Forfatterskabet Højtryk

Tag: Lyset

  • Tanker og spørgsmål om Urkosmos

    (Grundlag: Vandrer mod Lyset)

    Urkosmos rummede mulighed for evigt liv eller evig død; eller blot evig, fortsat væren og hvile. Evigt liv gennem lys og kærlighed, evig død gennem mørke og synd. (Kærlighedens natur er at bygge op (livet), syndens at bryde ned (døden)).

    Hvordan kunne dette Urkosmos være, uden at være skabt?

    Lyset er det værende og eksistens og tilværelse, mørket Lysets negation.

    Tid er fra Urkosmos udfoldet evighed, og derfor er evighed tilstede i hvert nu/øjeblik som tidens essens?

    Rum er fra Urkosmos udfoldet punkt (hvilket er – forvrænget – udtrykt i teorien om the big bang? (se en alternativ fortolkning og teori angående de observationer og data, der har ført til teorien om the big bang i min Aristoteles kommentar her)).

    Tilværelse og liv er fra Urkosmos udfoldet væren, og derfor er væren i alt, der er til, i al tilværelse?

    Er verdensaltet en fra Lysets kerne dybt i det vældige mørke udfoldet blomst eller træ, spiret og groet med tanke og hensigt og vilje og mål gennem mørke zoner, indtil spiren brød mørkets grænse, groede op over det, som en blomst eller et træ gennem jord, satte stængel, blad og krone: Tid, rum og liv gennem kærlighed?

    Ja. Sådan er det. Eller er det?

  • Gud og Logos

    I skriftet Forholdet mellem tro og viden i dets historiske udvikling (1885) skriver Harald Høffding, at verdensgåden er lige stor for videnskab og tro, fordi vi ikke – heller ikke i videnskaben – kan komme bag om den tilsyneladende orden, vi kan iagttage overalt i verden.

    Vi kan – skriver han – ikke forstå fx årsagssætningen; at af bestemte årsager flyder bestemte virkninger; altså hvad selve årsagssætningen, læren om de naturlige årsager og deres virkninger, i sig selv er, og hvorfor den findes.

    Vi kan tilføje identitetssætningen og selve muligheden af at opfatte sandhed.

    Men måske har han dog ikke ret. Hvis vi anskuer problemet ud fra Vandrer mod Lyset, så kan vi af dette værk udlæse, at al orden i verden, Logos – som fx årsagssætningen og identitetssætningen udtrykker, og overhovedet muligheden for at opfatte sandhed – har sine udspring i Gud, nærmere bestemt i Den Almægtiges sejr ved Lyset over mørket, idet Lyset er orden – modsat mørkets kaos.

    Hvis ikke Gud havde sejret i sin kamp mod det onde, ville verden enten være forblevet i Urkosmos´ hvile, eller verden ville have bestået – som en Vandrer mod Lyset-kender engang sagde til mig – i en række fatale energimæssige kortslutninger, indtil verden simpelthen – formentlig – var blevet sprængt og opløst af mørket.

    Al orden, Logos, har altså sin rod i Gud.

    Lad os til eksempel se lidt på årsagssætningen og naturen af den orden den udtrykker: Da vi mennesker har en fri tanke og fri vilje, så følger bestemte virkninger ud fra bestemte årsager i det menneskelige ikke med nødvendighed, men som muligheder. Hvis fx Solen skinner, og jeg føler mig oplagt, så kan jeg gå en tur i det gode vejr, eller jeg kan lade være. Fordi Solen skinner følger det ikke med nødvendighed, at jeg går en tur. Jeg kan selv træffe en principielt fri og bevidst beslutning, om jeg vil gå en tur eller ej.

    Anderledes for stoffet: Når brint blandes med ilt, følger det under visse bestemte forhold med nødvendighed, at der dannes vand. Men ifølge nyere teori er der dog også en vis usikkerhed forbundet med stoffet på subatomart niveau: Hvis vi ønsker at bestemme en elektrons position med stor nøjagtighed, falder muligheden for at bestemme dens hastighed i relation til nøjagtighed (Heisenbergs usikkerhedsrelation).

    Eller hvis vi betragter et atom, fx ilt-atomet, så kan vi kun angive den om dette atom kredsene elektroners positioner ved en vis sandsynlighed, og opfatte elektronerne som en mere eller mindre diffus sky.

    Derfor taler man om den kvantemekaniske verden som en probabilistisk verden.

    Partiklernes kredsbevægelse om hinanden har også sin rod i Gud: Da Han/Hun fremsteg af Lyset, som Lysets behersker og mørkets besejrer, satte Han/Hun således Lys og mørke i en kredsbevægelse om hinanden for at kunne eliminere det onde (se Vandrer mod Lyset). Kredsbevægelsen er en integreret del af nyere fysisk atomteori.

    Men at der er usikkerhed ved stoffet og dets beskrivelse, skyldes de anomalier, der er fremkommet ved de Ældstes fald og mørkets indtrængen i den jordiske verden.

    I Lyset (den oversanselige verden) findes disse usikkerheder ikke (men også i oversanselig forstand er mennesket frit (har en fri tanke og en fri vilje)).

    Vi må altså ud fra Vandrer mod Lyset forstå, at årsagssætningen har sin oprindelse i Gud, sammen med fx identitetssætningen og generelt alle naturlige love – både de fysiske og de åndelige: Den orden, Logos, som verden rummer, skyldes Gud og Hans/Hendes sejr over mørket, og alle afvigelser herfra skyldes mørket og de Ældstes fald.

    Det er muligt – gennem Vandrer mod Lyset – at trænge ind i zoner af verden og dens erkendelse, som Høffding erklærede for umuligt at nå, og herigennem nå til en dyb forståelse for dens indre forhold og virkelighed; ikke kun på de områder jeg her har nævnt, men på mange andre (fx rummer værket også en forklaring på cellens oprindelse og en i forhold til gængs astronomisk teori anderledes kosmologi og redegørelse for selve Universets opståen og oprindelse og opbygning). Også på dén måde er Vandrer mod Lyset et helt enestående og unikt værdifuldt værk!

  • De evige sandheder og hjertets visdom

    I Kommentaren til Ardors beretning s. 171-173, stykket med småt om åndelegemets udseende og opbygning (i Vandrer mod Lyset), står blandt andet, at vi – Guds børn – åndeligt set både har et stort, psykisk nervecenter (den åndelige hjerne) og et mindre center placeret omtrent ved det fysiske hjerte, men i en anden dimension (den oversanselige, firedimensionale verden).

    Om disse to centre, den psykiske hjerne og hjertecenteret, kan vi generelt sige, at hjernen kender til de evige love og sandheder, mens hjertet kender til godt og ondt.

    I den udstrækning vi ikke kender de evige love og sandheder, samt ikke kender godt og ondt, kan – under inkarnation – den oversanselige verden, de oversanselige intelligenser, med hensyn til de evige sandheder træde til med inspiration, der af os mennesker opfattes gennem intuition (pludselige aha-oplevelser), og med hensyn til kendskabet til godt og ondt kan skytsånden træde til og give os en hjerteviden om forskellen; skytsåndens påvirkning og indflydelse opleves og opfattes da som vores samvittighed.

    Den oversanselige verden griber dog kun ind i de tilfælde, hvor vi ikke kan hjælpe os selv. At den ikke griber ind i alle tilfælde og under alle forhold skyldes, at de oversanselige intelligenser – i sidste instans Gud – ønsker at opelske vores selvstændighed og modenhed som åndelige individualiteter (se også mit skrift Den videnskabelige metafysiks metode).

    På denne måde – gennem tilegnelse af de evige sandheder og kendskabet til de evige love, og ved hjertets kendskab til godt og ondt samt ved en langsom og gradvis styrkelse af vores vilje til Lyset – er vi mennesker underlagt en fremadskridende åndelig udvikling frem imod Lyset og Gud. Vi vandrer mod Lyset.

    Og på et tidspunkt vil vi opleve det, der i detaljer er beskrevet i Spørgsmål og Svar II, no 64: Vores tanke og vilje vil da smelte sammen til en uopløselig enhed, hvorefter vi er upåvirkelige af det onde i al evighed.

    Denne sammensmeltning oplever jeg – i en anden formulering – kan beskrives som en sammensmeltning af kendskabet til de evige sandheder og love og hjertets kendskab til godt og ondt via en guddommelig Lysring, der sluttes i hjertet (hjertecenteret). Eller sagt med andre ord igen: En uopløselig forbindelse mellem hjerne og hjerte; vi kunne måske også sige mellem forstand og følelse.

    Det fremgår heraf, at den adskillelse man i idéhistorien af og til har gjort mellem forstand og følelse, mellem hjerne og hjerte, måske ikke er så frugtbar; der er i virkeligheden ikke tale om et enten-eller, men et både-og: Vi har både brug for hjernens, forstandens, kendskab til de evige sandheder og love, og vi har brug for hjertets kendskab til godt og ondt, for hjertets visdom.

    Hjernen og hjertet har således hver sit område, hver sin måde at vide og erkende på. Og vi kan ikke undvære nogen af dem.

  • Brev fra Ikaros

    Kære ven –

    Jeg skriver til dig i en anledning, der ligger mig en del på sinde, en bekymring jeg har og får, når jeg ser på verden og mennesker i dag. Også på dig. Måske vil mine ord bedrøve dig, måske vil de gøre dig vred. Men du tillader nok en ven at sige sandhed – som jeg ser den.

    Det jeg hentyder til, er tidens tilsyneladende renaissance eller genvækkelse af mystikken; kabbala, kristen mystik, sufismen og hele den spirituelle bølge. I alt dette ser jeg mennesker falde, ser jeg menneskelige tragedier udspille sig hver eneste dag, og flere og flere.

    Men straks må du forstå, at jeg her ikke taler som en (utidig) moralist, men derimod som én, der selv har oplevet faldet og gennemlidt alle de lidelser, der nødvendigvis følger af det. Dette ville jeg – om muligt – gerne spare dig og andre for. På dén måde søger jeg at vende min afsky for det onde, som jeg kender på første hånd og på egen krop og sjæl, til kærlighed til mennesker; kærlighed også til dig.

    Jeg ser: Mennesker gennem mystikken og spiritualiteten søge ekstatisk forening med Gud og det guddommelige, og i dét finde noget nær udslettelse, jeg ser mennesker søge rus og besættelse under skin af kærlighed og derved brænde op, jeg ser mennesker danse om slangen, døden, og den om dem, slangen, døden, der sprænger sindet og hjertet, jeg ser mennesker bæres og lokkes af glimtende hænder i fri luft ud over afgrunden, jeg ser mennesker træde fra tinder ud på skyer og styrte i havet og drukne, ser dem knuses mod den klippe, det bjerg, de søger at bestige; alt dog vel i bedste mening og ud fra oprigtig overbevisning.

    Alt dette er så tragisk, men husk igen: Jeg er ikke moralist, jeg er en ven. Ønsk dig for alt i verden ikke at opleve dét øjeblik, hvor slangen drejer sit ”lyse” ansigt om til dets sande. Det rent sorte.

    Hvad mere skal jeg sige til dig? Jo, dette: Hvis du længes efter Gud, og med Ham åndelig opfyldelse, hvis du søger at få slukket din tørst gennem Ham, så søg Ham i den stille kilde ved dine inderste hjerterødder, og hør Hans stemme gennem samvittigheden eller mavefornemmelsen. Så vil du finde ro, tryghed og hvile.

    Dette ønsker jeg inderligt for dig, som jeg selv langsomt er ved at komme mig ovenpå den storm, der tog mig engang, jeg, der langsomt og under smerte er ved at blive genfødt efter døden. Jeg lover dig ikke hurtig helbredelse, hvis du giver agt på mine ord; hurtig helbredelse, hvis du er syg af disse kræfter, hvis denne sygdom allerede har smittet og ramt dig. Men jeg lover dig en sand retning på en vej, du selv må gå.

    Lad mig ikke en dag finde dig knust under sten og rådnet af død; lad mig finde dig frisk og rask og i ro, når vi nu ses igen; lad mig finde dig sætte nye skud og gro med træets langsomhed og selvbeherskelse; med styrke og mod og tålmodighed og kærlighed. Lad mig se træet omsider blomstre. Hug det ikke om. Det beder jeg dig om.

    Jeg håber, du vil tilgive denne henvendelse, hvis den forekommer dig anmassende og uønsket. Nok er: Gå ikke min vej, men din egen. Og kun du kender din egen skygge. Men husk mine ord, hvis også du en dag møder Stormen. Og find – måske så – ro og vindstille og livet igen i dem.

    Med kærlig hilsen

  • Kendetegn på lys og mørke

    Som Knud Brønnum skriver i Tanker over Vandrer mod Lyset, så kræver lyset en stærk vilje, hvorimod mørket kræver en svag vilje. Vi kan dertil føje, at lyset giver en klar tanke: Når vi tænker og handler i overensstemmelse med lyset, styrker det med andre ord vores tanke og vilje, hvorimod mørket nedbryder dem.

    Og vi kan tilføje, at lyset styrker karakteren, mens mørket nedbryder den. Men forholdet er dobbelt: Vi tænker og handler i overensstemmelse med vores karakter, men vores tanker og handlinger – af godt eller ondt – skaber samtidig vores karakter; er karakterdannende.

    Ifølge Spørgsmål og Svar I, no 10, har vi ingen fast og klar målestok for de åndelige sandheder, dvs for sandhed og løgn (eller misforståelse). Men der nævnes det forhold, at de åndelige, evige lysets sandheder giver os ro og fred i sjæl og tanke, hvorimod mørket, løgnen, giver mental og åndelig ufred.

    Det er muligt at give nogle yderligere almene kendetegn for lys og mørke, godt og ondt, når vi møder de to urkræfter fx i skrevne tekster:

    Lysets tanker er klare og distinkte, som Descartes formulerede det – og derfor bringer de fred – hvorimod mørkets tanker er dunkle, uklare, på eller over grænsen til det vrøvlede. Lysets klare tanker vil altid afspejle og gengive virkeligheden som et spejl, mørket derimod som et fotografisk negativ af den.

    Af eksempler på mørkets fotografiske negativ af virkeligheden har vi i den hinduistiske og buddhistiske tanke om livet som lidelse, og popkulturens behandling af kærligheden; kærligheden som kilde til smerte, lidelse og hjertesorg. De klare lysets modstykker er, at livet og kærligheden i deres rene former resulterer i glæde, lykke og fred: Det er synden og døden, der skaber lidelse (direkte eller indirekte; fx hvis vi lider under gengældelsesloven, dvs gennemlider de samme lidelser, vi har bragt andre, som led i vores guddommelige opdragelse; se mit skrift Om gengældelsesloven), det er ikke livet, og hvis den virkelige kærlighed bringer os lidelser, er det ikke fx på grund af vores egne tab eller på grund af ugengældte følelser – det vil sige en form for og styrkegrad af selviskhed eller egoisme – men fx fordi nogle vi elsker lider, og vi da lider med dem.

    Af fotografiske negativer i åndshistorien kan vi også tænke på det guddommelige uhyre, der træder os imøde i store dele af Bibelen og Koranen: “Gud”, der dræber mennesker, dømmer mennesker til fortabelsen, fordømmer mennesker som syndige, kræver dødsstraf for visse forsyndelser, kræver – under trussel om fortabelse – en bestemt tro og betingelsesløs underkastelse osv osv. Lysets klare og sande modstykke er Gud opfattet som Lysets og kærlighedens Almagt: En varm og tryg og nær Guddommelig Far og Skaber, der i et billede, men også som en realitet, er kilden ved vores inderste hjerterødder, vores inderste evige livskilde.

    Af andre eksempler på de klare og distinkte lysets tanker som de er nedfældet i skrift med direkte forbindelse til de evige, åndelige livskilder kan vi fx tænke på den nævnte Descartes´ værker, eller – i ekstrem grad – Vandrer mod Lyset selv.

    Med hensyn til de dunkle og vrøvlede mørkets tanker i religiøse, filosofiske og skønlitterære værker, det fotografiske negativ, kan vi videre og konkret tænke på Paulus´ breve fra Det ny Testamente, Hegels filosofi som den er udtrykt i Åndens fænomenologi, Heideggers mislykkede fundamentalontologi som den er givet i Væren og tid, og på James Joyce´ Finnegans Wake.

    Den uro som ledsager mørkets uklarhed og dunkelhed har også det aspekt, at vi her søger at bringe tanken til ro ved at søge en bund, måske en sandhed, bag dunkelheden. Derfor vil tanken bestandig kredse om ordene, men ofte eller altid uden at kunne finde ind til kernen – fordi der ingen er. Det onde er på en måde at betragte som en intethed, som det kommer til udtryk i synden og døden: Synden – ikke livet eller kærligheden – der fører til dødens intethed, fx gennem mord, drab, selvmord, krig og i videre forstand gennem Jordens omdannelse fra en lysets til en mørkets, syndens og dødens verden gennem de ældstes fald og synd (se Vandrer mod Lyset); modsat lysets, livets og kærlighedens evige paradiskræfter.

    I tankeverdenen optræder synden og med den dødens intethed i disse kerne- eller centerløse ideer eller filosofier eller digtning, som tanken idelig kan kredse omkring uden at finde bund og ro. Synden og døden er således både repræsenteret i tanke og i handlen (vilje), (mord, selvmord, krig osv).

    Med hensyn til kristendommen har mørkets dunkelhed ført til omkring 2000 års forgæves eftersøgning efter den dybere mening med Paulus´ ord og tanker og derigennem finde ind til kristendommens kerne.

    Men det er forgæves – som i andre tilfælde – og bestræbelsen og kristendommen selv har trukket et spor af vold, uklarhed, intolerance og ufred i sit kølvand – fordi den har sin rod i mørket, det onde, og fordi den inderste kerne ikke lader sig udfinde; den findes simpelthen ikke.

    Med den type tanker og tanke- og trossystemer er der kun én vej: At forkaste dem i deres helhed, og dermed skabe fred i menneskers sind, hjerte og ånd gennem sandhedens erkendelse.

  • Hinduisme. Brahman, Atman, kundalini

    I øjeblikket læser jeg Karen Armstrongs Buddha, og i den forbindelse er mine tanker sporet ind på de østlige religiøse og filosofiske traditioner, og jeg har undersøgt nogle grundlæggende træk ved den tradition, hinduisme, som Buddha ifølge Armstrong og som også Will Durant beskriver det i sin Verdens kulturhistorie, til dels reformerede som en af aksetidens store religiøse og filosofiske personligheder.

    Og det slår mig endnu en gang – efter at have undersøgt ikke bare hinduismen, men også kristendom og islam – hvor sjælden en gæst lyset og sandheden er i vores verden, og hvor rigtigt det er, når der i Vandrer mod Lyset tales om “den menneskelige vankundigheds ørken”.

    Jeg vil her beskrive nogle af de vildfarelser, der findes i hinduismen. Jeg tager dog det forbehold, at hinduisme – lige så lidt som fx buddhisme, kristendom og islam – ikke er en entydig filosofi eller religiøs tradition, og at den mangler en fælles kanon for hellige tekster, selv om fx Veddaerne og Upanishaderne står centralt i traditionen.

    Hinduisme kan (med ovenstående forbehold in mente) beskrives som følger:

    Vi mennesker er fanget i en næsten endeløs kæde af fødsel, lidelse (dukkha) og død og derpå genfødsel, samsara eller lidelsernes hjul. Det der hindrer befrielsen, moksha, fra dette, er ifølge Upanishaderne, uvidenhed (avidya); uvidenhed om selvets, atmans, identitet med det inderste, grundlæggende verdensprincip, brahma; nogle vil kalde brahma eller brahman for Gud.

    Ved yoga søger man at afstedkomme foreningen af atman og brahman (yoga kan oversættes ved “forening”), hvorved befrielsen, moksha, er en realitet. Idet man erkender atmans og brahmans identitet, stiger kundalini op gennem chakraerne, og atman opløses i brahman som salt opløses i vand, eller som dråben forenes med havet ved kundalinis kulmination i det øverste chakra.

    Sådan kan hinduismen fortolkes og forstås. Vi må dog også tage det forbehold, at denne proces ifølge nogle, fx erfarne yogis, ikke fuldt ud kan forstås med intellektet alene, men må leves, opleves selvstændigt, ikke som en teoretisk lære, men som en konkret og levet praksis.

    Men – hvis vi holder os til den ovenfor skitserede forståelse af hinduismen (og noterer visse ligheder med moderne spiritualitet), og derudover søger oplysning i Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset, så er det med det samme klart, at hinduismen er en vildvej. Vi mennesker kan ikke på nogen måde blive identisk med Gud eller det inderste verdensprincip, og med til sand åndelig forædling hører blandt andet at erkende sin egen begrænsning.

    Denne tanke finder også belæg i Det gamle Testamentes syndefaldsmyte, hvor faldet blandt andet kom i stand ved, at mennesker (egentlig de Ældste; se Vandrer mod Lyset) ville være lig Gud. Hvis vi forstår hinduisme som ovenfor skitseret, så er denne traditions moksha, befrielse ikke en ægte befrielse, men et fald, og kundalini er ikke en guddommelige lyskraft, men en kraft i mørket, symboliseret i syndefaldsmyten ved slangen, der fristede Adam og Eva.

    Den ægte forløsning eller befrielse skitseres i Spørgsmål og Svar II, no 64, (Spørgsmål og Svar er udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) gennem tanke-vilje-enheden, hvor tanken og viljen i det enkelte menneske efter en meget langvarig proces over millioner af år smelter sammen, forenes (jf yoga), ikke med Gud, men med hinanden, hvorefter individet er upåvirkeligt af mørkets, det ondes, udstrålinger og kræfter i al evighed, og menneskeånden siges da – af Kristus – løs fra al videre inkarnation på Jorden, og fortsætter sin åndelige udvikling på fjerne lyskloder i andre dimensioner og verdener, Lysets.

    Dette er virkeligheden og sandheden.

    Så det er let at se fx hinduismen som endnu en menneskelig vildvej, en vej som til forveksling ligner Lysets og sandhedens, idet man indoptager visse virkelige forhold og realiteter, men sætter dem sammen på en ny og forvrænget måde, så vejen ikke peger mod Lyset, men mod mørket.

    Denne forvrængning eller forveksling af Lys og mørke (som er udtryk for det jeg kalder mørkets, det ondes, dobbeltaspekt; at mørket dels rummer en “lys”, dels en rent sort side) er så typisk og udbredt i vores verden – ikke blot i hinduismen men i alle etablerede verdensreligioner, fx også i kristendom og islam – at det er let at forstå, hvorfor mennesker igen og igen går vild og hvorfor de igen og igen falder for det ondes mange bedrag. (Det skal dog tilføjes, at verdensreligionerne også alle rummer glimt af sandhed, men de er sjældne).

    Hvorom alting er: Jo før vi forlader alle disse vildveje, disse mørkets bundløse sumpe, og jo før vi træder ind på Lysets faste grund, som den er givet i Vandrer mod Lyset, jo bedre. Ikke for min skyld eller for Guds, men for menneskers egen. Derved kunne mennesker spares for mange lidelser, fx de åndelige lidelser, der hører med, når man vågner til dagen og virkeligheden fra mørkets onde drømme, de lidelser man må gennemleve, når man forstår, at det man holdt for helligt ikke består sandhedens prøve, men kun var en omvej!

    Note: “Aksetiden” er et historisk begreb introduceret af Karl Jaspers i Vom Ursprung und Ziel der Geschichte (Om historiens oprindelse og mål) (1949), og som betegner perioden omkring 800-200 f. Kr, en periode der i Vandrer mod Lyset beskrives som en tid, hvor de Yngste for alvor var ved at blive trætte som følge af mørkets, det ondes, overhåndtagende magt, og hvor kun få af dem vovede at lade sig inkarnere som mennesker blandt mennesker. De der kom, medbragte dog, som det siges, en rigdom af kundskaber og visdom og skønhed, som næppe overgås af nogen anden tidsperiode, og som vi mennesker stadig tærer på og næres ved.

  • Slangen (kundalini)

    Af og til kommer den dybeste ondskab forklædt som det højeste gode

    Dette ser vi fx når visse mennesker uden at blinke hævder at være Gud eller Gud lig. Vi ser det fx hos visse kristne sektledere, og hos visse såkaldt hellige mænd og kvinder i Indien, nulevende og afdøde.

    Fænomenet er en konsekvens af det, jeg kalder mørkets dobbeltaspekt, mørket, der både kan optræde med et “lyst” og et rent sort ansigt og skikkelse (jf også myten om “Lucifer Lysbringeren” og “Satan, mørkets fyrste”; to ansigter for den samme personlighed; vi må dog her huske på, at Satan, Ardor, ifølge Åbenbaringen, Vandrer mod Lyset, er vendt hjem til Lyset og Gud (det skete i 1912), og derfor har denne myte nu kun historisk interesse).

    Den dybeste ondskab er repræsenteret ved kundalini, Slangen, en mørkekraft, der fx også har inspireret til ideen om Kristus som værende Gud. Dette skal ikke forstås sådan, at Kristus er Slangen, men ideen om at han er identisk med Gud (“Guds enbårne Søn”; en del af treenigheden) er et udtryk for kundalini; en tanke, der ifølge Vandrer mod Lyset, aldrig – naturligvis – har fundet rum i hans sind.

    Jeg tror, det er sikkert at sige, at historisk i den jødiske, kristne og islamiske mystik og aktuelt foruden i den spirituelle bølge, så bæres også den såkaldt karismatiske, kristne vækkelse frem af denne kraft gennem ideen om Kristus som værende identisk med Gud. Det kan man fx se ved disse bønnemøder eller gudstjenester, hvor mennesker taler i tunger, falder om i kramper ved håndspålæggelse af præster osv. I mystikken og spiritualiteten bekræftes tanken om kundalini som motor i de religiøse erfaringer og oplevelser ved de samstemmende rapporter om en “ekstatisk forening med Gud”, af symptomer som rullende øjne, fråde om munden, en (“lys”-)kraft, der stiger op gennem kroppen (eller op gennem “chakraerne”) fra halebenet (eller “rodchakraet”) ledsaget af rystelser og kramper osv. Disse fænomener og symptomer kendes også i hinduisme og buddhisme.

    Kernen og bedraget i kundalini er, at den – gennem mennesker – vil være Gud, og nogle mennesker falder for dette bedrag. Intet menneske er – selvfølgelig – Gud. At Gud skulle inkarnere som menneske i Jesus af Nazareth eller at noget andet menneske skulle kunne blive Gud, er en helt igennem blasfemisk tanke, der nu ikke længere burde finde genklang og udbredelse blandt mennesker.

    Vi må lade alle disse barnefantasier fare, og søge ind til den sande Gud, som Han/Hun åbenbarer sig gennem Vandrer mod Lyset, og som – varmt og trygt og nært, fjernt fra al ekstase og rus og bedrag – kan åbenbare sig i hvert eneste menneskes liv og hjerte. Stille og roligt og uden om alle disse gennemsigtige menneskeguder, der kun inkarnerer Slangen, kundalini, den dybeste ondskab i Lysets dragt og skikkelse.

  • Bønnen for de ældste

    De ældste er i Vandrer mod Lyset betegnelsen for de personligheder, de ånder, der i tidernes morgen faldt for mørkets magt, og blandt andet er ansvarlige for skabelsen af det fysiske menneskelegeme, og er ansvarlige for, at vi mennesker lever i en mørkets verden, Jorden, med alt hvad det indebærer af lidelser, sorger og elendighed.

    De ældste har uendeligt meget på samvittigheden. Som tyranner, som ophavsmænd til de forskellige religioners løgne, forvanskninger og falske lærdomme med alt hvad deraf følger af strid, krig og nød, som opfindere af de forskellige våbentyper der har brutaliseret mennesket, som dette og meget andet har de i lange tider søgt at nedkalde så megen sorg, lidelse og elendighed som muligt over os mennesker.

    Stillet overfor sådanne personligheder har vi mennesker et valg: Vil vi søge hævn, hævn for alle de lidelser, de har nedkaldt over os, eller formår vi at tilgive? Hvis vi søger hævn, vil elendigheden fortsætte, hvis vi tilgiver, vil megen sorg og lidelse undgås, både for os og for dem.

    De ældste er – mange af dem – endnu stærkt formørkede. Og da dette er tilfældet, vil de endnu kunne skabe megen lidelse i verden og for mennesker. Derfor er det rationelle valg for os mennesker at søge at vække lyset i dem, så megen af den lidelse, der ellers må bliver resultatet, kan undgås.

    Hvordan gør vi det? Vandrer mod Lyset lærer, at lyset vækkes i de formørkede sind og hjerter gennem angeren (det gælder også almindelige mennesker, menneskeånder). Gennem sorg og anger over begåede forbrydelser og synd vækkes lyset, og forhindrer på den måde mange af de nye synder og forbrydelser, der ellers måtte bliver resultatet. Og hvis vi kan det – vække de ældstes sorg og anger over alt det, de har forbrudt – vil mange lidelser, megen nød og megen elendighed undgås – for os og vores børn og vores efterkommere.

    Og en af de måder vi kan vække de ældstes sorg og anger, vække lyset i de formørkede, er gennem bønnen. Ved en dybfølt bøn for de faldne – idet vi i tanken og hjertet samler dem under et – mødes vores tanke med Guds tanke, mødes vores vilje med Guds vilje, der er ren kærlighed og barmhjertighed, mødes vores hjerte med Guds hjerte, og bringer den nødvendige hjælp til dem – vores brødre og søstre.

    Bønnens magt er stor, når den bæres af kærlige tanker, siger Kristus i sin tale til os mennesker i Vandrer mod Lyset. For i bønnen mødes vi med Gud, i den dybfølte bøn bliver vores tanke, vilje og hjerte et med Guds Tanke, Vilje og Hjerte.

    Derfor: Hvis vi ønsker at undgå mange lidelser for os selv, vores børn og vores efterkommere, så skal vi ikke søge hævn, men vandre tilgivelsens og bønnens vej. Uforsonlighed og hævn gavner ingen, heller ikke os selv. Men hvis vi vil vandre den vej, jeg her taler om, så vil vi vise at vi – i ånd og i sandhed – er Guds børn, Gud, der er ren kærlighed og barmhjertighed, Gud der altid er parat til også at tilgive os, når vi selv fejler.

  • Lys i mørket

    Når der kastes lys i mørket, vågner dæmonerne

    For hvert skridt vi tager ind i lyset, kommer der en reaktion fra mørket. Vi kan blandt andet se denne lovmæssighed i kosmisk størrelsesorden i Vandrer mod Lysets beretning om Urtankens og Urviljens kamp ud af mørket – en kamp, der endte med Guds sejrrige fremståen (emanation).

    For hver gang Urtanken og Urviljen bevægede sig ind i lyset, reagerede mørket, og – som der står – ved Urtankens og Urviljens søgen ind i lyset, vågnede begge urkræfter, lys og mørke, til en stedse stigende aktivitet.

    Sådan er det også for os – i en afglans af Urtankens og Urviljens kosmiske kamp mod det onde. Det lys vi tilkæmper os bliver stærkere og stærkere, og derfor bliver også det mørke, der reagerer stærkere og stærkere. Så udover det forhold jeg tidligere har beskrevet om kærlighedens pris – at det vi bringer hinanden i kærlighed bliver større og større og mere og mere værdifuldt, og at prisen derfor også bliver højere og højere – så er det endnu en grund til at sige, at vores vandring mod lyset ikke bliver lettere efterhånden som vi stiger på livets vej, fordi det onde, der reagerer mod vores stedse stigende lys proportionalt bliver stærkere og stærkere.

    Vi kan også sige, at vores opstigen i lyset, vores vandring mod lyset, samtidig er en nedstigen. Eller som jeg tidligere har skrevet: Åndens forædling er ikke så meget stammen og kronen over jorden, som den er en rod, der får dybere og dybere fat. Vi nedstiger i dybet med vores lille lyskilde og oplyser det onde, hvorved det vågner.

    Der er altså en proportionalitet mellem lys og mørke, godt og ondt. Jo stærkere lys vi manifesterer, jo stærkere mørke vil reagere mod os; både i os selv og fra verden. Derfor er det hensigtsmæssigt, at vandringen mod lyset sker med små skridt, og at vi ikke søger bjergene og tinderne; eller som Michael Agerskov skrev: Vi må vandre ad livets slagne landevej.

    At vi på den måde må gå vejen skridt for skridt, små skridt ad gangen, kan samtidig styrke vores tålmodighed. Tålmodigt må vi opbygge vores personlighed, vores ånd, dag for dag, tanke for tanke, handling for handling. Og ved at opbygge os selv, bygger vi samtidig verden.

    Vejen ligger ikke i bjergenes tinder eller i stjernerne, men ved Jorden. Vi må ikke blive som Ikaros, der fløj for tæt på Solen, og fik brændt vingerne og styrtede i havet. Tålmodigt må vi vandre på Jorden og bygge verden og os selv ad livets slagne landevej.

  • Det jeg vil

    Drage Lyset til Jorden og til hjerter

    Åbne menneskers øjne for det skønne og det dybe

    Skabe en manifestation af sand magt

    Stole i alt på Guds Almagt og beskyttelse

    Drage mennesker hjem til flammende skønhed!