Forfatterskabet Højtryk

Tag: Gud

  • Genvejen i genvejen

    ”…og når vi færdes lig mennesker blandt menneskene, da kunne vi tillige yde vore brødre og søstre megen hjælp under deres tunge jordelivs vandringer. Vi kunne møde dem med kærlighed, vi kunne hjælpe dem at bære deres byrder, søge at fjerne stenene fra deres vej; vi kunne støtte dem og drage dem med os.”

    Kristi ord om de ældste til de yngste ved den første samtale mellem Gud og de yngste, da de alle var nær ved at fortvivle, og bad Gud om hjælp til den videre vej. (Vandrer mod Lyset, Ardors beretning, s. 28)

    Hvis vi anerkender, at Vandrer mod Lyset er sandhed, og derved forstår, at hovedarbejdet for menneskehedens foregangsmænd, de yngste, i tidligere tider var den at forsøge at vinde Ardor (Satan) tilbage til Lyset og Gud, kan vi så sige noget om, hvad et eventuelt hovedarbejde består i i dag, nu hvor det – for længst – er lykkedes at skabe dette gennembrud for Lyset?

    Det mener jeg vi kan:

    Meget af nutidens mange problemer; sult, krig, fattigdom, vold, intolerance, racisme; meget af alt dette skyldes formentlig stadig de ældstes indflydelse i negativ retning. Denne indflydelse fra mørket finder stadig udløb i verden, dog nu ikke så voldsomt som tidligere.

    Hvorledes kan vi søge at ændre dette til det bedre? Det kan vi efter min mening ved – netop som Kristus siger det i det citerede sted ovenfor – at møde de ældste med kærlighed, og derved søge at vække lyset i dem. Dette kan vi bedst gøre ved at tilgive dem og bede for dem, og derigennem søge at vække deres sorg og anger, ligesom tidligere hovedopgaven var at vække Ardors sorg og anger gennem tilgivelse og bøn – ikke for at ”bekæmpe ham” eller give ham nye lidelser – men netop for at vinde ham tilbage, så hans lidelser kunne få ende.

    Men straks her må vi ransage vores kærlighed. Vi må spørge os selv – hvis vi optager denne nye hovedopgave – om vi gør det som middel til verdensfred og bedre vilkår for mennesker, eller om vi gør det af virkelig kærlighed til og medfølelse med de ældste? Vi må her huske Kants ord: Andre mennesker må – om så formålet er nok så ædelt – aldrig kun være midler til opnåelse af bestemte formål, men må være mål i sig selv.

    For at lette forståelsen af dette må vi forstå de ældste, forstå deres lidelser. Enhver der kender til de lidelser det giver, når vi fejler, når vi forbryder os mod vores medmennesker eller mod Gud, alle der ved, hvad det vil sige at falde for mørket, og bittert erfarer de lidelser, der følger med, vil kunne forstå dette, vil forstå hvad det vil sige at føle sig alene i mørket, at føle mørkets knugende tryk og angst og rædsel og dybe ensomhed, de vil kende og forstå det afmægtige raseri og trang til at udøse sine lidelsers frugt over andre mennesker, for at få dem til at lide, som vi selv lider, når vi falder for det onde. Jeg kender og forstår selv disse ting, da jeg selv faldt engang for mange år siden.

    Men denne forståelse kunne vi udnytte i det godes, i Lysets tjeneste ved netop – ud fra egne erfaringer med mørket og mørkets lidelser – at tilgive de ældste af hjertet, for derved at søge at vække lyset i dem; parallelt til tidligere tiders hovedopgave med at vinde Ardor tilbage og derved bryde mørkets magt: 

    Ikke for at give dem nye lidelser, eller for at ”bekæmpe dem”, men for at vinde dem tilbage, så deres lidelser kan få ende. Deres lidelser kan få ende, hvis det virkelig – langsomt og roligt og tålmodigt – kan lykkes at vække lyset i deres hjerter gennem tilgivelse og bøn; for hvis dette lykkes, vil de ikke længere øve det onde i så voldsom grad, som det stadig er tilfældet, og derved vil de få mindre at sone, og derved igen kunne de lettere og mindre smertefuldt genopbygge deres personlighed, som det hedder i Vandrer mod Lyset.

    Hovedopgaven nu er altså, som jeg ser den: At søge at vække lyset i de ældste gennem tilgivelse og bøn, for derved at modvirke megen af den krig, vold og andre af mørkets fænomener, vi døjer med i dag, men at gøre det primært for deres egen skyld og ud fra en forståelse af, hvor megen lidelse de bringer over sig selv ved at fremture i det onde.

    Vi ved fra Vandrer mod Lyset, at mange af de ældste – i den oversanselige verden – bittert fortryder deres mange onde handlinger. Men vi må forstå, at selv om de på den måde fortryder deres gerninger, så vil – når de (af Gud) inkarneres på Jorden for at genopbygge deres personlighed og for at sone – det mørke, de tidligere har draget til sig gennem onde gerninger, atter vende sig mod dem, og formørke dem som mennesker. Dermed vil de igen let fristes til nye mørkets gerninger.

    Vi kunne modvirke eller mildne dette ved – netop at tilgive dem og bede for dem og derved drage lyset til dem, og derved igen lette deres vandring og fjerne nogle af stenene fra deres vej, sådan som Kristus siger i det citerede ovenfor.

    Hvis vi mennesker formår dette, hvis vores kærlighed er stor nok til at optage en sådan gerning, og hvis vi formår at gøre det med rene motiver – ikke først og fremmest for vores egen skyld, men for deres og ud fra egne oplevelser og erfaringer med mørket og dets lidelser – så kunne dette være en genvej i genvejen.

    Vi kunne gøre dette som en barmhjertighedsgerning, og som en opfyldelse af Kristi ord: At tilgive vores fjender og bede for dem, ikke fordømme dem!

  • Gud og kærlighed

    Hos Walter Schubart møder vi i Religion og erotik (1941) (her efter Troels Nøragers, Hjertets længsel – kærlighed og Gud religionsfilosofisk belyst (2003)) den ejendommelige tanke, at både religion og den erotiske kærlighed er af dæmonisk oprindelse: De skylder begge deres opkomst en ur-gysen – gysen for verdensdybet og dets overvældende og uudgrundelige, ukendte kræfter og for kønnet.

    Vi kan give Schubart ret, hvis vi tænker på de gængse former for religion, der ifølge Vandrer mod Lyset hovedsagelig skyldes mørkets kræfter og indgriben – det gælder fx jødedom, kristendom og islam – og hvis vi ved den erotiske kærlighed virkelig forstår en form for kærlighed.

    Gyset, urgyset, skyldes i forhold til det religiøse det forhold, som vi kan læse ud af mystikken, at nogle mennesker med og i det guddommelige har oplevet en form for forening i betydningen en ”udslettelse” (af jeget, den individuelle personlighed), og det samme kan nogle mennesker opleve i den intensive, dybe forelskelse eller gennem ekstatisk sex: Personligheden ”opløses”, tilintetgøres, den strømmer som sjæledråben ud i og forenes med sjælehavet (den hinduistiske ”befrielse”, moksha, gennem forening med Brahma) eller den opløses i den elskede (et andet menneske) – hvilket imidlertid er et kende for mørkets, det ondes, kræfter og natur.

    Det er rigtigt, at både sex og forelskelse er af ”dæmonisk” oprindelse (de skyldes de ældste; se Vandrer mod Lyset), men ikke kærligheden, som er noget andet end de to. Kærligheden, den virkelige kærlighed, er af guddommelig oprindelse og natur, som mange nok vil vedkende. Tilsvarende er sand religion ikke dæmonisk, men er udtryk for en ægte menneskelig længsel efter Gud, Oprindelsen, og kan også forstås som et svar på Guds kalden på os.

    I Nøragers bog møder vi desuden den tanke, at religion og erotik er udtryk for det splittede, halve menneskes længsel efter (en måske oprindelig) helhed gennem forening med Gud og den vi elsker (jf Platons myte fra Symposion om det oprindelige dobbeltmenneske, der af guderne blev skilt ad, for at de ikke skulle blive for magtfulde og nå dem).

    Men vi må igen passe på ikke at forstå foreningen med Gud for bogstaveligt – som en udslettelse, en opgivelse af personligheden (jf også Kierkegaard og hans troens dobbeltbevægelse; at opgive alt (sin forstand og sjæl) for at få alt, og (den kristnes) afdøen fra verden) – men snarere se forbindelsen til Gud som en styrkelse af personligheden, af jeget, gennem den ægte, guddommelige kærlighed og menneskers svar på den.

    Og vi bliver ikke hele indeni gennem (måske ekstatisk) sex eller forelskelse, hvilket blot understreger og uddyber splittelsen og lidelsen (savnet). Den sande helhed nås dels gennem tanke-vilje-enhed (jf Spørgsmål og Svar II, no 64), dels gennem den rolige, afklarede bevidsthed om dualens eksistens, selv om han eller hun måske ikke lige er konkret, fysisk til stede i vores liv (eller er det uden at vi ved det): Vi opløses, udslettes, ikke gennem forening med dualen, men styrkes som selvstændige personligheder – parallelt til den sande kærlighed til og fra Gud.

    Hverken religion eller kærlighed er altså af dæmonisk oprindelse, hvis dette er, hvad Schubart mener. Gud og kærlighed rummer i sig livet, ikke udslettelse og død, og vi kan være fuldstændig trygge ved dem. Der er – som i så mange andre forhold her på kloden, der er en mørkets og dødens verden (jf Vandrer mod Lyset) – tale om livet overfor og modstillet døden: Gud og kærlighed er udtryk for Lysets og livets kræfter, mens de traditionelle religioner og forelskelse og sex er udtryk for mørkets, det ondes, modsatte kræfter. At det forholder sig sådan, bør dog ikke føre til, at vi fordømmer sex, eller søger seksuel afholdenhed for enhver pris, da sex er et fysisk behov på linje med behovet for mad, drikke og søvn (for en mere detaljeret og fyldestgørende redegørelse for sex; se Vandrer mod Lyset og Tillægget til Spørgsmål og Svar I).

    Menneskets urgys overfor Gud og kærligheden – og den angst nogle måske den dag i dag gribes af ved tanken om Gud og kærlighed – skyldes således en misforståelse af de to kræfters natur, og det skyldes en sammenblanding af det guddommelige og det dæmoniske, livet og kærligheden overfor døden og tilintetgørelsen; det dæmoniske, mørket, der – som ofte (jf mine tanker om det ondes dobbeltaspekt; dets ”lyse” og dets rent sorte side) – bruger de samme ord – fx Gud og kærlighed – men er naturforskellig i sin grund.

  • Brev fra Ikaros

    Kære ven –

    Jeg skriver til dig i en anledning, der ligger mig en del på sinde, en bekymring jeg har og får, når jeg ser på verden og mennesker i dag. Også på dig. Måske vil mine ord bedrøve dig, måske vil de gøre dig vred. Men du tillader nok en ven at sige sandhed – som jeg ser den.

    Det jeg hentyder til, er tidens tilsyneladende renaissance eller genvækkelse af mystikken; kabbala, kristen mystik, sufismen og hele den spirituelle bølge. I alt dette ser jeg mennesker falde, ser jeg menneskelige tragedier udspille sig hver eneste dag, og flere og flere.

    Men straks må du forstå, at jeg her ikke taler som en (utidig) moralist, men derimod som én, der selv har oplevet faldet og gennemlidt alle de lidelser, der nødvendigvis følger af det. Dette ville jeg – om muligt – gerne spare dig og andre for. På dén måde søger jeg at vende min afsky for det onde, som jeg kender på første hånd og på egen krop og sjæl, til kærlighed til mennesker; kærlighed også til dig.

    Jeg ser: Mennesker gennem mystikken og spiritualiteten søge ekstatisk forening med Gud og det guddommelige, og i dét finde noget nær udslettelse, jeg ser mennesker søge rus og besættelse under skin af kærlighed og derved brænde op, jeg ser mennesker danse om slangen, døden, og den om dem, slangen, døden, der sprænger sindet og hjertet, jeg ser mennesker bæres og lokkes af glimtende hænder i fri luft ud over afgrunden, jeg ser mennesker træde fra tinder ud på skyer og styrte i havet og drukne, ser dem knuses mod den klippe, det bjerg, de søger at bestige; alt dog vel i bedste mening og ud fra oprigtig overbevisning.

    Alt dette er så tragisk, men husk igen: Jeg er ikke moralist, jeg er en ven. Ønsk dig for alt i verden ikke at opleve dét øjeblik, hvor slangen drejer sit ”lyse” ansigt om til dets sande. Det rent sorte.

    Hvad mere skal jeg sige til dig? Jo, dette: Hvis du længes efter Gud, og med Ham åndelig opfyldelse, hvis du søger at få slukket din tørst gennem Ham, så søg Ham i den stille kilde ved dine inderste hjerterødder, og hør Hans stemme gennem samvittigheden eller mavefornemmelsen. Så vil du finde ro, tryghed og hvile.

    Dette ønsker jeg inderligt for dig, som jeg selv langsomt er ved at komme mig ovenpå den storm, der tog mig engang, jeg, der langsomt og under smerte er ved at blive genfødt efter døden. Jeg lover dig ikke hurtig helbredelse, hvis du giver agt på mine ord; hurtig helbredelse, hvis du er syg af disse kræfter, hvis denne sygdom allerede har smittet og ramt dig. Men jeg lover dig en sand retning på en vej, du selv må gå.

    Lad mig ikke en dag finde dig knust under sten og rådnet af død; lad mig finde dig frisk og rask og i ro, når vi nu ses igen; lad mig finde dig sætte nye skud og gro med træets langsomhed og selvbeherskelse; med styrke og mod og tålmodighed og kærlighed. Lad mig se træet omsider blomstre. Hug det ikke om. Det beder jeg dig om.

    Jeg håber, du vil tilgive denne henvendelse, hvis den forekommer dig anmassende og uønsket. Nok er: Gå ikke min vej, men din egen. Og kun du kender din egen skygge. Men husk mine ord, hvis også du en dag møder Stormen. Og find – måske så – ro og vindstille og livet igen i dem.

    Med kærlig hilsen

  • Kendetegn på lys og mørke

    Som Knud Brønnum skriver i Tanker over Vandrer mod Lyset, så kræver lyset en stærk vilje, hvorimod mørket kræver en svag vilje. Vi kan dertil føje, at lyset giver en klar tanke: Når vi tænker og handler i overensstemmelse med lyset, styrker det med andre ord vores tanke og vilje, hvorimod mørket nedbryder dem.

    Og vi kan tilføje, at lyset styrker karakteren, mens mørket nedbryder den. Men forholdet er dobbelt: Vi tænker og handler i overensstemmelse med vores karakter, men vores tanker og handlinger – af godt eller ondt – skaber samtidig vores karakter; er karakterdannende.

    Ifølge Spørgsmål og Svar I, no 10, har vi ingen fast og klar målestok for de åndelige sandheder, dvs for sandhed og løgn (eller misforståelse). Men der nævnes det forhold, at de åndelige, evige lysets sandheder giver os ro og fred i sjæl og tanke, hvorimod mørket, løgnen, giver mental og åndelig ufred.

    Det er muligt at give nogle yderligere almene kendetegn for lys og mørke, godt og ondt, når vi møder de to urkræfter fx i skrevne tekster:

    Lysets tanker er klare og distinkte, som Descartes formulerede det – og derfor bringer de fred – hvorimod mørkets tanker er dunkle, uklare, på eller over grænsen til det vrøvlede. Lysets klare tanker vil altid afspejle og gengive virkeligheden som et spejl, mørket derimod som et fotografisk negativ af den.

    Af eksempler på mørkets fotografiske negativ af virkeligheden har vi i den hinduistiske og buddhistiske tanke om livet som lidelse, og popkulturens behandling af kærligheden; kærligheden som kilde til smerte, lidelse og hjertesorg. De klare lysets modstykker er, at livet og kærligheden i deres rene former resulterer i glæde, lykke og fred: Det er synden og døden, der skaber lidelse (direkte eller indirekte; fx hvis vi lider under gengældelsesloven, dvs gennemlider de samme lidelser, vi har bragt andre, som led i vores guddommelige opdragelse; se mit skrift Om gengældelsesloven), det er ikke livet, og hvis den virkelige kærlighed bringer os lidelser, er det ikke fx på grund af vores egne tab eller på grund af ugengældte følelser – det vil sige en form for og styrkegrad af selviskhed eller egoisme – men fx fordi nogle vi elsker lider, og vi da lider med dem.

    Af fotografiske negativer i åndshistorien kan vi også tænke på det guddommelige uhyre, der træder os imøde i store dele af Bibelen og Koranen: “Gud”, der dræber mennesker, dømmer mennesker til fortabelsen, fordømmer mennesker som syndige, kræver dødsstraf for visse forsyndelser, kræver – under trussel om fortabelse – en bestemt tro og betingelsesløs underkastelse osv osv. Lysets klare og sande modstykke er Gud opfattet som Lysets og kærlighedens Almagt: En varm og tryg og nær Guddommelig Far og Skaber, der i et billede, men også som en realitet, er kilden ved vores inderste hjerterødder, vores inderste evige livskilde.

    Af andre eksempler på de klare og distinkte lysets tanker som de er nedfældet i skrift med direkte forbindelse til de evige, åndelige livskilder kan vi fx tænke på den nævnte Descartes´ værker, eller – i ekstrem grad – Vandrer mod Lyset selv.

    Med hensyn til de dunkle og vrøvlede mørkets tanker i religiøse, filosofiske og skønlitterære værker, det fotografiske negativ, kan vi videre og konkret tænke på Paulus´ breve fra Det ny Testamente, Hegels filosofi som den er udtrykt i Åndens fænomenologi, Heideggers mislykkede fundamentalontologi som den er givet i Væren og tid, og på James Joyce´ Finnegans Wake.

    Den uro som ledsager mørkets uklarhed og dunkelhed har også det aspekt, at vi her søger at bringe tanken til ro ved at søge en bund, måske en sandhed, bag dunkelheden. Derfor vil tanken bestandig kredse om ordene, men ofte eller altid uden at kunne finde ind til kernen – fordi der ingen er. Det onde er på en måde at betragte som en intethed, som det kommer til udtryk i synden og døden: Synden – ikke livet eller kærligheden – der fører til dødens intethed, fx gennem mord, drab, selvmord, krig og i videre forstand gennem Jordens omdannelse fra en lysets til en mørkets, syndens og dødens verden gennem de ældstes fald og synd (se Vandrer mod Lyset); modsat lysets, livets og kærlighedens evige paradiskræfter.

    I tankeverdenen optræder synden og med den dødens intethed i disse kerne- eller centerløse ideer eller filosofier eller digtning, som tanken idelig kan kredse omkring uden at finde bund og ro. Synden og døden er således både repræsenteret i tanke og i handlen (vilje), (mord, selvmord, krig osv).

    Med hensyn til kristendommen har mørkets dunkelhed ført til omkring 2000 års forgæves eftersøgning efter den dybere mening med Paulus´ ord og tanker og derigennem finde ind til kristendommens kerne.

    Men det er forgæves – som i andre tilfælde – og bestræbelsen og kristendommen selv har trukket et spor af vold, uklarhed, intolerance og ufred i sit kølvand – fordi den har sin rod i mørket, det onde, og fordi den inderste kerne ikke lader sig udfinde; den findes simpelthen ikke.

    Med den type tanker og tanke- og trossystemer er der kun én vej: At forkaste dem i deres helhed, og dermed skabe fred i menneskers sind, hjerte og ånd gennem sandhedens erkendelse.

  • Tidens oprindelse og natur

    Det følgende bygger på Vandrer mod Lyset, og er et forsøg på at forstå tidens oprindelse og natur. Ved alle sideangivelser henvises til den trykte udgave.

    Tiden begyndte ved overgangen for Urtanken og Urviljen fra hvile til kamp (s. 148); dvs ved den første urosdirren, eller vi kunne sige ved tankens og viljens første og samtidige gysen tilbage for mørket. Tiden er i jordisk som i oversanselig forstand et udtryk for begivenhedernes følge (s. 149). Før den første urosdirren var tanken sig ikke bevidst (Spørgsmål og Svar II, no 57).

    Af dette kan vi slutte: At tidens inderste væsen er knyttet til tankens og viljens aktivitet: Tanken tænker de og de tanker, og inspirerer viljen til at udføre de og de handlinger, hvorved de og de begivenheder følger. I Urkosmos (hviletilstanden) var der ingen tankeaktivitet og heller ingen viljesytringer; derfor ingen begivenheder, dvs ingen tid.

    Begivenheders følge, tiden, er altså knyttet til tankens og viljens aktivitet, og i den forstand er vi mennesker medskabere af tiden, idet også vi tænker og handler, og derfor skaber begivenheder og begivenheders følge; dvs tid.

    Dette sker hele tiden; ved alle større og mindre tanker, handlinger og de dertil knyttede begivenheder og deres følge; fx når vi tænker, at det kunne være dejligt at gå en tur, og derefter tager overtøj på, går ud ad døren og går vores tur. Det sker hver gang vi tænker og handler og dermed skaber begivenheder, der følger efter hinanden ved stadig tanke- og viljeaktivitet (spiser, ser TV, snakker med vores venner, maler osv).

    Dermed mener jeg at have forklaret tidens oprindelse og natur med en uddybning og ekstra perspektiver i forhold til – og i overensstemmelse med – Vandrer mod Lyset.

  • Fri adgang til provokeret abort

    I diskussionen om lovlig adgang til fri, provokeret abort fremhæves ofte kvindens ret til at bestemme over sin egen krop. Tilhængere af retten til abort regner så indenfor visse og varierende tidsrammer fosteret som en del af kvindens krop.

    Denne formodede ret er berømt formuleret af Judith Jarvis Thomson i A defense of abortion (1971), hvori hun – udover at søge at gendrive abortmodstanderes argument – den konsekvente og universelle ret til liv fra undfangelse til død – blandt andet gennem en række tankeeksperimenter argumenterer for retten til fri abort. Deriblandt eksperimentet med den berømte violinist:

    (mere…)

  • Gud

    Læsningen af Lau Sander Esbensens Gud er kærlighed! har ført mig videre til John H. Hicks Philosophy of Religion, og der møder vi en tanke om, at selve det at søge at erkende og forstå Gud møder visse principielle vanskeligheder:

    Med en reference til Paul Tillichs Systematic theology siger Hick, at Gud må antages at være hævet over al eksistens og også tid (jf Anselm af Canterburys Proslogion; citeret af Hick), at Gud med andre ord har ontologisk uafhængighed. Derfor er det på sin vis vildledende og inadækvat overhovedet at spørge til Guds mulige eksistens; hvis Gud ´eksisterer´ er han hævet over eksistens, hvilket jo er et paradoks. Gud eksisterer ikke i samme forstand som mennesker, men er al eksistens´ kilde. Selve ordet ´Gud´ er en begrænsning af en realitet, der overstiger al realitet.

    Skal vi derfor snarere end en rationel tilgang til det religiøse søge en mystisk forståelse af det guddommelige og det hellige, en ´forening´ med Gud, som man kender det fra jødisk, kristen og islamisk mystik, og som også har konnotationer i hinduismen med ideen om dråben (mennesket), der ved befrielsen, forløsningen, moksha, forenes med havet (Gud)?

    Eller skal vi hverken søge en rationel eller mystisk forståelse, men nøjes med at tro? Er Gud principielt utilgængelig for erkendelsen og kun tilgængelig gennem tro?

    Med mystikken møder vi den vanskelighed, at selve ideen med den uudsigelige, ordløse forståelse eller ekstatiske forening med Gud sprænger alle grænser og også det menneskelige sind. 

    Dette siger jeg med en henvisning til den kristne syndefaldsmyte og tanken om at blive ”som Gud til at kende godt og ondt”, hvilket fører til fald og uddrivelse af Edens Have. Og jeg siger det med en henvisning til den østlige ide om kundalini: Kundalini sprænger sindet, den (slangen) oplyser det ikke. At blive ´Gud lig´ er derfor ikke løsningen, ikke en farbar vej.

    Man kan så forsøge med en ikke-begrænsende tro, idet vi med troen underordner os (underkaster os) Gud, som det eksplicit hævdes og kræves i islam. Gennem den ikke-begrænsende tro, erkender vi vores begrænsning og Guds ubegrænsethed.

    Men der er også den mulighed, at vi kan lade vores begrænsede, menneskelige tanke mødes med den ubegrænsede guddommelige Tanke og oplyses af den, men uden at forenes med den, uden at kunne omslutte den helt og erkende den fuldt ud, og vi kan lade vores begrænsede, menneskelige vilje mødes med den guddommelige Vilje til kærlighed og ved dette møde søge at leve vores liv i kærlighed og øve dens gerninger, men uden at vores vilje bliver ét med den guddommelige Vilje i betydningen at opløses i den.

    Denne mulighed – at mødes med det guddommelige uden at blive ét med det eller erkende det fuldt ud, uden at opløses i det – kan vi læse ud af Vandrer mod Lyset i og med dens tanke om, at vi mennesker engang vil blive så åndeligt stærke, at vi kan indgå i Guds Rige uden at opløses eller tilintetgøres af det guddommelige lys.

    Udover troen på Gud og det guddommelige synes vi derfor som farbar vej at kunne møde Gud og det guddommelige; vi kan tro på og mødes med Gud uden at kunne forstå Ham fuldt ud, og uden at opløses i Ham (Hende).

    En sidste mulighed er, at de tanker jeg har forsøgt i Urkosmos og Fysik og metafysik om erkendelsen af en fjerde dimension, og med den en videnskabelig erkendelse af det religiøse, det metafysiske, er rigtige, men uden at en sådan erkendelse i fire dimensioner begrænser det ubegrænsede, det uendelige, Gud. Hvis disse tanker holder, kan tro og viden omsider forenes. Men det må en fremtidig analyse søge afklaring på.

  • “Guds rige er kommet nær”

    Jeg læser i øjeblikket Lau Sander Esbensens bog, Gud er kærlighed! og heri finder jeg følgende vidunderlige tanke:

    Når Jesus siger: Guds rige er kommet nær (Mark. 1, 15), så mener han ikke, at det er en nærtforestående begivenhed i den ydre verden, men en realitet inden i os selv (Luk. 17, 20-21). Vi kan nå det, her og nu, ved at leve i kærlighed.

    Og hvordan lever vi i kærlighed? Det gør vi ved at elske Gud, vores næste og os selv; ved det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus svarer farisæeren på spørgsmålet om, hvad der er det største bud (Matt. 22, 34-40), og som han har fra den jødiske lovtekst, Mosebøgerne (5. Mos. 6, 5 og 3. Mos. 19, 18).

    Er dette ikke kun en uopnåelig utopi og fremmed for vores grundliggende menneskelige natur? Nej, for kærligheden er vores inderste, menneskelige natur, fordi vi er skabt af en kærlig Gud.

    Derfor kan vi både finde vores inderste jeg, vores egentlige personlighed, vores kerne og finde Gudsriget i en og samme bevægelse, som er så enkel, at alle kan forstå det.

    Guds rige er kommet nær, ja, det har altid været her – i kærligheden i vores inderste.

    Jeg tænker videre: Hvis dette er, hvad Jesus egentlig lærte og ville sige os, så må også islam og muslimer anerkende det som sandhed; for islam og koranen anerkender Jesus som en ægte profet, hvis budskab imidlertid af efterslægten blev forvansket.

    Og kærlighedsbudet er vel heller ikke fremmed for ikke-troende; det giver vel god mening også selv om man måske ikke anerkender kærlighedens guddommelige oprindelse?

    Så kan vi mødes her, troende og ikke-troende, i kærligheden til hinanden ud fra kærligheden i vores inderste?

  • Relativ og absolut viden

    Solidum petit in profundis (Vi søger i dybet den faste grund)

    Tanken om relativ hhv absolut viden er idehistorisk velkendt. Vi kan iagttage en Immanuel Kant, der skrev, at al viden nødvendigvis må skabes og opnås under de erkendelsesteoretiske rammer tid og rum, hvorefter en af konsekvenserne er, at vi kun kan erkende tingene, genstandene, som de fremtræder, kommer til syne for os, og ikke som de er i sig selv (das Ding an sich). Derfor er al menneskelig viden – ifølge Kant – relativ.

    Og vi kan læse en tænker som G.W.F. Hegel, der i værket Åndens fænomenologi gennem en lang, begrebslogisk udvikling ender ved den absolutte viden.

    Jeg kan se to principielle indvendinger mod tanken om at al menneskelig viden er relativ:

    For det første må vi sige, at hvis vi hævder, at al menneskelig viden er relativ, så er dette et absolut synspunkt, som derved ophæver det, man vil vise eller sige; det relative hævdes absolut. Hvis ikke det relative hævdes absolut, må det hævdes relativt, og derfor ophæver det også den oprindelige tanke.

    Den anden indvending kan vi komme på sporet af ved at betragte Henri Bergsons filosofi. Vi er – siger han – mennesker, der er en del af den verden, vi undersøger og søger at forstå fx gennem filosofi og videnskab. Vi er ikke udenforstående objektive iagttagere af en virkelighed, vi ikke selv er dele af, og derfor påvirker vi det, vi undersøger. Hvis Bergson har ret, er objektiv erkendelse umulig, men vi havner så i en variant af den første indvending: Vi erkender, at erkendelse er umulig, hvilket er en selvmodsigelse.

    Vi må derfor sige, at absolut erkendelse er mulig. Men hvis vi medgiver Kant, at menneskelig erkendelse nødvendigvis må foregå i tid og rum, og vores viden (på egen hånd) derfor er relativ, så vil en absolut erkendelse kun kunne opnås af et Væsen, der ikke er underlagt tid og rum, men er hævet over dem. Det er der ét Væsen, der er: Gud. Dette siger Vandrer mod Lyset meget klart, og jeg har forsøgt at udvikle tanken yderligere i skriftet Rum og tid.

    Hvis vi derfor anerkender, at Gud er den eneste med absolut viden, så må vi også sige, at Han/Hun er i stand til at give os mennesker, som er relative væsener og ikke absolutte som Gud, sikker og absolut viden, og derfor har videnskab og filosofi kritisk brug for Gud for at kunne tænke konsekvent og opnå sikker og troværdig viden.

    Denne gudgivne absolutte og sikre viden kan ifølge Vandrer mod Lyset gives os gennem skytsånden ved inspiration og intuition, og mange videnskabsfolk, kunstnere, opfindere mv har til alle tider berettet om denne inspiration, de – dog ofte ubevidst – har skabt deres forskellige åndelige eller tekniske produkter ud fra. De største værker er fremkommet på denne måde.

    Hinsides filosofi og videnskab må vi også henregne de ægte åbenbaringer – særligt Vandrer mod Lyset – til eksempler på en meget direkte (eller mindre indgribende) inspiration givet af Gud direkte eller gennem skytsånden men under Guds øverste ledelse.

    Så absolut og sikker viden er mulig – i kraft af Gud. Hvis ikke vi erkender og anerkender dette, vil videnskab og filosofi med tiden degenerere og opløses gennem relative, selvophævende og uholdbare positioner og resultater, hvor dagens viden modbevises “i morgen”, og derfor vil de også langsomt miste deres troværdighed og integritet.

    Vejen ud af denne knibe er Gud, selv om tidens omsiggribende ateisme næppe er tilbøjelig til at ville erkende og anerkende det. Men det er ikke desto mindre vejen.

  • Hinduisme. Brahman, Atman, kundalini

    I øjeblikket læser jeg Karen Armstrongs Buddha, og i den forbindelse er mine tanker sporet ind på de østlige religiøse og filosofiske traditioner, og jeg har undersøgt nogle grundlæggende træk ved den tradition, hinduisme, som Buddha ifølge Armstrong og som også Will Durant beskriver det i sin Verdens kulturhistorie, til dels reformerede som en af aksetidens store religiøse og filosofiske personligheder.

    Og det slår mig endnu en gang – efter at have undersøgt ikke bare hinduismen, men også kristendom og islam – hvor sjælden en gæst lyset og sandheden er i vores verden, og hvor rigtigt det er, når der i Vandrer mod Lyset tales om “den menneskelige vankundigheds ørken”.

    Jeg vil her beskrive nogle af de vildfarelser, der findes i hinduismen. Jeg tager dog det forbehold, at hinduisme – lige så lidt som fx buddhisme, kristendom og islam – ikke er en entydig filosofi eller religiøs tradition, og at den mangler en fælles kanon for hellige tekster, selv om fx Veddaerne og Upanishaderne står centralt i traditionen.

    Hinduisme kan (med ovenstående forbehold in mente) beskrives som følger:

    Vi mennesker er fanget i en næsten endeløs kæde af fødsel, lidelse (dukkha) og død og derpå genfødsel, samsara eller lidelsernes hjul. Det der hindrer befrielsen, moksha, fra dette, er ifølge Upanishaderne, uvidenhed (avidya); uvidenhed om selvets, atmans, identitet med det inderste, grundlæggende verdensprincip, brahma; nogle vil kalde brahma eller brahman for Gud.

    Ved yoga søger man at afstedkomme foreningen af atman og brahman (yoga kan oversættes ved “forening”), hvorved befrielsen, moksha, er en realitet. Idet man erkender atmans og brahmans identitet, stiger kundalini op gennem chakraerne, og atman opløses i brahman som salt opløses i vand, eller som dråben forenes med havet ved kundalinis kulmination i det øverste chakra.

    Sådan kan hinduismen fortolkes og forstås. Vi må dog også tage det forbehold, at denne proces ifølge nogle, fx erfarne yogis, ikke fuldt ud kan forstås med intellektet alene, men må leves, opleves selvstændigt, ikke som en teoretisk lære, men som en konkret og levet praksis.

    Men – hvis vi holder os til den ovenfor skitserede forståelse af hinduismen (og noterer visse ligheder med moderne spiritualitet), og derudover søger oplysning i Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset, så er det med det samme klart, at hinduismen er en vildvej. Vi mennesker kan ikke på nogen måde blive identisk med Gud eller det inderste verdensprincip, og med til sand åndelig forædling hører blandt andet at erkende sin egen begrænsning.

    Denne tanke finder også belæg i Det gamle Testamentes syndefaldsmyte, hvor faldet blandt andet kom i stand ved, at mennesker (egentlig de Ældste; se Vandrer mod Lyset) ville være lig Gud. Hvis vi forstår hinduisme som ovenfor skitseret, så er denne traditions moksha, befrielse ikke en ægte befrielse, men et fald, og kundalini er ikke en guddommelige lyskraft, men en kraft i mørket, symboliseret i syndefaldsmyten ved slangen, der fristede Adam og Eva.

    Den ægte forløsning eller befrielse skitseres i Spørgsmål og Svar II, no 64, (Spørgsmål og Svar er udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) gennem tanke-vilje-enheden, hvor tanken og viljen i det enkelte menneske efter en meget langvarig proces over millioner af år smelter sammen, forenes (jf yoga), ikke med Gud, men med hinanden, hvorefter individet er upåvirkeligt af mørkets, det ondes, udstrålinger og kræfter i al evighed, og menneskeånden siges da – af Kristus – løs fra al videre inkarnation på Jorden, og fortsætter sin åndelige udvikling på fjerne lyskloder i andre dimensioner og verdener, Lysets.

    Dette er virkeligheden og sandheden.

    Så det er let at se fx hinduismen som endnu en menneskelig vildvej, en vej som til forveksling ligner Lysets og sandhedens, idet man indoptager visse virkelige forhold og realiteter, men sætter dem sammen på en ny og forvrænget måde, så vejen ikke peger mod Lyset, men mod mørket.

    Denne forvrængning eller forveksling af Lys og mørke (som er udtryk for det jeg kalder mørkets, det ondes, dobbeltaspekt; at mørket dels rummer en “lys”, dels en rent sort side) er så typisk og udbredt i vores verden – ikke blot i hinduismen men i alle etablerede verdensreligioner, fx også i kristendom og islam – at det er let at forstå, hvorfor mennesker igen og igen går vild og hvorfor de igen og igen falder for det ondes mange bedrag. (Det skal dog tilføjes, at verdensreligionerne også alle rummer glimt af sandhed, men de er sjældne).

    Hvorom alting er: Jo før vi forlader alle disse vildveje, disse mørkets bundløse sumpe, og jo før vi træder ind på Lysets faste grund, som den er givet i Vandrer mod Lyset, jo bedre. Ikke for min skyld eller for Guds, men for menneskers egen. Derved kunne mennesker spares for mange lidelser, fx de åndelige lidelser, der hører med, når man vågner til dagen og virkeligheden fra mørkets onde drømme, de lidelser man må gennemleve, når man forstår, at det man holdt for helligt ikke består sandhedens prøve, men kun var en omvej!

    Note: “Aksetiden” er et historisk begreb introduceret af Karl Jaspers i Vom Ursprung und Ziel der Geschichte (Om historiens oprindelse og mål) (1949), og som betegner perioden omkring 800-200 f. Kr, en periode der i Vandrer mod Lyset beskrives som en tid, hvor de Yngste for alvor var ved at blive trætte som følge af mørkets, det ondes, overhåndtagende magt, og hvor kun få af dem vovede at lade sig inkarnere som mennesker blandt mennesker. De der kom, medbragte dog, som det siges, en rigdom af kundskaber og visdom og skønhed, som næppe overgås af nogen anden tidsperiode, og som vi mennesker stadig tærer på og næres ved.