Forfatterskabet Højtryk

Blog

  • Portræt af Christina

    Brændpunkt

    Af havet stiger en kvinde, ukendt, foldet om sin hemmelighed, vi kender hende ikke, hun er som en fjern torden et sted derude bag horisonten, en mumlen, en hymne, en drøm, hun bærer denne hemmelighed, som vi søger at folde ud, hun fortæller, at over havet rejser bølger af gamle storme, de slår mod kysten i lange tider efter, måske årtier, og de bliver ved med at slå mod den, hun rejser sig, hun stiger af brændingen, hun fortæller, at derude på oceanet krydser bølger hinanden, er det mine eller dine eller vores, havet, havet som vi kommer fra, dengang, siger de kloge, hvor fisk gik på land, og se, stadig slår bølgerne mod kysten, mennesker der ånder og lever, mennesker der håber og fortvivler, mennesker som længes og lider og ler, men nu – denne kvinde, denne ene kvinde, hvem er hun, vi kender hende ikke, ikke endnu, se, hun stiger nøgen af havet, vi følger hende.

    Hun lægger sig i vandkanten, i hendes æggestokke Jordens slægter, dønninger eller disse ord smyger hende om tæerne, hun kniber øjnene sammen for ikke at blændes af Solen, lyset fra dit blik, dit, læserens, der skaber historien medens du læser, se, dine ords blæk mod det hvide, langsomt vokser de frem, de stiger af intet fra venstre mod højre, af ubegrænset mørke, der får form, bliver forståeligt mod det hvide, lyset, der afgrænser det, og kvinden, hun rejser sig igen, kaster let tøj over skuldrene og dækker kønnet, hun begynder at gå ind i landet, ind i fortællingen.

    Tre mand frem for en enke

    Matthias

    Nu kunne det snart være nok! Valget stod mellem 1) at slå ham ihjel 2) at tage ham med hjem og gennemkneppe ham. Hvorfor? Det tænkte hun meget over i årene, der fulgte. Men svaret var enkelt: Simpelthen for at få ham til at holde kæft.

    De sad på Cafe Biografen på Brandts, hun var på sin anden Classic, han med en tallerken næsten urørt mad foran sig. Af og til – midt i talestrømmen – nippede han til salaten, hun tænkte spis nu, for helvede, men nej, det ville tage cirka halvanden evighed, før han havde spist op, og så lang tid havde hun ikke.

    -…og mit hold nummer 17 i Belgien er Genk, de havde en stor sæson for tre år siden, jeg fulgte alle deres kampe, det eneste der bekymrede mig var når de spillede mod mit hold nummer 5, FC Brugge, ikke at forveksle med Cercle Brugge, hvor Allan Nielsen, ham fra OB altså, ikke at forveksle med Allan Nielsen fra landsholdet senere, spillede i 70´ erne, Cercle Brugge er for længst væk, gået fallit, jeg vandt penge på Oddset ved at spille med hjertet, ha ha, hjertet, hører du efter, med film, ved du, er jeg mest til film noir eller action, har du set den fantastiske Taxi, den franske altså, ikke at forveksle med Taxi Driver, det er noget helt andet, Taxi er sjov, Taxi Driver er en tragedie, hører du efter, og til jul er der ingen diskussion, ris a la manden skal være som min mor lavede den, hører du efter, hun startede med at koge risen i lidt vand, derefter sødmælk, det er vigtigt at det er sødmælk og ikke fx letmælk eller minimælk, og der skal være masser af grovhakkede mandler, hører du efter, det er vigtigt at de er grovhakkede og ikke malede til mos, og der skal være masser af vanilje og sukker og flødeskum, hører du efter, flødeskum, altså, den skal være pisket helt stiv og ikke slatten, grøden gør den lind og lækker, og jeg plejer at få mandlen, den hele altså, hører du efter, det kan let snyde, men jeg snyder ikke, engang havde min bror taget en med hjemmefra, en hel altså, og den tog han triumferende frem, og vi var bestyrtede, hører du efter, hvordan kunne det gå til, og og han indrømmede det først mange år senere, og og…

    Hun stønnede. Hun tænkte over det, Bettina havde fortalt om energityve, at der findes mennesker, der lever ved at stjæle andres energi. Hun følte sig fuldstændig drænet, men hele tiden lå det i luften, at pointen ville komme lige om lidt, og derfor måtte hun koncentrere sig, rette blikket og opmærksomheden mod ham, slå ørerne ud, hører du efter, hun tænkte, slå ham ihjel eller gifte sig med ham? Hvad er forskellen?

    Så tænkte hun på, at nogle bliver gift i et slot og skilt i en ruin, andre starter i en ørken og ender i en oase. Var det dem? Var det muligt? Med Matthias? Hun havde kendt ham i henved tre år, og hele tiden havde hun prøvet at lukke munden på ham, finde en lille sprække hun kunne blive synlig igennem, måske hvis jeg smider tøjet her og danser kun for dig, men nu snakkede han politik, og hvorfor Trump var en genial statsmand, måske den første i Staterne, og klima, og hvorfor skeptikerne havde ret, men hov, nu snakkede han om privatøkonomi og mulige store afkast ved investering i kunstig intelligens og robotteknologi, ved, vel at mærke, at fokusere på underleverandører og ikke de store tech firmaer selv, og hører du efter, og og og…jeg kvæler dig!

    Anders

    Svanen synger kun én gang i livet, og dét kort før den dør.

    Er det sandheden om kærligheden? Eller synger vi hele livet, den samme sang, hellere dét end den skræmmende stilhed ansigt til ansigt med sig selv, hellere dét end ændre en eneste node? Flygter vi med hænderne for ansigtet når kærlighedens dybe stilhed kryber ind på os, idet den under smerte skærer alt overflødigt bort, og vi længes efter larm og ballade, der kan overdøve og skjule den nøgne sandhed, den dybe ensomhed?

    Hvorfor hun elskede ham? Forleden havde hun i en antikvariat fundet en bog med titlen Mahabharata yuga naga parva, en kommentar fra 1471 (vestlig tidsregning) til det oldindiske epos, Mahabharata, der normalt tilskrives digterpseudonymet Vyasa, men som formentlig – som tilfældet må være med Iliaden og Odysseen – har flere forfattere bag. I bogen argumenterer forfatteren for den tanke, at verdens stadige skabelse og destruktion skyldes Slangen, idet den skiftevis åbner og lukker sit ene, brændende øje. Yuga er tidsaldrene, Naga Slangen, og Parva betyder bog. Det poetiske udtryk har videnskabelige medklange i moderne vestlig fysik og kosmologi ved teorien om the big bang og om Multiverset. Man kan også tolke det originale epos – sammen med Vedaerne og Upanishaderne – som udtryk for verdens åndedræt, åndedrættet, der spiller en central rolle i oldindisk mytologi og filosofi. I marginen omtrent midt i bogen havde en hende ukendt læser med rødt skrevet de hjerteskærende ord Når du åbner dit øje, findes jeg, når du lukker dit øje, forsvinder jeg, og med dit lukkede blik og hjerte forsvinder også verden og varmen.

    Hun elskede ham, fordi han ikke elskede hende. Hun var nødt til stadig at åbne hans blik for ikke at forsvinde. Dét var tragedien.

    Hun købte hans kærlighed – eller det der lignede – med sex, med penge, med skjulte tårer og lidelse. Hvorfor faldt hun altid for hans type? Anders var som en pose kugler en humoristisk eller grusom gud strøede ud på et gulv af marmor. Hun kunne ikke samle hans billede, give ham ansigt. Han for i alle retninger. De få gange han virkelig ofrede sig – af medlidenhed, tænkte hun med gru – var han som en konge, man lige havde stukket rigsæble og scepter i hænde, parat til at herske i magt og vælde. Ring til Jens Galschiøt eller Bjørn Nørgaard og bed dem lave en statue, sagde hun så med bidende sarkasme. Hvem fanden er det? spurgte han. Billedhuggere. – Hvad er forskellen? – Vulgær eller virkelig streg. – ???

    Den aften havde han insisteret på, at det var hans omgang. De gik gennem byen, levende, i let rus, ventende på miraklet, efter en varm sommerdag åndede asfalt og mure og sukkede efter regn, efter liv, brændende synker Solen, dit blik, idet det glider ned over det hvide, papiret eller skærmen, og mørket får form og grænse, omsluttet af det hvide, du venter på noget, måske sandheden, måske miraklet, men de to, hånd i hånd, med leende øjne og hjerte, levende hænder, der foldes om hinanden som i fælles bøn, og han smed om sig med penge, han havde vundet i Lotto, hun troede ikke, at han spillede, men det gjorde han, sagde han, men så var der pludselig ikke flere, og han bad hende om et lån, han ville snart betale alt tilbage, med renter og renters rente, sagde han, og er det nu hele sandheden, at du har vundet, – nå ja, indrømmede han efter at have bundet endnu en stærk øl, måske ikke hele sandheden, sandheden, hvad er det? – Men har du vundet? – nå ja, sagen er, at  jeg, jeg…tog et lån, – Hvem har du lånt af, udover af mig? – Det var et kviklån hos, – men du er jo noteret i Ribers, – nå ja, jeg jeg…jeg lånte…dit…sygesikringsbevis, – så du har optaget et kviklån i mit navn, – nå ja, dit navn og dit navn, det er to forskellige ting, – men hvordan vil du betale tilbage? sagde hun og følte sig bollet i røven og bagefter i munden, – betale og betale, det er jo i dit…nå ja, i dit…nå ja…

    Det eneste jeg siger er, at selv engle har grænser, og hendes var hér. Hun standsede sin flugt ud i byens mørke og ned i hjertets dyb sammen med ham, stod pludselig stille som ramt af lynet, hendes mund fortrak sig i en pludselig snerren, hun ikke vidste hun rummede, og hun smækkede ham en syngende lussing, drejede om på hælen, og forsvandt i flugten videre alene.

    Tics

    Do you remember a guy that´s been

    In such an early song;

    (David Bowie, Ashes to ashes)

    Stilheden var kvælende. Hans mørke blik stirrede på hende gennem de stærke tonede briller. Hun havde søgt ham for at forsøge at få styr på sig selv, den strøm af mørke, der vældede op i hende, og som truede hendes forstand. Kilden virkede uudtømmelig, bundløs. Hun ville jo bare elskes. Var det så enkelt?

    Pludselig var det som om noget rev sig løs i hans blik, hans øjne fik et særligt skær, en lille kile af lys ind mod pupillen på venstre øje, som en feber, hun så det, da han tog brillerne af for at pudse dem med en papirserviet. Un deux trois, hopla! sagde han, idet han lyste op i et vanvittigt grin. Was sagst das lille mittekat? Hun var chokeret, men kunne ikke lade være med at grine. Han rejste sig fra stolen i et ryk, og gemte sig bag den. Vuf vuf! Han så forsigtigt på hende fra sit skjul. Blinkede med øjnene. Så krabbede han sig sidelæns hen mod hende, og det gik op for hende, at han var tiltrukket af bogen i hendes skød, Stokers Dracula. Hun viftede ham drillende om næsen med den. Mjav, mjav, bad han. Hun var ved at sprække af grin, men så – til sin egen forundring – brast hun i gråd. Hun hulkede og hendes krop fortrak sig i voldsomme konvulsioner. Hun lagde armene om ham, forsigtigt, som bad hun om lov, og han lagde sig salig med hovedet i hendes skød, idet han spandt blidt. Hans åndedræt faldt langsomt til ro. Was ist das, was ist das, das ist lummergas, hviskede han, og hun strøg ham over panden, der var varm og svedig. Nej, det er ingenting i den retning, sagde hun, og smilede kærligt til ham. Han så tilbedende på hende, og stak så en tommelfinger i munden. Det er ingenting, det er ingenting.

    Da hun gik hjem gennem byen, følte hun en ny lethed i kroppen, en tyngde i sjælen, noget rundt og varmt og gyldent. Hos ham havde hun fundet hvad hun søgte. Han havde betalt prisen. For en gangs skyld var det ikke hende. Og på en måde var det som det skulle være. Det var i orden. Hun hørte en stille sang omkring sig, og hun undrede sig over, hvor den kom fra. Så gik det op for hende, at det var hende selv. Det var i orden. Også det var som det skulle være.

    Clair de lune

    Adagio sostenuto

    Måske gik hun ad disse veje, måske dem alle, måske ingen, måske nogle. Vi ser hende vokse som en blomst mellem to afgrunde, måske var hun den blinde pige, som den døve mester angiveligt komponerede og spillede en af musikhistoriens mest berømte sonater for, måske var de afgrundene og søgte blomsten mellem sig, måske er dette kun skyggen af Carsten Ploug Olsen eller læseren, kastet idet lyset fra sandheden rammer indre uigennemtrængelige mure inden det baner vej gennem sten, måske er hendes form skyggens, en længsel, en løgn, der lyver os ind i sandheden, et råb, der kaster bogstavers eller noders sorte tegn ud i verden, ind i hjerter, en hidtil uhørt musik, et skrig, skygger på væggen i den hule vi er lænket i, verden.

    Da hun var yngre af krop, var hun ældet af sind. Efterhånden som tiden gik, blev hun stadigt yngre af sind, som om hun forberedte sig til den egentlige fødsel, døden. Mellem livets og dødens afgrunde var hun en blomst med rod, der ikke kunne finde næring i nogen af dem, den var enten for spæd og kort eller stak dybere, hun var i tvivlens Limbo, lunketheden, hendes tale var ikke ja ja og nej nej, men måske, jeg ved det ikke. For hende var erkendelse ikke opnåelse af viden, men fjernelse af illusioner, jo mere hun tænkte, jo mindre vidste hun; hun tænkte, at det var dét, der mentes med at vi fødes og dør nøgne ved fødslens og dødens ultimative hengivelse; mellem de to former for evighed en dirrende streng af tid, der var hende eller hendes.

    Hun tænkte på Tiden, tiden der giver øjeblikket med den ene hånd, og straks tager det igen med den anden, giver og tager og giver igen, altid fødsel, død og genfødsel, det var til at blive vanvittig af at tænke på, og hun tænkte på hinduernes og buddhisternes forsøg på at undslippe Samsara og lidelsernes hjul, og på den sprængning af sindet, der måtte blive resultatet ved foreningen med Brahma eller ved Nirvana, der fandtes beretninger om hellige mænd, der sad stille i meditation i årevis eller i årtier og åndede lys, pludselig væltede de omkuld, sprængte, ødelagte, også det er illusioner, der findes ingen vej, og dét er vejen. Måske er det dét førstesatsen betyder.

    Hun, den blinde pige, der måske findes, måske ikke, måske er hun dig og mig eller ingen eller alle, hun står ved klaveret da mesteren spiller, hendes skuldre ryster lidt, han hører ikke den frygtelige sandhed, den frygtelige musik, men den synger i ham, den gror frem i ham, efterhånden som han bevæger sig fremad i partituret, den stadige strøm af ånd fra afgrunden, et ubegrænset mørke, der får form og grænse og ansigt ved hans tankes og hjertes lys og gennem hænderne på instrumentet, den sidste illusion der falder. Så er hun parat til at dø og genfødes, forynget, parat til at tage næste skridt, det sidste og det første, og lidelsernes hjul drejer endnu en omgang, Slangen bider sig selv i halen, og hvirvler i storm og brand med os, byttet, i afgrunden.

    Allegretto

    De havde søgt ly for regnen inde mellem træerne, der strakte deres kroner mod himlen højt oppe som hænder foldet til bøn. De var drivvåde. De så hurtigt på hinanden med skrå blikke, tøjet faldt under latter, de var nøgne. Hun mærkede denne særlige varme, levende fornemmelse i underlivet, følte han det også? og – mirakler sker – da de gik dybere ind i skoven, fik de i en lysning mellem træerne øje på en kilde, der faldt ned i et bassin lidt nede for foden af en skråning.

    Hun løb leende med små, hurtige, trippende skridt ned ad skråningen, ned til bassinet, stillede sig ind under faldet, og lukkede øjnene, idet hun lod vandet strømme ned ad kroppen. Så åbnede hun øjnene igen, strakte armene op over hovedet, og kaldte på ham. Han fulgte.

    Hun tænkte der er mere mellem himmel og jord. Hvad tænkte han? Lige meget. I det øjeblik var de ét. Lige nu. Hun tænkte nu ved jeg, at jeg findes. Og – nogle gange kommer mirakler i bundter eller som perler på en snor – skyerne spredtes, regnen holdt op, og Solen vendte tilbage, som genfødt efter den sidste dag. De tænkte nu ved vi, at det er os og ingen andre.

    Presto agitato

    Måske var det hende, der stod i bålet dengang i 1592 i Madrid, og måske var det hende, der grædende bad sine bødler om nåde. Måske var det hende, der søgte styrke til at bære de tunge lidelser, måske var det hende, der opløftede sin stemme til en hymne, måske sang hun højere og højere, idet flammerne steg og rigtigt fik fat, måske var det hende, der mærkede knoglesmeltende hede som i helvede, det helvede hun ville befri dem for, det helvede hun ikke troede på, det helvede hun nu vidste fandtes, helvede, det var hér.

    Måske var det hende, der gispede efter vejret i den kvælende røg, måske var det hendes stemme, der ændredes fra hymne til forbandelse, måske var det hendes sorg, de ikke kunne forstå og som ikke måtte findes, måske var det hendes medfølelse, de dømte, skyldig til helvede på jord, et kort øjeblik endnu, dette.

    Måske var det om hende, der pludselig blev stille, og flammerne forsvandt, måske var det hende, der mærkede kærlige hænder gribe og holde fast og svæve med hende opad, stadig opad, måske var det engles sorg og medfølelse, der lyste vej ud af det tætte mørke opad, indad, til en ren verden, ukendt af mennesker, måske var det engle, der blidt lagde hende på et rent leje, måske var det Den store Engel, der tørrede tårerne af hendes kinder og sang hende i søvn til glemsel, måske skyldtes den uendelige sorg de, der blev tilbage, de der dømte hende, de hvis forbandelser tordnede mod hendes livløse krop, der stille sank sammen i bålet. Stemmerne, råbene nåede hende som en fjern torden fra en anden – nu uforståelig – verden, hun bøjede hovedet, lagde sig om på siden, og alt blev stille.

    Kærlighedens evangelium

    Al-Fatiha, Åbningen

    Og det skete i de dage, at han begyndte at tvivle. Hun så det i en uvant tøven og flakken i det dybe, intense blik, hun kunne rumme ham, derfor vidste hun det. Han gav evangeliet med åben hånd og blev mødt med knyttede næver. Var det godt nok? Var det sandt? Duede han? Hvorfra myndigheden? Bortset fra hende var han alene, og ingen kunne svare ham.

    Men så igen – det var jo ikke helt sandt. Hun svarede ham, uden ord, med sin krop og med sin ånd udtrykte hun det: Ja, det er godt, ja, det er sandt, ja, du kan, Gud sendte dig, derfra din magt. Men volden og spotten og fordømmelsen og forfølgelsen pinte ham. Og hun så ham langsomt bøjes ind under det onde, han var sat i verden for at bekæmpe og rykke op med rod. Han begyndte at slås, at fordømme, at forfølge, alt det han selv advarede imod. Hun så ham langsomt, dag for dag, tanke for tanke, tabe kampen.

    Hun huskede endnu den første gang, det kom til ham, huskede hans angst for vanviddet, huskede hans fristelse til at kaste sig ud fra klippen, huskede hvordan de nogle gange bagefter måtte pakke ham ind i varme tæpper for at give ham lidt tryghed og nærhed og omsorg, så ilden i hans blik, hans ensomhed. 

    Når klokkerne ringer for dig, skal du være parat. Tro ikke for meget på din egen styrke og magt, men husk, at jeg står bag dig, husk hvem du er, husk hvem jeg er, glem mig ikke, glem ikke dit løfte.

    Med åben pande og rent hjerte mødte han det ekstreme onde, kun hun kunne følge ham, og hun fulgte ham. Dengang kaldtes hun noget andet, nu har hun glemt hvad, men æren er stadig hendes og hans. De alene. De to.

    Al-Alaq, Levret blod

    I århundrederne efter følte hun dybt i sig en dragning mod Profeten, og hun lod sig ofte føde i lande, hvor hans lære havde vundet udbredelse og magt. Når hun vågnede til fuld bevidsthed i den grå verden, og havde glemt Det grønne Land, hun kom fra, følte hun sig som det første menneske, skabt af en dråbe og af levret blod, livet i hende var ungt og stærkt, som på den første dag efter skabelsen eller som på den sidste dag inden Dommen. Hun vidste, at hun var Allahs skabning, og at Profeten ville løsgive hende fra dom og straf, at han ventede hende i Haven, og at den evige salighed snart, snart ville komme.

    Hun vidste inderst inde, at de misforstod ham. For hvert terrorangreb udført i hans navn, for hvert hadefuldt og fanatisk og fordømmende ord udtalt efter hans lære, gik et lille stykke af Profetens hjerte. Profetens hjerte var stærkt, og det kunne rumme mange, men hvor meget kunne han bære? De kendte ikke den intelligente og følsomme mand bag ikonet. Ofte følte hun afsky for hans mest ihærdige tilhængere, afsky for dem der misbrugte ham til politiske formål og til kamp om magt og dominans. Hvis de vidste. Men de fleste mennesker har ingen viden, de følger blot som vinden blæser, den hjemløse, urolige vind, der suser verden rundt, vinden der snart råber krig, snart dom, snart tilintetgørelse. Aldrig giver den fred. Hvis de kendte ham, ville de skamme sig, lige som Jesu tilhængere ville skamme sig, hvis de kendte ham, kendte sandheden.

    Denne gang var hun – af alle steder – født i Danmark, og – endnu mærkeligere – i Odense. Af og til gik hun i moskeen, som gæst, for at føle hans nærhed, hans varme, for at mindes. Men han var der ikke. Han var ingen steder. Lige som Jesus for længst havde forladt de kristne kirker, havde Profeten forladt de bygninger, der skulle rumme hans tro, hans håb, hans længsel, hans kærlighed. Måske kom de begge – usete – til de enkelte, der søgte dem i alvor og uden at fordreje og tilpasse og bøje ordene, som de faldt for nu så længe siden.

    Han kom til hende i drømme. Han talte til hende. Ja, det er godt, ja, det er sandt, ja, du kan. Husker du dit bud til mig? Det gælder nu dig. Aldrig, aldrig forlader jeg dig, altid, al tid er jeg hos dig! Husk mig, glem mig ikke, glem ikke dit løfte, husk hvem jeg er, husk hvem du er. Glem aldrig Ham, der sendte os!

    Åbenbaringen

    Hun var i Åbenbaringen: Et mareridt hun ikke kunne vågne af, på bunden af et dybt vand. Søleoparder og gustne ryttere bølgede forbi hendes feberophedede blik og pande med treforker og bulede skjold, hun ville værge for sig, men mod dem havde hun ingen våben, og når hun råbte på hjælp, kvaltes hun af mudret vand, Åbenbaringens element.

    En underlig Gud, Knoglemesteren, sad på sin Trone omgivet af de 24 ældste, han talte til hende, sagde: Kom herop, så vil jeg vise dig, hvad der siden skal ske. Rædselsblændede mennesker der fik hældt kogende opkast og brændende kobber i halsen af retfærdige vogtere dansede de fortabtes knogleraslende, tænderskærende dance macabre, hun ville vågne, kunne ikke, hun ville hjælpe, kunne ikke, hun kunne ikke engang hjælpe sig selv, dette vil ske, ingen må tvivle, hun tænkte nu ved jeg hvad Profeten følte, hvad han var oppe imod, hun tænkte dette helvede, dette vanvid holder mennesker for helligt, hun tænkte nu ved jeg hvorfor Guds sorg er uendelig. 

    Vorrei spiegarvi, O Dio

    Livets ord

    Det er så enkelt.

    Når længslen efter Hjemmet blev for stærk, søgte hun ud på kirkegården for at meditere over liv og død og genfødsel, for at mærke sig selv, hun følte en sjælden fred her, her havde hun hjemme. En dag hun var der, følte hun noget fuldbyrdes i sit indre, en ring der sluttedes, en ukendt heling, en ny indre helhed i hjertet, og hun så eller så ikke, var det virkeligt, et mirakel, den samme indskrift på alle gravenes stentavler:

    Jeg vidner for enhver, der ser profetordene her: Kun hjerteløse tror, at hjertet kun er en muskel. Sandheden er dér. Kun den der elsker, kender den. Den der ligger her, bevidner det med hilsen til de endnu døde og snart opstandne.

    Amen!

    Det var disse ord hun skulle bære fra bjerget til verden. Det var løftet. Hun begyndte at gå. Af havet stiger hun, ukendt, foldet om sin hemmelighed.

    Noter:

    “Clair de lune” er en klaversonate af Beethoven (“Måneskinssonaten”). Afsnittene følger hans satsbetegnelser. Al-Fatiha og Al-Alaq er suraer (kapitler) i Koranen. “Åbenbaringen” henviser både til Johannes´ Åbenbaring og til de mørke sider af Koranen. Vorrei spiegarvi, O Dio er en arie af Mozart, der for mig udtrykker stilhed og velsignelse.

    Cpo 2021

  • Livets værdi

    Som jeg før har været inde på, så finder livet sin værdi i den pris, vi betaler for det. Prisen udgøres først og fremmest af den frie vilje – ved menneskets frie viljes kamp mod det onde, mørket, og for det gode, lyset. I frihed må vi mennesker søge lyset og i frihed må vi udrense mørket af vores ånd og derigennem opnå åndelig helhed – tanke-vilje-enhed (se Spørgsmål og Svar II, no 64).

    Hvis ikke vi havde en fri vilje, og Gud havde skabt os åndeligt hele fra starten, ville vi aldrig selv kunne være kommet til en virkelig forståelse af livets og lysets værdi, vi ville heller ikke selvstændigt have lært mørket, det onde, at kende og besejret det, og vi ville derfor ikke være selvstændigt tankeskabende, suverænt handlende og modne personligheder, vi ville knap nok kunne betegnes som “levende” og selvstændige, da den selvstændige ånd kun kan erhverves gennem selvstændig kamp mod mørket og for lyset.

    Der er derfor en intim forbindelse mellem de to mægtige gaver, Gud har givet enhver af os: Det evige liv og den frie vilje (tanken er – fra første færd – også fri): Det evige liv finder sin værdi gennem den frie viljes selvstændige kamp mod mørket og for lyset, og uden denne frihed ville livet være værdiløst og uden mening.

    I visse fortolkninger af Kristendommen og Islam hævdes det derimod, at Gud netop har givet os “alt for intet”, at alting er op til Gud (Allah), ja, nogle hævder ligefrem prædestinationen; at alt fra evighed til evighed er bestemt af Gud, derunder menneskers frelse eller fordømmelse.

    Men hvis dette var sandt, ville Gud have skabt et liv uden mening, både frelse og fordømmelse ville være uden mening, Paradiset ville være en værdiløs gave uden dybde, vægt og fylde, og helvedes fordømmelse en meningsløs straf.

    Sandheden gives i Vandrer mod Lyset: Vi er – i sandhed – skabt frie, som skitseret ovenfor, og derfor har livet ikke kun værdi, men uendelig værdi.

    ,

  • Karmalovens spejl

    For en kristen kulturkreds bør den tanke, som man sår, høster man, ikke være fremmed. Tanken udtrykker kort og klart karmaloven – som kendes fra andre traditioner og fra Vandrer mod Lyset – og den udtrykker karmalovens spejl – på godt og ondt: Det gode såvel som det onde vi gør, er en del af fremtidens høst, det der sker med os og for os, idet vores tanker og handlinger tilbagespejles i os selv.

    Derfor må konsekvenserne også være klare, hvis vi sætter denne guddommelige lov i relation til begrebet retfærdighed: Nogle mennesker mener, at hævn er retfærdighed, men hvis vi sætter hævn i relation til karmaloven, så er det klart, at hævn i sig selv skaber uforløst karma, det vil sige, hævnen tilbagespejles i os selv engang i fremtiden – måske i nye inkarnationer. Vi rammes af hævnens tilbagespejling, hvilket vil sige, at den hævn vi har taget over andre, idet vi måske tror – fejlagtigt – at det er retfærdighed, rammer os selv med karmalovens renter og renters rente.

    Derfor er hævn ikke retfærdighed, og den udligner ikke gammel syndeskyld, men skaber en ny til indløsning og soning engang i fremtiden. Da det er sådan, er hævn ikke bare ikke retfærdighed, den er simpelthen irrationel, da den skader os selv.

    Dette bør mennesker optegne i deres hjerter, først og fremmest for deres egen skyld. Hvis man insisterer på hævnens retfærdighed, og den tanke er almindelig blandt os, så starter vi en volds- og hævnspiral: Hævn hævnes, der igen hævnes, mens karmaen – syndeskylden – vokser og vokser for alle parter. Kun ved tilgivelsen kan denne voldsspiral standses og bringes ind i mere fornuftige baner.

    Dette bør især lovgivere og statsoverhoveder tænke over, og leve og virke efter – for deres egen skyld, for at de ikke engang skal rammes af det hårde men retfærdige tilbageslag af deres uretfærdige love og af de krige, de måske har startet og udkæmpet med et hævnmotiv.

    Det skal tilføjes, at Gud ikke har skabt karmaloven for at straffe os, men for at vi – smerteligt – i de tilfælde hvor vi nægter at bøje os og indrømme det onde, vi har gjort – ved at rammes af de samme lidelser vi har påført andre – kan se præcis hvad vi har gjort. Hensigten er således ikke straf, men opdragelse. Og det skal siges, at det egentlig ikke er Gud, der “dømmer” os til fremtidig lidelse under gengældelses- eller karmaloven, gengældelsen er ikke “Guds straf” eller “Guds hævn”, men derimod er den et udtryk for, at det mørke vi selv har sat i verden, vender tilbage til sin ophavsmand eller -kvinde.

    Altså: Hævn er ikke retfærdighed og ikke fornuftig på nogen måde, da den hævn vi tager over andre engang i fremtiden uvægerligt vil vende sig mod os selv. Kun tilgivelsen er fornuftig – og barmhjertig – kun den kan standse den voldsspiral og mangedobling af syndeskylden, som hævnen ellers trækker i sit tragiske kølvand.

    , , ,

  • Bønnen for de ældste

    De ældste er i Vandrer mod Lyset betegnelsen for de personligheder, de ånder, der i tidernes morgen faldt for mørkets magt, og blandt andet er ansvarlige for skabelsen af det fysiske menneskelegeme, og er ansvarlige for, at vi mennesker lever i en mørkets verden, Jorden, med alt hvad det indebærer af lidelser, sorger og elendighed.

    De ældste har uendeligt meget på samvittigheden. Som tyranner, som ophavsmænd til de forskellige religioners løgne, forvanskninger og falske lærdomme med alt hvad deraf følger af strid, krig og nød, som opfindere af de forskellige våbentyper der har brutaliseret mennesket, som dette og meget andet har de i lange tider søgt at nedkalde så megen sorg, lidelse og elendighed som muligt over os mennesker.

    Stillet overfor sådanne personligheder har vi mennesker et valg: Vil vi søge hævn, hævn for alle de lidelser, de har nedkaldt over os, eller formår vi at tilgive? Hvis vi søger hævn, vil elendigheden fortsætte, hvis vi tilgiver, vil megen sorg og lidelse undgås, både for os og for dem.

    De ældste er – mange af dem – endnu stærkt formørkede. Og da dette er tilfældet, vil de endnu kunne skabe megen lidelse i verden og for mennesker. Derfor er det rationelle valg for os mennesker at søge at vække lyset i dem, så megen af den lidelse, der ellers må bliver resultatet, kan undgås.

    Hvordan gør vi det? Vandrer mod Lyset lærer, at lyset vækkes i de formørkede sind og hjerter gennem angeren (det gælder også almindelige mennesker, menneskeånder). Gennem sorg og anger over begåede forbrydelser og synd vækkes lyset, og forhindrer på den måde mange af de nye synder og forbrydelser, der ellers måtte bliver resultatet. Og hvis vi kan det – vække de ældstes sorg og anger over alt det, de har forbrudt – vil mange lidelser, megen nød og megen elendighed undgås – for os og vores børn og vores efterkommere.

    Og en af de måder vi kan vække de ældstes sorg og anger, vække lyset i de formørkede, er gennem bønnen. Ved en dybfølt bøn for de faldne – idet vi i tanken og hjertet samler dem under et – mødes vores tanke med Guds tanke, mødes vores vilje med Guds vilje, der er ren kærlighed og barmhjertighed, mødes vores hjerte med Guds hjerte, og bringer den nødvendige hjælp til dem – vores brødre og søstre.

    Bønnens magt er stor, når den bæres af kærlige tanker, siger Kristus i sin tale til os mennesker i Vandrer mod Lyset. For i bønnen mødes vi med Gud, i den dybfølte bøn bliver vores tanke, vilje og hjerte et med Guds Tanke, Vilje og Hjerte.

    Derfor: Hvis vi ønsker at undgå mange lidelser for os selv, vores børn og vores efterkommere, så skal vi ikke søge hævn, men vandre tilgivelsens og bønnens vej. Uforsonlighed og hævn gavner ingen, heller ikke os selv. Men hvis vi vil vandre den vej, jeg her taler om, så vil vi vise at vi – i ånd og i sandhed – er Guds børn, Gud, der er ren kærlighed og barmhjertighed, Gud der altid er parat til også at tilgive os, når vi selv fejler.

    , , ,

  • Sandhedsglimt i Koran og hadith

    Det er en grundlæggende tanke i Vandrer mod Lyset, at der findes sandhedsglimt i alle religioner. Sådanne sandhedsglimt findes også i Islam. I en af de første beretninger i hadith-samlingen, Sahih al-Bukhari, finder vi således den tanke, at Gud først og fremmest dømmer os efter vores motiver, og dernæst efter handlingernes resultater.

    Et andet eksempel er de ord, der gives i Koranens Sura 3 (Amrams slægt, al Imran), vers (ayat) 92: I vil ikke opnå fromhed, med mindre I giver bort af det, som I holder af, med parallelstedet i Sahih al Bukhari, 40. 2318, som giver beretningen om Abu Talha, der angiveligt var den rigeste mand blandt Ansar (dem fra Medina, der gav Muhammed og hans følgere asyl under hijra (udvandringen da profeten og hans følgere måtte flygte fra Mekka)).

    Abu Talha havde en have, som han holdt meget af. For at være tro mod Koranens ord, ville han give sin have til profeten, som ofte kom og drak vand af kilderne i haven. Men profeten overtalte ham til i stedet at skænke haven til sine slægtninge.

    Vi kan også relatere denne sandhed om, at vi nogle gange er nødt til at ofre det bedste vi har for kærlighedens skyld til Ardors beretning kap. 14 (i Vandrer mod Lyset), hvor Jesus siger til sine disciple og følgere, at når vi gør noget godt, så må vi ikke udbasunere vores gode gerninger for alverden på torve og stræder. Motivet må være rent.

    Og vi kan relatere det til Kants moralfilosofi; at kun de handlinger vi udfører i overensstemmelse med pligten, og som fornuften tilsiger os at vi skal gøre på trods af en tilbøjelighed til at lade være, har egentlig moralsk værdi.

    Det harmonerer også med mine tanker om, at kærligheden har en pris, fordi den har værdi, at kærlighedens værdi netop er det, den koster os. Hvis ikke vi kender kærligheden, ikke ved hvad den koster, kan vi heller ikke værdsætte den.

    Vi skal ikke kræve Paradis som løn for vores gode gerninger. Vi skal bringe kærlighedens offer uden at det er et offer: Himlen er først vores, når vores venstre hånd ikke ved, hvad den højre gør i godhed.

    Note:

    Koranen er her citeret efter Ellen Wulffs danske oversættelse. Sahih al-Bukhari er navnet på den mand, der i 800-tallet (200-tallet efter islamisk tidsregning) samlede disse hadith. Sahih betyder så vidt jeg ved sandfærdig eller sand. Hans navn var oprindelig Muhammad al-Bukhari. Samlingen regnes af mange muslimer som den mest autentiske, autoritative samling af hadith. Hadith er små beretninger om, hvad profeten Muhammed sagde og gjorde, og hører altså til profetens sunna eller sædvane, heraf betegnelsen sunni-islam. Hadith kan minde om de kristne evangelier med den forskel, at hadith er episodisk, mens de tre synoptiske evangelier tilstræber en sammenhængende fortælling. Hadith er her læst i engelske oversættelser på sunnah.com

    , ,

  • Lys i mørket

    Når der kastes lys i mørket, vågner dæmonerne

    For hvert skridt vi tager ind i lyset, kommer der en reaktion fra mørket. Vi kan blandt andet se denne lovmæssighed i kosmisk størrelsesorden i Vandrer mod Lysets beretning om Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket – en kamp, der endte med Guds sejrrige fremståen (emanation).

    For hver gang Urtanken og Urviljen bevægede sig ind i lyset, reagerede mørket, og – som der står – ved Urtankens og Urviljens søgen ind i lyset, vågnede begge urkræfter, lys og mørke, til en stedse stigende aktivitet.

    Sådan er det også for os – i en afglans af Urtankens og Urviljens kosmiske kamp mod det onde. Det lys vi tilkæmper os bliver stærkere og stærkere, og derfor bliver også det mørke, der reagerer stærkere og stærkere. Så udover det forhold jeg tidligere har beskrevet om kærlighedens pris – at det vi bringer hinanden i kærlighed bliver større og større og mere og mere værdifuldt, og at prisen derfor også bliver højere og højere – så er det endnu en grund til at sige, at vores vandring mod lyset ikke bliver lettere efterhånden som vi stiger på livets vej, fordi det onde, der reagerer mod vores stedse stigende lys proportionalt bliver stærkere og stærkere.

    Vi kan også sige, at vores opstigen i lyset, vores vandring mod lyset, samtidig er en nedstigen. Eller som jeg tidligere har skrevet: Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Vi nedstiger i dybet med vores lille lyskilde og oplyser det onde, hvorved det vågner.

    Der er altså en proportionalitet mellem lys og mørke, godt og ondt. Jo stærkere lys vi manifesterer, jo stærkere mørke vil reagere mod os; både i os selv og fra verden. Derfor er det hensigtsmæssigt, at vandringen mod lyset sker med små skridt, og at vi ikke søger bjergene og tinderne; eller som Michael Agerskov skrev: Vi må vandre ad livets slagne landevej.

    At vi på den måde må gå vejen skridt for skridt, små skridt ad gangen, kan samtidig styrke vores tålmodighed. Tålmodigt må vi opbygge vores personlighed, vores ånd, dag for dag, tanke for tanke, handling for handling. Og ved at opbygge os selv, bygger vi samtidig verden.

    Vejen ligger ikke i bjergenes tinder eller i stjernerne, men ved Jorden. Vi må ikke blive som Ikaros, der fløj for tæt på Solen, og fik brændt vingerne og styrtede i havet. Tålmodigt må vi vandre på Jorden og bygge verden og os selv ad livets slagne landevej.

    , ,

  • Når ånden vokser

    Kender du den særlige indre følelse, når hjertet arbejder, idet vi gør noget, vi måske ikke umiddelbart har lyst til, men som vi ved er rigtigt?

    Vi kan knytte det an til Kants moralfilosofi, som den kommer til udtryk i Kritik af den praktiske fornuft: De egentligt moralsk værdifulde handlinger er dem, som vi udfører af pligt, dikteret af vores fornuft, på trods af en tilbøjelighed (følelse) til at lade være.

    Vi kan også sige, at det er en af de måder, vores ånd vokser, modnes på.

    Vi kan opleve det i mange sammenhænge: Når vi af og til sætter vores egne behov til side, og gør noget godt for vores partner eller ægtefælde, selv om vi har lyst til at undlade at gøre det, når vi føler en mægtig lyst til at forfølge vores egne mål, og vores fornuft siger os, at det ville være godt i stedet at gøre noget for vores børn og på mange andre måder og i mange andre situationer.

    Vi kan også bare sige, at det vi her oplever er kærligheden, der arbejder i os – og får os til at vokse åndeligt. Hvis du kender denne følelse, så ved du noget om kærlighed.

    Den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en stad, som skrevet står.

    , , , ,

  • Nonfiction

    Pro et contra

    • Om erkendelse, viden og sandhed

    Carsten Ploug Olsen

    Indledning

    Hvad er erkendelse? Hvad er viden? Hvad er sandhed?

    Med Kritik der reinen Vernunft[1] forsøgte Immanuel Kant (1724-1804) en copernikansk vending i filosofien og erkendelsen på den måde, at hvor tidligere filosoffer havde forsøgt at komme til klarhed over verden, livet og mennesket, rettede Kant blikket mod selve erkendelsen, tanken, i et forsøg på ad videnskabens vej, at fjerne eksisterende forhindringer for sandhedens erkendelse.

    At sige at Kant var den første, der forsøgte dette, er dog en tilsnigelse. Både John Locke (1632-1704) og David Hume (1711-76) havde også forsøgt en egentlig erkendelsesteori, idet Locke i An essay concerning human understanding[2] hævdede, at der intet er i vores erkendelse, som ikke først har været i sansningen, og Hume hævdede parallelt i A treatise of human nature[3], at alle ideer og dermed al erkendelse stammer fra eller er afledte (derived) af sanseindtryk (impressions), som svagere eller stærkere efterbilleder eller konsekvenser af disse. Da både Locke og Hume således tydeligt tager erkendelsesteoretisk afsæt i sansningen, kalder man dem normalt, sammen med George Berkeley (1685-1753), for empirister eller de britiske empirister. Vi kan også sige, at Platon (ca 427-347 f. kr), forsøgte en erkendelsesteori både i form af sandhedens erkendelse gennem filosofisk samtale, dialektik, og gennem sit billede af mennesket som erkendelsesmæssigt lænket i en hule med blikket rettet mod hulens endevæg og de skygger, der danser forbi der, skygger vi selv kaster af lyset fra den egentlige, ideernes verden, det såkaldte hulebillede fra Staten.

    Kant reagerede efter eget udsagn især mod Humes erkendelsesteori (Hume vækkede ham af hans dogmatiske slummer), og skabte sammen med Johann Gottlieb Fichte (1762-1814), Friedrich von Schelling (1775-1854) og Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) den tyske idealisme, som hævder åndens, ikke sansningens, primat i forhold til erkendelsen. Kants reaktion i og med Kritik der reinen Vernunft beskrives af Arthur Schopenhauer (1788-1860) i Der Welt als Wille und Vorstelling (Vorrede zur zweiten Auflage)[4] som en åndelig genfødsel, men vi må sige, at denne genfødsel samtidig markerede en stagnation eller ligefrem en metafysikkens død, idet den var behæftet med tilsyneladende uovervindelige svagheder eller brister. I Fra Kant til Hegel – en nytolkning skriver den danske filosof Justus Hartnack (1912-2005), at i bevægelsen fra Kant til Hegel gennemspiller erkendelsesteorien tilsyneladende alle logiske muligheder – fra Kants principielle adskilthed mellem subjekt og objekt til Hegels sluttelige identitet mellem de to – men da ingen af bidragyderne nåede et virkeligt tilfredsstillende resultat, og da man efter dem sad tilbage med uløselige vanskeligheder, stagnerede erkendelsesteorien, og blandt andre den danske Hegel-oversætter Claus Bratt Østergaard skriver efterfølgende ligefrem om den post-metafysiske tid, vi nu lever i.

    Jeg vil i dette skrift forsøge at kaste lys over problemstillingen ved en gennemgang af centrale aktører, samt forsøge at bidrage til en løsning som kan pege mod videre vej i erkendelsens vanskelige terræn.

    Indledende bestemmelse

    Erkendelse er den proces, der fører til viden. Sandhed er den viden, der stemmer overens med virkeligheden.

    Med viden mener jeg ikke kun videnskabelig viden, og med erkendelse som den proces eller metode, der fører til viden, mener jeg ikke kun den (natur-) videnskabelige metode og vej. Der findes viden, der ikke lader sig formulere og kontrollere videnskabeligt, fx en viden eller indsigt, der kun kan udtrykkes poetisk og skønlitterært, og der findes ting som selverkendelse, livserfaring og visdom, der ikke kan bevises og kontrolleres videnskabeligt.

    Der findes generelt objektiv og subjektiv viden, og de kan begge udtrykkes på mangfoldige måder. Hverken den objektive eller den subjektive viden er sikker viden i den betydning, at de ikke og aldrig kan modbevises, at de er 100% sikre, at aldrig ny erkendelse og viden vil erstatte dem. Man taler om videnskabelig evidens, men også videnskabelige resultater og hele paradigmer er udsatte for forandring. Fx regnedes det engang for videnskabeligt sikkert, at Solen drejede om Jorden, det kunne enhver jo se, indtil paradigmet skiftede til det heliocentriske verdensbillede, der igen er erstattet af noget andet; heller ikke Solen er det universelle midtpunkt, alt drejer omkring.

    Som menneske kan man blive klogere på sig selv og andre mennesker gennem livserfaring og tiden, der går, og ingen vil vel forsøge at bevise fx en romans sandhed, men kun om en given roman kalde den lille eller stor kunst eller fx sublim eller dekadent eller andre ting. 

    Viden kan derfor både være det vi kalder kendsgerninger, og den kan være udtryk for en værdidom, og begge dele er udsatte for forandring. (Edmund Husserl (1859-1938) skelner i Ideen zu einer reinen Phaenomenologie und phaenomenologischen Philosophie mellem Tatsachewissenschaften[5] og Wesenswissenschaften[6]). Den roman fortiden kaldte stor, har eftertiden måske glemt eller kasseret eller kalder den nu lille og ubetydelig osv.

    Både objektiv og subjektiv viden øser af mange kilder, og man benytter forskellige og mangfoldige metoder eller processer for at nå den. En del af det man kalder objektiv viden skabes, erkendes, gennem forsøg, andre dele benytter sig af spørgeskemaer, og nyere forskning synes at påvise, at det man undersøger og søger viden om, kan ændres ved selve forsøget på at opnå denne viden. Jeg tænker her på kvanteteorien, som blandt andet indebærer, at ting og processer på atomart og subatomart niveau påvirkes af de spørgsmål, vi stiller naturen. Parallelt kan fx spørgeskemaer eller interviews påvirke den virkelighed, man undersøger, idet det menneske der spørges måske ikke før har tænkt over det, der spørges om, og først overvejer det ved spørgsmålet, og derefter danner sin mening ved eftertanke. 

    Generelt kan vi sige, at både mennesker, dyr og planter, men også den døde natur i form af sten, skyer osv påvirker eller skaber virkeligheden idet vi lever, eller idet fx en sten falder ned ad en skrænt, eller skyer samler sig til tordenbyger, regn osv. Mennesker, dyr, planter, sten, skyer, atomer, vand er hele tiden med til at ændre den verden vi lever i ved de processer, der til stadighed foregår i os og i naturen generelt. Vi løfter et bord, laver mad, vinden blæser bladene af træerne, vandet skyller jord og grus væk fra skrænter – og verden er en lille smule anderledes end før, virkeligheden ændrer sig hele tiden.

    Noget viden er principielt utilgængelig, anden viden er svært tilgængelig men ikke uopnåelig. Med kvanteteorien og Heisenbergs usikkerhedsrelation kan vi sige, hvis denne teori er sand, at vi ikke samtidig kan kende en atomar partikels eksakte position samtidig med dens eksakte hastighed. Jo mere præcist vi ønsker at bestemme partiklens position, jo mere usikker bliver bestemmelsen af dens hastighed og omvendt. Her er altså en principielt utilgængelig viden. På det politiske og sikkerhedsmæssige område er den viden som efterretningstjenester søger ofte svært tilgængelig, det samme er sandheden om forbrydelser, hvem der har begået dem. Viden om det ubevidste i mennesket og menneskets bevidsthed er et andet eksempel på svært tilgængelig, måske uopnåelig, viden. Og viden om os selv kan farves og fordrejes ved sublimering eller fortrængning fx ved motivgranskning, hvor vi kan forskønne vores motiver i forhold til sandheden, virkeligheden, anden viden kan vi fortrænge, måske fordi visse handlinger, vi har begået, er for smertelige at se i øjnene, eller fordi visse ting, vi har været udsat for, gør for ondt at tænke på, og den fortrængte viden dukker så op fordrejet, forvansket og i andre skikkelser end den sande.

    Spørgsmålet er: Kan vi udfinde, erkende et eller flere principper eller love, der styrer den mangfoldige virkelighed, og vores erkendelse af den? Og hvor skal i givet fald disse love findes? I atomerne, stoffet og lovene for stoffet? Findes der også åndelige love? Hvis der findes åndelige love, tankelove, kan vi så udfinde og formulere disse i adækvat sprog og tanke? Disse og mange andre spørgsmål trænger sig på, når vi stiller de fundamentale spørgsmål: Hvad er erkendelse? Hvad er viden? Hvad er sandhed?

    Ved første blik på problemstillingen, og med det der her er sagt, så peger undersøgelsen i retning af den polygene og polymorfe erkendelse, viden og sandhed, den tanke at erkendelse, viden og sandhed skabes ad mange veje, og har mange kilder og skikkelser. Og vi kan tænke, at en mulig fejlkilde i erkendelsesteorien opstår når vi søger en vej, en kilde og en skikkelse, når vi søger en monogen og monomorf teori for erkendelse, fx ved ren materialisme og empirisme eller ved ren idealisme. Vi vil her se, om denne tanke kan forsvares.

    Platon

    I sammenhæng med forståelsen af Platons hulelignelse fra Staten og hans opfattelse af dialektikken, erkendelse af sandhed gennem filosofisk samtale, kan vi stille spørgsmålet: Er den ideernes verden han taler om, den egentlige verden, er den immanent eller transcendent? Er ideverdenen indvævet med denne verden, eller kommer vi først til den – idet vi lægger et religiøst snit på spørgsmålet – efter døden?

    Begge tolkninger kan vel forsvares, men jeg vil her koncentrere undersøgelsen ud fra den tanke, at ideverdenen er immanent. Hvis den er det, kan vi forstå ideverdenen ikke bare som en naturlig del af denne verden, men en verden som er indeni os, i vores tanke, i de abstrakte eller almene begreber vi har om fx det røde, det smukke, det gode, det sande. Vi kan forstå ideverdenen som begrebernes verden, i modsætning til eksempler på det røde, det smukke, det gode og det sande og sige, at begreb kommer før accidents, eksempler på det røde, det smukke, det gode, det sande forudsætter begreberne om dem, mens begreberne ikke forudsætter eksempler, accidentser, og i den forstand er ideverdenen den primære, den egentlige, ”den første” verden.

    Vi kan også tolke hulelignelsen ud fra denne forståelse ved at sige, at de skygger hulemenneskerne ser på endevæggen er eksempler, accidentser, af de almene begreber, og at erkendelsen af det almene, det universelle, kræver at vi – erkendelsesmæssigt, mentalt – vender os om, vender os mod det almene og universelle, begreberne.

    Mod opfattelsen af ideverdenen som immanent taler det forhold, at Platon flere steder skriver, at det at skue fx selve det skønne er den højeste lykke, og han lader derved forstå, at dette skulle være muligt, om end næsten uopnåeligt. Men det peger i retning af ideverdenen som transcendent, måske en verden vi kommer til, når vi dør. Eller vi kan sige – indenfor rammerne af den immanente tolkning – at vi kan ”se” selve det skønne, det gode, det sande med tanken, dvs erkende det. Måske mener han netop dette, at det at erkende selve det skønne, det gode, det sande, det almene og universelle, begreberne, er ”at skue dem”, og at det er den højeste lykke, og filosofiens ultimative mål. Det er at sættes fri af hulens lænker og skygger og vende sig mod lyset, en tanke der har medklang i gnostisk tankegang, det at erkendelse er vejen til frihed, måske ligefrem frelse.

    Descartes

    Ved det naturlige lys´ intuition åbenbares for Rene Descartes (1596-1650) sandheden, der erkendes klart og distinkt og får et tilsvarende udtryk. Ved den systematiske tvivls metode ender han ved det, der ikke kan tvivles om, at vi tænker, og når vi tænker, må vi også erkende, at vi eksisterer, da det ikke giver mening at sige, at vi tænker men ikke eksisterer. Deraf den berømte sætning: Je pense, donc je suis[7]. Når vi har erkendt, at vi eksisterer, erkender vi også med nødvendighed vores ufuldkommenhed, og – siger Descartes – det ufuldkomne giver ikke mening uden sin modsætning, det fuldkomne, Gud. Gud eksisterer forud for os, og erkendelsen af Ham og Hans eksistens er mere sikker end erkendelsen af vores egen eksistens. Det fuldkomne eksisterer forud for det ufuldkomne.

    Når vi erkender det naturlige lys´ natur, som det der giver os intuitiv og sikker viden, må vi – idet vi her går lidt væk fra Descartes og i stedet henter hjælp og inspiration i Vandrer mod Lyset – også erkende lysets modsætning, mørket, eller det ondes eksistens. Det onde er ifølge Vandrer mod Lyset en urkraft på linje med lyset, men dets absolutte modsætning. Det onde har direkte betydning for vores erkendelse på den måde, at dets ringdannelser tilslører, forvansker, nedbryder lysets og sandhedens erkendelse, det kan forsegle indsigter eller tildragelser i ringstrukturer eller komplekser, og det gør modstand mod afsløring og erkendelse. Med dette har det medklange i Sigmund Freuds (1856-1939) teorier om det fortrængtes (og det sublimeredes) indflydelse på personligheden og kulturen generelt. Det ondes ringdannelser har også musikalsk og poetisk medklang i Richard Wagners (1813-1883) Der Ring des Nibelungen[8], og i J. R. R. Tolkiens (1892-1973) Lord of the Rings[9].

    Det ondes ringdannelser er en del af det ondes natur, og det gør blandt andet – idet vi her et øjeblik bevæger os over i psykologien – at vi af og til får præcis det vi frygter og søger at undgå, eller det afskærer os ved begæret, fra det vi begærer. Dette er en del af det ondes paradokse natur, og på den måde forråder det sin bærer. Den der begærer magt, bliver slave af sit magtbegær og bliver magtesløs, for den der begærer rigdom, er der aldrig penge nok, den der ængstes for døden, kan fristes til at tage sit eget liv af angst for døden, den der frygter andre mennesker kan igen og igen komme i pinagtige situationer med andre mennesker og udvikle socialangst ved selvopfyldende profetier osv.

    Et konkret eksempel på det ondes paradokse natur har vi i Vandrer mod Lysets beretning om, hvordan Josef af Arimatæa af angst for at nogle af Jesu disciple skulle fjerne mesterens døde legeme efter korsfæstelsen og gravlæggelsen (så de kunne sige, se, han er opstanden), selv fjernede liget og skjulte det, så ingen senere fandt det, hvilket bevirkede at myten (og løgnen) om Jesu (og de troendes) kødelige opstandelse kom ud blandt mennesker, en forestilling som også blev en del af den senere tilkomne religion Islam.

    Den vigtigste arv fra Descartes forekommer mig dog at være tanken om det naturlige lys´ intuitive, klare, distinkte og enkle erkendelse af sandheden, og den tanke ikke at acceptere nogen viden eller teori, der ikke lever op til dette kriterium. Sandheden er enkel og kan i princippet forstås af alle, kun løgnen er knudret, indviklet, svært tilgængelig, utilnærmelig og uroskabende. Vi finder ro i den enkle sandhed som vi erkender let og under ét i en enkel tanke. Alt andet kan vi roligt se bort fra.

    Kant og Hegel

    Måske er det rigtigt, hvad Hartnack skriver i Fra Kant til Hegel – en nytolkning, at erkendelsesteorien i denne periode gennemspiller alle mulige positioner. Og måske er det rigtigt at sige, at ingen af dem – og dem mellem Kant og Hegel – formår at fremtænke en virkelig løsning på erkendelsens gåde. Vi kan dog også sige, at Kant og Hegel egentlig tænker og taler om forskellige ting. For Kant foregår al erkendelse i rum og tid, og forudsætter disse. Rum og tid er for Kant det han kalder a priori anskuelsesformer, det vil sige, at vi erkender uden om erfaringen, a priori, at rum og tid er nødvendige forudsætninger for erkendelsen. At han hævder dette, får ham til senere at skrive, at vi fx ikke kan bevise Guds eksistens, da Gud – hvis Han findes – må tænkes udenfor rum og tid, og derfor ikke kan rummes i en (videnskabelig) erkendelse, der er begrænset til rum og tid, og det får ham til at konkludere, at viden, erkendelse, ikke kan overskride, transcendere, enhver mulig erfaring.

    Men samtidig skriver han, at de såkaldt syntetisk a priori domme er det, der betinger, at vi overhovedet kan få (ny) viden. Syntetiske domme er domme eller slutninger, der går ud over de led, der indgår i dommen eller erkendelsen. Syntetisk a priori domme er sådanne syntetiske domme, der foretages uden om erfaringen eller uafhængigt af den. Kant giver selv som eksempel på en syntetisk a priori dom, det simple regnestykke:

    7 + 5 = 12

    Begrebet om tallet syv og tallet fem indeholder ikke med nødvendighed summen 12 som det ville være tilfældet med en analytisk a priori dom, og summen af 7 og 5 giver os derfor en viden, der ikke er indeholdt i begreberne om tallet syv og tallet fem. Vi har fået en ny viden ved den syntetisk a priori dom. Som eksempel på en analytisk a priori dom giver han følgende simple sætning:

    Alle ungkarle er ugifte.

    Definitionen på en ungkarl er, at han er ugift, og derfor indeholder dommen ikke noget, der går ud over, hvad der ligger i de led, der indgår i dommen (alle og ungkarle). En analyse af begrebet ungkarl fører med nødvendighed til slutningen, at alle ungkarle er ugifte (ellers ville de ikke være ungkarle).

    Men her synes der altså at være en vanskelighed: På den ene side erfaringsuafhængige domme eller slutninger, der betinger (ny) viden, på den anden side en erkendelse (ny viden), der netop ikke kan overskride erfaringen.

    Et andet problem ved Kants teori er det ofte fremhævede problem med tingen-i-sig-selv[10]. Det lader til, at vi efter Kants teori ikke kan erkende tingen i sig selv, men kun tingen, som den kommer til syne[11] for os. Men så vidt jeg kan se, er Kant klar over vanskeligheden, og han fremhæver tingen-i-sig-selv som et erkendelsesteoretisk grænsebegreb (noumenon), en naturlig grænse for vores erkendelse. Vi kan her drage en parallel til klassisk indisk filosofi om begrebet Mayas slør, et erkendelsesmæssigt slør, der forhindrer os i at erkende og opfatte virkeligheden som den i sandhed er. Det vi opfatter er et skin, et billede, som efter teorien skiller os – måske uovervindeligt – fra den egentlige virkelighed. Og vi kan drage paralleller til moderne kvanteteoris tanker om, at iagttageren påvirker det iagttagne, idet man for at få viden om fx en elektrons bane eller hastighed er nødt til at måle på den, og derved griber vi ind i elektronens bane eller hastighed, idet vi fx måler ved at sende andre elektroner eller partikler mod den elektron, vi måler på. Kants teori, klassisk indisk filosofi og kvanteteorien peger sammen mod den mulighed, at verden måske ikke er en evig, uforanderlig verden, som vi står uden for og betragter og prøver at forstå, men at verden er en dynamisk, foranderlig verden og virkelighed som vi er – ligeledes foranderlige – dele af, en verden og en virkelighed, som vi er med til at ændre, og som forandrer os.

    Kant og Hegel deler ambitionen om at videnskabeliggøre filosofien og tænkningen. Hvor Kants bestræbelse er at rydde det vildnis væk, der har samlet sig ved tænkningens indgang, og som spærrer for virkelig indsigt og erkendelse, og derved søge at gøde jorden for en fremtidig (transcendental-) filosofi, er Hegels projekt at fremstille et positivt system, hvor det svære ikke er at finde forskellene mellem de forskellige systemer, men lighederne, det fælles der bærer alle filosofiske bestræbelser, nemlig deres rolle i sandhedens udvikling. I den forstand er Kants projekt et negativt, Hegels et positivt. For Hegel er filosofihistorien denne sandhedens udvikling og sluttelige fuldendelse, og de enkelte systemer er nødvendige momenter i den proces som levende dele af den samme organisme. Hegel skriver i fortalen til Phaenomenologie des Geistes[12]:

    Diese Formen unterscheiden sich nicht nur, sondern verdraengen sich auch als unvertraeglich miteinander. Aber ihre flussige Natur macht sie zugleich zu Momenten der organische Einheit, worin sie sich nicht nur nicht wiederstreiten, sondern eins so notwendig als das andere ist, und diese gleiche Notwendigkeit macht erst das Leben des Ganzen aus[13].

    Alligevel mener han, at sandhedens udvikling sker gennem modsigelsen, men en modsigelse der skaber den levende sammenhæng, tænkningens samlede organisme. Denne proces, sandhedens udvikling gennem modsigelse, forstår jeg som den hegelske dialektik. Da filosofien foregår over tid og finder sted i rum (mennesket og dermed tænkeren befinder sig i rum og tid), mener jeg det rigtigt at sige, at Kant og Hegel stemmer overens i opfattelsen af erkendelsen, både erkendelsen selv, dens genstand og resultater, som en tidslig, temporær og rumlig proces (jf Kants tanker om rum og tid som a priori anskuelsesformer).

    Der hvor de adskiller sig, er i opfattelsen af (det erkendende) subjekt og det (forsøgt) erkendte objekt: Er subjekt og objekt principielt og uovervindeligt adskilte (Kant) eller kan der tænkes en syntese, en forening af de to (Hegel)?

    Først til Kant: Idet vi tænker på noget bestemt, fx et bestemt filosofisk problem, så skiller vi os i tanken ud fra det, vi overvejer, det vi betragter og søger at forstå. Vi holder det så at sige op for vores indre blik, vores tanke, og søger at nå en forståelse ud fra betragtningen. Her opstår der altså en afstand, en adskilthed mellem subjekt og objekt. Men når vi har forstået, eller mener at have forstået, det givne problem, så bliver løsningen en del af vores viden, en del af vores tanke, og afstanden eller adskiltheden ophører. Vi holder det ikke længere ud fra os og betragter det ude fra, vi kender det indefra som en del af os selv. Derfor synes både adskiltheden og enheden mellem subjekt og objekt at være en naturlig del af tankens natur og erkendelsens struktur, idet adskiltheden og enheden forekommer i forskellige momenter i erkendelsen.

    I forhold til Hegel er det nok en overvejelse værd, om hans system, hans dialektik, er deskriptiv eller måske normativ eller ideal: Udvikles sandhed – måske med nødvendighed – ved modsigelse, og kan denne tanke påvises i tænkningens historie? Eller er det sådan, det bør være? Hvis vi her betragter udviklingen af den tyske idealisme fra Kant til Hegel, så kan vi sige, at Hegel i hvert fald med hensyn til opfattelsen af subjekt og objekt og deres indbyrdes relation modsiger Kant. Men er Hegels opfattelse mere sand, betegner Hegels system en udvikling i sandheden? Må vi ikke snarere sige med ovenstående in mente, at både adskiltheden og enheden, identiteten, mellem subjekt og objekt forekommer i erkendelsen, og i den samme erkendelse, så Kant og Hegel hver for sig har fat i noget centralt med hensyn til erkendelse, men at fejlen opstår hvis vi kun hævder det ene, og udelukker det andet (adskilthed eller identitet)?

    Lad os se på et endnu mere grundlæggende spørgsmål: Er Hegels dialektik overhovedet sand? Er det sandt, hvis bestemmelsen af den hegelske dialektik som udvikling af sandheden gennem modsigelse er rigtig, at erkendelsen nødvendigvis må følge denne bane? Hegels dialektik er en tanke, som det synes umuligt at modsige, uden samtidig at bekræfte den. Hvis fx jeg modsiger Hegels dialektik som en nødvendig vej til sandhedens erkendelse, en nødvendig vej for erkendelsen, og derefter ved modsigelsen kommer frem til, eller hævder at komme frem til, noget mere sandt, så har jeg samtidig bekræftet den hegelske dialektik.

    Hvis man omvendt siger, at den hegelske dialektik og hele filosofi er kulminationen på al tænkning, at den ikke kan modsiges, samt at vi nødvendigvis må bekræfte den, så står vi i den situation, at al fremtidig tænkning fra og med Hegel at regne, er umulig. Hvis Hegels dialektik ikke kan modsiges, så kan sandheden ikke – efter Hegels teori – udvikles yderligere, for den udvikles kun ved modsigelse, og vi står da – efter teorien – med al sandhed, hvilket bekræftes i afsnittet Das absolute Wissen[14] sidst i værket. Hegel når her til et punkt, hvor subjekt og objekt forenes, og hvor der ikke videre gives nogen mulig modsigelse, og derfor heller ikke nogen mulig yderligere sandhed. Hegel – og vi der måtte forstå hans værk – er blevet som Gud; vi er blevet alvidende, gennem først Hegel og siden andre, har Verdensånden nået sin fuldendelse.

    Måske er det kernen i den filosofiske tanke efter Hegel, kernen i den krise i filosofien og metafysikken, som har fået nogle til at tale om den post-metafysiske tidsalder. Spørgsmålet er: Gives der ingen mulig videre vej herfra? Har filosofien og tanken med Hegel nået sin kulmination, en kulmination der samtidig betegner og markerer dens død? Står vi her med et filosofisk syndefald skabt gennem en Faust-pagt med mørke magter ved at drage de yderste konsekvenser af en simpel dialektik, en dialektik som går igen i Wissenschaft der Logik[15], står vi her med en tænker, som Schopenhauer kaldte en Caliban, halvt menneske, halvt uhyre (Caliban er en figur i Shakespeares The Tempest[16])?Eller er det simpelthen sandheden?

    Måske findes der vej videre frem fra den hegelske dialektik ved at godtage selve metoden, dialektikken som han udformer den, og som virker uimodsigelig, men benægter de konsekvenser, han drager, resultatet, udførelsen? Som han selv skriver i fortalen til Phaenomenologie des Geistes:

    Denn die Sache ist nicht in ihrem Zwecke ershoepft, sondern in ihrer Ausfuhrung, noch ist das Resultat das wirkliche Ganze, sondern es zusammen mit seinem Werden…[17]

    Det eneste vi her har brug for, uden at gå ind i alle detaljer i hans fremstilling, er at modsige tanken om erkendelsens slutpunkt ved das absolute Wissen, hvorfra ingen vej synes videre at gå. Denne modsigelse ville bekræfte hans metode, dialektikken, netop ved modsigelse – ikke af metoden – men af udførelsen, resultatet. Modsigelsen indebærer, at vi opgiver tanken om den absolutte menneskelige viden, og går til et synspunkt om en mulig stedse videre udvikling af sandhedens erkendelse, og at den menneskelige erkendelse principielt er begrænset, da den altså ikke er absolut.

    Ved således at bekræfte den hegelske dialektik ved modsigelsen af hans ultimative resultat, når vi til det stik modsatte standpunkt i forhold til Hegel selv, hvilket nok åndshygiejnisk er mere sundt og naturligt: Den begrænsede menneskelige erkendelse mod den ubegrænsede, guddommelige.

    Det er ret let, hvis vi kan nøjes med denne kritik og modsigelse af Hegels resultat og udførelse, at bringe denne modsigelse. Vi kan give det samme argument imod hans tanke om den absolutte menneskelige viden som jeg tidligere har forsøgt i forhold til de religiøse tekster, der foregiver at rumme al viden og al sandhed, fx nogles opfattelse af Bibelen eller Koranen, eller generelt enhver tekst, der hævdes at rumme al viden, fx her Hegels tekst og resultat: Der mangler oplysninger i teksten om fx kvanteteorien, om Sveriges økonomiske forhold og realiteter i perioden 1638-54, der mangler en fuldstændig matematisk teori, der mangler en kunsthistorisk oversigt over Italiens berømte malere i renaissancen, der mangler oplysninger om alle elementarpartiklers position og forbindelser og hastigheder fra evighed til evighed osv osv. 

    Set på denne måde bliver modsigelsen af Hegels resultat næsten triviel og selvindlysende, parallelt til kritikken af de religiøse teksters påståede indhold af al sandhed. Vi modsiger ikke metoden, dialektikken, kun resultatet. Og derved har vi – i overensstemmelse med metoden, sandhedens udvikling gennem modsigelse – skabt ny viden.

    Schopenhauer

    En sidste tænker jeg vil strejfe er Schopenhauer. For Schopenhauer er verden, universet, ikke et rationelt sted eller en rationel helhed. Verden er fundamentalt vilje, livsvilje, en alles kamp mod alle, og derfor er livet i verden lidelse[18]. Men hertil kan vi sige, at mennesket er i verden, og mennesker rummer blandt meget andet også fornuft, og derfor er fornuft også en del af verden, dog måske kun en lille del. Om ikke andet kræver det fornuft, ratio, at udfinde og erkende en så klar og ordnet anskuelse, at alt er kaos, kamp og derfor lidelse, og derfor ophæver synspunktet i hvert fald delvist sig selv.

    Forholdet er lidt det samme som med Humes erkendelsesteori: Ifølge Hume er alle vores ideer og dermed vores erkendelse som nævnt afledte af sanseindtryk. Men da vi ikke kan siges at have noget sanseindtryk af den tanke, at alle vores ideer er afledte af sanseindtryk, ville vi ikke, hvis teorien er sand, kunne vide det. Vi ville befinde os i en verden a la Schopenhauers billede; en kaotisk, ikke forståelig, flygtig, helt irrationel virkelighed uden spor af fornuft; parallelt til Schopenhauers billede ophæver Humes teori sig selv.

    Tankelove

    Efter nu at have set på nogle væsentlige vestlige tænkere og deres værker, vil jeg gerne sige lidt om det vi kan kalde de egentlige tankelove i den udstrækning, der findes sådanne. Ifølge Vandrer mod Lyset er vi ikke kun skabt af Gud med en fri vilje, men også med en fri tanke. Og vi kan ud fra dette værk tænke, at den menneskelige karakter ligger i og skabes netop gennem denne frihed – både den fri tanke og den fri vilje – at vi tænker og handler principielt frit i overensstemmelse med vores karakter, og vores tanker og handlinger er samtidig med til at skabe vores karakter.

    Vi mennesker fungerer ikke som avancerede algoritmer, vi tænker og handler ikke efter skemaet: Hvis X, så Y (eller Z) eller hvordan moderne algoritmer nu end er opbyggede. Vi tænker og handler ikke med nødvendighed, givet de og de stimuli. Og da vi altså tænker og handler frit, bliver vores tanker og handlinger vores personlige tanker og handlinger, som vi står til ansvar for, og deri ligger det karakterdannende.

    En del af det jeg kalder tankelove ligger udover tankens frihed i logik, association, intuition, fantasi, hukommelse og sikker flere andre fænomener. Nogle af disse fænomener er knyttede til individet, fx associationer og hukommelse, andre er fællesmenneskelige, fx logik. 

    Logik er dog ikke et entydigt begreb og fænomen. Mange tænkere har givet deres bud på en logik. Aristoteles (384-322 f. kr) skrev en hel tekstkreds om logik, Organon, Hegel skrev en logik, Gottlob Frege (1848-1925) og Bertrand Russell (1872-1970) bidrog begge væsentligt til logikken, og der er sikkert mange andre, der burde nævnes.

    Hume skrev om association at de forekommer ved én forestillings lighed med en anden, og Henri Bergson (1859-1941) skrev et helt værk om hukommelse i hans Matiere et memoire[19].

    Tanken kan påvirkes af følelser, og følelser af tanker, tanken kan påvirkes af viljen og vores handlinger, ligesom de kan påvirkes af tanken, idet den ligger til grund for en del handlinger, om end ikke alle. Tanken kan påvirkes af andre mennesker, dyr, planter, landskaber, verden, ligesom verden kan påvirkes af tanken, idet den kan inspirere os til handlinger, der ændrer verden en lille smule. Alt dette kan man udsøge love for, men det ligger uden for dette skrifts ide og denne forfatters evne at udgrunde. Det er ikke min hensigt at give en fuldstændig tanke og forestilling om tankelovenes natur og funktion – hvilket er mig helt umuligt – kun at nævne at de findes, og antyde hvor man eventuelt kunne sætte ind med kvalificerede undersøgelser i fremtiden om det ønskes.

    Min hensigt er at søge at kaste et strejflys på tankens og livets forunderlige og fantastiske verden, vække til eftertanke og eventuelt inspirere til selvstændige studier af de tanker, der er med til at grunde vores kultur og karakter.

    Jeg startede med at sige, at erkendelsen, vores viden og sandheden har mange kilder, mange skikkelser, de rinder ikke af en enkelt kilde, og det lader til, at enhver monogen og monomorf anskuelse af erkendelsen, enhver enkildehypotese er dømt til nederlag. Vi kan ikke forsvare en ren materialisme og empirisme og heller ikke en ren idealisme. En del af vores erkendelse har sin oprindelse i sanserne, en anden del i vores fornuft, fx ved Kants syntetisk a priori domme, endnu en anden del har sin rod i vores følelser, i vores stemninger, vores humør, vi inspireres af andre mennesker, af verden, ligesom andre mennesker kan inspireres af os hver især, og alt det tilsammen kan være en del af den menneskelige, offentlige eller personlige, erkendelse, viden og sandhed.

    Hvis det er rigtigt, at erkendelse er den proces, der skaber viden, og at sandhed er den viden, der stemmer overens med virkeligheden, så håber jeg her at have bidraget til sandheden om den verden, den forunderlige, fantastiske virkelighed vi sammen er levende, tænkende, undrende, lidende eller lykkelige dele af.

    Forslag til videre læsning:

    Descartes, Rene: Discours de la Methode (Om metoden) + Meditations Metaphysique (Metafysiske meditationer) + Regles pour la direction de l´ esprit (Regler)

    Hartnack, Justus: Fra Kant til Hegel – en nytolkning

    Hegel, G. W. F: Phaenomenologie des Geistes + Wissenschaft der Logik (zeno.org)

    Hume, David: A Treatise of human Nature (oll.libertyfund.org)

    Kant, Immanuel: Kritik der reinen Vernunft (zeno.org)

    Locke, John: An essay concerning human understanding

    Platon: Samlede værker i ny oversættelse (Gyldendal)

    Schopenhauer, Arthur: Die Welt als Wille und Vorstellung (lernhelfer.de)

    Upanishaderne i engelsk oversættelse ved Max Mueller (sacred-texts.com)

    Vandrer mod Lyset (udgivet ved lektor Michael Agerskov)

    Cpo, maj 2021

    [1] Da. Kritik af den rene fornuft

    [2] Da. Et essay om den menneskelige forstand

    [3] Da. En afhandling om den menneskelige natur

    [4] Da. Verden som vilje og forestilling; Fortale til anden udgave

    [5] Videnskaber om kendsgerninger

    [6] Videnskaber om tings væsen/natur

    [7] Jeg tænker, altså er jeg

    [8] Nibelungens Ring

    [9] Ringenes Herre

    [10] Ding-an-sich

    [11] erscheinen

    [12] Da. Åndens fænomenologi

    [13] Da. Disse former er ikke blot forskellige fra hinanden, men fortrænger hinanden, eftersom de ikke kan forliges. Imidlertid betyder deres flydende natur også, at de bliver momenter i en organisk enhed, hvor de ikke blot er i modstrid med hinanden, men hvor den ene form er fuldt så vigtig som den anden – og det er nu først denne fælles nødvendighed, der udgør helhedens liv.

    [14] Da. Den absolutte viden

    [15] Da. Logikkens videnskab

    [16] Da. Stormen

    [17] Da. For sagen er ikke udtømt i sit formål, men i sin udførelse; resultatet selv er ikke den virkelige helhed, for den opnås kun i forening med sin tilblivelse…

    [18] Jf. Verden som vilje og forestilling

    [19] Da. Stof og hukommelse

    , , ,

  • Det jeg vil

    Drage Lyset til Jorden og til hjerter

    Åbne menneskers øjne for det skønne og det dybe

    Skabe en manifestation af sand magt

    Stole i alt på Guds Almagt og beskyttelse

    Drage mennesker hjem til flammende skønhed!

    ,

  • Vejen til Gud

    Søren Kierkegaard skrev engang, at vejen til Gud er trang, og at den bliver stadig mere trang. Det bliver ikke lettere, efterhånden som vi stiger i indsigt og åndelig modenhed. Og jeg mener, at han har ret.

    At det er sådan skyldes, at vejen til Gud er kærlighed. Vejen til Gud er at elske Gud og vores medmennesker. Det vi kan give Gud og hinanden i kærlighed bliver stadigt mere og stadigt mere værdifuldt efterhånden som vi stiger ad livets vej. Og da værdien stiger, stiger også prisen. Alt har sin pris, også de åndelige værdier.

    Kærligheden har sin pris. Kærlighed er ikke en let vej. En kærlighed der intet koster, er uden værdi. Den er kun et ord. Den dybeste kærlighed har den højeste pris. Den koster alt, idet den giver alt. Sådan er kærligheden.

    ,