Forfatterskabet Højtryk

Tag: kærlighed

  • Genvejen i genvejen

    ”…og når vi færdes lig mennesker blandt menneskene, da kunne vi tillige yde vore brødre og søstre megen hjælp under deres tunge jordelivs vandringer. Vi kunne møde dem med kærlighed, vi kunne hjælpe dem at bære deres byrder, søge at fjerne stenene fra deres vej; vi kunne støtte dem og drage dem med os.”

    Kristi ord om de ældste til de yngste ved den første samtale mellem Gud og de yngste, da de alle var nær ved at fortvivle, og bad Gud om hjælp til den videre vej. (Vandrer mod Lyset, Ardors beretning, s. 28)

    Hvis vi anerkender, at Vandrer mod Lyset er sandhed, og derved forstår, at hovedarbejdet for menneskehedens foregangsmænd, de yngste, i tidligere tider var den at forsøge at vinde Ardor (Satan) tilbage til Lyset og Gud, kan vi så sige noget om, hvad et eventuelt hovedarbejde består i i dag, nu hvor det – for længst – er lykkedes at skabe dette gennembrud for Lyset?

    Det mener jeg vi kan:

    Meget af nutidens mange problemer; sult, krig, fattigdom, vold, intolerance, racisme; meget af alt dette skyldes formentlig stadig de ældstes indflydelse i negativ retning. Denne indflydelse fra mørket finder stadig udløb i verden, dog nu ikke så voldsomt som tidligere.

    Hvorledes kan vi søge at ændre dette til det bedre? Det kan vi efter min mening ved – netop som Kristus siger det i det citerede sted ovenfor – at møde de ældste med kærlighed, og derved søge at vække lyset i dem. Dette kan vi bedst gøre ved at tilgive dem og bede for dem, og derigennem søge at vække deres sorg og anger, ligesom tidligere hovedopgaven var at vække Ardors sorg og anger gennem tilgivelse og bøn – ikke for at ”bekæmpe ham” eller give ham nye lidelser – men netop for at vinde ham tilbage, så hans lidelser kunne få ende.

    Men straks her må vi ransage vores kærlighed. Vi må spørge os selv – hvis vi optager denne nye hovedopgave – om vi gør det som middel til verdensfred og bedre vilkår for mennesker, eller om vi gør det af virkelig kærlighed til og medfølelse med de ældste? Vi må her huske Kants ord: Andre mennesker må – om så formålet er nok så ædelt – aldrig kun være midler til opnåelse af bestemte formål, men må være mål i sig selv.

    For at lette forståelsen af dette må vi forstå de ældste, forstå deres lidelser. Enhver der kender til de lidelser det giver, når vi fejler, når vi forbryder os mod vores medmennesker eller mod Gud, alle der ved, hvad det vil sige at falde for mørket, og bittert erfarer de lidelser, der følger med, vil kunne forstå dette, vil forstå hvad det vil sige at føle sig alene i mørket, at føle mørkets knugende tryk og angst og rædsel og dybe ensomhed, de vil kende og forstå det afmægtige raseri og trang til at udøse sine lidelsers frugt over andre mennesker, for at få dem til at lide, som vi selv lider, når vi falder for det onde. Jeg kender og forstår selv disse ting, da jeg selv faldt engang for mange år siden.

    Men denne forståelse kunne vi udnytte i det godes, i Lysets tjeneste ved netop – ud fra egne erfaringer med mørket og mørkets lidelser – at tilgive de ældste af hjertet, for derved at søge at vække lyset i dem; parallelt til tidligere tiders hovedopgave med at vinde Ardor tilbage og derved bryde mørkets magt: 

    Ikke for at give dem nye lidelser, eller for at ”bekæmpe dem”, men for at vinde dem tilbage, så deres lidelser kan få ende. Deres lidelser kan få ende, hvis det virkelig – langsomt og roligt og tålmodigt – kan lykkes at vække lyset i deres hjerter gennem tilgivelse og bøn; for hvis dette lykkes, vil de ikke længere øve det onde i så voldsom grad, som det stadig er tilfældet, og derved vil de få mindre at sone, og derved igen kunne de lettere og mindre smertefuldt genopbygge deres personlighed, som det hedder i Vandrer mod Lyset.

    Hovedopgaven nu er altså, som jeg ser den: At søge at vække lyset i de ældste gennem tilgivelse og bøn, for derved at modvirke megen af den krig, vold og andre af mørkets fænomener, vi døjer med i dag, men at gøre det primært for deres egen skyld og ud fra en forståelse af, hvor megen lidelse de bringer over sig selv ved at fremture i det onde.

    Vi ved fra Vandrer mod Lyset, at mange af de ældste – i den oversanselige verden – bittert fortryder deres mange onde handlinger. Men vi må forstå, at selv om de på den måde fortryder deres gerninger, så vil – når de (af Gud) inkarneres på Jorden for at genopbygge deres personlighed og for at sone – det mørke, de tidligere har draget til sig gennem onde gerninger, atter vende sig mod dem, og formørke dem som mennesker. Dermed vil de igen let fristes til nye mørkets gerninger.

    Vi kunne modvirke eller mildne dette ved – netop at tilgive dem og bede for dem og derved drage lyset til dem, og derved igen lette deres vandring og fjerne nogle af stenene fra deres vej, sådan som Kristus siger i det citerede ovenfor.

    Hvis vi mennesker formår dette, hvis vores kærlighed er stor nok til at optage en sådan gerning, og hvis vi formår at gøre det med rene motiver – ikke først og fremmest for vores egen skyld, men for deres og ud fra egne oplevelser og erfaringer med mørket og dets lidelser – så kunne dette være en genvej i genvejen.

    Vi kunne gøre dette som en barmhjertighedsgerning, og som en opfyldelse af Kristi ord: At tilgive vores fjender og bede for dem, ikke fordømme dem!

  • Gud og kærlighed

    Hos Walter Schubart møder vi i Religion og erotik (1941) (her efter Troels Nøragers, Hjertets længsel – kærlighed og Gud religionsfilosofisk belyst (2003)) den ejendommelige tanke, at både religion og den erotiske kærlighed er af dæmonisk oprindelse: De skylder begge deres opkomst en ur-gysen – gysen for verdensdybet og dets overvældende og uudgrundelige, ukendte kræfter og for kønnet.

    Vi kan give Schubart ret, hvis vi tænker på de gængse former for religion, der ifølge Vandrer mod Lyset hovedsagelig skyldes mørkets kræfter og indgriben – det gælder fx jødedom, kristendom og islam – og hvis vi ved den erotiske kærlighed virkelig forstår en form for kærlighed.

    Gyset, urgyset, skyldes i forhold til det religiøse det forhold, som vi kan læse ud af mystikken, at nogle mennesker med og i det guddommelige har oplevet en form for forening i betydningen en ”udslettelse” (af jeget, den individuelle personlighed), og det samme kan nogle mennesker opleve i den intensive, dybe forelskelse eller gennem ekstatisk sex: Personligheden ”opløses”, tilintetgøres, den strømmer som sjæledråben ud i og forenes med sjælehavet (den hinduistiske ”befrielse”, moksha, gennem forening med Brahma) eller den opløses i den elskede (et andet menneske) – hvilket imidlertid er et kende for mørkets, det ondes, kræfter og natur.

    Det er rigtigt, at både sex og forelskelse er af ”dæmonisk” oprindelse (de skyldes de ældste; se Vandrer mod Lyset), men ikke kærligheden, som er noget andet end de to. Kærligheden, den virkelige kærlighed, er af guddommelig oprindelse og natur, som mange nok vil vedkende. Tilsvarende er sand religion ikke dæmonisk, men er udtryk for en ægte menneskelig længsel efter Gud, Oprindelsen, og kan også forstås som et svar på Guds kalden på os.

    I Nøragers bog møder vi desuden den tanke, at religion og erotik er udtryk for det splittede, halve menneskes længsel efter (en måske oprindelig) helhed gennem forening med Gud og den vi elsker (jf Platons myte fra Symposion om det oprindelige dobbeltmenneske, der af guderne blev skilt ad, for at de ikke skulle blive for magtfulde og nå dem).

    Men vi må igen passe på ikke at forstå foreningen med Gud for bogstaveligt – som en udslettelse, en opgivelse af personligheden (jf også Kierkegaard og hans troens dobbeltbevægelse; at opgive alt (sin forstand og sjæl) for at få alt, og (den kristnes) afdøen fra verden) – men snarere se forbindelsen til Gud som en styrkelse af personligheden, af jeget, gennem den ægte, guddommelige kærlighed og menneskers svar på den.

    Og vi bliver ikke hele indeni gennem (måske ekstatisk) sex eller forelskelse, hvilket blot understreger og uddyber splittelsen og lidelsen (savnet). Den sande helhed nås dels gennem tanke-vilje-enhed (jf Spørgsmål og Svar II, no 64), dels gennem den rolige, afklarede bevidsthed om dualens eksistens, selv om han eller hun måske ikke lige er konkret, fysisk til stede i vores liv (eller er det uden at vi ved det): Vi opløses, udslettes, ikke gennem forening med dualen, men styrkes som selvstændige personligheder – parallelt til den sande kærlighed til og fra Gud.

    Hverken religion eller kærlighed er altså af dæmonisk oprindelse, hvis dette er, hvad Schubart mener. Gud og kærlighed rummer i sig livet, ikke udslettelse og død, og vi kan være fuldstændig trygge ved dem. Der er – som i så mange andre forhold her på kloden, der er en mørkets og dødens verden (jf Vandrer mod Lyset) – tale om livet overfor og modstillet døden: Gud og kærlighed er udtryk for Lysets og livets kræfter, mens de traditionelle religioner og forelskelse og sex er udtryk for mørkets, det ondes, modsatte kræfter. At det forholder sig sådan, bør dog ikke føre til, at vi fordømmer sex, eller søger seksuel afholdenhed for enhver pris, da sex er et fysisk behov på linje med behovet for mad, drikke og søvn (for en mere detaljeret og fyldestgørende redegørelse for sex; se Vandrer mod Lyset og Tillægget til Spørgsmål og Svar I).

    Menneskets urgys overfor Gud og kærligheden – og den angst nogle måske den dag i dag gribes af ved tanken om Gud og kærlighed – skyldes således en misforståelse af de to kræfters natur, og det skyldes en sammenblanding af det guddommelige og det dæmoniske, livet og kærligheden overfor døden og tilintetgørelsen; det dæmoniske, mørket, der – som ofte (jf mine tanker om det ondes dobbeltaspekt; dets ”lyse” og dets rent sorte side) – bruger de samme ord – fx Gud og kærlighed – men er naturforskellig i sin grund.

  • Brev fra Ikaros

    Kære ven –

    Jeg skriver til dig i en anledning, der ligger mig en del på sinde, en bekymring jeg har og får, når jeg ser på verden og mennesker i dag. Også på dig. Måske vil mine ord bedrøve dig, måske vil de gøre dig vred. Men du tillader nok en ven at sige sandhed – som jeg ser den.

    Det jeg hentyder til, er tidens tilsyneladende renaissance eller genvækkelse af mystikken; kabbala, kristen mystik, sufismen og hele den spirituelle bølge. I alt dette ser jeg mennesker falde, ser jeg menneskelige tragedier udspille sig hver eneste dag, og flere og flere.

    Men straks må du forstå, at jeg her ikke taler som en (utidig) moralist, men derimod som én, der selv har oplevet faldet og gennemlidt alle de lidelser, der nødvendigvis følger af det. Dette ville jeg – om muligt – gerne spare dig og andre for. På dén måde søger jeg at vende min afsky for det onde, som jeg kender på første hånd og på egen krop og sjæl, til kærlighed til mennesker; kærlighed også til dig.

    Jeg ser: Mennesker gennem mystikken og spiritualiteten søge ekstatisk forening med Gud og det guddommelige, og i dét finde noget nær udslettelse, jeg ser mennesker søge rus og besættelse under skin af kærlighed og derved brænde op, jeg ser mennesker danse om slangen, døden, og den om dem, slangen, døden, der sprænger sindet og hjertet, jeg ser mennesker bæres og lokkes af glimtende hænder i fri luft ud over afgrunden, jeg ser mennesker træde fra tinder ud på skyer og styrte i havet og drukne, ser dem knuses mod den klippe, det bjerg, de søger at bestige; alt dog vel i bedste mening og ud fra oprigtig overbevisning.

    Alt dette er så tragisk, men husk igen: Jeg er ikke moralist, jeg er en ven. Ønsk dig for alt i verden ikke at opleve dét øjeblik, hvor slangen drejer sit ”lyse” ansigt om til dets sande. Det rent sorte.

    Hvad mere skal jeg sige til dig? Jo, dette: Hvis du længes efter Gud, og med Ham åndelig opfyldelse, hvis du søger at få slukket din tørst gennem Ham, så søg Ham i den stille kilde ved dine inderste hjerterødder, og hør Hans stemme gennem samvittigheden eller mavefornemmelsen. Så vil du finde ro, tryghed og hvile.

    Dette ønsker jeg inderligt for dig, som jeg selv langsomt er ved at komme mig ovenpå den storm, der tog mig engang, jeg, der langsomt og under smerte er ved at blive genfødt efter døden. Jeg lover dig ikke hurtig helbredelse, hvis du giver agt på mine ord; hurtig helbredelse, hvis du er syg af disse kræfter, hvis denne sygdom allerede har smittet og ramt dig. Men jeg lover dig en sand retning på en vej, du selv må gå.

    Lad mig ikke en dag finde dig knust under sten og rådnet af død; lad mig finde dig frisk og rask og i ro, når vi nu ses igen; lad mig finde dig sætte nye skud og gro med træets langsomhed og selvbeherskelse; med styrke og mod og tålmodighed og kærlighed. Lad mig se træet omsider blomstre. Hug det ikke om. Det beder jeg dig om.

    Jeg håber, du vil tilgive denne henvendelse, hvis den forekommer dig anmassende og uønsket. Nok er: Gå ikke min vej, men din egen. Og kun du kender din egen skygge. Men husk mine ord, hvis også du en dag møder Stormen. Og find – måske så – ro og vindstille og livet igen i dem.

    Med kærlig hilsen

  • Gud

    Læsningen af Lau Sander Esbensens Gud er kærlighed! har ført mig videre til John H. Hicks Philosophy of Religion, og der møder vi en tanke om, at selve det at søge at erkende og forstå Gud møder visse principielle vanskeligheder:

    Med en reference til Paul Tillichs Systematic theology siger Hick, at Gud må antages at være hævet over al eksistens og også tid (jf Anselm af Canterburys Proslogion; citeret af Hick), at Gud med andre ord har ontologisk uafhængighed. Derfor er det på sin vis vildledende og inadækvat overhovedet at spørge til Guds mulige eksistens; hvis Gud ´eksisterer´ er han hævet over eksistens, hvilket jo er et paradoks. Gud eksisterer ikke i samme forstand som mennesker, men er al eksistens´ kilde. Selve ordet ´Gud´ er en begrænsning af en realitet, der overstiger al realitet.

    Skal vi derfor snarere end en rationel tilgang til det religiøse søge en mystisk forståelse af det guddommelige og det hellige, en ´forening´ med Gud, som man kender det fra jødisk, kristen og islamisk mystik, og som også har konnotationer i hinduismen med ideen om dråben (mennesket), der ved befrielsen, forløsningen, moksha, forenes med havet (Gud)?

    Eller skal vi hverken søge en rationel eller mystisk forståelse, men nøjes med at tro? Er Gud principielt utilgængelig for erkendelsen og kun tilgængelig gennem tro?

    Med mystikken møder vi den vanskelighed, at selve ideen med den uudsigelige, ordløse forståelse eller ekstatiske forening med Gud sprænger alle grænser og også det menneskelige sind. 

    Dette siger jeg med en henvisning til den kristne syndefaldsmyte og tanken om at blive ”som Gud til at kende godt og ondt”, hvilket fører til fald og uddrivelse af Edens Have. Og jeg siger det med en henvisning til den østlige ide om kundalini: Kundalini sprænger sindet, den (slangen) oplyser det ikke. At blive ´Gud lig´ er derfor ikke løsningen, ikke en farbar vej.

    Man kan så forsøge med en ikke-begrænsende tro, idet vi med troen underordner os (underkaster os) Gud, som det eksplicit hævdes og kræves i islam. Gennem den ikke-begrænsende tro, erkender vi vores begrænsning og Guds ubegrænsethed.

    Men der er også den mulighed, at vi kan lade vores begrænsede, menneskelige tanke mødes med den ubegrænsede guddommelige Tanke og oplyses af den, men uden at forenes med den, uden at kunne omslutte den helt og erkende den fuldt ud, og vi kan lade vores begrænsede, menneskelige vilje mødes med den guddommelige Vilje til kærlighed og ved dette møde søge at leve vores liv i kærlighed og øve dens gerninger, men uden at vores vilje bliver ét med den guddommelige Vilje i betydningen at opløses i den.

    Denne mulighed – at mødes med det guddommelige uden at blive ét med det eller erkende det fuldt ud, uden at opløses i det – kan vi læse ud af Vandrer mod Lyset i og med dens tanke om, at vi mennesker engang vil blive så åndeligt stærke, at vi kan indgå i Guds Rige uden at opløses eller tilintetgøres af det guddommelige lys.

    Udover troen på Gud og det guddommelige synes vi derfor som farbar vej at kunne møde Gud og det guddommelige; vi kan tro på og mødes med Gud uden at kunne forstå Ham fuldt ud, og uden at opløses i Ham (Hende).

    En sidste mulighed er, at de tanker jeg har forsøgt i Urkosmos og Fysik og metafysik om erkendelsen af en fjerde dimension, og med den en videnskabelig erkendelse af det religiøse, det metafysiske, er rigtige, men uden at en sådan erkendelse i fire dimensioner begrænser det ubegrænsede, det uendelige, Gud. Hvis disse tanker holder, kan tro og viden omsider forenes. Men det må en fremtidig analyse søge afklaring på.

  • “Guds rige er kommet nær”

    Jeg læser i øjeblikket Lau Sander Esbensens bog, Gud er kærlighed! og heri finder jeg følgende vidunderlige tanke:

    Når Jesus siger: Guds rige er kommet nær (Mark. 1, 15), så mener han ikke, at det er en nærtforestående begivenhed i den ydre verden, men en realitet inden i os selv (Luk. 17, 20-21). Vi kan nå det, her og nu, ved at leve i kærlighed.

    Og hvordan lever vi i kærlighed? Det gør vi ved at elske Gud, vores næste og os selv; ved det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus svarer farisæeren på spørgsmålet om, hvad der er det største bud (Matt. 22, 34-40), og som han har fra den jødiske lovtekst, Mosebøgerne (5. Mos. 6, 5 og 3. Mos. 19, 18).

    Er dette ikke kun en uopnåelig utopi og fremmed for vores grundliggende menneskelige natur? Nej, for kærligheden er vores inderste, menneskelige natur, fordi vi er skabt af en kærlig Gud.

    Derfor kan vi både finde vores inderste jeg, vores egentlige personlighed, vores kerne og finde Gudsriget i en og samme bevægelse, som er så enkel, at alle kan forstå det.

    Guds rige er kommet nær, ja, det har altid været her – i kærligheden i vores inderste.

    Jeg tænker videre: Hvis dette er, hvad Jesus egentlig lærte og ville sige os, så må også islam og muslimer anerkende det som sandhed; for islam og koranen anerkender Jesus som en ægte profet, hvis budskab imidlertid af efterslægten blev forvansket.

    Og kærlighedsbudet er vel heller ikke fremmed for ikke-troende; det giver vel god mening også selv om man måske ikke anerkender kærlighedens guddommelige oprindelse?

    Så kan vi mødes her, troende og ikke-troende, i kærligheden til hinanden ud fra kærligheden i vores inderste?

  • At føle sig elsket

    Hvis vi i forlængelse af indlægget Samvittighed ud fra Karen Armstrongs tanker spørger til, hvordan troen idag kan blive mere vedkommende og virksom i almindelige menneskers liv, og samtidig støtter os til Vandrer mod Lyset, så kan vi sige – hvilket vel de fleste troende kan tilslutte sig – at troen, forestillingen om Gud, ikke bare kan skabe mening i vores liv, men også opfylde og mætte et dybtliggende menneskeligt behov, nemlig behovet for at føle sig elsket, at være elsket.

    Guds kærlighed kan vi tage som en faktisk og følt virkelighed og ikke kun som en spekulativ, filosofisk eller religiøs læresætning. Ethvert menneske kan opleve og føle Guds kærlighed i de inderste hjerterødder direkte og virkeligt og udenom enhver dogmatisk fastlåst trosforestilling eller etableret religiøs tradition. Guds kærlighed er virkelig, og den er uendelig, og omfatter alle mennesker uanset hvad vi tror eller om vi tror.

    I religionshistorien har man både i jødisk, kristen og muslimsk regi på forskellig vis forsøgt at forene fornuft og åbenbaring, viden og tro, videnskab og religion. Højt begavede mennesker inden for jødedom, kristendom og islam har forsøgt at give rationelle beviser, filosofiske eller videnskabelige, for Guds eksistens og væsen. Mærkeligt nok synes det, at det mest nærliggende bevis – beliggende ca 30-40 cm fra næsen – hjertets bevis, sjældent eller aldrig er forsøgt. Men dette bevis står det i hvert eneste menneskes magt at prøve gyldigheden af.

    Så prøv nu – hvis du ønsker det – at vende dit hjerte mod Gud, og mærk efter. Prøv at mærke efter der, hvor du ellers normalt oplever eller føler kærligheden. Findes Gud? Er Gud virkelig? Mærk efter, og du vil kende sandheden. Stille og roligt, varmt og trygt og nært.

  • I kærlighedens skygge

    Når Solens lys rammer et menneske af kød og blod, kastes skygge. Kun et menneske af glas kaster ingen.

    Bliver kærligheden først hel gennem sin skygge, som det gamle yin-yang tegn kan sige? Er det at ville undgå kærlighedens skygge at fornægte den, at gøre den halv, eller at tilintetgøre den?

    Er det sandt, at den der ikke frygter nok, kan ikke holde på kærligheden? Fordi den når til det inderste, som du kan miste?

    Er det sandt, at fordi kærligheden giver alt, kan du ved den miste alt?

    Kærlighedens Janusansigt: Der er en del, der vender udad, og en del, der vender indad. Er det den del, der vender indad, kærlighedens selviske element, der giver smerten? Eller er det tilfældet, hvis kærligheden først vender indad, dernæst udad? Fordi du søger at fylde dig med en anden, finde livet gennem en anden, et liv du måske har mistet, og som hjertet må genføde indefra?

    Eller skabes smerten, hvis der er ubalance mellem kærligheden til den anden og kærligheden til os selv? Eller er smertes ophør lig med kærlighedens død, med ligegyldighed?

    Kærlighedens Damoklessværd: Det hænger over mennesket af kød og blod og minder om styrken i det skrøbeligste af alt: Det inderste hjerte; dér hvor du mærker smerten, hvis tråden brister, og sværdet falder.

    Er det at ville helbrede sig for kærlighedens smerte at ophøre med at elske? Gå gennem livet urørt og ulevende? At leve som en død?

    Så hellere skyggen, dobbeltansigtet og sværdet! Livet hængende i en tynd tråd – med skyggen, der giver billedet af dig dybde og sandhed!

  • Krig og gengældelsesloven

    Hvis mennesker i almindelighed kendte krigens konsekvenser – udover de indlysende vi ser i verden – konsekvenserne for dem, der ophidser til krig og konflikt, dem, der i ord og gerning støtter og opfordrer til krig, de, der giver ordrerne til krig og de, der udvikler og producerer de våben, hvormed krigen føres – så ville al krig stoppe med det samme, og ingen ville turde indlade sig på krigens afskyelige virkelighed og færd.

    Jeg taler her til jer, der således støtter og opfordrer til krig, til jer, der giver ordrer til krig, og til jer, der producerer de – stadig frygteligere – våben, der bruges i krig; hør mig, for jeg taler i Gud Herren den Almægtiges Navn:

    De lidelser der er en direkte og indirekte konsekvens af jeres færd, vil – før eller siden – ramme jer selv. I vil – engang – høste de frugter I sår med krigens uvæsen, og I vil få de samme lidelser, I bringer over andre – med renter og renters rente.

    Dette skyldes gengældelsesloven – som du sår, skal du høste. Det er ikke Gud, der på den måde straffer jer, men det mørke, I bringer til verden med krigen, vil før eller senere vende sig mod jer selv. Denne lov virker med matematisk nøjagtighed, også selv om I ikke kender eller anerkender loven, og uanset om I tror på og bøjer jer for Gud eller ej – den virker ikke for at straffe jer, og ingen har ret til at forgribe sig på jer – men den virker for at I, blinde, kan se, hvad I gør, se og føle det på egen krop og ånd. Loven er skabt for at gøre de blinde seende.

    Det nytter ikke, at I forsøger at besmykke jeres gerning, det nytter ikke, at I siger, at I gør det for fredens skyld. Krig er krig, og den burde aldrig forekomme mellem os, der – i en åndelig betydning – alle er udgået af den samme Faders skød, os, der derfor alle – åndeligt set – er brødre og søstre.

    Nogle af jer søger i historien argumenter for krig og konflikt. Nogle af jer raser over tab af land og identitet, og I ophidser andre til – ved selvtægt – at tage det mistede tilbage med vold. Men I burde ikke studere historien for at søge argumenter for krig, men for fred. Alle kan føre historien tilbage til en fortidig uret – og i sidste ende kan al krig og konflikt føres tilbage til det, der i den kristne religion kaldes syndefaldet – en symbolsk og mytisk skildring af faktiske forhold og begivenheder, man kan læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

    Hvis I fører historien tilbage til det, der engang skete, og som I forlængst har fået underretning om gennem Vandrer mod Lyset; hvis I følger jeres Faders Vilje og Ånd og tilgiver den og dem, der i sidste ende er skyld i den meste vold, krig og konflikt, tilgiver som Han har tilgivet, så vil I handle ret, og I vil da være med til at fjerne noget af mørket, det onde, fra verden. I bør derfor ikke søge argumenter for krig og vold i historien, men bruge historien som et argument for fred – gennem tilgivelse, og ud fra den tanke, at også dem, der engang faldt, og faldt så dybt, er vores brødre og søstre. Tilgiv og vær barmhjertig – for de faldnes lidelser er og bliver meget store, og de er de mest ynkværdige.

    I bør ikke slutte jer til de faldnes skare, og gøre ondt gennem krig, som de har gjort ondt. I bør – for jeres ofres skyld, men først og fremmest for jeres egen – afstå fra yderligere vold og krig, for at holde jer på den rette vej, fredens vej, og for ikke – senere – at skulle høste voldens og krigens bitre og lidelsesfulde frugter. Husk – den vold I bringer til verden og bringer over andre, vil senere ramme jer selv med matematisk nøjagtighed og med renters rente; den vil ramme jer, hvis ikke I gør som jeg her har sagt, og som jeg har sagt i Gud Herrens Navn.

    Men husk også, at det ikke er Gud, der straffer jer, men jer selv. Sådan er Loven.

    Gud! Bring lys og syn til de blinde, lad os finde fredens vej i denne mørkets verden, lad os finde Dig og den kærlighed og fred, Du har skabt os til! Lad freden sænke sig over vores hjerter og vores verden, og lad os aldrig mere gå mørkets, krigens, voldens og ufredens vildsomme veje. Skærm og bevar os alle! Amen.

  • Indre varme

    Som vel de fleste mennesker kender fra deres eget liv, så gælder det, at ægte varme gror indefra. Vi kender denne sammenhæng og sandhed fra mange forhold og i mange sammenhænge. Lad os her tage nogle få:

    Hvis man har for vane at tage et brusebad om morgenen, og afslutter badet med en kold dusch, så vil kroppen begynde – indefra – at producere varme. Hvis derimod man afslutter med varmt vand, så vil de fleste fryse efter badet.

    Hvis man har kendskab til og praktiserer fysisk træning under en eller anden form, så vil man vide, at træningen – igen indefra – skaber varme i kroppen, og man føler sig efter træning sund og stærk og i en tilstand af velvære. Hvis det er koldt i vejret, er den bedste kur mod at fryse at bevæge sig – ikke at stå eller sidde stille, og mærke, hvordan kulden kryber ind under huden.

    Sammenhængen kendes i en parallel også fra det politiske liv. Ægte værdier som frihed og medindflydelse kan ikke påtvinges noget land udefra, men må gro frem – langsomt – indefra. Hvis ikke den gør det, vil ethvert udefrakommende indgreb være forgæves og kun føre til kaos og borgerkrig, fordi den indre basis der skal bære værdierne mangler eller er for svag. Vi ligner her de ægte politiske værdier med den indre varme.

    I en anden parallel kender vi fænomenet fra uddannelse og læring og almen dannelse. Hvis ikke vi forstår en bestemt tekst eller teori par ceur, men kun par lettre, vil læringen være overfladisk og egentlig værdiløs. Vi kan så måske opremse en politisk eller litterær teori eller kunne en tekst på fingrene – men det indre menneske lades uberørt og derfor udannet. Vi ligner her den egentlige dannelse med den indre varme, en dannelse vi kun kan nå ved – indefra – at tilegne os en given tanke eller teori, som regel gennem lang tids arbejde med stoffet.

    Som et sidste eksempel vil jeg nævne den indre, åndelige varme. Denne varme kan vi nå ved at rette først vores vilje i retning mod Lyset, hvorefter tanken langsomt vil følge den af viljen viste og tilstræbte retning. Også den kræver altså en indsats. Den indre, åndelige varme er ikke noget mystisk og svært tilgængeligt, som vi kun kan nå ved erkendelse af bestemte sandheder eller filosofier, eller ved mangeårig meditation; den indre, åndelige varme er kærlighed. Og som med alle ægte værdier lader denne kraft sig ikke påtvinge udefra, men må gro, kan kun gro, i frihed og indefra ved en selvstændig indsats.

    Med den indre varme; fysisk sundhed og velvære, politisk bærekraft for ægte værdier som frihed og fred, personlig dannelse og forædling, den åndelige renhed og varme og meget andet; følger fysisk og åndelig, mental personlig sundhed og det sunde samfund. Denne sundhed må altså gro indefra, og kræver en indsats, men så bærer den også; ja, den kan ikke bære på andre måder. Og hvem ønsker ikke at leve et liv, der oppebæres af ægte værdier, og hvem ønsker ikke at være en del af et sundt samfund, hvor fællesværdierne bæres af dannede og harmoniske mennesker, der forenes i kærlighed til det ægte?

  • Kærligheden overvinder alt

    Jeg vil her prøve at opsummere nogle tanker jeg har gjort mig, og til dels tidligere udtrykt skriftligt her på siden og på Facebook:

    Hvis vores tids største udfordringer ligger i klimaforandringer, civilisationernes sammenstød, krig, fattigdom og ensomhed, så mener jeg, at der i løsningen af disse lurende eller aktuelle katastrofer er en fællesnævner eller en fælles vej, så truslerne kan ses som en mulighed og ikke kun som katastrofer, vi intet kan gøre ved:

    Vejen ligger i kærligheden; hvis viljen er til det – så vil vejen meget konkret skabes under fødderne på os, mens vi går:

    Hvis det er rigtigt, at kloden og dermed menneskeheden trues af at blive ubeboelig for næsten alt liv gennem global opvarmning og menneskeskabte klimaforandringer, så skylder vi – af kærlighed til os selv, til vores børn, til det øvrige liv på Jorden, til Jorden selv – at vi løser dette problem. Der er en masse gode initiativer igang allerede, fx fra politisk side, fra videnskabeligt hold, fra lokale naturgenopretningsprojekter rundt om i verden og fra stigende bevidsthed om problemet blandt almindelige mennesker.

    Rundt om dette problem ser vi dog også en polarisering af mennesker, idet ikke alle anerkender problemets eksistens. Men det nytter ikke at grave os ned i grøfter, og føre skyttegravskrig mellem fx miljøforkæmpere og industrien; vi der anerkender problemets eksistens og uomgængeligehed opnår intet ved at lægge modstandere for had eller ved at stille spørgsmål ved deres motiver og integritet. Standpunktet mod de menneskeskabte klimaforandringer kan være begrundet og efterforsket til en vis dybde. Vi må også række ud efter disse mennesker, og i det mindste høre, hvad de siger.

    Hvorom alting er: Kernepunktet i løsningen af problemet er – i kærlighed og respekt – at stå sammen som menneskehed, og rumme den eventuelle uenighed i denne kærlighed ved at elske mennesket først, dernæst kritisere holdningen om nødvendigt. Menneske først, holdning eller tro sidst.

    Den anden store udfordring vi har i dag, er det Samuel P. Huntington i 1993 kaldte the clash of civilizations, civilisationernes sammenstød. Vi ser det mellem Vesten og den muslimske verden, og løsningen er også her: Kærlighed til og respekt for hinanden, gerne udmøntet i blandede ægteskaber og venskaber ud fra tanken: Menneske og kærlighed først, tro og holdning sidst.

    Begge kulturer – den vestlige og den islamiske – står på gamle fundamenter af kærlighed mellem og respekt for mennesker, vi mangler bare at bygge broen. Broen er kærlighed.

    Det tredje store problem vi står med er spørgsmålet om krig og fred. Løsning: Kærlighed; ud fra den tanke, at det våben vi retter mod andre, retter vi samtidig mod os selv. Trykker vi på aftrækkeren, er den første vi rammer os selv og vores indre menneskelighed, der går til grunde. Vi skulle behandle medmennesket, som var det os selv.

    Vi skulle ikke bekymre os så meget over, hvem eller hvad der startede krigene, men rette opmærksomheden mod at slutte den i fællesskab. Vi kunne sammen stå med æren for at have bragt al krig til ophør, i stedet for hver for sig at stå med skylden for at have startet eller fortsat den.

    De “mindre” problemer (som er store nok) med fattigdom, ensomhed, sygdom og andet kan indlysende også løses gennem kærlighed; hvem ønsker at være fattig, udsat, ensom, syg osv? Hvis ikke vi selv ønsker disse onder, så burde vi søge af al kraft at afbøde, lindre eller helt fjerne de lidelser, der er forbundet med dem ved at række ud til medmennesket og ud fra den tanke, at hvis ikke vi gør det, så bliver de selv samme lidelser vores egen lod senere (gengældelsesloven, karmaloven).

    Hvis vi anerkender sandheden i og gyldigheden af disse ord og tanker, og hver styrker vores vilje til at elske os selv og hinanden, så vil vi opleve, at kærligheden lægger sten til vej gennem vildnisset mens vi går. Og når det sker, da vil verden lysne og vågne til dæmring og til dag. Menneske og kærlighed først; dét er det ene fornødne.

    Note: Tankerne her er hovedsageligt inspireret af værket Vandrer mod Lyset! men henter også inspiration fra Bibelen og Koranen.