De evige sandheder og hjertets visdom

I Kommentaren til Ardors beretning s. 171-173, stykket med småt om åndelegemets udseende og opbygning (i Vandrer mod Lyset), står blandt andet, at vi – Guds børn – åndeligt set både har et stort, psykisk nervecenter (den åndelige hjerne) og et mindre center placeret omtrent ved det fysiske hjerte, men i en anden dimension (den oversanselige, firedimensionale verden).

Om disse to centre, den psykiske hjerne og hjertecenteret, kan vi generelt sige, at hjernen kender til de evige love og sandheder, mens hjertet kender til godt og ondt.

I den udstrækning vi ikke kender de evige love og sandheder, samt ikke kender godt og ondt, kan – under inkarnation – den oversanselige verden, de oversanselige intelligenser, med hensyn til de evige sandheder træde til med inspiration, der af os mennesker opfattes gennem intuition (pludselige aha-oplevelser), og med hensyn til kendskabet til godt og ondt kan skytsånden træde til og give os en hjerteviden om forskellen; skytsåndens påvirkning og indflydelse opleves og opfattes da som vores samvittighed.

Den oversanselige verden griber dog kun ind i de tilfælde, hvor vi ikke kan hjælpe os selv. At den ikke griber ind i alle tilfælde og under alle forhold skyldes, at de oversanselige intelligenser – i sidste instans Gud – ønsker at opelske vores selvstændighed og modenhed som åndelige individualiteter (se også mit skrift Den videnskabelige metafysiks metode).

På denne måde – gennem tilegnelse af de evige sandheder og kendskabet til de evige love, og ved hjertets kendskab til godt og ondt samt ved en langsom og gradvis styrkelse af vores vilje til Lyset – er vi mennesker underlagt en fremadskridende åndelig udvikling frem imod Lyset og Gud. Vi vandrer mod Lyset.

Og på et tidspunkt vil vi opleve det, der i detaljer er beskrevet i Spørgsmål og Svar II, no 64: Vores tanke og vilje vil da smelte sammen til en uopløselig enhed, hvorefter vi er upåvirkelige af det onde i al evighed.

Denne sammensmeltning oplever jeg – i en anden formulering – kan beskrives som en sammensmeltning af kendskabet til de evige sandheder og love og hjertets kendskab til godt og ondt via en guddommelig Lysring, der sluttes i hjertet (hjertecenteret). Eller sagt med andre ord igen: En uopløselig forbindelse mellem hjerne og hjerte; vi kunne måske også sige mellem forstand og følelse.

Det fremgår heraf, at den adskillelse man i idéhistorien af og til har gjort mellem forstand og følelse, mellem hjerne og hjerte, måske ikke er så frugtbar; der er i virkeligheden ikke tale om et enten-eller, men et både-og: Vi har både brug for hjernens, forstandens, kendskab til de evige sandheder og love, og vi har brug for hjertets kendskab til godt og ondt, for hjertets visdom.

Hjernen og hjertet har således hver sit område, hver sin måde at vide og erkende på. Og vi kan ikke undvære nogen af dem.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: