Lyset, og dermed kærligheden, er først og fremmest orden (se Vandrer mod Lyset). En kærlighedens erkendelsesteori må derfor først og fremmest søge at skabe orden i tanken ved forskellige metoder.
Disse metoder kan være inspiration gennem intuition (se Vandrer mod Lyset og indlægget Kærlighedens erkendelsesteori), men det kan også være de alt kendte metoder, fx ved logik, iagttagelse og opfattelse (engelsk: perception), eksperiment, teoridannelse ud fra iagttagelse, opfattelse og eksperiment, ved deduktion og induktion, gennem matematik og ved matematisk beskrivelse af naturen, ved tænkning og sansning; og der er sikkert mange flere veje og metoder tilgængelige for tilvejebringelse af orden i tanken og dermed skabelsen af viden og sandhed.
At det overhovedet er muligt at skabe orden i tanken og erkendelsen, og muligt at formulere metoder til tilvejebringelse af denne orden skyldes, at vi lever i et ordnet Lyskosmos, hvilket igen skyldes Urtankens og Urviljens sejr over mørket og Guds emanation ved Lyset (se Vandrer mod Lyset).
Havde derimod mørket, det onde, sejret i den kosmiske kamp mellem Lys og mørke, godt og ondt, ville den ordnede tanke have været en umulighed, da mørket grundlæggende er kaos. Verden ville da formentlig have bestået i en række tankemæssige og energimæssige kortslutninger, indtil døden til sidst ville have udslettet alt værende, eller mørket ville – efter at have sprængt og tilintetgjort tanken og viljen og Lyset – være sunket tilbage i evig uvirksomhed uden udsigt til ny aktivitet og liv (se også Supplement I, no 64 angående en mørkets guddom i et mørkekosmos).
Jeg tænker, at det er muligt at give en delvis, men ikke fuldstændig, forklaring på, hvorfor Lyset er orden, og mørket kaos; nemlig ved at sige, at Lyset ved kærligheden forener modsætninger og derved skaber orden, mens mørket ved hadet splitter dem og derved skaber kaos. Men som tidligere sagt, og som det siges i Vandrer mod Lyset: Kun Gud kender Lyset og mørket til bunds, så denne tanke og forklaring dækker kun delvis virkeligheden.
Grundtanken om metoderne i en kærlighedens erkendelsesteori er altså ved forskellige metoder og ved viljen at søge at skabe orden i tanken og derigennem skabe viden og sandhed.
Hvad den almindelige og aktuelle filosofi siger og tænker om erkendelse og sandhed kan man få et indtryk af ved læsning af artiklerne Epistemology på Stanford encyclopedia of Philosophy og Truth på Internet encyclopedia of Philosophy.
For ikke længe siden undfangede jeg ved tanken en idé til et muligt nyt bidrag til erkendelsesteorien. Ideen var omtrent denne: At for så vidt som viden og dermed sandhed både kan være almen og speciel, kunne viden og sandhed fremtænkes af det dialektiske forhold og samspil mellem begreb (det almene) og fænomen (det specielle).
Videre tænkte jeg, at det dialektiske forhold mellem begreb og fænomen er kendetegnet ved, at begreber kan udledes ved induktion fra fænomener, og at fænomener kan udledes ved deduktion fra begreber.
Begreber kan derudover tillige, tænkte jeg, være fænomener, og fænomener begreber, idet selve begrebet om begreber kan betragtes som et fænomen, altså fænomenet begreb, og fænomener kan betragtes som begreb, fx fænomenet menneske, der tillige er et begreb.
Samlet, tænkte jeg, kunne disse forhold, det dialektiske forhold mellem begreb og fænomen hvor de to udledes af hinanden ved hhv induktion og deduktion, udgøre grundstammen i skabelsen af viden og sandhed.
Dét var ideen. Jeg påtænkte at give eksempler for derved at gøre teorien nærværende og vedkommende for erkendelsesteorien. Men så meldte en ny tanke sig. Det var for mig som om, at teorien kunne blive endnu et af disse systemer, eller først blot en groft skitseret idé og indfaldsvinkel, et system, som måske kunne blive nyttigt og brugbart – men koldt, uden menneskelig følelse og varme; smukt som en iskrystal, der snart ville smelte bort og forsvinde (gennem kritikkens ilddåb). Sådanne systemer er filosofihistorien rig på.
Den helt nye tanke og metode til skabelse af viden og sandhed – en mulig ny vending i erkendelsesteorien, hvor vi ikke videretænker det felt af filosofien, som åbnedes med de klassiske tænkere i Vesten, fx Sokrates, Platon og Aristoteles – tager sit udgangspunkt et helt andet sted:
Nemlig i værket Vandrer mod Lyset. Ifølge dette værk er sandheden i Lyset, og Lysets essens er kærlighed (Supplement I, no 39). Derfor tænker jeg den nye idé og vending tage udgangspunkt i dén, kærligheden, hvor kærligheden bruges som motor for erkendelsen, bruges aktivt og bevidst til skabelse af viden og sandhed.
Hvad det indebærer, og hvordan vi nærmere kan bruge kærligheden i erkendelsesteorien, er for tidligt at sige nu. Foreløbig er det kun en idé. Men hvis ideen er brugbar og frugtbar, kan vi skabe viden og erkendelser, ja en hel erkendelsesteori, med et helt nyt udgangspunkt og afsæt og felt.
Viden og erkendelse, og en teori for dem, kan da fremtænkes til skikkelser præget af menneskelig varme og vedkommenhed og nærvær, en ny kærlighedens erkendelsesteori inspireret af åbenbaringen Vandrer mod Lyset, og gennemtænkt ud fra den nævnte sammenhæng mellem Lys, viden, sandhed og kærlighed; en kærlighed, der da kan binde al menneskelig viden og sandhed og erfaring og visdom sammen.
Jeg vil prøve i den kommende tid at forfølge denne tanke, som jeg intuitivt fornemmer brugbar. Vi må da se, om den kan bære sin frugt.
Kohærens er et sprogvidenskabeligt begreb, der betegner sammenhængen mellem ord og sætninger i en given tekst (kohærens; af latin: cohaerere, hænge sammen; kilde: Den store Danske, opslag ”kohærens”).
Tilsvarende bruges begrebet i erkendelsesteorien som udtryk for sammenhængen mellem forskellige tanker og udsagn (propositions) i et horisontalt, netværksbaseret vidensfelt; netværksbaseret modsat grundlagstænkningens vertikale, hierarkiske system af udsagn, hvor noget er grundlæggende, og andet bygget ovenpå dét, som ved en bygning, fx et hus med fundament, vægge, tag, vinduer osv (kilde angående grundlagstænkning og kohærens i erkendelsesteorien: Stanford encyclopedia of Philosophy; artiklen Epistemology).
Spørgsmålet er nu: Er vores viden hierarkisk eller kohærent, er den vertikalt eller horisontalt funderet; skal vi satse på grundlagstænkningen eller på kohærensteorien for erkendelse og sandhed, eller måske på en kombination af de to?
Det skal jeg prøve at besvare her med et eksempel: Kants erkendelsesteori som den er givet i værket Kritik af den rene fornuft.
Vi kan forestille os en sammenhæng mellem grundlagstænkning og kohærent tænkning ved den tanke, at dele af vores viden er grundlæggende og med overbygninger, og dele af den er præsenteret ved netværk indenfor de enkelte ”etager” i bygningen (for at blive i billedet af erkendelsen som en bygning (grundlagstænkningen)), niveauer eller grundlag.
Jeg vil altså illustrere tanken med Kants teori:
Som jeg forstår Kants tanker, har han grundlæggende tre niveauer i erkendelsen: Den transcendentale æstetik, logik og dialektik. Fra æstetikken går han videre til logikken og derfra videre til dialektikken. Set på den måde er hans tænkning udtryk for grundlagstænkning.
Men indenfor de tre niveauer findes en række kohærente tanker, netværk af udsagn; i billedet af erkendelsen som en bygning: Forskellige møbler. Og på den måde er hans tænkning både grundlagstænkning og kohærent.
Fx deducerer han i æstetikken rum og tid som a priori anskuelsesformer, i logikken de tolv erkendelseskategorier og i dialektikken den rene fornufts antinomier. Disse deduktioner og tankerækker kan betragtes som kohærente indenfor de forskellige niveauer, grundlag i erkendelsen (”møbler”).
At Kants teori så næppe holder, er en anden sag. Han indleder med at hævde, at de syntetisk a priori domme betinger erkendelsens mulighed, men da grundlaget er rum og tid, kommer han frem til, at erkendelsen ikke kan overskride enhver mulig erfaring i rum og tid.
Og dermed er erkendelsen ikke a priori, altså uafhængig af erfaringen, men derimod betinget af den (i rum og tid). Dertil kommer, at Kants egen teori er rent teoretisk, a priori, og altså ikke er baseret på erfaring. Hans egen teori overskrider erfaringen, i hvert fald hvis vi med erfaring mener sansning og baseret på sansedata. Med Kant har vi en teori, der siger, at viden og erkendelse ikke kan overskride erfaringen, hvilket den selv gør, hvilket jo er selvmodsigende. Vi må så snarere sige, at erkendelse både kan være a priori og a posteriori, altså både kan fremkomme ved ren tænkning og ved erfaring, sansning.
Kant synes af ende ved det, han oprindeligt reagerede imod hos Hume: At vores erkendelse grundlæggende er betinget af sansning eller erfaring (Hume: impressions; A treatise of human nature); en tanke, der genfindes hos empiristerne (fx også Locke; An essay concerning human understanding).
Men jeg tror her at have illustreret en pointe: At vores erkendelse og viden ikke enten er udtrykt ved grundlagstænkning eller ved kohærent tænkning, men ved begge dele. Der synes ikke at være tale om et enten-eller, men et både-og.
Efter den radikale skepticisme som den er tænkt og formuleret af Pyrrhon, så findes der ingen (sikker) erkendbar sandhed. Vi kan lige så godt opgive at lede efter den. Og efter den indiske filosof, Sriharsa, kan et hvilket som helst filosofisk standpunkt mødes med sin modsætning, som kan være lige så godt (eller dårligt) begrundet, hvilket stemmer overens med den – dog mere optimistiske – hegelske logik: At Verdensånden udvikler sig frem mod sin fuldendelse gennem negation og negationers negation.
I moderne epistemologi (erkendelsesteori) kræves det, at vores viden for at den skal kunne kvalificere til betegnelsen viden, skal være udtryk for begrundet, sand overbevisning, en begrundet overbevisning, der ikke grunder sig i held (justified true beliefs). Dette har jeg fra to artikler om erkendelsesteori på hhv Stanford encyclopedia of Philosophy og Internet encyclopedia of Philosophy.
Men der ikke er enighed eller konsensus blandt filosoffer om hverken hvad en tilstrækkelig begrundelse for vores overbevisninger er, eller hvad sandhed er i det hele taget, hvilket igen peger tilbage mod den radikale pyrrhoniske skepticisme.
Så vi står måske i en situation, hvor vi må sige, at vi intet ved – i hvert fald ikke ved med sikkerhed, jf i tillæg til den pyrrhoniske lære det sokratiske paradoks: Det eneste vi ved er, at vi intet ved.
Men tag nu tanken: Det eneste vi ved er, at vi intet ved, eller vi ved ingenting med sikkerhed. Hvis denne tanke er sand, så ved vi heller ikke, at vi intet ved. Hvis tanken er sand, så er det en sandhed, at der ingen sandhed findes. Det vil sige, at tanken at vi intet ved er forkert, eller er løgn. Vi kan umuligt hævde, at vi intet ved, og vi må hævde med sikkerhed, med apodiktisk vished, at sandheden findes. Alt andet leder til erkendelsesteoretiske kortslutninger, paradokser og selvmodsigelser.
Vi ved altså med nødvendighed, at sandheden eller sandhed findes. Det kan godt være, at vi ikke har fundet den (endnu), men den findes.
Hvis Sriharsas tanke er rigtig, og sandheden ikke kan nås gennem filosofisk tanke, begrundelse og argument, så kan vi forsøge at nå sandhed – som altså findes med nødvendighed – gennem intuition og åbenbaring i Vandrer mod Lysets forstand, og kendetegnet på sandhed er da den ro og åndelige fred, der ledsager den (jf Supplement I, no 10; udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset).
Eller som jeg tidligere har forsøgt at give i et poetisk billede: Når vi hører en sandhed og tror den, er det som en blomst, der ved aften lukker sig om sin støvdrager; blomsten går til ro, og intet er mere naturligt.
Eller i et andet billede igen: Tanken vil med løgnen ikke kunne finde ro. Den vil bestandig kredse om den som tungen om en syg tand, idet den vil forsøge at befri sig for smerten. Kun sandhed giver tanken ro.
Hvis livet er som et marked, så har vi alle sammen, eller bør have – lovpligtigt – en angivelse af ”mindst holdbar til” eller ”bedst før”. Jeg er vel egentlig stadig for ung – eller ikke gammel nok – til sætninger som nu mørkner skoven, det stunder mod aften, eller hvad man nu kan finde på for at betegne livsaftenens dybe melankoli eller evighedens nærhed og forjættelse.
Livet starter med et skrig, slår over i en march, flammer op i en allegro, og sluttes adagio eller lento. Jeg er 56 år gammel eller ung.
En af sorgerne i mit liv er, at jeg aldrig har fået børn. Og samtidig er det en af de bedste ting, jeg (ikke) har gjort. Min kone og jeg blev enige om, at vi ikke ville have børn, da vi begge har en alvorlig og potentielt arvelig sindslidelse. Derfor valgte jeg at blive steriliseret. Det er mange år siden. Det er både en sorg og en glæde. Et faktum, et ansigt med to sider. Som livet. Som et menneske.
Jeg forestiller mig, at der et sted i en anden dimension sidder en ånd, og glædes eller sørger over denne kendsgerning. Glædes over ikke at skulle risikere de voldsomme lidelser, der er forbundet med skizofreni eller maniodepression, sørger over ikke at kunne være lyset i vores mørke liv.
En søn eller en datter jeg ville elske med hver en fiber og celle i min krop. Men netop fordi jeg elsker ham eller hende, skulle du ikke komme til verden. Til min kone og jeg. Vi ville have elsket dig sådan.
Hvis vi havde taget chancen, ville det være som at spille russisk roulette med tre skarpe patroner i tromlen. Fifty fifty. Sådan siger videnskaben, og vi ved ikke bedre.
Jeg håber, du fandt en anden, andre, der kunne elske dig, som vi ville have elsket dig. Jeg ville ikke have båret dig på hænder og fødder, men have lært dig selv at gå. Jeg ville ikke have tænkt for dig, men lært dig at tænke. Jeg ville ikke have levet for dig, men lært dig at leve.
Sådan kunne det være gået, hvis vi to var blevet til tre. Men det skulle og måtte ikke blive sådan. Risikoen for forlis for os alle tre ville have været for stor. Men hvem du end er, så elsker vi dig. Sådan skal det være, og sådan blev det, sådan er det nu engang.
Det er næppe forkert at sige, at tanken om dualen, tvillingesjælen, den i sandhed eneste ene (se Vandrer mod Lyset) har været formativ for mit liv. Allerede før jeg lærte Vandrer mod Lyset at kende, havde jeg en evne – måske en brist? – til at elske til bunden af min sjæl. Og fordi jeg elskede så dybt, kunne jeg såres så dybt.
Hvis kærlighedens og smertens dybde er den samme, er kuren da ikke at elske? Men er dét ikke for fattigt og sørgeligt? Er rigdommen ikke netop i det dybe – på godt og ondt?
For nu snart 35 år siden mødte jeg en kvinde, som jeg troede var min dual. Jeg havde på det tidspunkt læst Vandrer mod Lyset, og kendte derfor begrebet dualen. Jeg elskede hende så dybt, at jeg kunne briste ved det. Og jeg bristede, gik i stykker. For hun forlod mig. Før det hele egentlig kunne begynde.
Det føltes som åndelig udslettelse. Og måske derfor har jeg det meste af mit liv vandret på livets tynde line mellem dødens dybe afgrunde til begge sider. Jeg vandrer, vakler mellem liv og død.
Nu er kærlighed måske noget andet, end jeg forestiller mig. Men mig forekommer det, at kærligheden både er den af og til tynde line, vi vandrer på, og afgrundene til begge sider. Det forekommer mig, at kærlighed både er liv og død; at den på en måde er det hele. Alt der findes.
Er det sådan?
Det er som om livets og dødens ansigter spejler hinanden i kærligheden. Er det sådan?
Fordi vi kan elske til døden – eller skulle vi sige: til livet? – kan vi såres til døden? Eller vi kan trodse døden i kærligheden og leve på trods af alt?
Hvad er sandt? Hvad er sandheden om kærligheden? Hvad tænker du?
Er livet forgæves og meningsløst, hvis ikke vi af og til røres i det inderste, og derfor også kan såres dér? Og omvendt: Findes der en inderste lykke, hvis vi røres lykkeligt til bunden uden tab?
Skal vi kende døden for at kende livet? Skal vi kende begge – ikke som en teori eller en abstraktion – men på vores egen krop og ånd som levet liv? Er dét den inderste lykke – at have det hele med? Kan vi kun på dén måde blive hele og helbrede den inderste smerte, livets og dødens?
Skal vi satse livet og trodse døden for at vinde kærligheden? Skal vi på dén måde virkeliggøre den sandhed, at kærligheden er stærkere end døden: Ved at leve på trods af en smerte, der føles som åndens udslettelse?
Er dét sandheden om kærligheden, dens virkelige potentiale: At overvinde døden? Skal også vi som hvedekornet i jorden og dø for at bære mangefold frugt, som det hedder om frelseren i evangeliet?
Er dét sandheden om livet og døden og kærligheden?
I George Orwells Kammerat Napoleon (Animal Farm) er der en nøglescene, hvor dyrene diskuterer og forhandler frem og tilbage om, hvordan de bedst kan indrette det nye samfund efter at de har taget magten fra menneskene på gården, hvor de lever og bor.
Med pludselig og chokerende vold bryder nogle svin ind i forhandlingerne og afbryder på den måde diskussionen. De øvrige dyr lammes af chok og frygt, og ved voldens intimidering kryber de sammen, krympes indeni, de bøjer nakken af frygt for volden, og de er ude af stand til at fortsætte diskussionen, chokerede, lammede, intimiderede som de er. Svinene har ved vold taget magten.
Denne scene og hele værket er sigende for forholdet mellem fornuft og vold. Det er to forskellige sprog, to forskellige virkeligheder: Ved fornuften søger vi at opbygge gode samfund, hvor mennesker kan leve i frihed og velstand og tryghed, hvor mennesker kan trives og vokse, ved volden og diktaturet nedbryder vi samfundene og menneskene i dem.
De voldsparate, demagogerne, tyrannerne, er ikke interesserede i fornuft og gode forhold for mennesker. De taler et andet sprog ud fra en anden virkelighed, og de har andre mål: Deres egen magt og kun dén. Vi kan også kalde det – ikke det fælles bedste – men det fælles værste. Vi misforstår situationen, hvis vi tror, at vi kan argumentere med og mod volden.
Volden – den fysiske, åndelige og verbale – rykker hele tiden grænserne nedad for, hvor usle mennesker kan være; dette ser vi i dag fx i de eksisterende diktaturer og autokratiske styrer (fx Nordkorea og Rusland), og vi ser det med hensyn til den verbale og åndelige vold fx i den danske udlændingedebat ved chikanen mod og intimideringen af danske muslimer; på samme måde som islamister har kidnappet islam, har danske demagoger kidnappet – og ødelagt – begrebet danske værdier ved at gøre ødelæggelsen af mennesker til mainstream politik (fx ved at tvinge mennesker på såkaldte udrejsecentre).
De voldsparate samfundsaktører er ikke interesserede i fornuft og den fornuftige opbygning af gode og trygge samfund. De taler voldens og ufornuftens sprog, de er ikke tilgængelige for fornuft og fornuftige argumenter, men bruger vold og intimidering (fx også på sociale medier) netop for at bryde fornuften og freden. De søger ikke fornuften og den fornuftige fred, men krig og vold og konflikt – for egen magts skyld.
Hvordan beskytter vi os mod volden og barbariet?
Det gør vi ved lov og ret og klar tale. Ved at stille volden og dens repræsentanter til regnskab for deres handlinger gennem love mod fysisk, åndelig og verbal vold, sådan som det også er tilfældet i dag i de civiliserede samfund; eller rettere: Det, der er tilbage af dem.
Og vi gør det ved ikke at bøje nakken for volden, ved at turde sige den imod, ved ikke – som dyrene i Orwells roman – at lade os kyse. Ved rank ryg, mod og klar tale.
Dette tror jeg er det mest effektive – og måske det eneste – våben, vi har mod den vold – den fysiske, åndelige og verbale – der i dag truer hele den civiliserede verden ved diktatorers, demagogers, autokraters og andre aktørers voldsparathed og hadtale.
Lys og mørke, godt og ondt, er ifølge Vandrer mod Lyset modsætninger, urkræfter, der kan give sig udslag på mange måder og som repræsenterer mange forskellige ting og fænomener, fx kærlighed og had.
Inden for mørket, det onde, optræder denne urkraft altid – som jeg har skrevet ved flere tidligere lejligheder – ved et ”lyst” og et rent sort aspekt, det jeg tidligere har kaldt mørkets eller det ondes dobbeltaspekt.
Hvis det onde således altid optræder dobbelt, som ”lyst” og rent sort, så indebærer dette dobbeltaspekt, disse poler (jf Vandrer mod Lyset), en spænding mellem de to aspekter eller poler, en spænding som mennesket uvilkårligt søger udlignet, udløst ved polernes forening, da spændingen giver sig udslag i uro og lidelse. Mennesket søger at befri sig for den uro og spænding, der hjemsøger dets ånd eller bevidsthed eller krop ved mørket, og dette kan ske på to måder (jf Vandrer mod Lyset, s. 158-159 om afpolarisering af det åndelige mørke):
Enten ved en mørketanke eller mørkehandling hvor polerne forenes, og hvorved det gran af mørke, som påvirker mennesket (ved polspændingen) afpolariseres, hvilket kan føles som en momentan lettelse, som dog ikke er varig, da det samme mørke (eller andet mørke) øjeblikket efter igen kan påvirke individet til den samme eller en lignende handling. Denne mulighed er derfor – naturligvis – ikke at foretrække, er ikke konstruktiv.
Ved individets sorg og anger over det mørke, som har påvirket det til en ond tanke eller handling. Denne måde er Lysets måde at forholde sig til og håndtere det onde på, hvorfor den er at foretrække. Ved individets sorg og anger sejrer det således over det onde, som har påvirket det. (En tredje måde at afpolarisere det åndelige mørke på findes, men kendes kun af Gud).
Det afgørende i denne betragtning er den (pol-)spænding mellem mørkets to aspekter eller poler, hvorved polerne drages mod hinanden og søger forening i mennesket, en spænding som let kan friste eller kan tvinge et menneske til at udøve mørkets handlinger, fx mord, for ved mørkepolernes forening ved den syndige tanke eller handling at befri sig for den indre spænding eller lidelse, som mørket altid medfører.
Det afgørende er også at pointere, at mørkets ”løsning” på problemet er illusorisk; fx vil en morder ved mordet måske føle en umiddelbar lettelse for det tryk, der har hjemsøgt ham, men i næste øjeblik eller kort efter vil mørket i ham (eller hende) som en konsekvens af handlingen ”fryse til” og gøre spændingen og lidelsen endnu værre, da vedkommende da både kan påvirkes af et lignende mørke, og derudover har en mørkets handling på samvittigheden; mørkets gerning, mordet, har da sat sig som et lidelsesfuldt mørkekompleks i morderens ånd og krop, og han har ingen fred og hvile.
Andre eksempler på mørkets polspænding, der kan påvirke os til mørkehandlinger, kan fx være at betragte den maniodepressive, psykiatriske patients svingen mellem mani (mørkets ”lyse” aspekt eller pol) og depression (mørkets rent sorte aspekt); en polspænding, patienten måske søger at befri sig for gennem destruktive handlinger.
Og vi kan betragte det overlagte selvmord, hvor lidelser måske får et menneske til at se den selvvalgte død som noget “godt”, måske som noget, der bringer “fred” for de tyngende lidelser; men selvmord giver ifølge Vandrer mod Lyset ikke fred, men bringer endnu flere og dybere lidelser end dem, man søger at flygte fra.
Eller vi kan betragte et menneske, der på den ene side lider af mindreværdskomplekser (det sorte aspekt) og på den anden side den fænomenologiske tvilling, storhedsvanviddet (det ”lyse” aspekt). Denne polspænding kan ligeledes friste til destruktive handlinger.
Spændingen mellem mørkets poler kan altså betragtes ud fra sondringen mellem mørkets “lyse” og dets rent sorte aspekt – ved fristelsen (det “lyse” aspekt) og tvangen (det sorte aspekt). Lysets nøglebegreb i denne forbindelse er selvbeherskelse, så vi hverken giver efter for mørkets fristelse eller tvang i forsøget på at frigøre os fra den lidelsesfulde polspænding. Selvbeherskelsen handler her først og fremmest om at lære at lade sin vilje beherske sin tanke, så viljen ikke handler blindt ud fra “løbske” tanker, der går i retning af mørke og synd. Denne selvbeherskelse fremhæves flere gange i Vandrer mod Lyset som helt central i vores åndelige udvikling (fx i Kommentaren til Ardors beretning, kap. 2).
Det nye i denne synsmåde er altså den polspænding mellem mørkets to aspekter, der kan friste eller tvinge os til destruktive handlinger i forsøget på at befri os for spændingen og lidelsen ved polspændingen ved gennem det ondes ”lyse” aspekt, fristelsen, at lokke – illusorisk – med lettelse for mørkets tryk ved polernes forening, eller tvinge os til at handle ondt, samt at påpege den konstruktive Lysets måde at håndtere polspændingen og lidelsen og uroen på, som Vandrer mod Lyset gør rede for; nemlig først og fremmest selvbeherskelse, dernæst individets sorg og anger og måske bøn om tilgivelse, hvis mørketanken er blevet ført ud i livet gennem handling.
Polspændingen kan opfattes som mørkets, det ondes, motor, og den kan iagttages mange steder og på mange områder, fx også det politiske:
Når der bygges op til krig mellem to lande, når først retorik via polarisering bygger op til konflikt, og når senere og i værste fald egentlige krigshandlinger bliver en realitet, så er det udtryk for mørkets to poler, hvor mørkets “lyse” side eller pol fremtræder som noget “godt” eller ønskværdigt, fx “for at rense luften”, og hvor selve krigens forfærdelige realitet er mørkets rent sorte side.
Eller vi kan fx se polspændingen, det ondes motor, ved den gensidige dehumanisering, vold og chikane hvor fronterne trækkes op gennem polarisering mellem danske muslimer og andre danskere. Dette fænomen kan også iagttages i andre vestlige samfund.
Området er bredt og stort, og der er her stof til mange fremtidige studier og analyser.
Når Aristoteles (i Metafysik) – parallelt til Martin Heidegger i Væren og tid – søger en videnskab om det værende som værende; altså prøver at løse det fundamentale ontologiske problem; så synes det som glider hans tanke af mod en inderste – og måske uerkendelig – kerne, og han tvinges til stadigt at indføre nye ord og begreber for det, han ønsker at bestemme:
Genstandene og det værende bliver til væsen, der igen bliver til værensbestemthed, og måske videre (jeg har i skrivende stund endnu ikke læst værket færdigt; Aristoteles knytter disse størrelser sammen, men de ender med at betegne eller være udtryk for det samme; VII. Z (Zeta), 6)); måske er det sådan – som det også er for Heidegger, og måske for alle – at selve det værende, eksistensen, i sit inderste er ubestemmelig og uerkendelig for den menneskelige tanke.
Parallelle tilfælde ses i erkendelsesteorien – fx hos Baruch de Spinoza (Om forstandens forbedring) og Immanuel Kant (Kritik af den rene fornuft) – når vi søger nøjagtigt at bestemme erkendelsens og tankens inderste natur: Det er måske for mennesker uerkendelige ting, og derfor glider tanken af på dem, når den nærmer sig kernen; hele tiden må nye ord og begreber indføjes, uden at vi kommer nærmere denne kerne og dybde; tanken og ordene skrider og bliver uklare og for mange.
Måske – naturligt nok – må vi acceptere, at der er grænser for den menneskelige erkendelse, og måske går disse grænser fx ved tanke og eksistens (men ikke kun her).
Eller også – må vi ud fra Vandrer mod Lyset tænke identitet, ækvivalens eller i hvert fald en nær sammenhængmellem tanke og eksistens; og ad den vej i én bevægelse løse både de grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske problemer (jf de indledende ord i Ardors beretning i Vandrer mod Lyset om tanken som altings ophav; en tanke, der har medklange i René Descartes´ filosofi, og som er udtrykt ved hans ord: Je pense, donc je suis (cogito ergo sum; jeg tænker, altså er jeg)).
En sådan løsning måtte dog måske kræve og også udgøre en løsning på gåden om det uskabte, og den kan derfor ikke gives på nuværende tidspunkt; den kan ikke gives før Vandrer mod Lyset – forhåbentlig – vinder sin brede og offentlige udbredelse og anerkendelse (jf Supplement II, no 56).
Så derfor kan måske også kun fremtiden give løsningen på de grundlæggende ontologiske og erkendelsesteoretiske spørgsmål.
I Vandrer mod Lyset og i moderne videnskab træder to forskellige teorier og forklaringer på disse spørgsmål os i møde:
Verden har sin egentlige oprindelse og natur baseret på det såkaldte Urkosmos, siger Vandrer mod Lyset, mens moderne videnskab og kosmologi hælder til teorien om the Big Bang.
Det kan umiddelbart være vanskeligt at vurdere, hvilken af de to modeller – en med Gud og en uden – der er den mest plausible. Men vi vil her se på nogle enkelte forhold ved de to modellers forklaringskraft i forhold til en række centrale fænomener, og derefter – naturligt nok – vælge den model, der dels kan forklare mest af det, vi efterspørger, dels den model med de færreste og enkleste grundantagelser:
Den moderne videnskabs teori om the Big Bang kan ikke forklare naturlovenes oprindelse, deres udformning og deres hensigt (om en sådan findes). Dette kan let forklares ud fra Vandrer mod Lyset:
Alle love – både de fysiske, astrale og åndelige (for det fysiske, astrale og åndelige; se specielt Vandrer mod Lyset s. 149, stykket med småt) – har deres oprindelse, udformning og hensigt ud fra Guds Tanke og Vilje.
Med hensyn til deres oprindelse så er de en konkret konsekvens af Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket og frem imod Lyset og Guds emanation. Dette kan man læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.
Lovenes udformning hænger sammen med deres hensigt: At skabe orden i verden (kosmos): Gud er en Lysets Gud, og en central egenskab ved Lyset er orden, modsat mørkets kaos.
Denne orden gør det for os mennesker muligt at beskrive den ydre verden adækvat via matematik (fx lovene for bevægelse, tyngdekraft osv som vi har lært at beskrive matematisk), og dele af den indre verden ved logik – gennem de logiske love vi indtil nu har afdækket.
Derudover kan vi ud fra den Gud, der kommer os i møde gennem Vandrer mod Lyset, og den viden vi får her forklare nogle af lovene for bevidstheden, fx tankens og viljens frihed, lovene for association og hukommelse, og altså også de logiske love og flere andre ting. Vi kan generelt ud fra Vandrer mod Lyset endda forklare selve bevidsthedens oprindelse: Den er skabt af Gud.
Derfor: Da Vandrer mod Lyset er moderne videnskab så uendeligt overlegen med hensyn til at forklare og beskrive en række centrale fænomener vedrørende verden, dens natur og oprindelse – og ikke bare med de her fremdragne emner, men også fx i forhold til cellens oprindelse, universets opbygning mm – og da vi til denne overlegne forklaringskraft kun behøver én antagelse, nemlig at Vandrer mod Lysets Gud er virkeligt eksisterende; dette – og indtil vi eventuelt måtte få bedre forklaringer og teorier – gør, at vi nu må foretrække Vandrer mod Lyset som vores bedste bud på alle disse ting.
Note 1: Jeg har tidligere givet et bud på en alternativ forklaring på og fortolkning af de observationer, der har ført til den moderne teori om the Big Bang: Rødforskydningen af det lys vi modtager fra stjerner og galakser og den kosmiske baggrundsstråling. Se fx i min kommentar til Aristoteles (II. (lille alpha)).
Note 2: Jeg har også tidligere givet en forklaring på begrebet frihed, fx i forhold til tanken og viljen, nemlig frihed som det ondes fravær. Denne opfattelse skyldes, at mørket – modsat Lyset – ifølge Vandrer mod Lyset er en kraft, der kan binde tanke og vilje, og således gøre dem ufrie. Derfor er tanke og vilje frie i samme grad som de er renset for mørke.
Note 3: Lysets love er generelt blevet til for at skabe orden. En anden lov, der kan nævnes her, er karma- og herunder gengældelsesloven, som hjælper til at bringe lys og dermed orden i og mellem os mennesker gennem enten anger og tilgivelse eller gennem soning, når vi har forbrudt os mod hinanden. Gennem denne anger og tilgivelse eller gennem soning renses vi for mørke, og gives plads for lys og dermed orden (se skrifterne Gud og mennesker og Om gengældelsesloven).
Forfatterskabet Højtryk 