Forfatterskabet Højtryk

Kategori: Ikke kategoriseret

  • Aladdin

    Er vores kerne en perle, der skifter farve over tid, men bevarer sin form?

    Er kærlighed at opløse grænsen mellem dig og mig, samtidig med at den giver os form og ansigt og grænse?

    Finder vi kærlighedens udspring ved at gå mod strømmen, eller bærer strømmen os til kærligheden ved taos ikke-handlen, når vi ikke længere gør modstand?

    Er enden at finde begyndelsen, når livets ild under smerte bortbrænder alt det, vi har samlet, som ikke hører det til?

    Står vi hvert øjeblik på spidsen af en lysstråle, tiden der udgår fra Gud, bestandig af Ham at fødes, og tiden der svinder bag os, bliver skygge og grund?

    Er livet spørgsmål der åbner for enden af en sætning, som kan være dig eller mig, for eksempel denne?

    Jeg gnider lampen, og ånden springer frem. Men han er tavs. Venter på dit svar, dit ønske.

  • Slangen (kundalini)

    Af og til kommer den dybeste ondskab forklædt som det højeste gode

    Dette ser vi fx når visse mennesker uden at blinke hævder at være Gud eller Gud lig. Vi ser det fx hos visse kristne sektledere, og hos visse såkaldt hellige mænd og kvinder i Indien, nulevende og afdøde.

    Fænomenet er en konsekvens af det, jeg kalder mørkets dobbeltaspekt, mørket, der både kan optræde med et “lyst” og et rent sort ansigt og skikkelse (jf også myten om “Lucifer Lysbringeren” og “Satan, mørkets fyrste”; to ansigter for den samme personlighed; vi må dog her huske på, at Satan, Ardor, ifølge Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset, er vendt hjem til Lyset og Gud (det skete i 1912), og derfor har denne myte nu kun historisk interesse).

    Den dybeste ondskab er repræsenteret ved kundalini, Slangen, en mørkekraft, der fx også har inspireret til ideen om Kristus som værende Gud. Dette skal ikke forstås sådan, at Kristus er Slangen, men ideen om at han er identisk med Gud (“Guds enbårne Søn”; en del af treenigheden) er et udtryk for kundalini; en tanke, der ifølge Vandrer mod Lyset, aldrig – naturligvis – har fundet rum i hans sind.

    Jeg tror, det er sikkert at sige, at historisk i den jødiske, kristne og islamiske mystik og aktuelt foruden i den spirituelle bølge, så bæres også den såkaldt karismatiske, kristne vækkelse frem af denne kraft gennem ideen om Kristus som værende identisk med Gud. Det kan man fx se ved disse bønnemøder eller gudstjenester, hvor mennesker taler i tunger, falder om i kramper ved håndspålæggelse af præster osv. I mystikken og spiritualiteten bekræftes tanken om kundalini som motor i de religiøse erfaringer og oplevelser ved de samstemmende rapporter om en “ekstatisk forening med Gud”, af symptomer som rullende øjne, fråde om munden, en (“lys”-)kraft, der stiger op gennem kroppen (eller op gennem “chakraerne”) fra halebenet (eller “rodchakraet”) ledsaget af rystelser og kramper osv. Disse fænomener og symptomer kendes også i hinduisme og buddhisme.

    Kernen og bedraget i kundalini er, at den – gennem mennesker – vil være Gud, og nogle mennesker falder for dette bedrag. Intet menneske er – selvfølgelig – Gud. At Gud skulle inkarnere som menneske i Jesus af Nazareth eller at noget andet menneske skulle kunne blive Gud, er en helt igennem blasfemisk tanke, der nu ikke længere burde finde genklang og udbredelse blandt mennesker.

    Vi må lade alle disse barnefantasier fare, og søge ind til den sande Gud, som Han/Hun åbenbarer sig gennem Vandrer mod Lyset, og som – varmt og trygt og nært, fjernt fra al ekstase og rus og bedrag – kan åbenbare sig i hvert eneste menneskes liv og hjerte. Stille og roligt og uden om alle disse gennemsigtige menneskeguder, der kun inkarnerer Slangen, kundalini, den dybeste ondskab i Lysets dragt og skikkelse.

  • At føle sig elsket

    Hvis vi i forlængelse af indlægget Samvittighed ud fra Karen Armstrongs tanker spørger til, hvordan troen idag kan blive mere vedkommende og virksom i almindelige menneskers liv, og samtidig støtter os til Vandrer mod Lyset, så kan vi sige – hvilket vel de fleste troende kan tilslutte sig – at troen, forestillingen om Gud, ikke bare kan skabe mening i vores liv, men også opfylde og mætte et dybtliggende menneskeligt behov, nemlig behovet for at føle sig elsket, at være elsket.

    Guds kærlighed kan vi tage som en faktisk og følt virkelighed og ikke kun som en spekulativ, filosofisk eller religiøs læresætning. Ethvert menneske kan opleve og føle Guds kærlighed i de inderste hjerterødder direkte og virkeligt og udenom enhver dogmatisk fastlåst trosforestilling eller etableret religiøs tradition. Guds kærlighed er virkelig, og den er uendelig, og omfatter alle mennesker uanset hvad vi tror eller om vi tror.

    I religionshistorien har man både i jødisk, kristen og muslimsk regi på forskellig vis forsøgt at forene fornuft og åbenbaring, viden og tro, videnskab og religion. Højt begavede mennesker inden for jødedom, kristendom og islam har forsøgt at give rationelle beviser, filosofiske eller videnskabelige, for Guds eksistens og væsen. Mærkeligt nok synes det, at det mest nærliggende bevis – beliggende ca 30-40 cm fra næsen – hjertets bevis, sjældent eller aldrig er forsøgt. Men dette bevis står det i hvert eneste menneskes magt at prøve gyldigheden af.

    Så prøv nu – hvis du ønsker det – at vende dit hjerte mod Gud, og mærk efter. Prøv at mærke efter der, hvor du ellers normalt oplever eller føler kærligheden. Findes Gud? Er Gud virkelig? Mærk efter, og du vil kende sandheden. Stille og roligt, varmt og trygt og nært.

  • Magt

    Drømme om magt drømmes af slaver

    Der findes grundlæggende to former for magt: Magt gennem tvang, og magten ved at sætte fri. De to former for magt findes som oftest blandt mennesker i blandinger. Vi finder magt fx i det politiske liv, hvor magten ved at sætte (relativt) fri kendes i lande med frie og demokratiske forfatninger, hvorimod magt gennem tvang findes i diktaturer og tyrannier.

    Magten ved at sætte mennesker fri er klart den mest stabile og varige, modsat magt gennem tvang: Ved at tvinge mennesker mod deres vilje skaber magten en massiv modvilje og måske had vendt mod sig, og det bliver en prioritet at styrte magten – måske for millioner af mennesker. Derfor er tyranniet ikke stabilt, og vil før eller senere gå sin opløsning imøde.

    Hvorimod mennesker i frie lande med frie forfatninger og idealer vil have en tendens til at ville beskytte styret og forhindre dets opløsning, fordi de selv har givet magten mandat gennem frie og demokratiske valg, og således – i store træk – regeres efter deres egen vilje. På den måde vil – måske millioner af – mennesker søge at værne om og beskytte sit land og dets regering, og derfor er et sådant styre mere stabilt og varigt. Friheden er med til at rodfæste og stabilisere den politiske magt.

    Vi finder også magten ved at sætte fri – eller tvinge – i kærligheden: Den kærlighed, der ved fx omfattende kontrol og sanktion eller anden trælbinding af partneren vil snart opløses, da den er modsat partnerens vilje og trang til frihed og beskyttelse af integritet, hvorimod den kærlighed, der sætter den anden fri, vil være mere stabil og varig, fordi den er efter begges – hvis der er tale om monogamt samliv – ønske og vilje. Derfor er også den kærlighed, der sætter fri mere stabil og varig og bæredygtig. Friheden er med til at skabe, rodfæste og bevare kærligheden.

    Man må dog også sige, at den kærlighed, der sætter fri, er sårbar, fordi friheden indebærer muligheden for at miste, risikoen for tab. Men det må være kærlighedens pris, og måske livsnerve og skygge og vægt – den indbyggede usikkerhed og sårbarhed – idet en kærlighed, der binder, aldrig begynder eller dør hurtigt. De bånd vi binder med i kærlighed, ender med at kvæle den, og dermed fremskynder vi tabet, det vi frygter og ønsker at sikre os imod ved at søge at binde den anden. Kærlighedens bånd bindes ikke ved tvang, men knyttes i frihed.

    I et religiøst perspektiv – idet vi støtter os til Vandrer mod Lyset – sætter Gud os mennesker absolut fri, fordi Gud elsker os uendeligt og ubetinget. Derfor er Guds kærligheds Magt uendelig.

    Hvis vi forestiller os, at Gud – som nogle religiøse traditioner vil vide – havde trukket en rød linje, ingen af os måtte overskride; og hvis vi gjorde, ville dette betyde vores fortabelse; da ville Hans/Hendes kærlighed ikke være uendelig. En sådan Gud ville være en mindre Gud. Uendelig og absolut frihed og uendelig kærlighed hører sammen.

    For os mennesker gælder det om, som jeg ser det, at stille hinanden mest muligt frit i alle livets forhold og at undlade at tvinge; for at skabe og beskytte og vedligeholde den indbyrdes kærlighed, der er vores egentlige bestemmelse og skæbne.

  • Samvittighed

    I sin bog, Gud – i jødedom, kristendom og islam (A history of God – from Abraham to the present: The 4000-year quest for God), giver Karen Armstrong den tanke lyd, at når en bestemt opfattelse eller billede af Gud ikke længere virker på mennesker i et givent samfund, så opgives dette billede eller denne forestilling, og et mellemspil af ateisme følger; for så igen at give plads til et nyt billede og en ny forestilling om Gud og det guddommelige.

    Ideen om Gud synes umulig at udrydde. Og det er helt naturligt, for der ligger realiteter bag. Men det vi har er billeder af Gud, ikke Gud som Han/Hun virkelig er. Intet sprog eller tanke kan fuldtud fatte Ham/Hende, hvilket også er naturligt. For hvis vi fuldtud kunne forstå Gud, og indfange Hans/Hendes Væsen i sin totalitet, ville vi selv skulle være som Gud i indsigt, kærlighed og visdom. Og det er – naturligvis – intet menneske.

    Det vi har er altså billeder, og de skifter over tid. Billederne og forestillingerne vender altid tilbage efter måske en tid, hvor man hælder til ateismen og afvisningen af noget guddommeligt overhovedet, men vender tilbage i nye skikkelser, i nye samfund – ofte forynget og bedre i tråd med det sandt guddommelige.

    Vi må i de vestlige samfund, hvor billedet af Gud som det findes i den kristne religion, måske er på vej ud, og har været det længe, derfor søge en ny og mere virkningsfuld kontakt til og billede af Gud og det guddommelige.

    Et sådant billede og en sådan virkningsfuld kontakt kan læses ud af værket, Vandrer mod Lyset; nemlig ved dette værks udførlige beskrivelse af samvittigheden, dens virke og natur; samvittigheden som det sted, hvor mennesker helt konkret, vigtigt og virkningsfuldt og stadigt har kontakt med Gud og det guddommelige.

    Vi kan kalde det samvittigheden, andre vil måske kalde det at mærke efter før store og vigtige beslutninger, fx i spørgsmål om familie eller ægtefælle, børn, job osv, andre igen vil kalde det mavefornemmelsen. Her har hvert eneste menneske – og vel hver eneste dag – en ægte og virkelig kontakt med Gud gennem skytsånden, som det er forklaret i Vandrer mod Lyset.

    Den bedste måde at omgås og mærke sin samvittighed (mavefornemmelse, at mærke efter om noget føles rigtigt eller forkert) er, at spørge den før de store og vigtige, måske livsændrende beslutninger, man står overfor. Dette er bedre, end først at mærke efter senere, når beslutningerne er truffet, og man måske føler i sit inderste, at beslutningen var forkert. Hvis man mærker efter, spørger sin samvittighed, før man træffer beslutningerne, vil man garanteret få et svar. Svaret kan fx opleves netop som en mavefornemmelse. Og så må man følge sit inderste, samvittigheden, mavefornemmelsen.

    På den måde kan man mere sikkert bevæge sig gennem verden og livet med denne virkningsfulde og stadige kontakt til Gud og det guddommelige.

    Vi står i Vesten måske overfor at skulle udskifte vores billede af Gud med et andet og mere nærværende og sandt, end det fx kristendom og islam kan give. Billedet står helt klart og lige til at gå til i Vandrer mod Lyset. Og samvittigheden er et godt sted at starte denne udskiftning. Prøv – som et eksperiment – at mærke efter, om det du her har læst, kan være sandhed og en mulig vej for dig. Mærk efter, og døm så.

    Dit indre, din mavefornemmelse, din samvittighed vil ikke bedrage dig.

  • Oprør

    Engang havde oprørere blomster i håret og hjerter af sten. Oprøret mod autoriteten blev den nye autoritet, og at tænke fordomsfrit og prise mangfoldighed gjorde alle og skulle alle. Budet hugget i sten, straffen eksklusion for dem, der nægtede.

    Så drejede historiens hjul.

    Blomsterbørnenes stenhjerter gik i arv til deres egne børn. De pakkede stenene ind i guldpapir, vi kaldte det politisk korrekthed; den anden side af racisme. Kravet om uniform optræden og tænkning stod ved magt og blev gentaget. Straffen for overtrædelse af det gamle bud i nye klæder var den samme: Eksklusion.

    Så drejede igen historiens hjul.

    Alle de sten, vi har pakket ind siden det første oprør, er nu pakket ud, så vi kan se dem. De er klar til kast. Sten kastes. Begge veje. Mennesker såres. Det er den rene vare. Der er ikke andet tilbage end det, der altid har været, siden mennesker lærte at gå i takt ved budet: Du skal!

    Nu drejer hjulene igen? Måske man skulle prøve med blomster i hjertet, ikke i håret, kærlighed, hvis vi vil? Hvis ikke, så lad det være? Måske vi skulle prøve frihed, og ikke uniform gåen i takt? Og hvis ikke, så lad det være? Måske vi skulle prøve at blive mennesker og ikke soldater i den gode sags tjeneste?

  • Hegels dialektiske trekant i relation til eksisterende fronter i verden

    Hvis vi betragter en given front mellem to stridende parter, kan det tænkes, at det mest konstruktive vil være – ikke at søge at undertvinge modparten – men søge en syntese af de to stridende synspunkter eller parter inspireret af Hegels dialektiske trekant; tese-antitese-syntese.

    To parter i en konflikt kan ses som tese og antitese, og syntesen som en mulig videre (fredelig) vej, hvor man tager det bedste fra hver part; vi kan sige det på den måde, at hvor der er to stridende parter, er der to mulige veje: En undertvingelse af modparten – hvilket ikke løser konflikten, men fryser den ned til senere mulig eksplosion – eller en syntese og fælles vej ud fra det bedste fra begge parter. Vi kan også udtrykke tanken som det modsatte af det machiavelliske princip, del-og-hersk, nemlig: Foren til fred.

    Jeg vil prøve at anskueliggøre tanken ved et par eksempler:

    I diskussionen eller kampen mellem kapitalisme og kommunisme (socialisme) hiver begge parter i hver sin ende af pengetovet, og hovedspørgsmålet er hvem, der skal have mest. Måske ville der være en løsning et sted midt i mellem eller på en helt anden, endnu ukendt, forståelsesskive, eller måske i en syntese af de to måder at organisere vores samfund på? Måske ville der ligge farbar vej gennem en grundlæggende analyse af, hvad penge egentlig er, og om de er nødvendige for at dække menneskers grundlæggende behov? Kan vi tænke en samfundsmodel, som hverken er kapitalisme eller kommunisme – men måske en syntese af de to – en model hvor vi ikke gør skade på vores indre, menneskelige natur og den ydre natur, Jorden, hvilket de to systemer begge gør, når de står alene?

    Eller i den gamle diskussion mellem tro og viden kunne farbar vej også ligge i en syntese af de to (se det foregående indlæg)?

    Eller vi kunne tænke på fronten mellem Vesten og “Islam”, mellem tilhængere og modstandere af vaccinering mod Covid-19, mellem tilhængere og modstandere af teorien om menneskeskabt global opvarmning; ved alle de fronter mellem to parter, der findes, og hvor hver part hiver i hver sin ende af det omstridte (fx penge eller sandhed), kunne en tredje – og fredelig – vej ligge i syntesen; eller måske ved at tænke grundlæggende nyt, kaste bolden i luften og se den fra en ny side.

    Jeg ved, at der sidder rigtig mange intelligente mennesker derude forskellige steder i verden, og dette indlæg er ikke ment som et facit, men som en invitation til at tage del i de nye måder vi kan tænke på i forskellige sammenhænge og i forskellige spørgsmål og ved forskellige konflikter; en invitation til at tiltræde den første forudsætning for at kunne skabe større fred og mere forståelse mellem mennesker; nemlig – som jeg skrev forleden dag om de parallelle fronter – viljen til fred. Hvor der er vilje, er der vej!

  • Faithience – en mulig syntese mellem tro og viden?

    På en måde fremstår videnskaben i dag som vor tids katolicisme. Dens dogmer og resultater kan synes lige så urimelige som Middelalderens tro: Det, der er videnskabelig evidens for i dag, er modbevist i morgen, men samtidig kræves der “tro” på videnskaben og man hævder dens autoritet.

    Er det muligt at finde ny grund for en åndelig disciplin, der forener de to måder at tænke og leve på, de to måder og discipliner, som nu hiver i hver sin ende af sandhedstovet, og som – måske fordi de hver for sig kun er en del af sandheden eller sand metode – hver for sig synes så urimelige og ensidige, og som er kilde til så megen strid og kiv og ufred?

    Hvis vi tager Hegels dialektiske trekant, og siger, at tro og videnskab kan forenes i en højere syntese, hvor ender denne tanke så? Eller skal vi helt uden for skiven og finde en ny?

    Hvis vi her nøjes med syntesen af den velkendte tro og videnskab, så har vi måske et fælles punkt og mulig begyndelse på en syntese i fænomenet placebo: Det skulle være evident, at menneskers tro betyder noget, som kan eftervises videnskabeligt i forskning i den velkendte placeboeffekt; placebo eller tro fx når forskere i dobbeltblændede forsøg indgiver en gruppe forsøgspersoner kalktabletter i stedet for tabletter med det – måske – virksomme stof man undersøger, og hvor alene det, at man får en pille af en person man måske opfatter som en autoritet og har tillid til, og måske tror at pillen virker – så virker den – i nogle tilfælde lige så godt som piller med aktivt stof.

    Ligeledes skulle det være bevist, at bøn har gavnlig – både fysisk og mental – effekt.

    Er tro og viden to ender af samme spektrum, sandhedens; ender som kan forenes i en højere syntese (vi kunne forsøgsvis kalde det faithience), og som – hvis man ensidigt holder sig til kun den ene ende af dette spektrum – geråder i urimeligheder og tvivlsomme resultater og manglende pålidelighed og autoritet?

    Eller skal vi helt udenfor skiven og forsøge at tænke helt nyt – hvis vi skal finde bare noget af sandheden? Hvad mener du?

  • I kærlighedens skygge

    Når Solens lys rammer et menneske af kød og blod, kastes skygge. Kun et menneske af glas kaster ingen.

    Bliver kærligheden først hel gennem sin skygge, som det gamle yin-yang tegn kan sige? Er det at ville undgå kærlighedens skygge at fornægte den, at gøre den halv, eller at tilintetgøre den?

    Er det sandt, at den der ikke frygter nok, kan ikke holde på kærligheden? Fordi den når til det inderste, som du kan miste?

    Er det sandt, at fordi kærligheden giver alt, kan du ved den miste alt?

    Kærlighedens Janusansigt: Der er en del, der vender udad, og en del, der vender indad. Er det den del, der vender indad, kærlighedens selviske element, der giver smerten? Eller er det tilfældet, hvis kærligheden først vender indad, dernæst udad? Fordi du søger at fylde dig med en anden, finde livet gennem en anden, et liv du måske har mistet, og som hjertet må genføde indefra?

    Eller skabes smerten, hvis der er ubalance mellem kærligheden til den anden og kærligheden til os selv? Eller er smertes ophør lig med kærlighedens død, med ligegyldighed?

    Kærlighedens Damoklessværd: Det hænger over mennesket af kød og blod og minder om styrken i det skrøbeligste af alt: Det inderste hjerte; dér hvor du mærker smerten, hvis tråden brister, og sværdet falder.

    Er det at ville helbrede sig for kærlighedens smerte at ophøre med at elske? Gå gennem livet urørt og ulevende? At leve som en død?

    Så hellere skyggen, dobbeltansigtet og sværdet! Livet hængende i en tynd tråd – med skyggen, der giver billedet af dig dybde og sandhed!

  • Forfatterskabet Højtryk

    Som – tror jeg – den første i verden, har jeg valgt at navngive mit forfatterskab, sådan som man fx også kender det fra populærmusikkens bands. Navnet er Højtryk.

    Navnet har jo mange konnotationer, og det er først og fremmest en påmindelse til mig selv om at forsøge at holde den kunstneriske, religiøse og filosofiske standard god og høj. Læseren kan selv indlæse sine egne betydninger i navnet.

    Samtidig åbner navngivelsen op for et muligt samarbejde med andre talentfulde forfattere, der kunne tænkes at ville bidrage til forfatterskabet Højtryk, og som passer ind i profilen; på samme måde som et band normalt fx har en bassist, en trommeslager, en guitarist osv.

    Jeg håber at kunne fortsætte med at levere tekster på et højt niveau, og ønsker alle læsere fortsat god læselyst!