Forfatterskabet Højtryk

Tag: Gud

  • At være eller ikke at være én

    I fald andre skulle kende til livets kældre, og har brug for bud og vidnesbyrd om, at andre også har været dér, i fald det at skabe litteratur dér, hvor bunden bliver synlig gennem det lys, vi kan sætte ind gennem ord og bringe videre til de til døden fortvivlede, i fald dette altså har værdi, vil jeg dele følgende:

    Jeg tænker vel sagtens dagligt på den åndelige og evige udslettelse, den mulighed og den universelle ret, Vandrer mod Lyset siger er gældende for enhver.

    Mit liv er ubærligt, lidelserne uudholdelige. Og det bliver værre og værre efterhånden som tiden går, hvilket der er en egen djævelsk logik i. Jeg søger fred for mine lidelser.

    Men – det gælder i mindre grad det jordiske liv som menneske, og i højere grad det åndelige og evige liv: Fred kan kun den levende føle.

    Hvis jeg virkelig og for alvor bad Gud om udslettelse – ville det ikke være fred, men – ingenting: Ikke fred, men heller ikke lidelse, ikke glæde, men heller ikke sorg, ikke lykke, men heller ikke ulykke – ingenting.

    Jeg ville ikke eksistere. Der ville ikke være noget “jeg” til at føle eller tænke noget som helst.

    Spørgsmålet er: Er det virkelig det, jeg vil? At være eller ikke at være. Dét er spørgsmålet, som Shakespeare skrev.

  • Salme ved tidernes ende

    Hvis kaos hersker, og orden søges, hvad gør vi da?

    Overalt i den menneskelige verden hersker kaos: Klimaet synes på vej til sammenbrud, de vestlige kapitalistiske vækst- og accelerationssamfund ligner en maskine, der er ved at bryde sammen; vi ser på hinanden, rådvilde, ved ikke hvad der sker, og hvad der kan gøres.

    De marxistiske modfantasier skabte kun grusomme diktaturer og endnu værre elendighed. Kapitalister og marxister hev i hver sin ende af det samme tov, hvorved de var ved at rive verden i stykker. Da der pludselig ikke længere var modstand i den anden ende af tovet, mistede kapitalisterne balancen, og faldt på halen.

    Så hvad gør vi?

    Vi står som med skibet Titanic, skibet, der ikke kunne synke, nu på vej mod havets bund. Vi løber som inuitten for at holde frost og kuldedød borte, derved sveder vi, og sveden truer med igen at fryse til, så vi må løbe endnu hurtigere for at holde døden borte. Så vi må løbe. Stadig løbe. Vi fortvivler: Hurtigere endnu? Men vi kan ikke!

    Krig hersker. Med deraf følgende mægtige flygtningestrømme og udbredt racisme og elendighed og åndelige og materielle værdiers ødelæggelse. Bror og søster ser ondt til hinanden. Global kriminalitet. Forurening. Ufattelig rigdom og ufattelig fattigdom. En Jord, der ryster under vores fødder.

    Men – lad os ikke tegne billedet sort i sort, men sige: Måske er det ikke os og vores samfund, der bryder sammen i det, vi ser nu. Måske er det, der bryder sammen det, der ikke selv kan stå og aldrig har kunnet. De falske guder:

    Treenigheden, de tomme drømme ved tidernes ende: Magt, penge, sex. Om end vi havde al magt, al rigdom, al kønslig tilfredsstillelse, ville vi ikke blive lykkeligere og få fred og rolige drømme. Sulten og tørsten ville blive værre og mere uudholdelig, jo mere vi ønsker og begærer og får af denne jords nu yderste drømme.

    De gamle guder har også spillet deres spil til ende. De har haft deres tid, og det er tid nok. Heller ikke de kan slukke tørsten og stille sulten længere: Jahve, Far-Søn-Helligånd og Allah; de tager hinanden i hånden og vandrer stille ud i glemslen; eller rettere: De har aldrig været her, for de findes ikke.

    Vi mangler i erkendelse, videnskab, politik, økonomi, religion, eksistens, teknik, skønhed, kunst et urokkeligt grundlag, som ikke svigter; har vi ikke et grundlag hér, har vi intet. Så skrider fundamentet – sandet vi har bygget på siden tidernes morgen – og så falder vi, og faldet bliver stort og dybt og langvarigt.

    Hvad mangler vi? Vi mangler Gud. Ikke de gamle fantasier om Gud, men Gud. Hvis ikke vi har Ham/Hende, har vi intet. Vi kan vælge at fortsætte ad de gamle veje eller ad veje helt uden Gud. Men det er netop de veje, der nu bryder sammen økologisk, filosofisk, videnskabeligt, eksistentielt, politisk, økonomisk, kunstnerisk, det er ved disse vejes ende, vi nu render panden mod muren.

    Vi ved, hvem Gud er. Ikke de gamle drømme og febervildelser om Herren, men Gud, som Han/Hun virkelig er. Vi kender Ham/Hende fra det budskab, Han/Hun har sendt til menneskeheden som helhed: Gennem Vandrer mod Lyset!

    Vi kan vælge at slå hånden ad Ham/Hende og vende det døve øre til Hans/Hendes budskab. Vi kan vælge ikke at lytte – til vores inderste, vælge ikke at følge det. Men så vil sammenbruddet fortsætte, og ikke blive til det gennembrud, vi også kan vælge: Gennembruddet for kærlighed, fred, ro, skønhed, sandhed – gennem tilgivelse.

    Hvis vi fornægter vores inderste nu – og den stemme, der kalder på os dag og nat – og hvis ikke vi svarer Ham/Hende, så vil vi bringe sammenbruddet til det yderste. Er det det, vi vil?

    Spørgsmålet er dybest set: Vil vi livet eller døden? Sandheden eller løgnen? Kærligheden eller hadet? Lyset eller mørket? Sammenbrud eller gennembrud? Hvad vil vi? Hvad vil vi svare Gud, der kalder? Hører du ikke Hans/Hendes stemme? Hører du ikke Kaldet?

  • Urkosmos eller Big Bang

    Hvad er egentlig verdens natur og oprindelse?

    I Vandrer mod Lyset og i moderne videnskab træder to forskellige teorier og forklaringer på disse spørgsmål os i møde:

    Verden har sin egentlige oprindelse og natur baseret på det såkaldte Urkosmos, siger Vandrer mod Lyset, mens moderne videnskab og kosmologi hælder til teorien om the Big Bang.

    Det kan umiddelbart være vanskeligt at vurdere, hvilken af de to modeller – en med Gud og en uden – der er den mest plausible. Men vi vil her se på nogle enkelte forhold ved de to modellers forklaringskraft i forhold til en række centrale fænomener, og derefter – naturligt nok – vælge den model, der dels kan forklare mest af det, vi efterspørger, dels den model med de færreste og enkleste grundantagelser:

    Den moderne videnskabs teori om the Big Bang kan ikke forklare naturlovenes oprindelse, deres udformning og deres hensigt (om en sådan findes). Dette kan let forklares ud fra Vandrer mod Lyset:

    Alle love – både de fysiske, astrale og åndelige (for det fysiske, astrale og åndelige; se specielt Vandrer mod Lyset s. 149, stykket med småt) – har deres oprindelse, udformning og hensigt ud fra Guds Tanke og Vilje. 

    Med hensyn til deres oprindelse så er de en konkret konsekvens af Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket og frem imod Lyset og Guds emanation. Dette kan man læse om i detaljer i Vandrer mod Lyset.

    Lovenes udformning hænger sammen med deres hensigt: At skabe orden i verden (kosmos): Gud er en Lysets Gud, og en central egenskab ved Lyset er orden, modsat mørkets kaos. 

    Denne orden gør det for os mennesker muligt at beskrive den ydre verden adækvat via matematik (fx lovene for bevægelse, tyngdekraft osv som vi har lært at beskrive matematisk), og dele af den indre verden ved logik – gennem de logiske love vi indtil nu har afdækket. 

    Derudover kan vi ud fra den Gud, der kommer os i møde gennem Vandrer mod Lyset, og den viden vi får her forklare nogle af lovene for bevidstheden, fx tankens og viljens frihed, lovene for association og hukommelse, og altså også de logiske love og flere andre ting. Vi kan generelt ud fra Vandrer mod Lyset endda forklare selve bevidsthedens oprindelse: Den er skabt af Gud.

    Derfor: Da Vandrer mod Lyset er moderne videnskab så uendeligt overlegen med hensyn til at forklare og beskrive en række centrale fænomener vedrørende verden, dens natur og oprindelse – og ikke bare med de her fremdragne emner, men også fx i forhold til cellens oprindelse, universets opbygning mm – og da vi til denne overlegne forklaringskraft kun behøver én antagelse, nemlig at Vandrer mod Lysets Gud er virkeligt eksisterende; dette – og indtil vi eventuelt måtte få bedre forklaringer og teorier – gør, at vi nu må foretrække Vandrer mod Lyset som vores bedste bud på alle disse ting.

    Note 1: Jeg har tidligere givet et bud på en alternativ forklaring på og fortolkning af de observationer, der har ført til den moderne teori om the Big Bang: Rødforskydningen af det lys vi modtager fra stjerner og galakser og den kosmiske baggrundsstråling. Se fx i min kommentar til Aristoteles (II. (lille alpha)).

    Note 2: Jeg har også tidligere givet en forklaring på begrebet frihed, fx i forhold til tanken og viljen, nemlig frihed som det ondes fravær. Denne opfattelse skyldes, at mørket – modsat Lyset – ifølge Vandrer mod Lyset er en kraft, der kan binde tanke og vilje, og således gøre dem ufrie. Derfor er tanke og vilje frie i samme grad som de er renset for mørke.

    Note 3: Lysets love er generelt blevet til for at skabe orden. En anden lov, der kan nævnes her, er karma- og herunder gengældelsesloven, som hjælper til at bringe lys og dermed orden i og mellem os mennesker gennem enten anger og tilgivelse eller gennem soning, når vi har forbrudt os mod hinanden. Gennem denne anger og tilgivelse eller gennem soning renses vi for mørke, og gives plads for lys og dermed orden (se skrifterne Gud og mennesker og Om gengældelsesloven).

  • Der findes tilgivelse for alt

    Nogle religioner hævder, at der findes ting og handlinger, som er utilgivelige. Jeg tænker her på kristendom og islam. I kristendommen har man ideen om, at ”synd mod helligånden” ikke tilgives af Gud, og i islam hævder man, at Gud ikke tilgiver, hvis nogle sætter andre ved Hans side. En sådan synd er shirk, siger man, en utilgivelig dødssynd.

    Men de samme religioner siger samstemmende, at Gud er barmhjertig og tilgivende og kærlig. Og det er fuldstændig rigtigt. Hvad man måske mangler at forstå er, at denne Guds egenskab og vilje er absolut på en sådan måde, at der ikke findes ting, som Gud ikke kan eller vil tilgive.

    At sige at der er ting, Gud ikke tilgiver, er – uden at man måske gør sig det bevidst – at sætte grænser for Guds kærlighed. Men da Guds kærlighed til alle mennesker er uendelig, findes sådanne grænser ikke. Og hvem har loddet den Almægtige Guds kærligheds dyb?

    Vi kan sandsynliggøre tanken ved følgende:

    I Vandrer mod Lyset siges det, at Gud har tilgivet selv den personlighed, der igennem millioner af år har været hans hovedmodstander, Satan (Ardor, den ældste). Ja, Gud har ikke kun tilgivet ham, men i al den tid, Satan kæmpede mod Ham, har Gud længtes efter at tilgive den dybest faldne, længtes efter at vinde ham tilbage til Lyset og sit Rige.

    Og denne tilgivelse blev givet på det tidspunkt, hvor menneskers kærlighed og barmhjertighed og tilgivelse og bøn vakte sorgen og angeren i den faldnes sind og hjerte. I samme øjeblik den ældste bad om tilgivelse, tilgav Gud ham – med uendelig glæde.

    Vi kan også sige som en kendsgerning: Mange mennesker har allerede formået at gøre det, Vandrer mod Lyset opfordrer os til: At tilgive vores ældste bror (Satan, Ardor). Disse mennesker har af barmhjertighed tilgivet ham, der har syndet så uendelig meget mod enhver af os.

    Når alt dette er tilfældet – og det er kendsgerninger – når mennesker formår at tilgive den dybest faldne ud fra deres hjertes kærlighed og barmhjertighed – hvor meget mere må da ikke Gud – der i kærlighed og barmhjertighed står uendelig højt over alle andre – være i stand til at tilgive alle og alt; ja, ikke bare tilgive, men længes efter at tilgive! I samme øjeblik Han ser vores sorg og anger, tilgiver Han. Også dette er en kendsgerning.

    Således vil ingen angrende morder, krigsherre, voldsmand finde Guds hjerte lukket og forseglet; han eller hun vil finde Guds hjerte åbent og tilgængeligt; ud fra den Almægtiges længsel efter at vinde enhver af os tilbage til Lyset og livet, når vi har fejlet.

    Når både Gud tilgiver alt, og når nogle mennesker formår at tilgive den, der har forårsaget så megen lidelse og elendighed for alle – hvem tør da mere sige, at der findes utilgivelige ting og handlinger?

    Det gør der heller ikke. Der gives tilgivelse for alt! Gud kan tilgive alt, og nogle mennesker kan det samme; og disse mennesker viser i tanke, hjerte og handling, at de er ægte børn af Gud, og er det med ære!

  • Tanker og spørgsmål om Urkosmos

    (Grundlag: Vandrer mod Lyset)

    Urkosmos rummede mulighed for evigt liv eller evig død; eller blot evig, fortsat væren og hvile. Evigt liv gennem lys og kærlighed, evig død gennem mørke og synd. (Kærlighedens natur er at bygge op (livet), syndens at bryde ned (døden)).

    Hvordan kunne dette Urkosmos være, uden at være skabt?

    Lyset er det værende og eksistens og tilværelse, mørket Lysets negation.

    Tid er fra Urkosmos udfoldet evighed, og derfor er evighed tilstede i hvert nu/øjeblik som tidens essens?

    Rum er fra Urkosmos udfoldet punkt (hvilket er – forvrænget – udtrykt i teorien om the big bang? (se en alternativ fortolkning og teori angående de observationer og data, der har ført til teorien om the big bang i min Aristoteles kommentar her)).

    Tilværelse og liv er fra Urkosmos udfoldet væren, og derfor er væren i alt, der er til, i al tilværelse?

    Er verdensaltet en fra Lysets kerne dybt i det vældige mørke udfoldet blomst eller træ, spiret og groet med tanke og hensigt og vilje og mål gennem mørke zoner, indtil spiren brød mørkets grænse, groede op over det, som en blomst eller et træ gennem jord, satte stængel, blad og krone: Tid, rum og liv gennem kærlighed?

    Ja. Sådan er det. Eller er det?

  • Gud og Logos

    I skriftet Forholdet mellem tro og viden i dets historiske udvikling (1885) skriver Harald Høffding, at verdensgåden er lige stor for videnskab og tro, fordi vi ikke – heller ikke i videnskaben – kan komme bag om den tilsyneladende orden, vi kan iagttage overalt i verden.

    Vi kan – skriver han – ikke forstå fx årsagssætningen; at af bestemte årsager flyder bestemte virkninger; altså hvad selve årsagssætningen, læren om de naturlige årsager og deres virkninger, i sig selv er, og hvorfor den findes.

    Vi kan tilføje identitetssætningen og selve muligheden af at opfatte sandhed.

    Men måske har han dog ikke ret. Hvis vi anskuer problemet ud fra Vandrer mod Lyset, så kan vi af dette værk udlæse, at al orden i verden, Logos – som fx årsagssætningen og identitetssætningen udtrykker, og overhovedet muligheden for at opfatte sandhed – har sine udspring i Gud, nærmere bestemt i Den Almægtiges sejr ved Lyset over mørket, idet Lyset er orden – modsat mørkets kaos.

    Hvis ikke Gud havde sejret i sin kamp mod det onde, ville verden enten være forblevet i Urkosmos´ hvile, eller verden ville have bestået – som en Vandrer mod Lyset-kender engang sagde til mig – i en række fatale energimæssige kortslutninger, indtil verden simpelthen – formentlig – var blevet sprængt og opløst af mørket.

    Al orden, Logos, har altså sin rod i Gud.

    Lad os til eksempel se lidt på årsagssætningen og naturen af den orden den udtrykker: Da vi mennesker har en fri tanke og fri vilje, så følger bestemte virkninger ud fra bestemte årsager i det menneskelige ikke med nødvendighed, men som muligheder. Hvis fx Solen skinner, og jeg føler mig oplagt, så kan jeg gå en tur i det gode vejr, eller jeg kan lade være. Fordi Solen skinner følger det ikke med nødvendighed, at jeg går en tur. Jeg kan selv træffe en principielt fri og bevidst beslutning, om jeg vil gå en tur eller ej.

    Anderledes for stoffet: Når brint blandes med ilt, følger det under visse bestemte forhold med nødvendighed, at der dannes vand. Men ifølge nyere teori er der dog også en vis usikkerhed forbundet med stoffet på subatomart niveau: Hvis vi ønsker at bestemme en elektrons position med stor nøjagtighed, falder muligheden for at bestemme dens hastighed i relation til nøjagtighed (Heisenbergs usikkerhedsrelation).

    Eller hvis vi betragter et atom, fx ilt-atomet, så kan vi kun angive den om dette atom kredsene elektroners positioner ved en vis sandsynlighed, og opfatte elektronerne som en mere eller mindre diffus sky.

    Derfor taler man om den kvantemekaniske verden som en probabilistisk verden.

    Partiklernes kredsbevægelse om hinanden har også sin rod i Gud: Da Han/Hun fremsteg af Lyset, som Lysets behersker og mørkets besejrer, satte Han/Hun således Lys og mørke i en kredsbevægelse om hinanden for at kunne eliminere det onde (se Vandrer mod Lyset). Kredsbevægelsen er en integreret del af nyere fysisk atomteori.

    Men at der er usikkerhed ved stoffet og dets beskrivelse, skyldes de anomalier, der er fremkommet ved de Ældstes fald og mørkets indtrængen i den jordiske verden.

    I Lyset (den oversanselige verden) findes disse usikkerheder ikke (men også i oversanselig forstand er mennesket frit (har en fri tanke og en fri vilje)).

    Vi må altså ud fra Vandrer mod Lyset forstå, at årsagssætningen har sin oprindelse i Gud, sammen med fx identitetssætningen og generelt alle naturlige love – både de fysiske og de åndelige: Den orden, Logos, som verden rummer, skyldes Gud og Hans/Hendes sejr over mørket, og alle afvigelser herfra skyldes mørket og de Ældstes fald.

    Det er muligt – gennem Vandrer mod Lyset – at trænge ind i zoner af verden og dens erkendelse, som Høffding erklærede for umuligt at nå, og herigennem nå til en dyb forståelse for dens indre forhold og virkelighed; ikke kun på de områder jeg her har nævnt, men på mange andre (fx rummer værket også en forklaring på cellens oprindelse og en i forhold til gængs astronomisk teori anderledes kosmologi og redegørelse for selve Universets opståen og oprindelse og opbygning). Også på dén måde er Vandrer mod Lyset et helt enestående og unikt værdifuldt værk!

  • Solidum petit in profundis

    Vi søger i dybet den faste grund

    Ifølge relativitetsteorien eksisterer der med hensyn til bevægelse og position i verdensrummet ikke noget privilegeret initialsystem, hvortil al bevægelse og position kan relateres. Denne relativitet er i moderne filosofi og etik – for eksempel gennem eksistentialismen – overført til læren om værdierne:

    Ethvert menneske står for så vidt fremmed og alene i verden, og må skabe sit eget liv, sine egne værdier og sin egen mening.

    Men det er let at afvise en sådan radikal relativisme: For hvis vi hævder alle tings relativitet, så ophæver denne tanke sig selv. Hvis alt hævdes relativt, så er selve denne tanke absolut, hvilket er selvmodsigende. Med et glimt i øjet og blik til Heraklit, kan vi sige: Alt flyder, dét står fast!

    Hvis ikke vi i videnskaben (og etikken) finder og fastholder et enkelt eller nogle få absolutte og absolut gyldige principper eller antagelser, så havner vi i den her skitserede – og selvophævende – relativitet.

    I moderne videnskab anvendes bla det såkaldte parsimoni-princip, eller Ockhams ragekniv (Ockhams razor): Vi må bortskære alle overflødige elementer fra teoridannelsen, og benytte os af færrest mulige antagelser. Denne tanke er blevet brugt til at fraskære Gud i enhver videnskabelighed.

    Men denne afskæren af Gud er fatal, og fører til videnskabelig volatilitet og relativisme. I virkeligheden er Gud den éne antagelse, vi har kritisk brug for til forklaring af fx alle naturlove og deres oprindelse (både de åndelige og de fysiske), alle etiske værdiers gyldighed og selve forklaringen på verdens eksistens og grundlag:

    Alle naturlove har deres oprindelse i Gud, og de opretholdes af Ham/Hende (se Vandrer mod Lyset), alle etiske værdier finder gyldighed i Gud – fx gennem karmaloven (se mit skrift Om gengældelsesloven) og næstekærlighedsbudet – og verden eksisterer ved og opretholdes af Gud.

    Vi har altså til forklaring og legitimering af en lang række kritiske menneskelige spørgsmål og adfærd kun brug for én antagelse: Nemlig Gud og Guds eksistens. Og dermed opfyldes parsimoniprincippets krav om færrest mulige antagelser. Hvis ikke vi anerkender og bruger netop denne grundantagelse, forsvinder al videnskabelighed og videnskabens gyldighed og autoritet i volatilitet og selvophævende relativisme.

    Gud er – både eksistentielt, etisk og videnskabeligt – det ene fornødne; en nødvendig antagelse – og virkelighed.

  • Erkendelsens uafsluttelighed og den vestlige tankes Faustpagt

    For mig har det været filosofisk befriende at møde tanken om erkendelsens uafsluttelighed hos Harald Høffding (Den menneskelige tanke og Mindre arbejder) og Torben Boas (Tankens arkitektur). Der findes – siger de samstemmende – uafsluttelige begreber og ideer, deriblandt – men ikke kun – selve erkendelsen. Af andre uafsluttelige begreber kan nævnes verden, virkeligheden og Gud.

    Der vil hele tiden være nye opgaver for tanken og erkendelsen – ikke mindst i relation til begge disse begreber og fænomener selv – og dermed brydes den vestlige tankes Faust-pagt og ophæves syndefaldsmyten: Vi bliver aldrig alvidende som Gud.

    Udover erkendelsens uafsluttelighed hævder Høffding, at der – ligesom i den fysiske verdens livsarter – i tankens verden foregår en udvikling, en evolution: De bedst egnede tanker (de sande?) overlever og føres videre fra slægt til slægt, og han hævder en erkendelsesteoretisk parallel til relativitetsteorien: Vi arbejder i erkendelsen ud fra bestemte – og forskellige – udgangspunkter og vinkler, og der gives ikke – for os, men nok for Gud – privilegerede, erkendelsesteoretiske initialsystemer, altså absolutte og ubetvivlelige udgangspunkter og synsvinkler. Vinklerne er nok ikke tilfældige, men de er altså heller ikke absolutte. Ting kan ses fra mange vinkler, og de kan ved tanken bringes i forskellige relationer til hinanden (Boas´ relative tankefunktion).

    Foruden den slægtsprægede tankens evolution gives der vel også en tankens evolution for den enkelte: De tanker, der giver mest ro og glæde, bibeholdes og udvikles måske til yderligere ro og glæde, på samme måde som de mest – for individet – konstruktive og meningsfulde og meningsgivende tanker bibeholdes og styrkes.

    Principielt kan vi vide noget, men ikke alt. Hvis vi hævder den radikale skepticisme, så ophæver denne position sig selv: Hvis vi hævder, at vi intet ved, og intet kan vide, så er selve denne tanke en erkendelse, der hævder en viden; nemlig den viden, at vi intet kan vide (jf Platons Sokrates der vist et sted siger – måske ironisk – at det eneste han ved er, at han intet ved).

    Tilsvarende kan vi ikke vide alt: Hvis vi vidste alt, eller hævder mulig alvidenhed, så ville vi være som Gud. Og så forlader vi filosofien, og træder ind i patologien. Vi sælger som Goethes Faust vores sjæl til det onde for (al)videns skyld.

    Mellem de to yderpunkter – intetviden og alviden – svinger da vores erkendelse og viden, uden at vi rører nogen af dem.

    Vi kan kalde den proces, hvorved vi søger at opnå viden for erkendelse, og til erkendelsen kan vi bruge forskellige redskaber, der ikke i sig selv er erkendelse, viden eller indsigt, men altså kun redskaber. Jeg kan nævne logik, analogi (jf Høffding og Boas), matematik, deduktion og induktion, iagttagelse (ved sansning eller tænkning; fx ”udvidet sansning” ved hjælp af apparatur, fx mikroskop, teleskop, partikelaccelerator), intuition og inspiration (jf Vandrer mod Lyset), den absolutte og den relative tankefunktion (Boas), analyse og syntese, det at stille spørgsmål, og der er sikkert flere. Med en samlebetegnelse kan vi kalde disse redskaber for fornuften.

    Ifølge Høffding søger vi ved erkendelsen (og den deraf følgende viden) primært enhed, sammenhæng og kontinuitet, og dette søger vi ved hjælp af de forskellige redskaber til opnåelse af viden, ved fornuften.

    Den samlende tanke er altså her, at vi dels kan vide noget, men ikke alt, at vi i erkendelsen og den deraf (mulige følgende) viden søger enhed, sammenhæng og kontinuitet (og mening?), og at vi søger dem ved hjælp af en lang række forskellige redskaber for erkendelsen (fornuften), der i tidens løb er blevet finpudset og udviklet yderligere. Fx er logik ikke det samme for en Aristoteles som for en Hegel osv.

    Jeg finder det fantastisk beroligende ikke at skulle vide alt, men trygt gå ud fra, at der stedse er nye opgaver og ny viden at hente på alle videnskabens, filosofiens og religionens områder, fordi vi ikke er og ikke kan være alvidende som Gud.

    Det er – filosofisk set – som at blive født til livet, idet døden (slangen i syndefaldsmyten; kundalini i østlig filosofi og nyere vestlig spiritualitet) – her repræsenteret ved den afsluttede totalerkendelse, hvor der ikke er mere at sige og tænke; tankens død – slipper sit greb om min tanke og mit indre. Det er at leve. At tænke er at leve.

  • De evige sandheder og hjertets visdom

    I Kommentaren til Ardors beretning s. 171-173, stykket med småt om åndelegemets udseende og opbygning (i Vandrer mod Lyset), står blandt andet, at vi – Guds børn – åndeligt set både har et stort, psykisk nervecenter (den åndelige hjerne) og et mindre center placeret omtrent ved det fysiske hjerte, men i en anden dimension (den oversanselige, firedimensionale verden).

    Om disse to centre, den psykiske hjerne og hjertecenteret, kan vi generelt sige, at hjernen kender til de evige love og sandheder, mens hjertet kender til godt og ondt.

    I den udstrækning vi ikke kender de evige love og sandheder, samt ikke kender godt og ondt, kan – under inkarnation – den oversanselige verden, de oversanselige intelligenser, med hensyn til de evige sandheder træde til med inspiration, der af os mennesker opfattes gennem intuition (pludselige aha-oplevelser), og med hensyn til kendskabet til godt og ondt kan skytsånden træde til og give os en hjerteviden om forskellen; skytsåndens påvirkning og indflydelse opleves og opfattes da som vores samvittighed.

    Den oversanselige verden griber dog kun ind i de tilfælde, hvor vi ikke kan hjælpe os selv. At den ikke griber ind i alle tilfælde og under alle forhold skyldes, at de oversanselige intelligenser – i sidste instans Gud – ønsker at opelske vores selvstændighed og modenhed som åndelige individualiteter (se også mit skrift Den videnskabelige metafysiks metode).

    På denne måde – gennem tilegnelse af de evige sandheder og kendskabet til de evige love, og ved hjertets kendskab til godt og ondt samt ved en langsom og gradvis styrkelse af vores vilje til Lyset – er vi mennesker underlagt en fremadskridende åndelig udvikling frem imod Lyset og Gud. Vi vandrer mod Lyset.

    Og på et tidspunkt vil vi opleve det, der i detaljer er beskrevet i Spørgsmål og Svar II, no 64: Vores tanke og vilje vil da smelte sammen til en uopløselig enhed, hvorefter vi er upåvirkelige af det onde i al evighed.

    Denne sammensmeltning oplever jeg – i en anden formulering – kan beskrives som en sammensmeltning af kendskabet til de evige sandheder og love og hjertets kendskab til godt og ondt via en guddommelig Lysring, der sluttes i hjertet (hjertecenteret). Eller sagt med andre ord igen: En uopløselig forbindelse mellem hjerne og hjerte; vi kunne måske også sige mellem forstand og følelse.

    Det fremgår heraf, at den adskillelse man i idéhistorien af og til har gjort mellem forstand og følelse, mellem hjerne og hjerte, måske ikke er så frugtbar; der er i virkeligheden ikke tale om et enten-eller, men et både-og: Vi har både brug for hjernens, forstandens, kendskab til de evige sandheder og love, og vi har brug for hjertets kendskab til godt og ondt, for hjertets visdom.

    Hjernen og hjertet har således hver sit område, hver sin måde at vide og erkende på. Og vi kan ikke undvære nogen af dem.

  • Bevidsthedens mulige kvantespring

    Hvis vi skal tro William James´ tanker om bevidsthed, som de kommer til udtryk i Troels Nøragers disputats Hjerte og psyke – studier i den religiøse oplevens metapsykologi og diskurs (1996), så findes der andre former for bevidsthed, end vores normale, vågne og rationelle bevidsthed.

    Der findes jo fx vores drømme, der er beretninger om nær-døds-oplevelser (og en dertil knyttet tanketransformation med visse fælles karakteristika), ud-af-kroppen-oplevelser og dissociation (fx i forbindelse med traumer); eller med James (og Sigmund Freud og andre): Hele det underbevidste eller ubevidste felt.

    Denne tanke – om de alternative bevidsthedsformer eller udvidede bevidsthed – er også en integreret del af Vandrer mod Lyset.

    Vi kan i den forbindelse nævne Harald Høffdings tanke om, at omkring 95% af vores tankevirksomhed er ubevidst (eller underbevidst) (tanken er formuleret i værket Den menneskelige tanke (1910)), og – som kuriosum – moderne fysiks teori om, at vi mennesker kun kender og umiddelbart kan registrere eller påvise ca 5% af universets stof og energi; resten – 95% – er angiveligt mørkt stof og mørk energi, som vi endnu ikke kender naturen af.

    Hvis det forholder sig sådan, må det være muligt (?) at opdage disse alternative bevidsthedsformers natur og eksistens andet end gennem kulørte teorier og kuriøse beretninger i videnskabens randområder – gennem en videnskabelig påvisning og forståelse og evidens. Denne nye – mulige – forståelse af tanken og bevidstheden må – naturligt nok – kunne nås gennem tanken og bevidstheden selv; eventuelt støttet af eksperimenter (som dem man fx har foretaget angående ud-af-kroppen-oplevelser og nær-døds-oplevelser).

    Mit eget bud på en start på en sådan – videnskabelig – påvisning og teori vil være en påvisning og videnskabelig forståelse af den fjerde dimension (se Vandrer mod Lyset) og dermed – som en endnu ikke realiseret mulighed – en videnskabelig metafysik, sådan som jeg har skitseret det i indlæggene Fysik og metafysik og Fra videnskabelig fysik til videnskabelig metafysik.

    I en videnskabelig metafysik baseret på en forståelse af den fjerde dimension, kan vi fx se drømme som et resultat eller virkning af firedimensional bevidsthed (eller rettere: en blanding af tre- og firedimensional bevidsthed som det kommer til udtryk ved kendte tredimensionale fænomener (fx huse, dyr osv) sat i en firedimensional ramme og virkelighed (drømmen)).

    Hvis det er rigtigt, at bevidstheden rummer endnu ukendte lag (fx den ved nogle nær-døds-oplevelser rapporterede udvidede bevidsthed eller bare det ubevidste eller underbevidste), og at den således må formodes at kunne foretage spring (eller en langsommere evolution), så kan vi tænke, at vi ved at se i den modsatte retning – mod fortiden – kan konstatere lignende spring eller kvalitative udviklinger i den menneskelige bevidsthed, hvis tankespring er en del af tankens eller bevidsthedens natur.

    (Vi kan dog også forstå en sådan udvikling ikke som et spring, men som en opdagelse af konstante og stedse nærværende dele af bevidstheden; dele, der altid har været der, og som vi langsomt, gradvist – eller ved spring – (gen)opdager).

    Kan vi – altså – ved at se på historien konstatere eller påvise sådanne spring eller evolutioner i den menneskelige tanke?

    Ja, det kan vi i og med den kendsgerning, at der har været en tid, hvor vi mennesker endnu ikke havde sprog, men dog tanke. På et tidspunkt er vi mennesker begyndt at udvikle sprog, og denne udvikling kan betragtes som et sådan kvalitativt spring i eller evolution af bevidsthed. Sprogets faktuelle fremkomst og eksistens og medium for tanken er en indikation på, at tanken kan foretage disse kvalitative spring eller evolutionære udviklinger (eller opdagelser af altid tilstedeværende (men skjulte) former for bevidsthed).

    (Vi kan dog også forstå sprogets fremkomst som en alt ændrende ny mental og interpersonel teknologi, altså et nyt redskab for tanken og mennesker, ikke nødvendigvis en ændring eller udvidelse af tanken, og heller ikke nødvendigvis en opdagelse af et allerede eksisterende (men hidtil skjult) tankeområde eller tankemåde).

    Hvis vi holder os til Vandrer mod Lyset, så er fremkomsten af tanken og sproget ikke synkrone, men dog i tid nærliggende begivenheder. Først fik vi tanken (af Gud), siden – ikke længe efter – udviklede vi sprog i de jordiske, kendte former (som altså er en menneskelig opfindelse). Dermed er der en nær forbindelse mellem tanke og sprog, men ikke identitet (hvilket sandsynliggøres ved, at vi ikke nødvendigvis tænker i sprog, i ord; der findes sprogløs tanke; og – sagt med et skævt smil – tankeløst sprog).

    Men – ud fra disse tanker skulle det være muligt – hovedsageligt inspireret af Vandrer mod Lysets beskrivelse af bevidstheden – at opdage hidtil skjulte og ukendte lag i bevidstheden, det skulle – som hypotese – være muligt for tanken og den menneskelige bevidsthed stadigt at foretage (kvante)spring ind i noget helt nyt og endnu ukendt, fx nu gennem erkendelsen af den fjerde dimension.

    Vi kan forsøge at formulere teorien eller hypotesen ved følgende:

    Virkeligheden er uendeligt dyb, og vi kan ikke som mennesker komme erkendelsesmæssigt til bunds i den. Men vi kan – stadigt – foretage tankemæssige kvantespring eller paradigmatisk nydannelse af tanken eller tankens ramme. Til de – nu – ukendte lag i virkeligheden, kræves – ligeledes nu – ukendte lag i bevidstheden for at erkende disse lag.

    (Som – foreløbigt – kuriosum kan vi her minde om ekvilibriet mellem de ukendte 95% af virkeligheden – den indre og den ydre).

    Om det rent faktisk kan lade sig gøre at verificere eller falsificere denne teori om stadige mentale bevidsthedsspring som et grundmenneskeligt vilkår og mulighed – må dog fremtiden vise.

    Note: William James´ arbejde består ifølge Nørager hovedsageligt i at ændre den religiøse metapsykologi og diskurs fra den kristne traditions opfattelse af hjertet og hjertesproget henimod en subliminal opfattelse af religion og den religiøse oplevelse. Jeg er derfor usikker på, hvor vigtige og relevante hans tanker er for de her fremdragne forhold og ideer. Men jeg lader det stå hen, idet jeg bruger hans tanker som løftestang, og overlader så i øvrigt til læseren selv at gøre sig tanker derom ved eventuel selvstændig læsning af Nørager og James.