Forfatterskabet Højtryk

Forfatter: cpobasse

  • Kendetegn på lys og mørke

    Som Knud Brønnum skriver i Tanker over Vandrer mod Lyset, så kræver lyset en stærk vilje, hvorimod mørket kræver en svag vilje. Vi kan dertil føje, at lyset giver en klar tanke: Når vi tænker og handler i overensstemmelse med lyset, styrker det med andre ord vores tanke og vilje, hvorimod mørket nedbryder dem.

    Og vi kan tilføje, at lyset styrker karakteren, mens mørket nedbryder den. Men forholdet er dobbelt: Vi tænker og handler i overensstemmelse med vores karakter, men vores tanker og handlinger – af godt eller ondt – skaber samtidig vores karakter; er karakterdannende.

    Ifølge Spørgsmål og Svar I, no 10, har vi ingen fast og klar målestok for de åndelige sandheder, dvs for sandhed og løgn (eller misforståelse). Men der nævnes det forhold, at de åndelige, evige lysets sandheder giver os ro og fred i sjæl og tanke, hvorimod mørket, løgnen, giver mental og åndelig ufred.

    Det er muligt at give nogle yderligere almene kendetegn for lys og mørke, godt og ondt, når vi møder de to urkræfter fx i skrevne tekster:

    Lysets tanker er klare og distinkte, som Descartes formulerede det – og derfor bringer de fred – hvorimod mørkets tanker er dunkle, uklare, på eller over grænsen til det vrøvlede. Lysets klare tanker vil altid afspejle og gengive virkeligheden som et spejl, mørket derimod som et fotografisk negativ af den.

    Af eksempler på mørkets fotografiske negativ af virkeligheden har vi i den hinduistiske og buddhistiske tanke om livet som lidelse, og popkulturens behandling af kærligheden; kærligheden som kilde til smerte, lidelse og hjertesorg. De klare lysets modstykker er, at livet og kærligheden i deres rene former resulterer i glæde, lykke og fred: Det er synden og døden, der skaber lidelse (direkte eller indirekte; fx hvis vi lider under gengældelsesloven, dvs gennemlider de samme lidelser, vi har bragt andre, som led i vores guddommelige opdragelse; se mit skrift Om gengældelsesloven), det er ikke livet, og hvis den virkelige kærlighed bringer os lidelser, er det ikke fx på grund af vores egne tab eller på grund af ugengældte følelser – det vil sige en form for og styrkegrad af selviskhed eller egoisme – men fx fordi nogle vi elsker lider, og vi da lider med dem.

    Af fotografiske negativer i åndshistorien kan vi også tænke på det guddommelige uhyre, der træder os imøde i store dele af Bibelen og Koranen: “Gud”, der dræber mennesker, dømmer mennesker til fortabelsen, fordømmer mennesker som syndige, kræver dødsstraf for visse forsyndelser, kræver – under trussel om fortabelse – en bestemt tro og betingelsesløs underkastelse osv osv. Lysets klare og sande modstykke er Gud opfattet som Lysets og kærlighedens Almagt: En varm og tryg og nær Guddommelig Far og Skaber, der i et billede, men også som en realitet, er kilden ved vores inderste hjerterødder, vores inderste evige livskilde.

    Af andre eksempler på de klare og distinkte lysets tanker som de er nedfældet i skrift med direkte forbindelse til de evige, åndelige livskilder kan vi fx tænke på den nævnte Descartes´ værker, eller – i ekstrem grad – Vandrer mod Lyset selv.

    Med hensyn til de dunkle og vrøvlede mørkets tanker i religiøse, filosofiske og skønlitterære værker, det fotografiske negativ, kan vi videre og konkret tænke på Paulus´ breve fra Det ny Testamente, Hegels filosofi som den er udtrykt i Åndens fænomenologi, Heideggers mislykkede fundamentalontologi som den er givet i Væren og tid, og på James Joyce´ Finnegans Wake.

    Den uro som ledsager mørkets uklarhed og dunkelhed har også det aspekt, at vi her søger at bringe tanken til ro ved at søge en bund, måske en sandhed, bag dunkelheden. Derfor vil tanken bestandig kredse om ordene, men ofte eller altid uden at kunne finde ind til kernen – fordi der ingen er. Det onde er på en måde at betragte som en intethed, som det kommer til udtryk i synden og døden: Synden – ikke livet eller kærligheden – der fører til dødens intethed, fx gennem mord, drab, selvmord, krig og i videre forstand gennem Jordens omdannelse fra en lysets til en mørkets, syndens og dødens verden gennem de ældstes fald og synd (se Vandrer mod Lyset); modsat lysets, livets og kærlighedens evige paradiskræfter.

    I tankeverdenen optræder synden og med den dødens intethed i disse kerne- eller centerløse ideer eller filosofier eller digtning, som tanken idelig kan kredse omkring uden at finde bund og ro. Synden og døden er således både repræsenteret i tanke og i handlen (vilje), (mord, selvmord, krig osv).

    Med hensyn til kristendommen har mørkets dunkelhed ført til omkring 2000 års forgæves eftersøgning efter den dybere mening med Paulus´ ord og tanker og derigennem finde ind til kristendommens kerne.

    Men det er forgæves – som i andre tilfælde – og bestræbelsen og kristendommen selv har trukket et spor af vold, uklarhed, intolerance og ufred i sit kølvand – fordi den har sin rod i mørket, det onde, og fordi den inderste kerne ikke lader sig udfinde; den findes simpelthen ikke.

    Med den type tanker og tanke- og trossystemer er der kun én vej: At forkaste dem i deres helhed, og dermed skabe fred i menneskers sind, hjerte og ånd gennem sandhedens erkendelse.

  • Tidens oprindelse og natur

    Det følgende bygger på Vandrer mod Lyset, og er et forsøg på at forstå tidens oprindelse og natur. Ved alle sideangivelser henvises til den trykte udgave.

    Tiden begyndte ved overgangen for Urtanken og Urviljen fra hvile til kamp (s. 148); dvs ved den første urosdirren, eller vi kunne sige ved tankens og viljens første og samtidige gysen tilbage for mørket. Tiden er i jordisk som i oversanselig forstand et udtryk for begivenhedernes følge (s. 149). Før den første urosdirren var tanken sig ikke bevidst (Spørgsmål og Svar II, no 57).

    Af dette kan vi slutte: At tidens inderste væsen er knyttet til tankens og viljens aktivitet: Tanken tænker de og de tanker, og inspirerer viljen til at udføre de og de handlinger, hvorved de og de begivenheder følger. I Urkosmos (hviletilstanden) var der ingen tankeaktivitet og heller ingen viljesytringer; derfor ingen begivenheder, dvs ingen tid.

    Begivenheders følge, tiden, er altså knyttet til tankens og viljens aktivitet, og i den forstand er vi mennesker medskabere af tiden, idet også vi tænker og handler, og derfor skaber begivenheder og begivenheders følge; dvs tid.

    Dette sker hele tiden; ved alle større og mindre tanker, handlinger og de dertil knyttede begivenheder og deres følge; fx når vi tænker, at det kunne være dejligt at gå en tur, og derefter tager overtøj på, går ud ad døren og går vores tur. Det sker hver gang vi tænker og handler og dermed skaber begivenheder, der følger efter hinanden ved stadig tanke- og viljeaktivitet (spiser, ser TV, snakker med vores venner, maler osv).

    Dermed mener jeg at have forklaret tidens oprindelse og natur med en uddybning og ekstra perspektiver i forhold til – og i overensstemmelse med – Vandrer mod Lyset.

  • Fra videnskabelig fysik til videnskabelig metafysik

    Hjertet banker i kroppen på retfærdige og uretfærdige, syndere og helgener, rettro og vantro, ligefuldt. Guds eksistens, historie og kærlighed er indskrevet overalt i naturen. Naturvidenskab behøver ikke være troens fjende; den kan være dens ven.

    Disse enkle tanker finder vi indicier – men endnu ikke beviser – på spredt rundt i litteraturen. Jeg tænker her på Ludvig Feilbergs skrifter, men først og fremmest på Vandrer mod Lysets beskrivelse af den verdensimpuls der fulgte efter Guds samtale med de yngste, da de anden gang var ved at fortvivle: Naturvidenskabens fødsel og fremgang.

    Og jeg tænker på de sætninger i Vandrer mod Lyset (Oversigten, s. 253 i den trykte udgave), hvor det siges, at Guds historie (Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket og Guds emanation) kan ses overalt i naturen; fra fuglen, der er omgivet af æggets mørke, før den stræber ud, bryder æggets skal og fødes til liv, frøet, der spirer i jordens mørke, og bryder jordoverfladen, menneskefostret, der er omgivet af moderskødets mørke, vokser og fødes osv. Her har vi indicier for Guds eksistens.

    Og jeg tænker på de forhold, at Solen skinner ligefuldt på syndere og retfærdige, luften, der ikke spørger til synderegister, race eller tro (social status, køn, seksuel observans osv) før den lader os indånde den, jorden, der lader planter og dyr fremstå som føde for enhver uden persons anseelse, vandet, der kan drikkes og giver næring til enhver, nattens søvn, der bringer hvile til alle osv. Kort sagt: Livet, der ikke spørger os om noget af alt dette, før det lader os leve det. Her har vi indicier for Guds ubetingede og uendelige kærlighed til alle. Således hedder det også i H. C. Andersens digt Fader vor (Hilsen til Danmark, 1915): “Fader vor i Himlens høje Sale,/send din Fred og Ro til alle ned!/lær os lytte til Naturens Tale,/thi den viser os din Kærlighed…”

    Vi kan altså – foreløbigt dog kun som indicier – se metafysiske sandheder overalt i naturen, og vi kan medtage, at Solens og luftens tilgængelighed for alle osv ikke er abstraktioner eller billeder, men kendsgerninger.

    Trædestenen for overgangen mellem en videnskabelig fysik til en videnskabelig metafysik – det vil sige muligheden for at konvertere ovenstående indicier til beviser – ligger formentlig i redegørelsen for den fjerde dimension, som jeg tidligere har forsøgt at beskrive det i indlægget Fysik og metafysik.

    Men vi kan allerede nu skimte en retning for den videre undersøgelse i disse forhold ved det, at ligesom vi bruger matematik og logik til beskrivelse af naturen (fysikken), så kan det tænkes, at matematik og logik kan bruges til en videnskabelig beskrivelse af metafysikken, idet matematik og logik naturligt hører til den. Matematik og logik kan ikke godt betragtes som fysik eller som del af fysikken, men derimod som en del af metafysikken, der bruges til at beskrive og forstå fysikken. Dermed kan vi forstå metafysikken (det oversanselige) som overordnet fysikken som den primære del af virkeligheden.

    Eller vi kan forstå matematik og logik som metadiscipliner eller mellempositioner mellem fysik og metafysik til beskrivelse af begge, eller måske se dem som – neutrale – fysiske og metafysiske medier til dannelse af evident videnskabelig viden.

    Så nu: Måske ligger svaret omkring den fjerde dimension og dermed en egentlig videnskabelig metafysik i en videreudvikling af matematik og logik, og hvis det engang kan lykkes at tage dette afgørende og nye skridt i den menneskelige erkendelse, så vil vi med videnskabelig fysik og metafysik have en totalvidenskab, der dog ikke vil kunne forklare og forstå alt, men danne en længe eftersøgt helhed og mere fuldstændig menneskelig erkendelse af virkeligheden.

  • Selvstændig tænkning

    Ludvig Feilbergs tanker kaster – blandt meget andet – lys over, hvilke udfordringer selvstændig tænkning og det at bane nye veje naturligt møder i verden og blandt mennesker.

    Således kan vi forstå nogle af de tanker, han bringer i Om ligeløb og kredsning i sjælelivet – bidrag til en åndelig sundhedslære (1896), om gamle og nye tankebaner, som en illustration af den mindste modstands princip:

    Som det fx gælder for almindelig bevægelse og elektricitet, søger naturen den mindste modstands vej, således også med tanker og nye ideer. Nye tanker og ideer kræver en større modstand at overvinde end gamle, både i tænkeren selv og i hans eller hendes medmennesker.

    Vante tanker kræver lille eller ingen modstand at overvinde. Vante tanker er som et vandløb, der i sin bane kun møder ringe modstand. At få vandløbet ind i en ny bane kræver stor energi og indsats, og yder stor modstand.

    Eller vi kan tænke på en supertanker på havet; når først den er kommet i bevægelse i en bestemt retning, kræver det stor energi at bringe den på ny kurs.

    Vi kan også illustrere forholdet med inertiens lov: Et legeme, der bevæger sig i en retlinjet bane, vil fortsætte i sin bane uændret, så længe den ikke påvirkes af en anden kraft til bevægelse i en anden retning. Denne lov gælder såvel fysisk som mental (åndelig) bevægelse, og vi kan altså hævde inertiens fysiske og mentale lov.

    Den modstand nye tanker og impulser til nye handlingsbaner altid møder, er herved let at forstå. Vi ser det overalt: I politik, økonomi, litteratur, kunst, musik, film, serier, videnskab og religion – alt som underholdning. De gamle baner følges trøstigt og ofte tankeløst; kun sjældent gennemlynet og gennemlyst af geniets nybrud. For det gamle er lettest, møder mindst modstand, og kræver mindst at følge. Lettest er det slet ikke at tænke eller forsøge at ændre sit liv.

    Dette forhold illustrerer også de vanskeligheder, menneskehedens foregangsmænd og -kvinder (de yngste; Vandrer mod Lyset) altid møder: De hånes ofte, udskammes, ignoreres, søges bremset, deres ideer forvrænges til ukendelighed af samtid og eftertid, hvis de da ikke ligefrem bliver slået ihjel; fx Jesus af Nazareth; altsammen for at undgå den anstrengelse det kræver at forstå dem, og for at undgå den større modstand, det nye kræver i forhold til det gamle; fx at ændre eksisterende verdslige eller gejstlige magtstrukturer.

    De yngste har ikke kun udfordringen med at bryde de nye veje – gennem sten; de har også bestandig fristelsen til selv at slå ind på de store hovedstrømme, gemme sig bag de brede rygge, bejle til folkegunst, søge overfladisk og ligegyldig berømmelse.

    Men de af dem der formår at hævde sig som de enere, de i virkeligheden alle er (som det hedder i Spørgsmål og Svar II, no 72), vil ofte søge den største modstands princip; ikke for at hævde sig eller søge berømmelse, men fordi det er hér, der er mest mørke; modstanden kan ofte være tegn på, at hér kan vindes værdifulde og ægte – og nødvendige – sejre – de største sejre – til gavn for menneskeheden.

    De til enhver tid herskende magtstrukturer og tankebaner er som brede strømme af vand i en flod; de løber uhindret afsted, og det kræver stor indsats og stort mod at søge at ændre det – hvor uhensigtsmæssige de end er. For mennesker søger den mindste modstands løb, søger ikke selv at skulle have besværet med at tænke – selv om guldet ligger lige for og ikke langt fra hovedstrømmen, og selv om det bringes af andre og tilbydes frit.

  • Kritik af Kants erkendelsesteori (metafysik)

    Hvis vi opfatter Immanuel Kants erkendelsesteori, som den er formuleret i Kritik af den rene fornuft, som et forsøg på, forstudie til eller rydning af terræn for en videnskabelig metafysik, så må hans forehavende per definition mislykkes:

    Han giver en metafysik i tre dimensioner, rumtiden, ved at hævde, at al erkendelse nødvendigvis må foretages og er knyttet til rum og tid (de a priori anskuelsesformer), hvor en metafysik per definition må gives i fire dimensioner (eller flere; meta ta physika=efter fysikken).

    Kants synspunkt kommer til udtryk i følgende sætninger: “Vor erkendelse stammer fra to fundamentale kilder i sindet. Den første kilde består i, at vi modtager forestillinger (vor receptivitet over for sanseindtryk); den anden er vor evne til at erkende en genstand ved hjælp af disse forestillinger (begrebernes spontanitet). I kraft af den første kilde bliver en genstand givet os, i kraft af den anden kilde tænkes den i forhold til forestillingen (som blot bestemmelse af sindet). Anskuelse og begreber udgør således elementerne i al vor erkendelse: der gives hverken begreber uden en dertil hørende anskuelse eller anskuelse uden dertil hørende begreber.” (Kritik af den rene fornuft, s. 83; DET lille FORLAG, 2002)

    Med andre ord og i Kants terminologi: I anskuelsen sanser vi genstande givet i rum og tid, med forstandskategorierne og begrebet tænker vi dem.

    Derfor – fordi han paradoksalt bygger en metafysik på det fysiske – rinder hans tænkning nødvendigvis ud i uoverstigelige problemer, som det kommer til udtryk ved fornuftens fire antinomier eller konflikter; han kan lige vel argumentere for som mod Guds eksistens, for som mod verdens begyndelse i tid mv, hvorfor ingen af de klassiske metafysiske spørgsmål kan afklares eller besvares, og hvor de måske slet ikke giver mening.

    Er der her tale om en systematisk fejl i metafysikken, som ikke kun andrager Kants metafysik, men den meste – eller al – metafysik: At man stiller spørgsmål og søger at besvare dem i en tredimensional ramme, hvor både spørgsmål og svar kun giver mening i en firedimensional ramme (fire dimensioner eller flere)?

    Vandrer mod Lyset nævner en fjerde dimension, men forklarer den ikke. Er det her – i redegørelsen for og inddragelsen af en fjerde dimension – den virkelige udfordring for metafysikken ligger? Er det her vejen ligger frem mod en egentlig videnskabelig metafysik?

    Nogle – deriblandt den danske Hegel-oversætter, Claus Bratt Østergaard – taler om vor tids filosofi som en post-metafysisk periode (forordet til Åndens fænomenologi, Gyldendal, 2005). Hvis en egentlig videnskabelig metafysik kan eller skal baseres på en inddragelse af en fjerde dimension, så vil en sådan ny metafysik ikke kun være udtryk for en metafysisk renaissance, men for en første fødsel; for i så fald har der aldrig eksisteret en metafysik.

    Men om disse tanker er rigtige, vil først fremtiden vise.

    Note: Angående tanken om at opfatte rumtiden som et samlet udtryk for de tre kendte dimensioner; se mit indlæg Fysik og metafysik. Se også mit skrift Rum og tid. For en fyldigere og mere grundig gennemgang af Kants tanker; se mit skrift Kants erkendelsesteori.

  • Fri adgang til provokeret abort

    I diskussionen om lovlig adgang til fri, provokeret abort fremhæves ofte kvindens ret til at bestemme over sin egen krop. Tilhængere af retten til abort regner så indenfor visse og varierende tidsrammer fosteret som en del af kvindens krop.

    Denne formodede ret er berømt formuleret af Judith Jarvis Thomson i A defense of abortion (1971), hvori hun – udover at søge at gendrive abortmodstanderes argument – den konsekvente og universelle ret til liv fra undfangelse til død – blandt andet gennem en række tankeeksperimenter argumenterer for retten til fri abort. Deriblandt eksperimentet med den berømte violinist:

    (mere…)

  • Det ontologiske grundspørgsmål

    Hvad er eksistens? Hvad vil det sige, at noget eksisterer?

    Det er dét ontologiske grundspørgsmål, som den tyske filosof Martin Heidegger forsøgte at indkredse og besvare i værket Væren og tid (Sein und Zeit, 1927). Heideggers værk var oprindelig tænkt todelt, men han fuldførte aldrig projektet, selv om han først døde i 1976, og således skulle have haft tid nok til at give et svar. Kun første del blev fuldført, og i dét ender han med at sige, at eksistensens natur formentlig skal søges i retning af begrebet tid.

    Hvis vi imidlertid læser Væren og tid, og grunder over spørgsmålet ud fra Vandrer mod Lyset, så ser vi, at det formentlig ikke forholder sig sådan.

    Først må jeg dog lige indskyde, at det umiddelbart er vanskeligt overhovedet at have et adækvat sprog omkring spørgsmålet. For hvis vi stiller spørgsmålet som jeg har gjort det hér, er selve det at bruge en form af verbet at være i forbindelse med det ontologiske grundspørgsmål problematisk:

    Vi spørger hvad er eksistens, men selve den måde at spørge på er en sproglig fordobling eller en filosofisk skriden væk fra problemet, idet vi egentlig spørger om værens væren (´hvad er er´), idet vi sprogligt antyder, at der er tale om to forskellige ting, uagtet at det vi spørger til egentlig implicerer det samme eller ´er´ det samme. Men jeg lader spørgsmålet stå sådan da jeg ikke er i stand til – og måske er det også umuligt – at spørge strengt og adækvat i noget kendt sprog.

    Men – hvis vi altså accepterer spørgsmålet i den givne form, og forsøger at besvare det ud fra Vandrer mod Lyset, så kan vi finde et fingerpeg i dette værks behandling af det såkaldte Urkosmos. For her fandtes angiveligt tanke, vilje, lys og mørke, men ingen tid. Urkosmos fandtes, det eksisterede, men der fandtes ingen tid. Parallelt har jeg i skriftet Rum og tid argumenteret for, at der heller ikke i Urkosmos fandtes rum i nogen kendt menneskelig forstand, og at rum og tid først langsomt udfoldede sig til de af os kendte former i takt med Urtankens og Urviljens kæmpen sig gennem mørket og frem mod Lysets sejr og Guds emanation, hvorved rum og tid fik deres nu kendte former og dimensioner.

    Da der altså – hvis Vandrer mod Lysets tanke er rigtig, og der oprindeligt ikke fandtes tid, og hvis min supplerende tanke, at der heller ikke fandtes rum, også er rigtig – så må eksistens være uafhængig – i hvert fald oprindeligt – af rum og tid. Eksistens må være noget andet end rum og tid, og derfor skal svaret på det ontologiske grundspørgsmål ikke – som Heidegger tænkte – søges besvaret i retning af begrebet tid, og heller ikke i retning af begrebet rum.

    I forbindelse med Vandrer mod Lysets behandling af Urkosmos så nævner værket en gåde, som vi endnu savner svar på, nemlig gåden om det uskabte Urkosmos; Urkosmos var – som det siges i værket – ikke skabt, men var fra evighed af (uden at være i rum og tid).

    Det er muligt, at besvarelsen af denne gåde og svaret på det ontologiske grundspørgsmål er identiske, og at nøglen til et svar ligger i en forståelse af den fjerde dimension (se indlægget Fysik og metafysik): Hvis vi engang kommer til en virkelig forståelse af, hvad eksistens egentlig ´er´, så vil denne forståelse måske kunne opnås gennem en forståelse af det uskabte Urkosmos gennem en forståelse af den fjerde dimension: Hvordan noget kan eksistere uden at være skabt (eller formuleret i et nutidigt videnskabeligt sprog: Uden at være fremgået som følge af – endnu ukendte – naturlove eller kræfter eller fænomener).

    Eller også vil tankerækken bevæge sig med begyndelse i en forståelse af den fjerde dimension over begrebet eksistens og med kulmination i en forståelse af det uskabte Urkosmos.

    Gennem denne samlede forståelse vil vi formentlig få filosofisk og erkendelsesmæssig og videnskabelig fast grund under fødderne gennem den følgende mulige videnskabeliggørelse af metafysikken; den søgen i dybet efter den faste grund, som mennesker har foretaget så længe, vil – måske – kunne krones med succes.

    Men det vil først ske på et tidspunkt, hvor svaret eller svarene kan gives, og vil kunne forstås – det vil sige når den menneskelige intelligens er blevet så moden og udviklet, at Vandrer mod Lyset bliver forstået og almindelig anerkendt (jf Spørgsmål og Svar II, no 56) (se i øvrigt også mit skrift Urkosmos).

  • Gud

    Læsningen af Lau Sander Esbensens Gud er kærlighed! har ført mig videre til John H. Hicks Philosophy of Religion, og der møder vi en tanke om, at selve det at søge at erkende og forstå Gud møder visse principielle vanskeligheder:

    Med en reference til Paul Tillichs Systematic theology siger Hick, at Gud må antages at være hævet over al eksistens og også tid (jf Anselm af Canterburys Proslogion; citeret af Hick), at Gud med andre ord har ontologisk uafhængighed. Derfor er det på sin vis vildledende og inadækvat overhovedet at spørge til Guds mulige eksistens; hvis Gud ´eksisterer´ er han hævet over eksistens, hvilket jo er et paradoks. Gud eksisterer ikke i samme forstand som mennesker, men er al eksistens´ kilde. Selve ordet ´Gud´ er en begrænsning af en realitet, der overstiger al realitet.

    Skal vi derfor snarere end en rationel tilgang til det religiøse søge en mystisk forståelse af det guddommelige og det hellige, en ´forening´ med Gud, som man kender det fra jødisk, kristen og islamisk mystik, og som også har konnotationer i hinduismen med ideen om dråben (mennesket), der ved befrielsen, forløsningen, moksha, forenes med havet (Gud)?

    Eller skal vi hverken søge en rationel eller mystisk forståelse, men nøjes med at tro? Er Gud principielt utilgængelig for erkendelsen og kun tilgængelig gennem tro?

    Med mystikken møder vi den vanskelighed, at selve ideen med den uudsigelige, ordløse forståelse eller ekstatiske forening med Gud sprænger alle grænser og også det menneskelige sind. 

    Dette siger jeg med en henvisning til den kristne syndefaldsmyte og tanken om at blive ”som Gud til at kende godt og ondt”, hvilket fører til fald og uddrivelse af Edens Have. Og jeg siger det med en henvisning til den østlige ide om kundalini: Kundalini sprænger sindet, den (slangen) oplyser det ikke. At blive ´Gud lig´ er derfor ikke løsningen, ikke en farbar vej.

    Man kan så forsøge med en ikke-begrænsende tro, idet vi med troen underordner os (underkaster os) Gud, som det eksplicit hævdes og kræves i islam. Gennem den ikke-begrænsende tro, erkender vi vores begrænsning og Guds ubegrænsethed.

    Men der er også den mulighed, at vi kan lade vores begrænsede, menneskelige tanke mødes med den ubegrænsede guddommelige Tanke og oplyses af den, men uden at forenes med den, uden at kunne omslutte den helt og erkende den fuldt ud, og vi kan lade vores begrænsede, menneskelige vilje mødes med den guddommelige Vilje til kærlighed og ved dette møde søge at leve vores liv i kærlighed og øve dens gerninger, men uden at vores vilje bliver ét med den guddommelige Vilje i betydningen at opløses i den.

    Denne mulighed – at mødes med det guddommelige uden at blive ét med det eller erkende det fuldt ud, uden at opløses i det – kan vi læse ud af Vandrer mod Lyset i og med dens tanke om, at vi mennesker engang vil blive så åndeligt stærke, at vi kan indgå i Guds Rige uden at opløses eller tilintetgøres af det guddommelige lys.

    Udover troen på Gud og det guddommelige synes vi derfor som farbar vej at kunne møde Gud og det guddommelige; vi kan tro på og mødes med Gud uden at kunne forstå Ham fuldt ud, og uden at opløses i Ham (Hende).

    En sidste mulighed er, at de tanker jeg har forsøgt i Urkosmos og Fysik og metafysik om erkendelsen af en fjerde dimension, og med den en videnskabelig erkendelse af det religiøse, det metafysiske, er rigtige, men uden at en sådan erkendelse i fire dimensioner begrænser det ubegrænsede, det uendelige, Gud. Hvis disse tanker holder, kan tro og viden omsider forenes. Men det må en fremtidig analyse søge afklaring på.

  • Retninger for magt

    Magt kan – som jeg ser det – enten basere sig på en forestilling om en naturtilstand blandt mennesker som en alles kamp mod alle (som den britiske tænker Thomas Hobbes ville vide og formulerede det i værket, Leviathan), magt kan søges og søges bevaret med alle midler og for enhver pris, som renaissance-filosoffen, Nicollo Machiavelli tænkte og formulerede det i Fyrsten (Il Principe); eller magt kan basere sig på forestillingen om, at mennesker kan leve med hinanden og naturen og verden i symbiose.

    Begge former kan ses overalt i naturen og blandt mennesker; både kampen, krigen og symbiosen.

    Hvis vi her eksklusivt holder os til den menneskelige verden, så kan vi sige, at den ene form – krigen – korrumperer os selv og ødelægger vores og andres samfund, mens den anden – symbiosen – opbygger, også vores indre, menneskelige værdier og kvaliteter.

    Platon siger at sted – jeg tror det er i dialogen Gorgias – at den tyranniske magt ikke er stabil og ikke kan vare ved, da tyrannen uvægerligt vil have måske en hel befolkning imod sig, en befolkning som ønsker at styrte ham, måske med alle midler, også voldelige.

    Parallelt hertil kan vi føje, at hvis forholdet mellem mennesker – måske ud fra en realpolitisk holdning – betragtes som en alles kamp mod alle, så vil den magt, der søger at tøjle dette kaos uvægerligt skulle bruge voldelig magt og undertrykkelse for at kunne først nå, siden bevare magten, og en sådan voldsbaseret – eller demagogisk – magt er heller ikke stabil af samme grund, som Platon anfører. Uviljen, måske hadet, mod den bliver for stor.

    Derfor er den mest rationelle og varige magt – både for magtens egen skyld og for befolkningens – den magt, der søger symbiosen, den gensidige gavn; både symbiosen mellem sig selv og befolkningen, og generelt i alt mellemmenneskeligt.

    Hvis denne sondring mellem krigens og symbiosens magt er rigtig, bør bestræbelsen så ikke være – til alle tider – at bevæge magten i retning af det symbiotiske og væk fra krigen; hvis vi ønsker at bevæge os i retning af det gode? Dette ikke ment som et facit eller slutpunkt (en utopi), men som en retning.

    Hvis vi ønsker at bevæge magten i retning af det gode, bør bestræbelsen så også være at bevæge os væk fra den vertikale og henimod den horisontale magt (a la Frie Grønnes projekt) ud fra en tanke om, at jo større afstanden bliver mellem magt og borger, jo større og mere ødelæggende kan den gnist, der springer ved spændingen mellem de to, blive, og derved igen gøre magten ustabil og skade befolkningen?

    Bør vi generelt søge at udligne afstanden mellem mennesker, fx mellem rig og fattig, mellem trossamfund, arbejdsgivere og arbejdstagere, racer, etniske grupper osv ligeledes ud fra billedet med gnisten, der kan springe mellem for store modsætninger eller for store afstande mellem mennesker (at bygge bro sådan som Brobyggerne forsøger det), og på den måde bevæge os i retning af det symbiotiske ideal; hvis vi kan se symbiosen som et ideal og som den mest rationelle og konstruktive måde at bygge samfund på?

    Krig og modsætninger kan – udover at virke ødelæggende på et samfund – også skabe konflikter og spændinger i det enkelte menneske, hvis vi ser andre som potentielle fjender, og hvis der bliver for stor afstand mellem det vi er, det vi ønsker at være, og det samfundet forventer eller kræver af os, eller måske tvinger os til at blive, og derved kan igen let springe en gnist og antænde indre, ødelæggende bål.

    Derfor tror jeg, at det bedste, mest rationelle, etisk forsvarlige, varige og stabile både for magten selv og for borgerne er at søge at bevæge magten bort fra krigen og henimod en flad, horisontal symbiotisk magt, hvor vi samtidig søger at udligne afstandene imellem os. Alt sammen for at undgå krig og konflikt og for at skabe afspænding og til sidst fred.

  • Fysik og metafysik

    En af vanskelighederne ved at spørge og søge at give svar på metafysiske spørgsmål; som – har vi en ånd? findes der en Gud? Er livet evigt eller forgængeligt?; – kan tænkes at ligge i, at vi spørger, søger svar, tænker og lever i tre dimensioner, hvor metafysiske spørgsmål og svar måske kun giver mening og kan udvikle metoder til besvarelse i fire dimensioner.

    Men så længe vi ikke ved, hvad en eventuelt fjerde dimension er (som Vandrer mod Lyset nævner, men ikke forklarer, da vi angiveligt i dag mangler forudsætninger for at forstå et svar), så kan – måske – metafysiske spørgsmål ikke besvares med tilstrækkelig sikkerhed og evidens. Vi er henviste til at tro.

    De tre rumdimensioner fysikken regner med, har som måske bekendt i nyere forskning fået tilført tiden som den fjerde dimension, så man opererer med en rumtid, men det er muligvis en misforståelse; det kan tænkes, at de tre kendte rumdimensioner i virkeligheden er indvævet med de tre tidsdimensioner, fortid, nutid og fremtid, som tilsammen i rumtiden udgør de tre kendte dimensioner. Den fjerde dimension er så stadig ukendt (og det kan være, at der er flere dimensioner end de fire, Vandrer mod Lyset opererer med).

    Dette forhold er parallelt til det, Vandrer mod Lyset kalder gåden om det uskabte; at Urkosmos bestod af tanke, vilje, lys og mørke, som ikke var skabt, men var fra evighed uden begyndelse og uden skabelse: Vi mangler endnu den tilstrækkelige modenhed og intelligens til at forstå dette forhold, men det kan tænkes, at når vi engang får svaret på denne gåde, vil fx også det ontologiske grundspørgsmål; hvad vil det sige at eksistere, hvad er eksistens egentlig?; kunne besvares, og vi vil kunne få svar på, hvad evighed er og hvordan vi skal forstå den.

    Måske vil også gåden om det uskabte kun kunne finde svar med reference til en firedimensional verden. I den forbindelse kan man forestille sig dette scenarie:

    Gennem en erkendelse af den fjerde dimensions natur vil det blive muligt ved firedimensional metafysisk erkendelse at efterprøve og måske bekræfte Vandrer mod Lysets metafysiske spørgsmål og svar – og enhver anden religions – i en sikker og evident erkendelse. Derefter kan Vandrer mod Lyset måske vinde sin endelige, offentlige og fælles anerkendelse, og da kan også svaret på spørgsmålet om det uskabte gives (jf Spørgsmål og Svar II, no 56).

    Der er altså en række metafysiske og ontologiske grundspørgsmål, vi ikke i dag kan svare på; svar som imidlertid – formentlig – kan gives engang i fremtiden. Indtil da må vi have tålmodighed og vente på den mand eller kvinde, der er i stand til at give svar på de spørgsmål, den menneskelige tanke naturligt stiller sig angående vores oprindelse, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen, om der findes en Gud, om vi er alene i det vældige univers, videnskaben i dag regner med, om vi har en eventuelt evig ånd udover den fysiske krop, om hvad bevidsthed er, om vi har en fri vilje og mange andre spørgsmål, som måske ikke kan finde svar i en tredimensional tankeramme, men nok i en firedimensional.

    Når vi en dag får svaret på, hvad den fjerde dimension er, hvis den findes, så kan det – som antydet ovenfor i det mulige scenarie vedrørende gåden om det uskabte – vise sig at være nøglen til, at vi som menneskehed kan tage den hånd, der rækkes os fra den oversanselige verden gennem Vandrer mod Lyset – ikke som en tro, men som en viden.

    Note 1: I skriftet Rum og tid har jeg forsøgt at give en første, foreløbig skitse til forholdet mellem rum og tid; herunder deres udfoldelse til de nu kendte former gennem Urtankens og Urviljens kamp mod mørket, fremad mod lyset, tidens mulige cirkulære natur, evighed og tid som – ikke modsætninger – men identiske; derudover giver jeg her et bud på, hvad den 4. dimension kan være, men erkender, at denne teori ikke er sikker.

    Note 2: Det ovenfor skitserede mulige scenarie for Vandrer mod Lysets offentlige og fællesmenneskelige anerkendelse gennem erkendelse af den fjerde dimensions natur er kun en ud af mange mulige måder for, hvordan gennembruddet og anerkendelsen kan vindes. Der er fx også den mulighed, at man en dag vil finde det svundne kulturrige Atlantis ud fra Vandrer mod Lysets angivelser for dets beliggenhed. Der er i skrivende stund et projekt i gang, der forsøger netop dette. Eller der er den mulighed, at gennembruddet kan komme fra biologien, og Vandrer mod Lysets redegørelse for cellens oprindelse. Eller gennembruddet kan komme fra astronomien gennem en opdagelse af Modersolen og en ny teori for universets størrelse og opbygning ud fra Vandrer mod Lysets opgivelser. Gennembruddet kan komme på mange måder – hvis eller når det kommer.

    Note 3: Ordet “metafysik” blev første gang brugt af Andronikos fra Rhodos som titel på en række skrifter af Aristoteles, der blev placeret efter fysikken (meta ta physika; “efter fysikken”. Kilde: Den store Danske). Traditionelt bruges begrebet om de store spørgsmål om verdens grundlag, Guds mulige eksistens, viljens frihed mv; dvs om spørgsmål vi ikke umiddelbart kan sanse, men forsøge at tænke. Derfor er det logisk at søge svar på metafysiske spørgsmål udover fysikken og fysikkens love, dvs udover de tre kendte dimensioner (som jeg altså her formulerer og opsummerer i rumtiden), og eftersøge og eventuelt indføje en 4. dimension i erkendelsen.