Forfatterskabet Højtryk

Tag: Lyset

  • En mulig ny vending i erkendelsesteorien

    For ikke længe siden undfangede jeg ved tanken en idé til et muligt nyt bidrag til erkendelsesteorien. Ideen var omtrent denne: At for så vidt som viden og dermed sandhed både kan være almen og speciel, kunne viden og sandhed fremtænkes af det dialektiske forhold og samspil mellem begreb (det almene) og fænomen (det specielle).

    Videre tænkte jeg, at det dialektiske forhold mellem begreb og fænomen er kendetegnet ved, at begreber kan udledes ved induktion fra fænomener, og at fænomener kan udledes ved deduktion fra begreber.

    Begreber kan derudover tillige, tænkte jeg, være fænomener, og fænomener begreber, idet selve begrebet om begreber kan betragtes som et fænomen, altså fænomenet begreb, og fænomener kan betragtes som begreb, fx fænomenet menneske, der tillige er et begreb.

    Samlet, tænkte jeg, kunne disse forhold, det dialektiske forhold mellem begreb og fænomen hvor de to udledes af hinanden ved hhv induktion og deduktion, udgøre grundstammen i skabelsen af viden og sandhed.

    Dét var ideen. Jeg påtænkte at give eksempler for derved at gøre teorien nærværende og vedkommende for erkendelsesteorien. Men så meldte en ny tanke sig. Det var for mig som om, at teorien kunne blive endnu et af disse systemer, eller først blot en groft skitseret idé og indfaldsvinkel, et system, som måske kunne blive nyttigt og brugbart – men koldt, uden menneskelig følelse og varme; smukt som en iskrystal, der snart ville smelte bort og forsvinde (gennem kritikkens ilddåb). Sådanne systemer er filosofihistorien rig på.

    Den helt nye tanke og metode til skabelse af viden og sandhed – en mulig ny vending i erkendelsesteorien, hvor vi ikke videretænker det felt af filosofien, som åbnedes med de klassiske tænkere i Vesten, fx Sokrates, Platon og Aristoteles – tager sit udgangspunkt et helt andet sted:

    Nemlig i værket Vandrer mod Lyset. Ifølge dette værk er sandheden i Lyset, og Lysets essens er kærlighed (Supplement I, no 39). Derfor tænker jeg den nye idé og vending tage udgangspunkt i dén, kærligheden, hvor kærligheden bruges som motor for erkendelsen, bruges aktivt og bevidst til skabelse af viden og sandhed.

    Hvad det indebærer, og hvordan vi nærmere kan bruge kærligheden i erkendelsesteorien, er for tidligt at sige nu. Foreløbig er det kun en idé. Men hvis ideen er brugbar og frugtbar, kan vi skabe viden og erkendelser, ja en hel erkendelsesteori, med et helt nyt udgangspunkt og afsæt og felt. 

    Viden og erkendelse, og en teori for dem, kan da fremtænkes til skikkelser præget af menneskelig varme og vedkommenhed og nærvær, en ny kærlighedens erkendelsesteori inspireret af åbenbaringen Vandrer mod Lyset, og gennemtænkt ud fra den nævnte sammenhæng mellem Lys, viden, sandhed og kærlighed; en kærlighed, der da kan binde al menneskelig viden og sandhed og erfaring og visdom sammen.

    Jeg vil prøve i den kommende tid at forfølge denne tanke, som jeg intuitivt fornemmer brugbar. Vi må da se, om den kan bære sin frugt.

  • Til de fortvivlede

    Profeten bærer vidnesbyrd til alle, der måtte tvivle om livets værdi og om, at ingen er alene i mørket. Profeten siger:

    Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen og blomsten og frugten over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Dybere og dybere fører livet mig i jorden, ned i mørket og lidelserne – i hånden og ved hjertet med min lille kerte af lys, jeg lyser for roden, leder den på vej – så træet over jorden kan sættes stadig større, stærkere og skønnere.

    Er dét livet? spørger han. Ønsker jeg dét? Eller ville det være bedre at bede Gartneren grave roden op og sænke den og stammen og grenene og blomsterne og frugten, træet, tilbage i det Skød, hvoraf det er taget, oprundet, plantet, og hvorfra det gror?

    Selv i den yderste fortvivlelse er der spor efter liv. Andre har gået her før os. Og de der har, og det vidnesbyrd de bringer, siger os: I sandhed, ingen er alene, heller ikke i det yderste mørke, i den yderste lidelse, når alle veje synes at ende.

    Profeten siger: Somme tider er livet som at gå gennem et nåleøje. Somme tider er der kun ét livspunkt, overalt omgivet af mørke, der råber: Død! Død! Men da er du dette punkt, og med dét kan du gå igennem.

    Sådan er profetens vidnesbyrd, skrevet og bragt ved den lille kertes lys, der oplyser jordens mørke og viser det ene livspunkt. Sådan taler han med bud til de fortvivlede: Ingen er alene!

  • At være eller ikke at være tre

    Hvis livet er som et marked, så har vi alle sammen, eller bør have – lovpligtigt – en angivelse af ”mindst holdbar til” eller ”bedst før”. Jeg er vel egentlig stadig for ung – eller ikke gammel nok – til sætninger som nu mørkner skoven, det stunder mod aften, eller hvad man nu kan finde på for at betegne livsaftenens dybe melankoli eller evighedens nærhed og forjættelse.

    Livet starter med et skrig, slår over i en march, flammer op i en allegro, og sluttes adagio eller lento. Jeg er 56 år gammel eller ung.

    En af sorgerne i mit liv er, at jeg aldrig har fået børn. Og samtidig er det en af de bedste ting, jeg (ikke) har gjort. Min kone og jeg blev enige om, at vi ikke ville have børn, da vi begge har en alvorlig og potentielt arvelig sindslidelse. Derfor valgte jeg at blive steriliseret. Det er mange år siden. Det er både en sorg og en glæde. Et faktum, et ansigt med to sider. Som livet. Som et menneske.

    Jeg forestiller mig, at der et sted i en anden dimension sidder en ånd, og glædes eller sørger over denne kendsgerning. Glædes over ikke at skulle risikere de voldsomme lidelser, der er forbundet med skizofreni eller maniodepression, sørger over ikke at kunne være lyset i vores mørke liv.

    En søn eller en datter jeg ville elske med hver en fiber og celle i min krop. Men netop fordi jeg elsker ham eller hende, skulle du ikke komme til verden. Til min kone og jeg. Vi ville have elsket dig sådan.

    Hvis vi havde taget chancen, ville det være som at spille russisk roulette med tre skarpe patroner i tromlen. Fifty fifty. Sådan siger videnskaben, og vi ved ikke bedre.

    Jeg håber, du fandt en anden, andre, der kunne elske dig, som vi ville have elsket dig. Jeg ville ikke have båret dig på hænder og fødder, men have lært dig selv at gå. Jeg ville ikke have tænkt for dig, men lært dig at tænke. Jeg ville ikke have levet for dig, men lært dig at leve.

    Sådan kunne det være gået, hvis vi to var blevet til tre. Men det skulle og måtte ikke blive sådan. Risikoen for forlis for os alle tre ville have været for stor. Men hvem du end er, så elsker vi dig. Sådan skal det være, og sådan blev det, sådan er det nu engang.

    (se også At være eller ikke at være én, og At være eller ikke at være to)

  • At være eller ikke at være én

    I fald andre skulle kende til livets kældre, og har brug for bud og vidnesbyrd om, at andre også har været dér, i fald det at skabe litteratur dér, hvor bunden bliver synlig gennem det lys, vi kan sætte ind gennem ord og bringe videre til de til døden fortvivlede, i fald dette altså har værdi, vil jeg dele følgende:

    Jeg tænker vel sagtens dagligt på den åndelige og evige udslettelse, den mulighed og den universelle ret, Vandrer mod Lyset siger er gældende for enhver.

    Mit liv er ubærligt, lidelserne uudholdelige. Og det bliver værre og værre efterhånden som tiden går, hvilket der er en egen djævelsk logik i. Jeg søger fred for mine lidelser.

    Men – det gælder i mindre grad det jordiske liv som menneske, og i højere grad det åndelige og evige liv: Fred kan kun den levende føle.

    Hvis jeg virkelig og for alvor bad Gud om udslettelse – ville det ikke være fred, men – ingenting: Ikke fred, men heller ikke lidelse, ikke glæde, men heller ikke sorg, ikke lykke, men heller ikke ulykke – ingenting.

    Jeg ville ikke eksistere. Der ville ikke være noget “jeg” til at føle eller tænke noget som helst.

    Spørgsmålet er: Er det virkelig det, jeg vil? At være eller ikke at være. Dét er spørgsmålet, som Shakespeare skrev.

  • Ringen som lysets og mørkets arketype

    Arketyper er i platonisk filosofi et udtryk for de ideer (ikke-materielle forbilleder), der ligger til grund for sanseverdenen; i C. G. Jungs psykologi er arketype term for medfødte, ubevidste psykiske strukturer, der vedrører universelt menneskelige livserfaringer, som fx fødsel, ægteskab og moderskab.

    Jeg vil her bruge betegnelsen arketype for den universelle form, jeg mener kan hævdes for hhv lyset og mørket, nemlig ringen; for mørkets vedkommende derudover som slangen, der som en ringstruktur bider sig selv i halen. Et andet begreb, der kan hævdes for mørkets, det ondes, arketype er en mental eller åndelig kortslutning.

    Hvis betegnelsen ringen som arketype giver mening som universel betegnelse for hhv lyset og mørket, er det klart, at de store ringmyter, hvoraf jeg kender to, nemlig Richard Wagners Der Ring des Nibelungen (Nibelungens ring) og J. R. R. Tolkiens Lord of the Rings (Ringenes Herre), kan lede tankerne hen på en universel kamp mellem gode og onde magter om en bestemt Herskerring, der skulle kunne gøre sin ejer eller mester til ”Jordens herre” eller give ham eller hende universel (al-)magt; en bestræbelse, som gode magter altid har forsøgt at modvirke og bremse.

    Men det er også klart, at denne universelle forståelse er misvisende, hvis ringen simpelthen er en arketype; hvis med andre ord ringen som begreb ikke kun henviser til en mørkets ”herskerring” og kampen om den, men gælder i videre forstand for alt lys og mørke.

    Jeg skal her prøve nærmere at forklare, hvad jeg mener.

    Af Vandrer mod Lyset lærer vi, at lys og mørke har hver to poler. Både lys og mørke polariseres gennem tanke og handling; eller med andre ord: Hvis vi forstår lysets og mørkets arketype som ringen, så dannes der hele tiden ringe – på godt og ondt – gennem vores tanker og handlinger. Ved at danne lysringe, ved at polarisere lyset, opbygger vi vores personlighed, ved at danne mørkeringe, ved at polarisere denne urkraft (når vi handler mod vores samvittighed), nedbryder vi den.

    Der findes altså ikke kun én (mørke-)ring, som alverden kæmper om, men ringene dannes hele tiden, idet vi med vores tanker og handlinger polariserer lys og mørke.

    Lysets og mørkets ringe er grundforskellige: Ved lysets ringe (polarisering) får vi det, vi ønsker og som er gavnligt, ved mørkets ringe eller polarisering får vi det modsatte af, hvad vi ønsker, frygter eller begærer. Dette hænger sammen med karmaloven, og jeg vil illustrere det med et par eksempler:

    Ved kærligheden, ved at elske, får vi kærlighed, elskes vi – idet vi høster hvad vi sår; idet det, vi sender ud kommer tilbage, som moderne sprogbrug og talemåde vil have det. 

    Ved kærlighedens modsætning, forelskelsen, derimod – afskæres vi fra kærligheden, som vi ønsker og drømmer om. At forelskelse er kærlighedens modsætning i mørket, har jeg tidligere ved flere lejligheder forsøgt at argumentere for. Forelskelsen er således den ”lyse” side af hadet, kærlighedens egentlige modsætning (jf tankerne om mørkets dobbeltaspekt; at det onde både rummer en ”lys” side, der efterligner lyset, og en rent sort side; dét og så tankerne om mørkets polspænding).

    Ved kærlige tanker og handlinger polariserer vi således lyset i positive ringstrukturer; ringstrukturer her forstået som psykiske og åndelige fænomener, der forstærker sig selv, idet kærlighed avler mere kærlighed.

    Hvorimod ved forelskelsen skaber vi negative ringstrukturer, forstået som psykiske fænomener, der afskærer os i en energimæssig kortslutning fra kærligheden, som vi ønsker eller tror vi får; en selvforstærkende kortslutning, hvor mørke avler mere mørke, hvilket konkret kan konstateres af individet, idet forelskelse kan skrues op til egentlig ekstase, hvor den sande kærlighed giver ro.

    Ved begrebet og fænomenet magt er forholdet parallelt: Hvis vi ønsker magt gennem kærlighed for at gøre andre og os selv godt, så er der tale om en lysets ring eller polarisering, hvor magt øger magt, lys øger lys.

    Hvis vi derimod begærer magt kun for vores egen skyld og måske for at undertrykke andre eller bare for magtens egen skyld, er der tale om en mørkets ring eller polarisering, som dybest set afskærer os fra den egentlige, lysets, magt, og gør os magtesløse; idet vi da bliver slaver af vores magtbegær, og idet mørket ifølge Vandrer mod Lyset er en urkraft eller energi, der kan binde og undertvinge (og nedbryde) tanken og viljen i mennesket.

    Hvis altså hele denne tanke om lysets og mørkets grundlæggende ringstrukturer er rigtig, så kan vi slutte med en tilbagevisning til Wagners og Tolkiens store ringmyter: Der pågår ikke en universel magtkamp mellem lysets og mørkets magter om en enkelt ”herskerring”, men kampen foregår hele tiden i det indre menneske, og i hvert menneske, idet vi hele tiden polariserer lys (eller mørke), og dermed skaber lys- eller mørkeringe (eller med Vandrer mod Lyset: Mørkekomplekser).

    De store ringmyter kan så høres og læses og forstås som arketypiske billeder af, hvordan vi håndterer og eliminerer de mørkeringe, vi desværre også kan komme til at skabe: 

    Vi kan som dværgkongen Alberich i Wagners operacyklus komme til at forbande kærligheden for at få magt for igen at blive elsket, hvorved vi afskæres fra kærligheden i en negativ kortslutning, og vejen tilbage til uskylden og kærlighedens oprindelige harmoni og fred er lang og smertefuld, eller vi er som Frodo i Tolkiens eventyr hele tiden på vej mod Mordor og dommedagsbjerget for at tilintetgøre den eller de magtens mørkeringe, vi selv har smedet, ved at følge den eller dem tilbage i tanke og følelse til deres indre skabelsessted og oprindelse.

    Og på den måde kæmper lys og mørke, godt og ondt, i vores indre på vores vandring mod Lyset.

  • Mørkets polspænding i relation til menneskets ånd og krop

    Lys og mørke, godt og ondt, er ifølge Vandrer mod Lyset modsætninger, urkræfter, der kan give sig udslag på mange måder og som repræsenterer mange forskellige ting og fænomener, fx kærlighed og had.

    Inden for mørket, det onde, optræder denne urkraft altid – som jeg har skrevet ved flere tidligere lejligheder – ved et ”lyst” og et rent sort aspekt, det jeg tidligere har kaldt mørkets eller det ondes dobbeltaspekt.

    Hvis det onde således altid optræder dobbelt, som ”lyst” og rent sort, så indebærer dette dobbeltaspekt, disse poler (jf Vandrer mod Lyset), en spænding mellem de to aspekter eller poler, en spænding som mennesket uvilkårligt søger udlignet, udløst ved polernes forening, da spændingen giver sig udslag i uro og lidelse. Mennesket søger at befri sig for den uro og spænding, der hjemsøger dets ånd eller bevidsthed eller krop ved mørket, og dette kan ske på to måder (jf Vandrer mod Lyset, s. 158-159 om afpolarisering af det åndelige mørke):

    1. Enten ved en mørketanke eller mørkehandling hvor polerne forenes, og hvorved det gran af mørke, som påvirker mennesket (ved polspændingen) afpolariseres, hvilket kan føles som en momentan lettelse, som dog ikke er varig, da det samme mørke (eller andet mørke) øjeblikket efter igen kan påvirke individet til den samme eller en lignende handling. Denne mulighed er derfor – naturligvis – ikke at foretrække, er ikke konstruktiv.
    2. Ved individets sorg og anger over det mørke, som har påvirket det til en ond tanke eller handling. Denne måde er Lysets måde at forholde sig til og håndtere det onde på, hvorfor den er at foretrække. Ved individets sorg og anger sejrer det således over det onde, som har påvirket det. (En tredje måde at afpolarisere det åndelige mørke på findes, men kendes kun af Gud).

    Det afgørende i denne betragtning er den (pol-)spænding mellem mørkets to aspekter eller poler, hvorved polerne drages mod hinanden og søger forening i mennesket, en spænding som let kan friste eller kan tvinge et menneske til at udøve mørkets handlinger, fx mord, for ved mørkepolernes forening ved den syndige tanke eller handling at befri sig for den indre spænding eller lidelse, som mørket altid medfører.

    Det afgørende er også at pointere, at mørkets ”løsning” på problemet er illusorisk; fx vil en morder ved mordet måske føle en umiddelbar lettelse for det tryk, der har hjemsøgt ham, men i næste øjeblik eller kort efter vil mørket i ham (eller hende) som en konsekvens af handlingen ”fryse til” og gøre spændingen og lidelsen endnu værre, da vedkommende da både kan påvirkes af et lignende mørke, og derudover har en mørkets handling på samvittigheden; mørkets gerning, mordet, har da sat sig som et lidelsesfuldt mørkekompleks i morderens ånd og krop, og han har ingen fred og hvile.

    Andre eksempler på mørkets polspænding, der kan påvirke os til mørkehandlinger, kan fx være at betragte den maniodepressive, psykiatriske patients svingen mellem mani (mørkets ”lyse” aspekt eller pol) og depression (mørkets rent sorte aspekt); en polspænding, patienten måske søger at befri sig for gennem destruktive handlinger.

    Og vi kan betragte det overlagte selvmord, hvor lidelser måske får et menneske til at se den selvvalgte død som noget “godt”, måske som noget, der bringer “fred” for de tyngende lidelser; men selvmord giver ifølge Vandrer mod Lyset ikke fred, men bringer endnu flere og dybere lidelser end dem, man søger at flygte fra.

    Eller vi kan betragte et menneske, der på den ene side lider af mindreværdskomplekser (det sorte aspekt) og på den anden side den fænomenologiske tvilling, storhedsvanviddet (det ”lyse” aspekt). Denne polspænding kan ligeledes friste til destruktive handlinger.

    Spændingen mellem mørkets poler kan altså betragtes ud fra sondringen mellem mørkets “lyse” og dets rent sorte aspekt – ved fristelsen (det “lyse” aspekt) og tvangen (det sorte aspekt). Lysets nøglebegreb i denne forbindelse er selvbeherskelse, så vi hverken giver efter for mørkets fristelse eller tvang i forsøget på at frigøre os fra den lidelsesfulde polspænding. Selvbeherskelsen handler her først og fremmest om at lære at lade sin vilje beherske sin tanke, så viljen ikke handler blindt ud fra “løbske” tanker, der går i retning af mørke og synd. Denne selvbeherskelse fremhæves flere gange i Vandrer mod Lyset som helt central i vores åndelige udvikling (fx i Kommentaren til Ardors beretning, kap. 2).

    Det nye i denne synsmåde er altså den polspænding mellem mørkets to aspekter, der kan friste eller tvinge os til destruktive handlinger i forsøget på at befri os for spændingen og lidelsen ved polspændingen ved gennem det ondes ”lyse” aspekt, fristelsen, at lokke – illusorisk – med lettelse for mørkets tryk ved polernes forening, eller tvinge os til at handle ondt, samt at påpege den konstruktive Lysets måde at håndtere polspændingen og lidelsen og uroen på, som Vandrer mod Lyset gør rede for; nemlig først og fremmest selvbeherskelse, dernæst individets sorg og anger og måske bøn om tilgivelse, hvis mørketanken er blevet ført ud i livet gennem handling.

    Polspændingen kan opfattes som mørkets, det ondes, motor, og den kan iagttages mange steder og på mange områder, fx også det politiske:

    Når der bygges op til krig mellem to lande, når først retorik via polarisering bygger op til konflikt, og når senere og i værste fald egentlige krigshandlinger bliver en realitet, så er det udtryk for mørkets to poler, hvor mørkets “lyse” side eller pol fremtræder som noget “godt” eller ønskværdigt, fx “for at rense luften”, og hvor selve krigens forfærdelige realitet er mørkets rent sorte side.

    Eller vi kan fx se polspændingen, det ondes motor, ved den gensidige dehumanisering, vold og chikane hvor fronterne trækkes op gennem polarisering mellem danske muslimer og andre danskere. Dette fænomen kan også iagttages i andre vestlige samfund.

    Området er bredt og stort, og der er her stof til mange fremtidige studier og analyser.

    (Læs om Lysets polbalance – modsat mørkets polspænding – i min artikel: Lysets polbalance – livet, evigheden og kærligheden)

  • Salme ved tidernes ende

    Hvis kaos hersker, og orden søges, hvad gør vi da?

    Overalt i den menneskelige verden hersker kaos: Klimaet synes på vej til sammenbrud, de vestlige kapitalistiske vækst- og accelerationssamfund ligner en maskine, der er ved at bryde sammen; vi ser på hinanden, rådvilde, ved ikke hvad der sker, og hvad der kan gøres.

    De marxistiske modfantasier skabte kun grusomme diktaturer og endnu værre elendighed. Kapitalister og marxister hev i hver sin ende af det samme tov, hvorved de var ved at rive verden i stykker. Da der pludselig ikke længere var modstand i den anden ende af tovet, mistede kapitalisterne balancen, og faldt på halen.

    Så hvad gør vi?

    Vi står som med skibet Titanic, skibet, der ikke kunne synke, nu på vej mod havets bund. Vi løber som inuitten for at holde frost og kuldedød borte, derved sveder vi, og sveden truer med igen at fryse til, så vi må løbe endnu hurtigere for at holde døden borte. Så vi må løbe. Stadig løbe. Vi fortvivler: Hurtigere endnu? Men vi kan ikke!

    Krig hersker. Med deraf følgende mægtige flygtningestrømme og udbredt racisme og elendighed og åndelige og materielle værdiers ødelæggelse. Bror og søster ser ondt til hinanden. Global kriminalitet. Forurening. Ufattelig rigdom og ufattelig fattigdom. En Jord, der ryster under vores fødder.

    Men – lad os ikke tegne billedet sort i sort, men sige: Måske er det ikke os og vores samfund, der bryder sammen i det, vi ser nu. Måske er det, der bryder sammen det, der ikke selv kan stå og aldrig har kunnet. De falske guder:

    Treenigheden, de tomme drømme ved tidernes ende: Magt, penge, sex. Om end vi havde al magt, al rigdom, al kønslig tilfredsstillelse, ville vi ikke blive lykkeligere og få fred og rolige drømme. Sulten og tørsten ville blive værre og mere uudholdelig, jo mere vi ønsker og begærer og får af denne jords nu yderste drømme.

    De gamle guder har også spillet deres spil til ende. De har haft deres tid, og det er tid nok. Heller ikke de kan slukke tørsten og stille sulten længere: Jahve, Far-Søn-Helligånd og Allah; de tager hinanden i hånden og vandrer stille ud i glemslen; eller rettere: De har aldrig været her, for de findes ikke.

    Vi mangler i erkendelse, videnskab, politik, økonomi, religion, eksistens, teknik, skønhed, kunst et urokkeligt grundlag, som ikke svigter; har vi ikke et grundlag hér, har vi intet. Så skrider fundamentet – sandet vi har bygget på siden tidernes morgen – og så falder vi, og faldet bliver stort og dybt og langvarigt.

    Hvad mangler vi? Vi mangler Gud. Ikke de gamle fantasier om Gud, men Gud. Hvis ikke vi har Ham/Hende, har vi intet. Vi kan vælge at fortsætte ad de gamle veje eller ad veje helt uden Gud. Men det er netop de veje, der nu bryder sammen økologisk, filosofisk, videnskabeligt, eksistentielt, politisk, økonomisk, kunstnerisk, det er ved disse vejes ende, vi nu render panden mod muren.

    Vi ved, hvem Gud er. Ikke de gamle drømme og febervildelser om Herren, men Gud, som Han/Hun virkelig er. Vi kender Ham/Hende fra det budskab, Han/Hun har sendt til menneskeheden som helhed: Gennem Vandrer mod Lyset!

    Vi kan vælge at slå hånden ad Ham/Hende og vende det døve øre til Hans/Hendes budskab. Vi kan vælge ikke at lytte – til vores inderste, vælge ikke at følge det. Men så vil sammenbruddet fortsætte, og ikke blive til det gennembrud, vi også kan vælge: Gennembruddet for kærlighed, fred, ro, skønhed, sandhed – gennem tilgivelse.

    Hvis vi fornægter vores inderste nu – og den stemme, der kalder på os dag og nat – og hvis ikke vi svarer Ham/Hende, så vil vi bringe sammenbruddet til det yderste. Er det det, vi vil?

    Spørgsmålet er dybest set: Vil vi livet eller døden? Sandheden eller løgnen? Kærligheden eller hadet? Lyset eller mørket? Sammenbrud eller gennembrud? Hvad vil vi? Hvad vil vi svare Gud, der kalder? Hører du ikke Hans/Hendes stemme? Hører du ikke Kaldet?

  • Urkosmos eller Big Bang

    Hvad er egentlig verdens natur og oprindelse?

    I Vandrer mod Lyset og i moderne videnskab træder to forskellige teorier og forklaringer på disse spørgsmål os i møde:

    Verden har sin egentlige oprindelse og natur baseret på det såkaldte Urkosmos, siger Vandrer mod Lyset, mens moderne videnskab og kosmologi hælder til teorien om the Big Bang.

    Det kan umiddelbart være vanskeligt at vurdere, hvilken af de to modeller – en med Gud og en uden – der er den mest plausible. Men vi vil her se på nogle enkelte forhold ved de to modellers forklaringskraft i forhold til en række centrale fænomener, og derefter – naturligt nok – vælge den model, der dels kan forklare mest af det, vi efterspørger, dels den model med de færreste og enkleste grundantagelser:

    Den moderne videnskabs teori om the Big Bang kan ikke forklare naturlovenes oprindelse, deres udformning og deres hensigt (om en sådan findes). Dette kan let forklares ud fra Vandrer mod Lyset:

    Alle love – både de fysiske, astrale og åndelige (for det fysiske, astrale og åndelige; se specielt Vandrer mod Lyset s. 149, stykket med småt) – har deres oprindelse, udformning og hensigt ud fra Guds Tanke og Vilje. 

    Med hensyn til deres oprindelse så er de en konkret konsekvens af Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket og frem imod Lyset og Guds emanation. Dette kan man læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

    Lovenes udformning hænger sammen med deres hensigt: At skabe orden i verden (kosmos): Gud er en Lysets Gud, og en central egenskab ved Lyset er orden, modsat mørkets kaos. 

    Denne orden gør det for os mennesker muligt at beskrive den ydre verden adækvat via matematik (fx lovene for bevægelse, tyngdekraft osv som vi har lært at beskrive matematisk), og dele af den indre verden ved logik – gennem de logiske love vi indtil nu har afdækket. 

    Derudover kan vi ud fra den Gud, der kommer os i møde gennem Vandrer mod Lyset, og den viden vi får her forklare nogle af lovene for bevidstheden, fx tankens og viljens frihed, lovene for association og hukommelse, og altså også de logiske love og flere andre ting. Vi kan generelt ud fra Vandrer mod Lyset endda forklare selve bevidsthedens oprindelse: Den er skabt af Gud.

    Derfor: Da Vandrer mod Lyset er moderne videnskab så uendeligt overlegen med hensyn til at forklare og beskrive en række centrale fænomener vedrørende verden, dens natur og oprindelse – og ikke bare med de her fremdragne emner, men også fx i forhold til cellens oprindelse, universets opbygning mm – og da vi til denne overlegne forklaringskraft kun behøver én antagelse, nemlig at Vandrer mod Lysets Gud er virkeligt eksisterende; dette – og indtil vi eventuelt måtte få bedre forklaringer og teorier – gør, at vi nu må foretrække Vandrer mod Lyset som vores bedste bud på alle disse ting.

    Note 1: Jeg har tidligere givet et bud på en alternativ forklaring på og fortolkning af de observationer, der har ført til den moderne teori om the Big Bang: Rødforskydningen af det lys vi modtager fra stjerner og galakser og den kosmiske baggrundsstråling. Se fx i min kommentar til Aristoteles (II. (lille alpha)).

    Note 2: Jeg har også tidligere givet en forklaring på begrebet frihed, fx i forhold til tanken og viljen, nemlig frihed som det ondes fravær. Denne opfattelse skyldes, at mørket – modsat Lyset – ifølge Vandrer mod Lyset er en kraft, der kan binde tanke og vilje, og således gøre dem ufrie. Derfor er tanke og vilje frie i samme grad som de er renset for mørke.

    Note 3: Lysets love er generelt blevet til for at skabe orden. En anden lov, der kan nævnes her, er karma- og herunder gengældelsesloven, som hjælper til at bringe lys og dermed orden i og mellem os mennesker gennem enten anger og tilgivelse eller gennem soning, når vi har forbrudt os mod hinanden. Gennem denne anger og tilgivelse eller gennem soning renses vi for mørke, og gives plads for lys og dermed orden (se skrifterne Gud og mennesker og Om gengældelsesloven).

  • Det ondes janushoved

    Som jeg har beskrevet det en del gange tidligere, så har det onde, mørket, i det mindste to ansigter: Det ”lyse” og det rent sorte. De to ansigter kommer til udtryk dels i begæret, dels i den rene destruktion. Det vil jeg udvikle lidt mere udførligt her:

    Begæret afskærer – i samme mål man begærer – os fra det, vi begærer forstået på den måde, at man godt fx ved begær efter magt, penge og sex kan opnå disse ting, men de vil i så fald ikke mætte og stille tilfreds; snarere vil de – ved begæret og den umiddelbare tilfredsstillelse – øge sulten og tørsten.

    Dette er et eksempel på mørkets selvforstærkende natur.

    Omvendt vil det ondes rent sorte side bringe én præcis det, man ønsker at undgå og måske frygter, og dermed er destruktionen et fotografisk negativ af begæret: I det ene tilfælde afskæres man fra det, man begærer, i det andet tilfælde får man præcis, hvad man ønsker at undgå, det man ikke vil have.

    Og sådan forråder mørket sin bærer.

    Heroverfor står Lyset, der bringer én det, man elsker, eller som Halfdan Rasmussen så vist digtede: Det, du ikke begærer, vil trygt komme til dig. Det kan fx godt være magt, penge og sex, men betragtet og administreret efter Lysets natur; fx ønsket om magt for at gøre godt – måske for sit land, eller ønsket om at tjene penge for at forsørge sin familie.

    Begæret er jo udførligt behandlet og tænkt i Buddhismen, specielt med hensyn til dets uhensigtsmæssige natur (som det, der afskærer os fra forløsningen, Nirvana), men vi kan også nævne dets rolle i faustmyten, som den er skabt i Christopher Marlowes, Johan W. v. Goethes og Thomas Manns værk:

    Faust, der i de tre poetiske skikkelser begærer hhv magi, viden og kunstnerisk geni og skaberkraft; så meget, at han indgår pagt med det onde for at opnå det, han begærer (ønsker); og må bøde med sin sjæl.

    Hvis Faust havde haft ro og visdom til at finde ind til Lyset og stole på dét, så ville han vide, at sjælsofferet var helt unødvendigt, idet inspirationen (fx til filosofisk eller kunstnerisk virke) kommer, når man vil det gode, uegennyttigt og for at hjælpe andre (hvormed man også hjælper sig selv).

    Forskellen – her mellem lys og mørke – er motivet: Kærlighed eller begær (eller i andre sammenhænge ren destruktion). Med kærligheden vinder alle, med begæret og destruktionen taber alle.

    Et eksempel på hvordan det onde bringer præcis det, man ønsker at undgå, eller ødelægger det, man ønsker bevaret, ser vi her i Danmark – som andre steder i Vesten – ved at man her – for at bevare ædle, gode, traditionelle danske værdier som demokrati, menneskerettigheder, tolerance, religionsfrihed, åbenhed, menneskekærlighed – ødelægger disse værdier ved at forhåne, dehumanisere, dæmonisere, udskamme, mistænkeliggøre, chikanere danske muslimer.

    I dette eksempel er det, man søger at undgå en ødelæggelse af danske værdier, og for at undgå denne ødelæggelse, at undgå at andre skal foretage den, foretager man den selv. Sådan er det onde også så bagvendt og paradoksalt.

    Et parallelt eksempel har vi i Vandrer mod Lyset ved Josef af Arimateas historie; hvordan han, for at undgå at Jesu disciple skal stjæle den døde frelsers legeme, og derefter sige: Se, han er opstanden!, selv fjerner legemet fra den udhugne grav, og begraver det, så ingen siden fandt det; en handling, der banede vejen for det fejlagtige dogme om kødets opstandelse.

    Virkeligheden er, at Jesu opstandelse var åndelig, og på samme måde – åndeligt – vil ethvert menneske “opstå” efter døden; ikke i kraft af Jesu eksempel og magt og offer, men ved Guds magt og efter Guds love (Jesus (Kristus) er ikke Gud).

    Et tredje og også tragisk eksempel har vi i ulykkelige mennesker, der – af angst for døden – tager deres eget liv.

    Et fjerde eksempel er, hvis mennesker giver efter for onde impulser indefra, og fx begår mord eller selvmord for at vinde en form for fred. Disse onde handlinger kan give en momentan lettelse, men efterfølgende bliver lidelserne langt værre end før, når det onde ”fryser til” og – ved handlingen – sætter sig som et lidelsesfuldt mørkekompleks i tanke og vilje. Morderen eller selvmorderen ønsker måske fred, men får det modsatte. (Selvmorderens ulykkelige lod er fx nævnt i Kristi Tale i Vandrer mod Lyset. Den momentane lettelse man kan føle ved en voldshandling, enten rettet mod andre eller sig selv, er antydet i Vandrer mod Lyset, s. 158-159 i stykket om afpolarisering af det åndelige mørke; ved den ene af to måder (egentlig tre), hvorpå dette mørke kan afpolariseres. Der er i denne sammenhæng tale om mørkets måde, en måde, der naturligvis ikke er ønskelig eller konstruktiv).

    Den konstruktive metode til at håndtere mørke impulser, som alle mennesker kender, er at ride stormen af, indtil den lægger sig, hvilket vil ske før eller siden, hvis man undlader at handle.

    Jeg skal for en ordens skyld nævne, at ovenstående jo ikke er en fuldstændig redegørelse for det gode og det ondes natur, men dog nok kaster et strejflys over centrale aspekter ved de to verdenskræfter, samt at det er tanker bygget i Vandrer mod Lysets ramme. Enhver kan finde langt mere og mere udførlig viden om godt og ondt i dette værk.

  • Kan vi tænke os syge – og raske igen?

    Fra dagbogen.

    Jeg har nu lidt frygteligt nogle dage. Men jeg tænker at lidelsen – i hvert fald delvist – skyldes de meget negative tanker, jeg har. Jeg har altså – tænker jeg – ikke negative tanker, fordi jeg lider, men omvendt: Jeg lider, fordi jeg har negative tanker.

    Og det er jo let at forklare ud fra Vandrer mod Lyset: Negative tanker tiltrækker mørket, der giver lidelser.

    Det er så let – alt for let og fristende og nærliggende – at lade sig suge ind i en negativ spiral af negative tanker og dermed lidelser; en lidelse, der fodrer og forstærker sig selv ud fra skemaet: Negative tanker – mørke – lidelser – flere negative tanker – mere mørke – mere lidelse osv.

    Derfor må kuren være at prøve – i det mindste prøve – at tænke mere positivt – fx gennem denne indsigt.

    For det modsatte gælder jo også: Positive tanker tiltrækker lyset, der giver fred og velvære.

    Engang stødte jeg på nogle tanker af en kristen forfatter, Norman Vincent Peale, der skrev noget i retning af: Tænk positivt, lev lykkeligt. Og det er slet ikke så dumt.

    Måske er det rigtigt: Vi kan både tænke os syge, men vi kan også tænke os raske igen. Det kan lyde provokerende for mennesker, der som jeg selv, ofte lider mentalt. Og med dette ønsker jeg ikke at pege fingre ad nogen. Blot søge at inspirere.

    Og det er ikke en indsigt jeg (måske) har fundet på toppen af verden i en rus af lykke; men derimod en sandhed jeg har vundet på bunden af et helvede, jeg har levet i gennem årtier:

    Selvvunden. Selvlevet. Selverfaret. Måske kan den hjælpe andre også?