Forfatterskabet Højtryk

Tag: kærlighed

  • Til de fortvivlede

    Profeten bærer vidnesbyrd til alle, der måtte tvivle om livets værdi og om, at ingen er alene i mørket. Profeten siger:

    Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen og blomsten og frugten over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Dybere og dybere fører livet mig i jorden, ned i mørket og lidelserne – i hånden og ved hjertet med min lille kerte af lys, jeg lyser for roden, leder den på vej – så træet over jorden kan sættes stadig større, stærkere og skønnere.

    Er dét livet? spørger han. Ønsker jeg dét? Eller ville det være bedre at bede Gartneren grave roden op og sænke den og stammen og grenene og blomsterne og frugten, træet, tilbage i det Skød, hvoraf det er taget, oprundet, plantet, og hvorfra det gror?

    Selv i den yderste fortvivlelse er der spor efter liv. Andre har gået her før os. Og de der har, og det vidnesbyrd de bringer, siger os: I sandhed, ingen er alene, heller ikke i det yderste mørke, i den yderste lidelse, når alle veje synes at ende.

    Profeten siger: Somme tider er livet som at gå gennem et nåleøje. Somme tider er der kun ét livspunkt, overalt omgivet af mørke, der råber: Død! Død! Men da er du dette punkt, og med dét kan du gå igennem.

    Sådan er profetens vidnesbyrd, skrevet og bragt ved den lille kertes lys, der oplyser jordens mørke og viser det ene livspunkt. Sådan taler han med bud til de fortvivlede: Ingen er alene!

  • At være eller ikke at være tre

    Hvis livet er som et marked, så har vi alle sammen, eller bør have – lovpligtigt – en angivelse af ”mindst holdbar til” eller ”bedst før”. Jeg er vel egentlig stadig for ung – eller ikke gammel nok – til sætninger som nu mørkner skoven, det stunder mod aften, eller hvad man nu kan finde på for at betegne livsaftenens dybe melankoli eller evighedens nærhed og forjættelse.

    Livet starter med et skrig, slår over i en march, flammer op i en allegro, og sluttes adagio eller lento. Jeg er 56 år gammel eller ung.

    En af sorgerne i mit liv er, at jeg aldrig har fået børn. Og samtidig er det en af de bedste ting, jeg (ikke) har gjort. Min kone og jeg blev enige om, at vi ikke ville have børn, da vi begge har en alvorlig og potentielt arvelig sindslidelse. Derfor valgte jeg at blive steriliseret. Det er mange år siden. Det er både en sorg og en glæde. Et faktum, et ansigt med to sider. Som livet. Som et menneske.

    Jeg forestiller mig, at der et sted i en anden dimension sidder en ånd, og glædes eller sørger over denne kendsgerning. Glædes over ikke at skulle risikere de voldsomme lidelser, der er forbundet med skizofreni eller maniodepression, sørger over ikke at kunne være lyset i vores mørke liv.

    En søn eller en datter jeg ville elske med hver en fiber og celle i min krop. Men netop fordi jeg elsker ham eller hende, skulle du ikke komme til verden. Til min kone og jeg. Vi ville have elsket dig sådan.

    Hvis vi havde taget chancen, ville det være som at spille russisk roulette med tre skarpe patroner i tromlen. Fifty fifty. Sådan siger videnskaben, og vi ved ikke bedre.

    Jeg håber, du fandt en anden, andre, der kunne elske dig, som vi ville have elsket dig. Jeg ville ikke have båret dig på hænder og fødder, men have lært dig selv at gå. Jeg ville ikke have tænkt for dig, men lært dig at tænke. Jeg ville ikke have levet for dig, men lært dig at leve.

    Sådan kunne det være gået, hvis vi to var blevet til tre. Men det skulle og måtte ikke blive sådan. Risikoen for forlis for os alle tre ville have været for stor. Men hvem du end er, så elsker vi dig. Sådan skal det være, og sådan blev det, sådan er det nu engang.

    (se også At være eller ikke at være én, og At være eller ikke at være to)

  • At være eller ikke at være to

    Det er næppe forkert at sige, at tanken om dualen, tvillingesjælen, den i sandhed eneste ene (se Vandrer mod Lyset) har været formativ for mit liv. Allerede før jeg lærte Vandrer mod Lyset at kende, havde jeg en evne – måske en brist? – til at elske til bunden af min sjæl. Og fordi jeg elskede så dybt, kunne jeg såres så dybt.

    Hvis kærlighedens og smertens dybde er den samme, er kuren da ikke at elske? Men er dét ikke for fattigt og sørgeligt? Er rigdommen ikke netop i det dybe – på godt og ondt?

    For nu snart 35 år siden mødte jeg en kvinde, som jeg troede var min dual. Jeg havde på det tidspunkt læst Vandrer mod Lyset, og kendte derfor begrebet dualen. Jeg elskede hende så dybt, at jeg kunne briste ved det. Og jeg bristede, gik i stykker. For hun forlod mig. Før det hele egentlig kunne begynde.

    Det føltes som åndelig udslettelse. Og måske derfor har jeg det meste af mit liv vandret på livets tynde line mellem dødens dybe afgrunde til begge sider. Jeg vandrer, vakler mellem liv og død.

    Nu er kærlighed måske noget andet, end jeg forestiller mig. Men mig forekommer det, at kærligheden både er den af og til tynde line, vi vandrer på, og afgrundene til begge sider. Det forekommer mig, at kærlighed både er liv og død; at den på en måde er det hele. Alt der findes.

    Er det sådan?

    Det er som om livets og dødens ansigter spejler hinanden i kærligheden. Er det sådan?

    Fordi vi kan elske til døden – eller skulle vi sige: til livet? – kan vi såres til døden? Eller vi kan trodse døden i kærligheden og leve på trods af alt?

    Hvad er sandt? Hvad er sandheden om kærligheden? Hvad tænker du?

    Er livet forgæves og meningsløst, hvis ikke vi af og til røres i det inderste, og derfor også kan såres dér? Og omvendt: Findes der en inderste lykke, hvis vi røres lykkeligt til bunden uden tab?

    Skal vi kende døden for at kende livet? Skal vi kende begge – ikke som en teori eller en abstraktion – men på vores egen krop og ånd som levet liv? Er dét den inderste lykke – at have det hele med? Kan vi kun på dén måde blive hele og helbrede den inderste smerte, livets og dødens?

    Skal vi satse livet og trodse døden for at vinde kærligheden? Skal vi på dén måde virkeliggøre den sandhed, at kærligheden er stærkere end døden: Ved at leve på trods af en smerte, der føles som åndens udslettelse?

    Er dét sandheden om kærligheden, dens virkelige potentiale: At overvinde døden? Skal også vi som hvedekornet i jorden og dø for at bære mangefold frugt, som det hedder om frelseren i evangeliet?

    Er dét sandheden om livet og døden og kærligheden?

    (Dette indlæg læses og forstås bedst sammen med indlægget, At være eller ikke at være én)

  • At være eller ikke at være én

    I fald andre skulle kende til livets kældre, og har brug for bud og vidnesbyrd om, at andre også har været dér, i fald det at skabe litteratur dér, hvor bunden bliver synlig gennem det lys, vi kan sætte ind gennem ord og bringe videre til de til døden fortvivlede, i fald dette altså har værdi, vil jeg dele følgende:

    Jeg tænker vel sagtens dagligt på den åndelige og evige udslettelse, den mulighed og den universelle ret, Vandrer mod Lyset siger er gældende for enhver.

    Mit liv er ubærligt, lidelserne uudholdelige. Og det bliver værre og værre efterhånden som tiden går, hvilket der er en egen djævelsk logik i. Jeg søger fred for mine lidelser.

    Men – det gælder i mindre grad det jordiske liv som menneske, og i højere grad det åndelige og evige liv: Fred kan kun den levende føle.

    Hvis jeg virkelig og for alvor bad Gud om udslettelse – ville det ikke være fred, men – ingenting: Ikke fred, men heller ikke lidelse, ikke glæde, men heller ikke sorg, ikke lykke, men heller ikke ulykke – ingenting.

    Jeg ville ikke eksistere. Der ville ikke være noget “jeg” til at føle eller tænke noget som helst.

    Spørgsmålet er: Er det virkelig det, jeg vil? At være eller ikke at være. Dét er spørgsmålet, som Shakespeare skrev.

  • Ringen som lysets og mørkets arketype

    Arketyper er i platonisk filosofi et udtryk for de ideer (ikke-materielle forbilleder), der ligger til grund for sanseverdenen; i C. G. Jungs psykologi er arketype term for medfødte, ubevidste psykiske strukturer, der vedrører universelt menneskelige livserfaringer, som fx fødsel, ægteskab og moderskab.

    Jeg vil her bruge betegnelsen arketype for den universelle form, jeg mener kan hævdes for hhv lyset og mørket, nemlig ringen; for mørkets vedkommende derudover som slangen, der som en ringstruktur bider sig selv i halen. Et andet begreb, der kan hævdes for mørkets, det ondes, arketype er en mental eller åndelig kortslutning.

    Hvis betegnelsen ringen som arketype giver mening som universel betegnelse for hhv lyset og mørket, er det klart, at de store ringmyter, hvoraf jeg kender to, nemlig Richard Wagners Der Ring des Nibelungen (Nibelungens ring) og J. R. R. Tolkiens Lord of the Rings (Ringenes Herre), kan lede tankerne hen på en universel kamp mellem gode og onde magter om en bestemt Herskerring, der skulle kunne gøre sin ejer eller mester til ”Jordens herre” eller give ham eller hende universel (al-)magt; en bestræbelse, som gode magter altid har forsøgt at modvirke og bremse.

    Men det er også klart, at denne universelle forståelse er misvisende, hvis ringen simpelthen er en arketype; hvis med andre ord ringen som begreb ikke kun henviser til en mørkets ”herskerring” og kampen om den, men gælder i videre forstand for alt lys og mørke.

    Jeg skal her prøve nærmere at forklare, hvad jeg mener.

    Af Vandrer mod Lyset lærer vi, at lys og mørke har hver to poler. Både lys og mørke polariseres gennem tanke og handling; eller med andre ord: Hvis vi forstår lysets og mørkets arketype som ringen, så dannes der hele tiden ringe – på godt og ondt – gennem vores tanker og handlinger. Ved at danne lysringe, ved at polarisere lyset, opbygger vi vores personlighed, ved at danne mørkeringe, ved at polarisere denne urkraft (når vi handler mod vores samvittighed), nedbryder vi den.

    Der findes altså ikke kun én (mørke-)ring, som alverden kæmper om, men ringene dannes hele tiden, idet vi med vores tanker og handlinger polariserer lys og mørke.

    Lysets og mørkets ringe er grundforskellige: Ved lysets ringe (polarisering) får vi det, vi ønsker og som er gavnligt, ved mørkets ringe eller polarisering får vi det modsatte af, hvad vi ønsker, frygter eller begærer. Dette hænger sammen med karmaloven, og jeg vil illustrere det med et par eksempler:

    Ved kærligheden, ved at elske, får vi kærlighed, elskes vi – idet vi høster hvad vi sår; idet det, vi sender ud kommer tilbage, som moderne sprogbrug og talemåde vil have det. 

    Ved kærlighedens modsætning, forelskelsen, derimod – afskæres vi fra kærligheden, som vi ønsker og drømmer om. At forelskelse er kærlighedens modsætning i mørket, har jeg tidligere ved flere lejligheder forsøgt at argumentere for. Forelskelsen er således den ”lyse” side af hadet, kærlighedens egentlige modsætning (jf tankerne om mørkets dobbeltaspekt; at det onde både rummer en ”lys” side, der efterligner lyset, og en rent sort side; dét og så tankerne om mørkets polspænding).

    Ved kærlige tanker og handlinger polariserer vi således lyset i positive ringstrukturer; ringstrukturer her forstået som psykiske og åndelige fænomener, der forstærker sig selv, idet kærlighed avler mere kærlighed.

    Hvorimod ved forelskelsen skaber vi negative ringstrukturer, forstået som psykiske fænomener, der afskærer os i en energimæssig kortslutning fra kærligheden, som vi ønsker eller tror vi får; en selvforstærkende kortslutning, hvor mørke avler mere mørke, hvilket konkret kan konstateres af individet, idet forelskelse kan skrues op til egentlig ekstase, hvor den sande kærlighed giver ro.

    Ved begrebet og fænomenet magt er forholdet parallelt: Hvis vi ønsker magt gennem kærlighed for at gøre andre og os selv godt, så er der tale om en lysets ring eller polarisering, hvor magt øger magt, lys øger lys.

    Hvis vi derimod begærer magt kun for vores egen skyld og måske for at undertrykke andre eller bare for magtens egen skyld, er der tale om en mørkets ring eller polarisering, som dybest set afskærer os fra den egentlige, lysets, magt, og gør os magtesløse; idet vi da bliver slaver af vores magtbegær, og idet mørket ifølge Vandrer mod Lyset er en urkraft eller energi, der kan binde og undertvinge (og nedbryde) tanken og viljen i mennesket.

    Hvis altså hele denne tanke om lysets og mørkets grundlæggende ringstrukturer er rigtig, så kan vi slutte med en tilbagevisning til Wagners og Tolkiens store ringmyter: Der pågår ikke en universel magtkamp mellem lysets og mørkets magter om en enkelt ”herskerring”, men kampen foregår hele tiden i det indre menneske, og i hvert menneske, idet vi hele tiden polariserer lys (eller mørke), og dermed skaber lys- eller mørkeringe (eller med Vandrer mod Lyset: Mørkekomplekser).

    De store ringmyter kan så høres og læses og forstås som arketypiske billeder af, hvordan vi håndterer og eliminerer de mørkeringe, vi desværre også kan komme til at skabe: 

    Vi kan som dværgkongen Alberich i Wagners operacyklus komme til at forbande kærligheden for at få magt for igen at blive elsket, hvorved vi afskæres fra kærligheden i en negativ kortslutning, og vejen tilbage til uskylden og kærlighedens oprindelige harmoni og fred er lang og smertefuld, eller vi er som Frodo i Tolkiens eventyr hele tiden på vej mod Mordor og dommedagsbjerget for at tilintetgøre den eller de magtens mørkeringe, vi selv har smedet, ved at følge den eller dem tilbage i tanke og følelse til deres indre skabelsessted og oprindelse.

    Og på den måde kæmper lys og mørke, godt og ondt, i vores indre på vores vandring mod Lyset.

  • Salme ved tidernes ende

    Hvis kaos hersker, og orden søges, hvad gør vi da?

    Overalt i den menneskelige verden hersker kaos: Klimaet synes på vej til sammenbrud, de vestlige kapitalistiske vækst- og accelerationssamfund ligner en maskine, der er ved at bryde sammen; vi ser på hinanden, rådvilde, ved ikke hvad der sker, og hvad der kan gøres.

    De marxistiske modfantasier skabte kun grusomme diktaturer og endnu værre elendighed. Kapitalister og marxister hev i hver sin ende af det samme tov, hvorved de var ved at rive verden i stykker. Da der pludselig ikke længere var modstand i den anden ende af tovet, mistede kapitalisterne balancen, og faldt på halen.

    Så hvad gør vi?

    Vi står som med skibet Titanic, skibet, der ikke kunne synke, nu på vej mod havets bund. Vi løber som inuitten for at holde frost og kuldedød borte, derved sveder vi, og sveden truer med igen at fryse til, så vi må løbe endnu hurtigere for at holde døden borte. Så vi må løbe. Stadig løbe. Vi fortvivler: Hurtigere endnu? Men vi kan ikke!

    Krig hersker. Med deraf følgende mægtige flygtningestrømme og udbredt racisme og elendighed og åndelige og materielle værdiers ødelæggelse. Bror og søster ser ondt til hinanden. Global kriminalitet. Forurening. Ufattelig rigdom og ufattelig fattigdom. En Jord, der ryster under vores fødder.

    Men – lad os ikke tegne billedet sort i sort, men sige: Måske er det ikke os og vores samfund, der bryder sammen i det, vi ser nu. Måske er det, der bryder sammen det, der ikke selv kan stå og aldrig har kunnet. De falske guder:

    Treenigheden, de tomme drømme ved tidernes ende: Magt, penge, sex. Om end vi havde al magt, al rigdom, al kønslig tilfredsstillelse, ville vi ikke blive lykkeligere og få fred og rolige drømme. Sulten og tørsten ville blive værre og mere uudholdelig, jo mere vi ønsker og begærer og får af denne jords nu yderste drømme.

    De gamle guder har også spillet deres spil til ende. De har haft deres tid, og det er tid nok. Heller ikke de kan slukke tørsten og stille sulten længere: Jahve, Far-Søn-Helligånd og Allah; de tager hinanden i hånden og vandrer stille ud i glemslen; eller rettere: De har aldrig været her, for de findes ikke.

    Vi mangler i erkendelse, videnskab, politik, økonomi, religion, eksistens, teknik, skønhed, kunst et urokkeligt grundlag, som ikke svigter; har vi ikke et grundlag hér, har vi intet. Så skrider fundamentet – sandet vi har bygget på siden tidernes morgen – og så falder vi, og faldet bliver stort og dybt og langvarigt.

    Hvad mangler vi? Vi mangler Gud. Ikke de gamle fantasier om Gud, men Gud. Hvis ikke vi har Ham/Hende, har vi intet. Vi kan vælge at fortsætte ad de gamle veje eller ad veje helt uden Gud. Men det er netop de veje, der nu bryder sammen økologisk, filosofisk, videnskabeligt, eksistentielt, politisk, økonomisk, kunstnerisk, det er ved disse vejes ende, vi nu render panden mod muren.

    Vi ved, hvem Gud er. Ikke de gamle drømme og febervildelser om Herren, men Gud, som Han/Hun virkelig er. Vi kender Ham/Hende fra det budskab, Han/Hun har sendt til menneskeheden som helhed: Gennem Vandrer mod Lyset!

    Vi kan vælge at slå hånden ad Ham/Hende og vende det døve øre til Hans/Hendes budskab. Vi kan vælge ikke at lytte – til vores inderste, vælge ikke at følge det. Men så vil sammenbruddet fortsætte, og ikke blive til det gennembrud, vi også kan vælge: Gennembruddet for kærlighed, fred, ro, skønhed, sandhed – gennem tilgivelse.

    Hvis vi fornægter vores inderste nu – og den stemme, der kalder på os dag og nat – og hvis ikke vi svarer Ham/Hende, så vil vi bringe sammenbruddet til det yderste. Er det det, vi vil?

    Spørgsmålet er dybest set: Vil vi livet eller døden? Sandheden eller løgnen? Kærligheden eller hadet? Lyset eller mørket? Sammenbrud eller gennembrud? Hvad vil vi? Hvad vil vi svare Gud, der kalder? Hører du ikke Hans/Hendes stemme? Hører du ikke Kaldet?

  • Det ondes janushoved

    Som jeg har beskrevet det en del gange tidligere, så har det onde, mørket, i det mindste to ansigter: Det ”lyse” og det rent sorte. De to ansigter kommer til udtryk dels i begæret, dels i den rene destruktion. Det vil jeg udvikle lidt mere udførligt her:

    Begæret afskærer – i samme mål man begærer – os fra det, vi begærer forstået på den måde, at man godt fx ved begær efter magt, penge og sex kan opnå disse ting, men de vil i så fald ikke mætte og stille tilfreds; snarere vil de – ved begæret og den umiddelbare tilfredsstillelse – øge sulten og tørsten.

    Dette er et eksempel på mørkets selvforstærkende natur.

    Omvendt vil det ondes rent sorte side bringe én præcis det, man ønsker at undgå og måske frygter, og dermed er destruktionen et fotografisk negativ af begæret: I det ene tilfælde afskæres man fra det, man begærer, i det andet tilfælde får man præcis, hvad man ønsker at undgå, det man ikke vil have.

    Og sådan forråder mørket sin bærer.

    Heroverfor står Lyset, der bringer én det, man elsker, eller som Halfdan Rasmussen så vist digtede: Det, du ikke begærer, vil trygt komme til dig. Det kan fx godt være magt, penge og sex, men betragtet og administreret efter Lysets natur; fx ønsket om magt for at gøre godt – måske for sit land, eller ønsket om at tjene penge for at forsørge sin familie.

    Begæret er jo udførligt behandlet og tænkt i Buddhismen, specielt med hensyn til dets uhensigtsmæssige natur (som det, der afskærer os fra forløsningen, Nirvana), men vi kan også nævne dets rolle i faustmyten, som den er skabt i Christopher Marlowes, Johan W. v. Goethes og Thomas Manns værk:

    Faust, der i de tre poetiske skikkelser begærer hhv magi, viden og kunstnerisk geni og skaberkraft; så meget, at han indgår pagt med det onde for at opnå det, han begærer (ønsker); og må bøde med sin sjæl.

    Hvis Faust havde haft ro og visdom til at finde ind til Lyset og stole på dét, så ville han vide, at sjælsofferet var helt unødvendigt, idet inspirationen (fx til filosofisk eller kunstnerisk virke) kommer, når man vil det gode, uegennyttigt og for at hjælpe andre (hvormed man også hjælper sig selv).

    Forskellen – her mellem lys og mørke – er motivet: Kærlighed eller begær (eller i andre sammenhænge ren destruktion). Med kærligheden vinder alle, med begæret og destruktionen taber alle.

    Et eksempel på hvordan det onde bringer præcis det, man ønsker at undgå, eller ødelægger det, man ønsker bevaret, ser vi her i Danmark – som andre steder i Vesten – ved at man her – for at bevare ædle, gode, traditionelle danske værdier som demokrati, menneskerettigheder, tolerance, religionsfrihed, åbenhed, menneskekærlighed – ødelægger disse værdier ved at forhåne, dehumanisere, dæmonisere, udskamme, mistænkeliggøre, chikanere danske muslimer.

    I dette eksempel er det, man søger at undgå en ødelæggelse af danske værdier, og for at undgå denne ødelæggelse, at undgå at andre skal foretage den, foretager man den selv. Sådan er det onde også så bagvendt og paradoksalt.

    Et parallelt eksempel har vi i Vandrer mod Lyset ved Josef af Arimateas historie; hvordan han, for at undgå at Jesu disciple skal stjæle den døde frelsers legeme, og derefter sige: Se, han er opstanden!, selv fjerner legemet fra den udhugne grav, og begraver det, så ingen siden fandt det; en handling, der banede vejen for det fejlagtige dogme om kødets opstandelse.

    Virkeligheden er, at Jesu opstandelse var åndelig, og på samme måde – åndeligt – vil ethvert menneske “opstå” efter døden; ikke i kraft af Jesu eksempel og magt og offer, men ved Guds magt og efter Guds love (Jesus (Kristus) er ikke Gud).

    Et tredje og også tragisk eksempel har vi i ulykkelige mennesker, der – af angst for døden – tager deres eget liv.

    Et fjerde eksempel er, hvis mennesker giver efter for onde impulser indefra, og fx begår mord eller selvmord for at vinde en form for fred. Disse onde handlinger kan give en momentan lettelse, men efterfølgende bliver lidelserne langt værre end før, når det onde ”fryser til” og – ved handlingen – sætter sig som et lidelsesfuldt mørkekompleks i tanke og vilje. Morderen eller selvmorderen ønsker måske fred, men får det modsatte. (Selvmorderens ulykkelige lod er fx nævnt i Kristi Tale i Vandrer mod Lyset. Den momentane lettelse man kan føle ved en voldshandling, enten rettet mod andre eller sig selv, er antydet i Vandrer mod Lyset, s. 158-159 i stykket om afpolarisering af det åndelige mørke; ved den ene af to måder (egentlig tre), hvorpå dette mørke kan afpolariseres. Der er i denne sammenhæng tale om mørkets måde, en måde, der naturligvis ikke er ønskelig eller konstruktiv).

    Den konstruktive metode til at håndtere mørke impulser, som alle mennesker kender, er at ride stormen af, indtil den lægger sig, hvilket vil ske før eller siden, hvis man undlader at handle.

    Jeg skal for en ordens skyld nævne, at ovenstående jo ikke er en fuldstændig redegørelse for det gode og det ondes natur, men dog nok kaster et strejflys over centrale aspekter ved de to verdenskræfter, samt at det er tanker bygget i Vandrer mod Lysets ramme. Enhver kan finde langt mere og mere udførlig viden om godt og ondt i dette værk.

  • Kan vi tænke os syge – og raske igen?

    Fra dagbogen.

    Jeg har nu lidt frygteligt nogle dage. Men jeg tænker at lidelsen – i hvert fald delvist – skyldes de meget negative tanker, jeg har. Jeg har altså – tænker jeg – ikke negative tanker, fordi jeg lider, men omvendt: Jeg lider, fordi jeg har negative tanker.

    Og det er jo let at forklare ud fra Vandrer mod Lyset: Negative tanker tiltrækker mørket, der giver lidelser.

    Det er så let – alt for let og fristende og nærliggende – at lade sig suge ind i en negativ spiral af negative tanker og dermed lidelser; en lidelse, der fodrer og forstærker sig selv ud fra skemaet: Negative tanker – mørke – lidelser – flere negative tanker – mere mørke – mere lidelse osv.

    Derfor må kuren være at prøve – i det mindste prøve – at tænke mere positivt – fx gennem denne indsigt.

    For det modsatte gælder jo også: Positive tanker tiltrækker lyset, der giver fred og velvære.

    Engang stødte jeg på nogle tanker af en kristen forfatter, Norman Vincent Peale, der skrev noget i retning af: Tænk positivt, lev lykkeligt. Og det er slet ikke så dumt.

    Måske er det rigtigt: Vi kan både tænke os syge, men vi kan også tænke os raske igen. Det kan lyde provokerende for mennesker, der som jeg selv, ofte lider mentalt. Og med dette ønsker jeg ikke at pege fingre ad nogen. Blot søge at inspirere.

    Og det er ikke en indsigt jeg (måske) har fundet på toppen af verden i en rus af lykke; men derimod en sandhed jeg har vundet på bunden af et helvede, jeg har levet i gennem årtier:

    Selvvunden. Selvlevet. Selverfaret. Måske kan den hjælpe andre også?

  • Der findes tilgivelse for alt

    Nogle religioner hævder, at der findes ting og handlinger, som er utilgivelige. Jeg tænker her på kristendom og islam. I kristendommen har man ideen om, at ”synd mod helligånden” ikke tilgives af Gud, og i islam hævder man, at Gud ikke tilgiver, hvis nogle sætter andre ved Hans side. En sådan synd er shirk, siger man, en utilgivelig dødssynd.

    Men de samme religioner siger samstemmende, at Gud er barmhjertig og tilgivende og kærlig. Og det er fuldstændig rigtigt. Hvad man måske mangler at forstå er, at denne Guds egenskab og vilje er absolut på en sådan måde, at der ikke findes ting, som Gud ikke kan eller vil tilgive.

    At sige at der er ting, Gud ikke tilgiver, er – uden at man måske gør sig det bevidst – at sætte grænser for Guds kærlighed. Men da Guds kærlighed til alle mennesker er uendelig, findes sådanne grænser ikke. Og hvem har loddet den Almægtige Guds kærligheds dyb?

    Vi kan sandsynliggøre tanken ved følgende:

    I Vandrer mod Lyset siges det, at Gud har tilgivet selv den personlighed, der igennem millioner af år har været hans hovedmodstander, Satan (Ardor, den ældste). Ja, Gud har ikke kun tilgivet ham, men i al den tid, Satan kæmpede mod Ham, har Gud længtes efter at tilgive den dybest faldne, længtes efter at vinde ham tilbage til Lyset og sit Rige.

    Og denne tilgivelse blev givet på det tidspunkt, hvor menneskers kærlighed og barmhjertighed og tilgivelse og bøn vakte sorgen og angeren i den faldnes sind og hjerte. I samme øjeblik den ældste bad om tilgivelse, tilgav Gud ham – med uendelig glæde.

    Vi kan også sige som en kendsgerning: Mange mennesker har allerede formået at gøre det, Vandrer mod Lyset opfordrer os til: At tilgive vores ældste bror (Satan, Ardor). Disse mennesker har af barmhjertighed tilgivet ham, der har syndet så uendelig meget mod enhver af os.

    Når alt dette er tilfældet – og det er kendsgerninger – når mennesker formår at tilgive den dybest faldne ud fra deres hjertes kærlighed og barmhjertighed – hvor meget mere må da ikke Gud – der i kærlighed og barmhjertighed står uendelig højt over alle andre – være i stand til at tilgive alle og alt; ja, ikke bare tilgive, men længes efter at tilgive! I samme øjeblik Han ser vores sorg og anger, tilgiver Han. Også dette er en kendsgerning.

    Således vil ingen angrende morder, krigsherre, voldsmand finde Guds hjerte lukket og forseglet; han eller hun vil finde Guds hjerte åbent og tilgængeligt; ud fra den Almægtiges længsel efter at vinde enhver af os tilbage til Lyset og livet, når vi har fejlet.

    Når både Gud tilgiver alt, og når nogle mennesker formår at tilgive den, der har forårsaget så megen lidelse og elendighed for alle – hvem tør da mere sige, at der findes utilgivelige ting og handlinger?

    Det gør der heller ikke. Der gives tilgivelse for alt! Gud kan tilgive alt, og nogle mennesker kan det samme; og disse mennesker viser i tanke, hjerte og handling, at de er ægte børn af Gud, og er det med ære!

  • Tanker og spørgsmål om Urkosmos

    (Grundlag: Vandrer mod Lyset)

    Urkosmos rummede mulighed for evigt liv eller evig død; eller blot evig, fortsat væren og hvile. Evigt liv gennem lys og kærlighed, evig død gennem mørke og synd. (Kærlighedens natur er at bygge op (livet), syndens at bryde ned (døden)).

    Hvordan kunne dette Urkosmos være, uden at være skabt?

    Lyset er det værende og eksistens og tilværelse, mørket Lysets negation.

    Tid er fra Urkosmos udfoldet evighed, og derfor er evighed tilstede i hvert nu/øjeblik som tidens essens?

    Rum er fra Urkosmos udfoldet punkt (hvilket er – forvrænget – udtrykt i teorien om the big bang? (se en alternativ fortolkning og teori angående de observationer og data, der har ført til teorien om the big bang i min Aristoteles kommentar her)).

    Tilværelse og liv er fra Urkosmos udfoldet væren, og derfor er væren i alt, der er til, i al tilværelse?

    Er verdensaltet en fra Lysets kerne dybt i det vældige mørke udfoldet blomst eller træ, spiret og groet med tanke og hensigt og vilje og mål gennem mørke zoner, indtil spiren brød mørkets grænse, groede op over det, som en blomst eller et træ gennem jord, satte stængel, blad og krone: Tid, rum og liv gennem kærlighed?

    Ja. Sådan er det. Eller er det?