Er Verdensstaten vejen til fred? Hvis ja, hvordan?

Note (tilføjet 16.05.23):

Til dem, der mener, at Verdensstaten er drømmeri, en utopi eller måske en dystopi, vil jeg sige, at heller ikke nationalstaten har eksisteret altid, og den blev – fx ved Frankrigs og Tysklands samling – først en realitet gennem hårde politiske og militære kampe.

For mig virker Thomas Hobbes tanker i Leviathan som en lovmæssighed, næsten en naturlov: Lokal magtafgivelse (til en Suveræn; altså til en større politisk og central enhed) er nødvendig for at undgå anarki og den laveste fællesnævners realitet, og den er til det fælles bedste, derunder af hensyn til personlig og lokal sikkerhed.

Da fx Frankrig og Tyskland blev samlet som nationer, måtte man også tænke på og kæmpe med lokale fyrsters, magtfulde slægters og klaners osv modstand, men landenes samling var nødvendig ud fra de samme politiske hensyn og interesser, som jeg prøver at pege på i indlægget: Den politiske adfærd udvidedes som følge af styrket infrastruktur, teknologiske landvindinger, økonomisk samhandel osv, og derfor opstod behovet for politisk regulering gennem lov og magt for større og større områder og grupper af mennesker – for at undgå anarkiet (Hobbes´ naturtilstand).

I tilfældene Frankrig og Tyskland fuldførtes den politiske proces og nationale samling lige lovlig hårdhændet, og ofte ved militære midler. Derved kan de ikke danne forbillede for en (mulig) Verdensstat, men blot tilbyde en historisk ramme og parallel og baggrund. Idet vi nu – måske – kan se behovet som følge af global politisk adfærd på en række globalt vitale områder (ved argumentets og ikke ved våbnets styrke), har vi chancen for at realisere Verdensstaten ved fredelige midler, og vel at mærke uden at tvinge nogen.

Hvis den folkelige modstand er og forbliver for stor – efter at tanken måske vil kunne modnes tilstrækkeligt – må den opgives, da vi ellers vil have det globale autokrati eller tyranni, eller have en Verdensstat, der er sneget ind i den politiske virkelighed mod folks vilje og ad bagveje. Alt må ske frivilligt og åbent og uden tvang – ellers bør det ikke ske.

I skriftet Der Zauberberg spørger jeg:

Har vi…kun de to muligheder: At slutte pagt med døden eller med krigen, krigen som kamp for liv og rum og tid, mere tid? Må vi nødvendigvis som Faust slutte pagt med det onde for at vinde det gode, selv om det koster det gode? Vinder døden altid, hvad enten vi kæmper for eller imod, hvad end vi kæmper for?

Dette indlæg – med hovedvægt på og inspiration fra Vandrer mod Lyset – er et forsøg på et svar.

Aktuel og samfundsmæssig relevans: Krig føres også i dag ofte i det godes navn, fx krig for demokrati, frihed og menneskerettigheder, krig ført til gavn for Islam, for et nyt russisk storrige, for staten Israel eller for Palæstinas befrielse; generelt: Krig ført i ”den gode sags tjeneste”.

Er denne krig berettiget, kan den retfærdiggøres, er den legitim, fører den til målet, eller ødelægger den – ved et mørkets paradoks – tværtimod netop det vi kæmper for og søger at beskytte – i sidste ende os selv? Hvis det er sådan, er Faustmyten et præcist billede på netop dét: Fortabelsen af det gode i det godes navn og billede. Vi søger her et alternativ – primært for at standse krigen.

Faustmyten findes i kunsthistorien i forskellige versioner og i forskellige kunstarter. Jeg er bekendt med Christopher Marlowes skuespil, Goethes Faust, Charles Gounods opera, Rembrandt van Rijns radering, Georg Friedrich von Kerstings maleri og Thomas Manns roman.

Kort om Faustmyten: Skikkelsen Faust skal have baggrund i en virkelig person, der levede i tiden omkring den protestantiske reformation, dvs i 1500-tallet. Forskellige kunstnere har benyttet skikkelsen til kunstneriske arbejder, hvor denne Faust fremstilles; Faust, der for at opnå visse goder slutter pagt med djævelen. Prisen er hans sjæl.

I Marlowes udgave, som er fra 1600-tallet, ønsker Faust indsigt i magi, i Goethes version fra 17-1800-tallet begærer Faust viden, i Manns roman, som er fra det 20. århundrede, er det evnen til genial kunstnerisk skabelse, Faust (i skikkelse af komponisten Adrian Leverkühn) ønsker så brændende. Faustskikkelsen bærer i kunsthistorien altså et tydeligt præg af den tid og de strømninger, der herskede på de tider, hvor hans karakter af forskellige kunstnere formedes til kunstværk. En moderne Faust ville måske ofre sin sjæl for verdensherredømme.

Nu til grundspørgsmålet: Har vi kun de to muligheder som menneskehed: At slutte pagt med døden eller med krigen; eller anderledes udtrykt, Faustpagten?

Nej. Det indlysende alternativ er at slutte pagt – ikke med det onde – men med det gode, i sidste ende med Gud, en mulighed, der ikke røver vores sjæl eller ånd, men bevarer, beskytter og styrker den.

For at kunne slutte pagt med det gode og med Gud, må Han/Hun findes. Det gør Gud, hvilket er klart udtrykt og åbenbaret gennem Vandrer mod Lyset, og vi kan dermed afvise ateismens mørke og også i øvrigt mørket fra de etablerede verdensreligioner (for dette: se Vandrer mod Lyset).

Vi må slutte pagt – for at standse den menneskelige tragedie – ikke med vredens og hævnens Herre – men med Lysets og kærlighedens Almagt, da intet ondt kan ramme dén, der ved sig i Guds Hånd og varetægt.

At slutte pagt med denne Gud vil egentlig sige at stole på Gud Herrens Almagt – som individ og nation. Der er ikke tale om en (ny) blodpagt, men om en grundlæggende tillid, som enhver kan nå ved at kende Guds sande natur som den åbenbares i Vandrer mod Lyset.

I denne Guds favn kan vi frit og trygt vandre ad den genvej til Lyset, som åbenbares i værket, ombølget og beskyttet af Guds uendelige kærlighed: Vejen, genvejen til Gud!

Af Vandrer mod Lyset kan vi forstå, at Lyset er orden, mens mørket er kaos. Og vi kan forstå, at vi lever i et – overordnet set – ordnet Lyskosmos takket være Guds sejr over det onde, og Hans/Hendes emanation.

En del af den orden vi også som mennesker kan iagttage her på Jorden, skyldes de love for tanke, vilje, Lys og mørke – herunder lovene for rum og tid – som den Almægtige har givet, og har kunnet give, takket være sin kosmiske sejr.

Det betyder konkret, at alle de steder, hvor vi kan iagttage denne orden, gør Lyset gennem den Almægtiges love sig gældende. Det kan vi fx iagttage gennem den kendsgerning, at dele af den ydre verden kan beskrives ordnet og adækvat gennem matematik og matematisk formulerede fysiske love (og kemiske reaktionsskemaer), mens dele af den indre verden kan beskrives ved logik.

Og vi kan iagttage den kosmiske orden – som altså skyldes Lysets indflydelse – i de atomare forhold, hvor lyspartikler har en om mørkepartikler roterende bevægelse, sådan som atomteorierne anskueliggør.

I Vandrer mod Lyset s. 149 (Kommentaren; stykket med småt) kan vi læse, at der både findes åndeligt, astralt og molekylært (eller materielt) Lys og mørke, og disse partikler har en ordnet om hinanden roterende bevægelse sådan, at Lyspartiklerne holder mørkepartiklerne under kontrol.

Da partikelspektret således strækker sig langt hinsides, hvad videnskaben regner med i dag, er der grund til at tro, at den nuværende fysik vil kunne skabe meget betydelige og helt nye opdagelser gennem en gradvist afdækkende indsats, som kan godtgøre alle disse partiklers eksistens langt hinsides det molekylære stof, man regner med i dag.

Muligvis er fysikken i dag på sporet af dette udvidede partikelspektrum gennem teorierne om mørkt stof og mørk energi; betegnelserne mørkt stof og energi skyldes her kun, at man ikke direkte kan iagttage dette stof og denne energi, og det er altså ikke nødvendigvis kun mørke – i betydningen urkraften mørke, som Vandrer mod Lyset taler om – man måske er ved at afdække, men måske også Lyspartikler, som man imidlertid ikke direkte kan iagttage, men som man nødsages til at antage – og måske senere kan påvise – eksistensen af.

Dette er blot ét af de mange områder, hvor videnskaben kan finde værdifulde fingerpeg til videre forskning gennem Vandrer mod Lyset. Andre områder er biologien og cellens oprindelse, universets oprindelse, natur og opbygning, Lysomhyldningens bærende betydning for alt biologisk liv, og meget andet.

Når Lyset rammer en ufuldkommenhed, kaster det skygge; min fortvivlelse, min lidelse, mit raseri, mit had. Jeg dykker i dybet, ikke for at dyrke det, eller opsluges af det, men for at gennemlyse det. Jeg prøver at gøre lidelsen overskuelig ved at nedfælde den i ord, give den en form.

Af og til falder jeg i dybe huller i mit sind. Da hjemsøges jeg af mørke tanker, had og raseri. Men raseriet hjælper ikke. Lidelserne bliver bare værre.

Rent energimæssigt – tænker jeg ud fra Vandrer mod Lyset – sker der det, at hadet og raseriet tiltrækker mere mørke, og dermed bliver lidelserne endnu værre, hvilket igen potentielt skaber flere negative tanker osv. 

Det er i et billede som en akustisk tilbagekoblings hyletone i sindet; lidelserne vokser, og lidelse, had og raseri virker gensidigt forstærkende. Der er tale om en selvforstærkende negativ proces eller nedadskruende spiral.

I den situation kan nogle måske fristes til at ty til verbal eller fysisk vold. Gør man det, bliver lidelserne ubærlige. Der kan måske være et øjebliks lettelse ved at reagere udad, ved at ”afreagere”, men snart efter ”fryser” eller ”stivner” voldsgerningen til et lidelsesfuldt kompleks i sindet, der er værre end den oprindelige lidelse, og dette kompleks må senere overvindes og elimineres. 

Man må da angre og bede dem, man måske har forulempet, om tilgivelse, eller man må – hvis ikke man formår at angre – sone handlingen under gengældelsesloven ved at rammes af de samme lidelser, man har påført andre (se Om gengældelsesloven, eller generelt Vandrer mod Lysets meddelelser om denne lov).

Denne mørkets frysen og stivnen til kompleks har hjemmel i Vandrer mod Lyset ved meddelelserne om de to måder at afpolarisere det åndelige mørke på; Lysets og mørkets metode (Kommentaren til Ardors beretning, s. 158-159).

Andre vender måske vreden indad, og kan derved udvikle deciderede psykiske lidelser, fx angst og depression.

Ud fra mine egne erfaringer med lidelse, raseri og had kan jeg forstå noget om de ældstes ondskab (se Vandrer mod Lyset). Jeg ved, hvad smerte og lidelse og hvad mørkets knugende tryk kan gøre ved et menneske. Jeg kender mekanismen fra mig selv. Det er forståeligt, om end forkasteligt at reagere på lidelse med vold og ondskab. Og det hjælper ingen, slet ikke én selv.

Jeg tænker, at dette er et af de områder, hvor vi kan lære selvbeherskelse, og at det er et fænomen, der kan hjælpe os til at forstå de mest ulykkeligt stillede blandt os, de faldne, de ældste; forstå deres dybe lidelse og den underverden de har skruet sig selv ned i; forstå dem, føle med dem, og da tilgive.

Hvis det er rigtigt forstået, at opgaven for de yngste (se Vandrer mod Lyset) nu – sammen med Gud og Guds Tjenere (under Guds øverste ledelse) – er at skabe en egen Lysets kultur, en klassisk kultur med udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, en kultur med sigte på evigheden, modsat populær- og trivialkulturens sigte på nuet og døgnet – som jeg tidligere har skrevet om (på Facebook) – så er der nogle ting, det er vigtigt at forstå:

En Lysets kultur skabt bredt på Jorden og for hele menneskeheden er en mulighed – det er ikke noget, der nødvendigvis vil ske, den vil ikke komme af sig selv, og den kan ikke skabes på et øjeblik, nu og her.

En af de meget vigtige faktorer i ligningen omhandler menneskeåndernes og de ældstes vilje. Selv en nok så god vilje til at skabe en Lysets kultur fra Lysets side kan således strande på menneskeånders og de ældstes egen vilje til mørket, det onde.

Lyset kan ikke gennemtvinge sin kultur; hvis man forsøgte det, ville det ikke længere være Lys, men mørke, idet Lyset kun kan virke i frihed og i respekt for vores egen frie vilje. Mørket tvinger, Lyset stiller frit.

Hvis Lyset ville gennemtvinge kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse for alle, ville selve tvangen betyde, at man påtvang andre værdier mod deres vilje.

Derfor ville værdier som fx kærlighed og barmhjertighed ikke være vores egne værdier, de ville være vores inderste fremmed, altså som sagt egentlig ikke vores egne værdier, og de ville derfor være uden værdi for dem, man på den måde søgte at påtvinge det gode.

Og derfor ville tvang i henseende til Lyset ophæve Lyset selv. Lys ville blive til mørke, eller i hvert fald uden værdi. Lyset fordrer frihed og kan kun tilegnes selvstændigt og i frihed.

Lysets kultur er blandt andet derfor kun en mulighed, omend en meget ønskelig mulighed, det er ikke noget, der nødvendigvis vil blive skabt, i hvert fald ikke sådan bare lige, og lige nu.

Lyset kan udpege en retning, men vejen må vi selv gå – om det ønskes.

Et andet aspekt er, at det heller ikke bliver afgjort en gang for alle – eventuelt lige nu – om vi som menneskehed vil arbejde henimod en Lysets kultur.

Mennesker kan fx stille sig afvisende nu, men komme på bedre tanker senere. Nogle vil måske se denne mulighed, denne chance, umiddelbart og med det samme, andre være skeptiske.

Valget er altså individuelt og kan ændre sig over tid.

Men alt må – fra Lysets side – fremarbejdes og fremelskes i frihed, og man må acceptere menneskers frie valg.

Derfor er et af nøgleordene, også her: Tålmodighed. ‘Thi kun de tålmodige ville sejre’, som der står i Vandrer mod Lyset.

(Dette indlæg er også bragt på Facebook)